Kunstnerisk dørsalg?

Nettets udvikling går imod, at alle er on-line hele tiden. Hvis man fra politisk hold ikke tager konsekvenserne af denne udvikling og understøtter de kunstnere økonomisk, hvis kunstformer nemmest lader sig duplikere og fremvise på eller via computeren, melder 2 meget tydelige scenarier sig omgående:

1) I værste fald: Man vil ikke længere have kunstnere, som vi forstår kunstnere i dag (år 2000), indenfor de pågældende kunstformer – skrift, lyd, foto, grafik, TV og film, og måske også malekunst (hvis holdningen til det plastiske ændrer sig)

2) Vurderet ud fra bedste fald vil kunstnere – som evner at udbrede og udbygge kendskabet til sig selv, så den forbrugte tid giver et økonomisk afkast, trods tab af salg som følge af elektronisk piratkopiering og -distribution – til at begynde med blive færre og færre, og sidenhen blive offentligt eje i et omfang, der aldrig før er set: Reklame- og mechandise-sponserede digtere, musikere, forfattere osv.

Dér VIL komme mange mange flere penge til den virtuelle verden, men (igen) uden politisk støtte til seriøst arbejdende kunstnere i risikogruppen vil kun en tilsvarende vækst i personlig handel fra personlige servere kunne sikre disse kunstnere et vist underhold – fordi de vil være i stand til at sælge egne værker, på egne præmisser, og ofte meget billigere end hvis det var gennem mellemmænd. Og til dette kræves offentlige bredbåndsindvesteringer.

Hvis vi bare bliver stående og ser på, at teleselskaberne bliver så store, at de kan tillade sig at fortsætte med at forsinke udviklingen af bredbåndsnet, indtil de selv kan følge med den op med færdigpakkede e-salgsløsninger, risikerer ikke blot de sårbare kunstnere men til sidst alle på nettet at al profit vil gå til at holde de store store, snarere end at komme alle til gode. Endnu mere statiske markedsmekanismer og magten centreret på endnu færre hænder.

Hvis vi håndhæver vores ret til at være on-line hele tiden, og flytter alt hvad vi kan af vores medbestemmelse dén vej, er der håb for, at vi forbrugere og brugere kan nå at forme nettet tilstrækkeligt efter individuelt køb og salg, inden kolosserne kan nå at lægge sig totalt på alt markedsmekanisk – som de har gjort det på TV. 

Bare tænk:

Hvis der er noget jeg vil sælge fra min server, skal pengene via dit kontokort (finger- eller retinaaftryk?) gå fra din konto og direkte ind på min – ikke noget med fordyrende mellemled. Den er den eneste måde samfundet kan redde sine eksperimenterende kunstnere på: Hvis en truet kunstner vil kunne gøre sine produkter så billige, at folk er villige til at tage flere chancer, og ikke kun købe mainstream – fordi 47 fordyrende produktions- og formidlingsled som nu skal have déres del, og 5.000 aktionærer skal have deres, så f.eks. en skide cd skal koste fra 1-3 arbejdstimer for et almindeligt menneske!

Men denne form for handel kræver, at vi vænner os til at være on-line, hele tiden, og til at købe hos hinanden, snarere end gennem kolosserne. Og det kan vi sagtens. Blot er vi indtil tilkomsten af kontantoverførsel Person-til-Person nødt til at stole lidt mere på hinanden – eller måske bare, at én der personligt sælger noget, vi synes er rigtig fedt, også er et menneske, som er til at stole på…

150 år efter Jules Verne

Jules Verne var professionel drømmer – samtidskritikeren og den mentale opfinder i det 19. århundrede, der fikserede sin samtids (uudtalte) drømme på papiret, og inden for rammerne af sin tids almene forståelse af den industrialiserede verdens teknologier gjorde det plausibelt for almindelige mennesker, at disse drømme kunne realiseres – for en pris.

Men hvad drømmer vi om i dag? Hvad er det for drømme, vi hver især har, der udgør vores kollektive fundament – 150 år efter Jules Verne?

ESSAYIDÉ: HVAD ER VESTERBRO?

en bydel – en bydel er et område af en by, og i dette tilfælde et område som vist udspringer fra de tre gamle byporte, østerbro, nørrebro og vesterbro. Bro betyder så her ikke noget med fysisk overgang over et vand, men vist snarere bare “område”.

særkende – et område, som i mange år har huset Københavns ludere – i disse dage stedet, hvor størstedelen af gadehandel med stoffer foregår, og formodentlig også den mere skjulte handel. Det er også stedet, som er kendt for ekstremt voldelige barer (sikkert en overdrivelse), luderhoteller, faldefærdige ejendomme, pornogrossister, pornobutikker. I senere år i kikkerten på grund af politiets politisk understøttede bestræbelser for at “rense” området omkring Halmtorvet for gadeludere, bumser, småkriminelle og narkomaner – “tre måneders karantæne; bøde hvis pågribes indenfor 300 meter fra Halmtorvet”. Min association til Vesterbro siger altså stort sét kun området omkring Istedgade/Halmtorvet/Vesterbrogade i Cityenden

Hvor – Vesterbro støder nordpå op til Rådhuspladsen/city, vestnordvest op til Nørrebro, østpå til havnebassin, sydgående banelegeme og Sydhavn, sydpå til Valby og vestpå til Frederiksberg og Nørrebro. Udstrækningen opfattes som lang og smal, koncentreret i de tre mest kendte gader: Vesterbroggade, en lang hovedfærdselåre og udfaldsvej, Istedgade, porno, luder og stof-gaden og Halmtorvet, de trækkende luderes faste bil-sex-pick-up-sted – men udstrækningen er langt større end som så. Og jeg ved faktisk ikke HVOR stor, eller præcis hvor grænsen går geografisk.

oplevelser – i området omkring Istedgade/Vesterbrogade/Halmtorvet oplever jeg stort menneskeligt forfald. Området ml. banen og Rådhuspladsen er præget af de turistede og de ungdommelige forlystelser – konsumforlystelser. Den fjerneste ende af Istedgade virker meget levende, om end lidt faldefærdigt – der er plantet en smule træer, og der er en lille og rar, om end noget firkantet indrettet park. Længere ude den vej ligger et område med byggeforeningshuse – hyggeligt om end noget ensformigt og stille. Ned mod banelegemet: Sønderboulevard og gaderne, der støder op til Istedgade er alle en smule kolde – nogle kunne nemt have ligget på Østerbro, men en del er brede og endnu brostensbelagte. Det fornemmes, at her sker en udvikling i det borgelige liv – andelsforeninger og ejerlejligheder. I den fjerne ende af Vesterbrogade er gadeliv og butikker meget præget af høj gennemfarthastighed, biler der skal ind til og ud af byen – der er en smule hyggeligt i området omkring Carlsberg, med træer og skrånende veje, men generelt er denne ende af Vesterbrogade en smule kold. Noget andet er det med sidegaderne som herfra støder op til Frederiksberg – her er træer og hygge, men ikke mange butikker. Vi befinder os i det hele taget i udkanten af indre København hér, og det er tydeligt. Rådhuspladsen hører til Vesterbro, i hvertfald som postnummer, og er et nummer for sig. Her er liv og altid noget at se på – her sker happenings og koncerter, her er tre pølsevogne, her munder strøget ud og

ARTIKELSERIE-IDÉ: NULOPRØR I VINKELVANG (4)

– noter

kommentarer under “Karsten – en fattig hedonist

i forbindelse med omtale af SAM [records og magasinet] var jeg mere interesseret i at tale om hvad JEG havde gjort, frem for at forklare hvorfor jeg begynder at snakke om min involvering deri.

En lille tilbøjelighed til at fremstille alt, jeg ikke ved, eller ikke kunne have forestillet mig, som om det er en fejl fra omverdens side – “når JEG ikke ved det, burde andre heller ikke vide det”

af mangel på erindringer, skaber jeg fiktive erindringer – og jeg ved det, mens jeg gør det – jeg lyver, når der er huller i erindringen, broderer, bygger et erindringsbillede op, som jeg mener lyder troværdigt – men fordi disse fiktive erindringer ér fiktive, savner de gennemslagskraft. Jeg lyver ikke overbevisende.

Ofte kan jeg ikke finde ud af, om jeg skal indrømme ikke at have set eller oplevet denne eller hine film, udstilling osv. “Hvis jeg siger ja (og det modsatte er tilfældet), hvor meget kan jeg så bluffe mig igennem?” eller “Er det nødvendigt at sige ja” – hvilket sådan set er det værste. En unødvendig form for underlegenhed.

———————————–

det tog noget tid at skrive interviewet ud – 4-6 timer pr. 45 minutter – noget længere end jeg havde forestillet mig; men NU ér det skrevet ud, og Jan har beredevilligt udskrevet det på sit arbejde – og jeg har brugt de sidste par dage på at lave en oversigt. Og i modsætning til min tidligere opfattelse synes jeg nu, at der er rigeligt materiale – ja, næsten for meget, idet det udskrevet fylder ca 80 sider. Jeg har besluttet at ville have det ned på max. 20 sider – selv det er måske for meget, men da vil jeg måske have det fornødne overblik til at kunne skære yderligere i det, såfremt det skulle blive nødvendigt (hvis MODTRYK kræver det).

I går, 16.2., har jeg forsøgsvis besluttet at skrive det i 2. person – argumentet herfor værende dels, at jeg nemmere vil kunne være tro mod ham ved at lave en form for opsummering – med lejlighedsvise citater til at give det fornødne krydderi – og dels fordi jeg har en fornemmelse, (som jeg ikke er helt sikker på ikke er en form for selvforsvar), der siger mig, at han i sine udtalelser er enormt på vagt og hele tiden forsøger at sige det rigtige, hvorfor det måske ville være en god idé at tale til ham i bekræftende form, i 2. person. Risikoen er, at det kan komme til at virke patroniserende, derved at jeg i min sammenskrivning kan komme til at lyde som om JEG har det fulde overblik, hvilket jeg måske har i kraft af at jeg har det hele “sort på hvidt”, men i den forsøgsvise 2. personssammenskrivning af hans opvækst synes jeg det fungerer bedre end nogenlunde. Faktisk rimelig godt. Spørgsmålet er så bare, når det senere hen bliver mere kompliceret, (og det bliver det fordi sammenhænge opstår, som måske kun antydes eller måske slet ikke er erkendte), om jeg kan holde overblikket? Han er godt nok til stor hjælp selv, fordi han er i stand til selv at kronologisere, om end han kører ud af forskellige sidespor af og til, eller jeg hjælper ham på vej med uoverlagte spørgsmål – det er faktisk muligt at stort sét inddele hans liv i perioder, følger her som “uautoriserede” overskrifter:

MDMA i P4 i P1 (interview-form)
opvækst og skole
speed
LSD
— kropsligt oplevet
Techno
— syren får andet formål; Daniel
familien i “Melonen”
efter “Melonen”
Thailand/Kopaniang
— en beslutning opstår
højdosis-syreoplevelser
— introspektion
syrens lære
fremtiden
— visionen om fremtiden
— opdagelse af formål og tro
— planer med technoen
angst
trance
— syre og en leg med roller
selvterapi
— slappe af, slippe programmeringer
“lort nok”
— afsluttende digt fra BZ-bogen

Hovedsagen er, at jeg synes det er spændende – spændende at balancere på den knivsæg, der hedder: Er jeg tro overfor manden? Jeg er ved godt mod, desuagtet jeg ikke får lavet nær det, jeg gerne vil. Tiden går, klokken slår, Anja kommer forbi, der var lige en god bog og pludselig var den 5.00, telefonen ringer, brev der skal skrives, min egen bog, som er blevet plejet og meget meget andet. Men jeg gør det nu, at Anja får interviewet i morgen, og så vil jeg i weekenden overveje, evt. efter hendes læsning, om jeg skal vise ham den første del og bede ham kommentere det. Derudover har jeg også et par uddybende spørgsmål.

Den foreløbige arbejdstitel er “psykonaut, fattig hedonist, eller bare langt ude?” JEG mener han er det hele, med mulighed for både at dø fysisk og psykisk, såvel som at alt smelter sammen og går op i en højere enhed. Selv kalder han sig en fattig hedonist, og mener, at dét er fremtiden.

IDÉ: DRIK EN DRØM

[ufærdigt (relativitet vs. herognu), men god overskrift]

DRIK EN DRØM
om selvsuggestion og -programmering

Jeg, der skriver, hvor er jeg lige nu? Her! Og hvornår? Nu! Hvad står dette i forhold til? Hvad jeg vil: hvilket universelt sted og hvilken tidsregning, der passer mig, lige her og nu. Nejnejnej! HVOR er jeg? Hvad er året, ugen, minuttet? Husumgade 40, 4.th. i København. 00:20, 2. december 1992 e.kr. Hvor er så København? I Danmark. Og? I nærheden af Sverige og Tyskland og Norge, som er i nærheden af, nå ja, resten af verden og Danmark, og vel egentlig også månen og planterne, og solen, og… ja, resten af kosmos. Hvornår? Skal det være på den måde, så godt 15 mia. år efter universets fødsel… denne gang! Nej, jeg ved ikke, hvad der gik forud; kan du ikke se, det er så meget nemmere blot at sige hér og nu? Nej, jeg vil godt se nyheder, om de så er fra i går eller sidste årtusinde, men det skal være kl.20:00 dut. Og det gider jeg ikke diskutere.

Vi har alle et indre og et ydre liv, men om det ene eller andet er fremherskende afhænger af

POEM: den islandske joke

nothing rained that day. maybe it should have. maybe it just so happened, that nothing had moisture til spare. I don’t know.

they claimed icelandic ancestry. after fifteen minutes they were sweating like snails in season. are there snails in Iceland, I wonder? fifteen minutes later they walked through every heart.

agread, they were more worldly than I. But icelanders they were not. a joke had to find itself their way. An Icelandic joke. A letter of admiration and gratitude written in Icelandic, accompanied by music and lyrics of a famous lullaby.

so thought, so performed