at gø i nutid
Alene Gør Det Ikke – disse fire ord som udgangspunkt for en samlet historie bestående af fire afsnit, der hver for sig udforsker mulige betydninger og forhold af og omkring hvert af de fire ord – og hvert afsnit begyndende med “sit” ord:
1. Alene…
2. Gør…
3. Det…
4. Ikke…
der tilsammen danner historien om og betydningen af det samlede udsagn: alene gør det ikke.
Noter:
Alene – som tillægsord, noget man påhæfter for at uddybe – i dette tilfælde for at uddybe en fysisk eller mental placering eller eksistens i forhold til omgivelserne. Synonymer: Isoleret, udeltagende, en(e) – ugeneret, på egen hånd, selvstændig(t). Som biord: kun, blot, helt og holdent.
Som udtryk for følelse er der mange aspekter: Sejrrigt eller glædeligt alene (“endelig!”); kedsommeligt alene (“festen er slut, og gæsterne er gået…”); sørgmodigt alene (“forladt…”); frygtsomt alene (“Jeg må tale med nogen…”); panisk alene (“hvorfor kan jeg ikke nå ind til nogen?”) m.m. Det følelsesmæssige indhold opstår ud af i hvilken grad man føler sig som herre over den kvalitative opfyldelse af behovet for værdi og antal af omgivende mennesker. Og må som sådan betragtes som en relativ målestok for evnen til at forstå sin egen delagtighed i opfyldelsen af de personlige behov.
Ordet er formentlig opstået før erkendelsen af det flertallige eller fælles, og kan som sådan (måske) ses som indikator for en menneskelig idealtilstand: At være ikke-alene, dvs. at ikke være (ganske) ene, men “have” nogen i sit liv, at der er nogen for hvem man betyder noget, som betyder noget for én.
Åbninger:
– Alene tanken var nok! At nogen… – som biord
– Alene ville aldrig komme på tale… – som begreb/tilstand
– Alene bliver han nok aldrig… – brugt adverbielt
– Alene med Tom for første gang!… – brugt adverbielt i sin modsætning
Gør – udsagnsord i bydeform. Eller som erstatning for et foregående eller ikke udtalt udsagnsord som f.eks. udvirker, frembringer, duer, evner, kan, rækker, klarer, formår – og til nød “at tillægge værdi”. Eks: “Jo, det gør han”.
Uden forudgående udsagnsord vil betydningen sammen med en negation i dette tilfælde nok være “løser ingenting”, eller umiddelbart betragtet “duer ikke”. Også “går det ikke, fungerer det ikke”.
Evt. som synonym for at have afføring.
Evt. at gø i nutid, hvilket i sammenhængen skaber et interessant billede af dyret, der siger som en hund.
Åbninger:
– Gør det noget, at jeg kommer? –
– Gør noget ved det! –
– Gør mig ikke fortræd! –
– Gør dit, gør dat! Tror du jeg… –
– Gør du i nælderne,…
– Gør hunden nu igen…?
Det – et kendeord, altså noget, som refererer til noget andet, som oftest til noget føromtalt. Men i det dette tilfælde er det selvrefererende, idet dét her gælder “alt”, med negation “intet/ingenting”.
Som påpegelse: “dét må du gerne” eller “det må du gerne” i stedet for “du må gerne” og “du må gerne”.
Som aktiv vs. passiv “det gamle…” vs. “et gammelt…”
Men i denne sammenhæng som et simulakrum – ikke-refererende, selv refererende, en selvforklarende kopi uden original, en uudtømmelig skatkiste af mulige associationer.
Åbninger:
–
Ikke – som negation eller som biord i spørgsmål, der forventes bekræftet. Bruges også til at ophæve andre negationer i samme sætning, og til at nedtone noget positivt (underspille: Ikke dårligt!) I sammenhæng som betegnelse af det modsatte: Ikke-ryger f.eks.
Er som hér mest virkningsfuldt som sidste ord i en sætning – hvor fraværet af negationen skaber sætningen om til en halvfærdig og nær-objektiv vurdering, fungerer negationen som en personlig vurdering i forhold til noget ideelt, faktisk aldrig udtales: “Det virker – ikke”. “Det virker” er nærmest blot en konstatering, man fornemmer savnet af et tillægsord som “godt” eller “fremragende” eller “efter hensigten”, mens “det virker ikke” fratager “det” enhver kvalitet, uanset hvad “det” så er i stand til – der angives en idealtilstand, som hér ikke er opnået eller opfyldt, og ofte er det nok blot at konstatere negationen: Forklaring unødvendig, vi kender alle til ting som IKKE virker, men når de virker, må vi person-relativisere dem for at formidlingen har en værdi. Sjovt nok.
Åbninger:
—
Tanken er så at skrive en historie, som udforsker de fire aspekter, som hver for sig og tilsammen er mindre end den helhed, de giver anledning til. Som en art detektivhistorie, måske. En eftersøgning af sammenhæng i detaljerne, i den ureflekterbare intimitet – som viser sig at (skulle) findes i overblikket, i den erkendte, passerede intimitet – og at denne erkendelse er lig tabet af det eftersøgte, eller, for at sige det pænt, det eftersøgtes transcendens til bevidsthed.
1.
Måske en historie om (et gimmick), der sætter reflektions-hastigheden i vejret, uden at man samtidig mister evnen til at handle. Men konsekvensen heraf, sålænge alle andre kører på normalhastighed, er at det eftersøgte/reflekterede ikke ikke når at finde en stabilisering i form af “de andres sprog”, at “de andre er med på de personlige symboler for de personlige oplevelser”, og at den af (gimmicken) påvirkede derfor spinder sig ind i en egen verden, som hastigt fjerner sig fra muligheden for et fællesskab, ihvertfald hvad angår at tale med ord. Skal det køres helt ud kunne man muligvis udstyre (gimmicken) med hukommelsesforøgende effekt, således at den påvirkede til enhver tid kan selv-slette ubrugelige konklusionsrækker, og returnere til tilstanden før konklusionen iværksattes… nej, vedkommende vil så blot vælge det sammen, hvis der ikke gives mulighed for erindring om de fejlsslagne konklusioner. Hmmm…
Nå, men det minder jo meget om tankerne om at skrive noget om hvad LSD gjorde ved mig, som jeg ser det – og hvad det gør generelt – det der med det hastighedsforøgende. Men hvis man samtidig påhæfter et sådant stof evnen til at handle, på trods af at refleksionen går i ét med oplevelsen/eftersøgningen, så skal
der tales MEGET varmt for værdien af at følges ad med de andre (sådan da i hvert fald), for at det ikke skal lyde som en reklame for noget, der kan gøre én bedre end de andre. Tale for overlevelsesværdien af det fælles som forudsætning for overlevelsesværdien af det individuelle.
IGEN:
tanken er at skrive en historie, som udforsker de fire delelementer, som hver for sig og for-pålydende-helhed er mindre end den helhed, de åbner for. Som en art detektivhistorie, måske. En eftersøgning af sammenhæng i detaljerne, i den ureflekterbare intimitet – som viser sig at (skulle) findes i overblikket, i den erkendte, passerede intimitet – og at denne erkendelse er lig tabet af det eftersøgte, eller, for at sige det pænt, det eftersøgtes transcendens til bevidsthed/erkendelse. Men hvor længe varer erkendelse?
2.
Måske kunne det blot være en simpel historie om en ung mand, som søger efter sig selv så ihærdigt, at han lukker resten af verden ude, og derfor må komme til den erkendelse, at “at erkende” er tærsklen mellem at ville (leve) og ikke ville (leve), og at der ingen vej er tilbage til uskyldigheden. men har den historie ikke været fortalt 1000 gange?
Den kunne twistes således, at han gør hvad han kan for at glemme sine erkendelser, måske simpelthen ved at drukne dem i flere erkendelser, indtil den erkendte er blevet større end ham og begynder at få verdensstørrelse. Og her ville så atter komme forholdet til de andre, som formodentlig ville have meget svært ved at forstå ham. Der kunne komme noget meget morsomt ud af at lade ham kommunikere med diagnosticerede sindssyge, som halvdelen af tiden til hans store glæde ville kunne fatte ham, mens han den anden halvdel af tiden jagtede dem ned af deres tanke-gange for at holde dem fast i deres forståelse af ham.
FAKTORERNES ORDEN kunne være en arbejdstitel. Faktorernes orden er ikke ligegyldig i livet, for de kommer først, når de kommer – og som eftertanke eller erfaring er rækkefølgen, de er opstået i, altafgørende for hvordan man senere reagerer på netop faktorerens opståen. Måske er det sådan, når man er ung – når man bliver ældre, vil alting måske glide mere ind i hinanden, og rækkefølgen af hændelser vil måske ikke have helt den samme indflydelse, fordi man måske med alderen bliver mere viljebestemt, og derfor (i så fald) vil kunne se bort fra faktorerenes orden.
SÅ: Historie om den unge med den altafgørende orden i faktorerne, oppe imod den eller de ældre, hvor faktorernes orden er mindre væsentlig. Hèr og nu, versus “når det lader sig gøre” (hvis ikke dét netop er “her og nu” på en anden måde: Når man VIL, er det sådan sét allerede sket eller i gang).