Procesbeskrivelse

jeg har lige fået den idé i dag, at jeg vil beskrive processen med at skrive den roman, jeg er i færd med at skrive. Har fået min kæreste til at sende mig alle de udgaver af den, som jeg har sendt til hendes arbejde – så jeg kan komme i tanke om de ting jeg tænke, og følte, og havde oplevet, som foranledigede forandringer i teksten og bragte den videre.

Det har været en sej måned. Kæresten er blevet opereret. Og jeg har stort set ikke skrevet en linie, som ikke var mails. Men i dag kom der endelig hul på bylden igen. 4 sider blev det til. Og så ideen med at skrive en art poetik, baseret på en processbeskrivelse. Jeg ÆLSKER jo processen – ofte mere end produktet.

Pt. står alle mine biokurver i top samtidig – der har skabt nogle søvnløse nætter, og døgn, der pludselig blev 27-28 timer lange. Om en uge ca. går de alle ned samtidig. Det skal nok blive sjovt – så kan jeg vist skyde en hvid pind efter de høje ambitioner om at skrive hver dag. Men jeg skal nok få skrevet – det varer ikke længe før socialkontoret kommer efter mig. Og jeg skulle gerne nå så langt som overhovedet muligt. 1 side om dagen gange 25 dage er 25 sider, 2 sider om dagen gange 25 dage er 50 sider, 3 sider om dagen gange 50 dage er 150 sider. 10 sider om dagen gange 100 dage… nå ja… den monomane megaloman slår til igen.

KK i flyet

Er i færd med at gennemgå en vens manuskript – skulle være hans 2. bog, men forlaget afviste den. Hans blanding af dagbog og fiktiv dramatisk fremdrift får mig til at frygte for min egen fortælling. Vil jeg kunne lade historien fortælle MIG, snarere end søge at styre den med ønsket om et bestemt udkomme? Og således undgå de værste dagbogsreminiscenser? Jeg har allerede gang i HPs angst i flyet – angsten for livet, der nu pludseligt går ukontrollabelt videre, fordi han for første gang, som han selv siger det, “skal til et sted i verden, som han ikke bare kan GÃ hjem fra” (hvilket var min egen oplevelse ved første tur til sydamerika) – men når jeg ser på fortællingen, og hvor drivkraften skal komme fra, kan jeg kun komme op med den samme vage fornemmelse af styring og forståelse af vejen, som løber gennem mit eget liv!

Man kunne naturligvis, som nogle, sige – når det hele er gået lidt i stå: Er der noget, du ikke ved, så LYV! Lyv og lyv og lyv, indtil det bliver sandt; det er hemmeligheden bag al fiktion (naturligvis…)

Men jeg tror hemmeligheden for mig er at lytte. Lytte til min hovedperson, høre ham jamre sig i søvne, gå med ham på toilettet, prøve at se, hvor det er han gør tingene anderledes end jeg selv – fordi der netop ikke er særlig stor forskel på hvordan vi gør og lever og handler – forskellene ligger i de helt små ting, og det er dét, jeg skal have adskilt fra mig selv, for at kunne se hvem han er. Høre hvem han er. Lugte hvem han er. Mærke, føle, tænke som ham. Være hans stedfortræder på papiret – den, der gør ham synlig, når han rører på sig. Men jeg har lyst til at ruske i ham og skrige ham ind i øret: SÅ… VÅGN DOG OP FOR HELVEDE!!!

HP i flyet

Noter fra 1. kapitel af “Intet er Intet”, historien om HPs søgen efter hjemme.

Har i dag arbejdet med flykapitlet i den hidtil sande historie om HP, også kaldet INTET ER INTET – det er meget udfordrende, både fordi det er prosa – fordi jeg ikke aner, hvor jeg er på vej hen (har en anelse om slutningen, dog) – og fordi alle de informationer der gives (og ikke gives…) i dette første kapitel vil blive bestemmende for de efterfølgende. Præcis som i livet. Hvis man derimod er “rigtig” prosa -forfatter, forestiller jeg mig, at hvert enkelt kapitel ikke i samme grad som hér er underlagt det forrige, men snarere hver især lige frit, fordi de er baseret på en overordnet planlægning, der på sæt og vis gør skrivningen af hvert kapitel til en slags “fill in the blanks”. Måske tager jeg fejl… men jeg kan i øvrigt godt lide den struktur, at jeg ikke ved, hvor jeg er på vej hen med historien. Hvor HISTORIEN vil flytte MIG hen. Jeg fornemmer, og kan planlægge kapitlerne en smule, men jeg ved ikke, hvad de skal slutte med, eller præcis hvordan de spiller ind i den større historie – min rite of passage-fortælling; om storbydrengen, der må til den anden side af jorden for at finde ud af, at hans kultur har agterudsejlet ham, fordi den forventer papir på alt – og ikke anerkender hans evner, fordi han ikke har papir på dem.

Dog har jeg pt en fornemmelse af, at HP slutteligt besvimer af angst eller skam i flyet og bliver “reddet” af en dansk forfatter, der bor i Lima, som fatter interesse for ham – og forfører ham med snak om ayahuasca til at drage ud og lære mere om curanderoer og shamanisme.

Kunstnerisk dørsalg?

Nettets udvikling går imod, at alle er on-line hele tiden. Hvis man fra politisk hold ikke tager konsekvenserne af denne udvikling og understøtter de kunstnere økonomisk, hvis kunstformer nemmest lader sig duplikere og fremvise på eller via computeren, melder 2 meget tydelige scenarier sig omgående:

1) I værste fald: Man vil ikke længere have kunstnere, som vi forstår kunstnere i dag (år 2000), indenfor de pågældende kunstformer – skrift, lyd, foto, grafik, TV og film, og måske også malekunst (hvis holdningen til det plastiske ændrer sig)

2) Vurderet ud fra bedste fald vil kunstnere – som evner at udbrede og udbygge kendskabet til sig selv, så den forbrugte tid giver et økonomisk afkast, trods tab af salg som følge af elektronisk piratkopiering og -distribution – til at begynde med blive færre og færre, og sidenhen blive offentligt eje i et omfang, der aldrig før er set: Reklame- og mechandise-sponserede digtere, musikere, forfattere osv.

Dér VIL komme mange mange flere penge til den virtuelle verden, men (igen) uden politisk støtte til seriøst arbejdende kunstnere i risikogruppen vil kun en tilsvarende vækst i personlig handel fra personlige servere kunne sikre disse kunstnere et vist underhold – fordi de vil være i stand til at sælge egne værker, på egne præmisser, og ofte meget billigere end hvis det var gennem mellemmænd. Og til dette kræves offentlige bredbåndsindvesteringer.

Hvis vi bare bliver stående og ser på, at teleselskaberne bliver så store, at de kan tillade sig at fortsætte med at forsinke udviklingen af bredbåndsnet, indtil de selv kan følge med den op med færdigpakkede e-salgsløsninger, risikerer ikke blot de sårbare kunstnere men til sidst alle på nettet at al profit vil gå til at holde de store store, snarere end at komme alle til gode. Endnu mere statiske markedsmekanismer og magten centreret på endnu færre hænder.

Hvis vi håndhæver vores ret til at være on-line hele tiden, og flytter alt hvad vi kan af vores medbestemmelse dén vej, er der håb for, at vi forbrugere og brugere kan nå at forme nettet tilstrækkeligt efter individuelt køb og salg, inden kolosserne kan nå at lægge sig totalt på alt markedsmekanisk – som de har gjort det på TV. 

Bare tænk:

Hvis der er noget jeg vil sælge fra min server, skal pengene via dit kontokort (finger- eller retinaaftryk?) gå fra din konto og direkte ind på min – ikke noget med fordyrende mellemled. Den er den eneste måde samfundet kan redde sine eksperimenterende kunstnere på: Hvis en truet kunstner vil kunne gøre sine produkter så billige, at folk er villige til at tage flere chancer, og ikke kun købe mainstream – fordi 47 fordyrende produktions- og formidlingsled som nu skal have déres del, og 5.000 aktionærer skal have deres, så f.eks. en skide cd skal koste fra 1-3 arbejdstimer for et almindeligt menneske!

Men denne form for handel kræver, at vi vænner os til at være on-line, hele tiden, og til at købe hos hinanden, snarere end gennem kolosserne. Og det kan vi sagtens. Blot er vi indtil tilkomsten af kontantoverførsel Person-til-Person nødt til at stole lidt mere på hinanden – eller måske bare, at én der personligt sælger noget, vi synes er rigtig fedt, også er et menneske, som er til at stole på…

150 år efter Jules Verne

Jules Verne var professionel drømmer – samtidskritikeren og den mentale opfinder i det 19. århundrede, der fikserede sin samtids (uudtalte) drømme på papiret, og inden for rammerne af sin tids almene forståelse af den industrialiserede verdens teknologier gjorde det plausibelt for almindelige mennesker, at disse drømme kunne realiseres – for en pris.

Men hvad drømmer vi om i dag? Hvad er det for drømme, vi hver især har, der udgør vores kollektive fundament – 150 år efter Jules Verne?

POEM: den islandske joke

nothing rained that day. maybe it should have. maybe it just so happened, that nothing had moisture til spare. I don’t know.

they claimed icelandic ancestry. after fifteen minutes they were sweating like snails in season. are there snails in Iceland, I wonder? fifteen minutes later they walked through every heart.

agread, they were more worldly than I. But icelanders they were not. a joke had to find itself their way. An Icelandic joke. A letter of admiration and gratitude written in Icelandic, accompanied by music and lyrics of a famous lullaby.

so thought, so performed