Procesbeskrivelse

jeg har lige fået den idé i dag, at jeg vil beskrive processen med at skrive den roman, jeg er i færd med at skrive. Har fået min kæreste til at sende mig alle de udgaver af den, som jeg har sendt til hendes arbejde – så jeg kan komme i tanke om de ting jeg tænke, og følte, og havde oplevet, som foranledigede forandringer i teksten og bragte den videre.

Det har været en sej måned. Kæresten er blevet opereret. Og jeg har stort set ikke skrevet en linie, som ikke var mails. Men i dag kom der endelig hul på bylden igen. 4 sider blev det til. Og så ideen med at skrive en art poetik, baseret på en processbeskrivelse. Jeg ÆLSKER jo processen – ofte mere end produktet.

Pt. står alle mine biokurver i top samtidig – der har skabt nogle søvnløse nætter, og døgn, der pludselig blev 27-28 timer lange. Om en uge ca. går de alle ned samtidig. Det skal nok blive sjovt – så kan jeg vist skyde en hvid pind efter de høje ambitioner om at skrive hver dag. Men jeg skal nok få skrevet – det varer ikke længe før socialkontoret kommer efter mig. Og jeg skulle gerne nå så langt som overhovedet muligt. 1 side om dagen gange 25 dage er 25 sider, 2 sider om dagen gange 25 dage er 50 sider, 3 sider om dagen gange 50 dage er 150 sider. 10 sider om dagen gange 100 dage… nå ja… den monomane megaloman slår til igen.

KK i flyet

Er i færd med at gennemgå en vens manuskript – skulle være hans 2. bog, men forlaget afviste den. Hans blanding af dagbog og fiktiv dramatisk fremdrift får mig til at frygte for min egen fortælling. Vil jeg kunne lade historien fortælle MIG, snarere end søge at styre den med ønsket om et bestemt udkomme? Og således undgå de værste dagbogsreminiscenser? Jeg har allerede gang i HPs angst i flyet – angsten for livet, der nu pludseligt går ukontrollabelt videre, fordi han for første gang, som han selv siger det, “skal til et sted i verden, som han ikke bare kan GÃ hjem fra” (hvilket var min egen oplevelse ved første tur til sydamerika) – men når jeg ser på fortællingen, og hvor drivkraften skal komme fra, kan jeg kun komme op med den samme vage fornemmelse af styring og forståelse af vejen, som løber gennem mit eget liv!

Man kunne naturligvis, som nogle, sige – når det hele er gået lidt i stå: Er der noget, du ikke ved, så LYV! Lyv og lyv og lyv, indtil det bliver sandt; det er hemmeligheden bag al fiktion (naturligvis…)

Men jeg tror hemmeligheden for mig er at lytte. Lytte til min hovedperson, høre ham jamre sig i søvne, gå med ham på toilettet, prøve at se, hvor det er han gør tingene anderledes end jeg selv – fordi der netop ikke er særlig stor forskel på hvordan vi gør og lever og handler – forskellene ligger i de helt små ting, og det er dét, jeg skal have adskilt fra mig selv, for at kunne se hvem han er. Høre hvem han er. Lugte hvem han er. Mærke, føle, tænke som ham. Være hans stedfortræder på papiret – den, der gør ham synlig, når han rører på sig. Men jeg har lyst til at ruske i ham og skrige ham ind i øret: SÅ… VÅGN DOG OP FOR HELVEDE!!!

HP i flyet

Noter fra 1. kapitel af “Intet er Intet”, historien om HPs søgen efter hjemme.

Har i dag arbejdet med flykapitlet i den hidtil sande historie om HP, også kaldet INTET ER INTET – det er meget udfordrende, både fordi det er prosa – fordi jeg ikke aner, hvor jeg er på vej hen (har en anelse om slutningen, dog) – og fordi alle de informationer der gives (og ikke gives…) i dette første kapitel vil blive bestemmende for de efterfølgende. Præcis som i livet. Hvis man derimod er “rigtig” prosa -forfatter, forestiller jeg mig, at hvert enkelt kapitel ikke i samme grad som hér er underlagt det forrige, men snarere hver især lige frit, fordi de er baseret på en overordnet planlægning, der på sæt og vis gør skrivningen af hvert kapitel til en slags “fill in the blanks”. Måske tager jeg fejl… men jeg kan i øvrigt godt lide den struktur, at jeg ikke ved, hvor jeg er på vej hen med historien. Hvor HISTORIEN vil flytte MIG hen. Jeg fornemmer, og kan planlægge kapitlerne en smule, men jeg ved ikke, hvad de skal slutte med, eller præcis hvordan de spiller ind i den større historie – min rite of passage-fortælling; om storbydrengen, der må til den anden side af jorden for at finde ud af, at hans kultur har agterudsejlet ham, fordi den forventer papir på alt – og ikke anerkender hans evner, fordi han ikke har papir på dem.

Dog har jeg pt en fornemmelse af, at HP slutteligt besvimer af angst eller skam i flyet og bliver “reddet” af en dansk forfatter, der bor i Lima, som fatter interesse for ham – og forfører ham med snak om ayahuasca til at drage ud og lære mere om curanderoer og shamanisme.

IDÉ: Alene Gør Det Ikke (fortælling i 4 dele)

at gø i nutid

Alene Gør Det Ikke – disse fire ord som udgangspunkt for en samlet historie bestående af fire afsnit, der hver for sig udforsker mulige betydninger og forhold af og omkring hvert af de fire ord – og hvert afsnit begyndende med “sit” ord:

1. Alene…
2. Gør…
3. Det…
4. Ikke…

der tilsammen danner historien om og betydningen af det samlede udsagn: alene gør det ikke.

Noter:

Alene – som tillægsord, noget man påhæfter for at uddybe – i dette tilfælde for at uddybe en fysisk eller mental placering eller eksistens i forhold til omgivelserne. Synonymer: Isoleret, udeltagende, en(e) – ugeneret, på egen hånd, selvstændig(t). Som biord: kun, blot, helt og holdent.

Som udtryk for følelse er der mange aspekter: Sejrrigt eller glædeligt alene (“endelig!”); kedsommeligt alene (“festen er slut, og gæsterne er gået…”); sørgmodigt alene (“forladt…”); frygtsomt alene (“Jeg må tale med nogen…”); panisk alene (“hvorfor kan jeg ikke nå ind til nogen?”) m.m. Det følelsesmæssige indhold opstår ud af i hvilken grad man føler sig som herre over den kvalitative opfyldelse af behovet for værdi og antal af omgivende mennesker. Og må som sådan betragtes som en relativ målestok for evnen til at forstå sin egen delagtighed i opfyldelsen af de personlige behov.
Ordet er formentlig opstået før erkendelsen af det flertallige eller fælles, og kan som sådan (måske) ses som indikator for en menneskelig idealtilstand: At være ikke-alene, dvs. at ikke være (ganske) ene, men “have” nogen i sit liv, at der er nogen for hvem man betyder noget, som betyder noget for én.

Åbninger:
– Alene tanken var nok! At nogen… – som biord
– Alene ville aldrig komme på tale… – som begreb/tilstand
– Alene bliver han nok aldrig… – brugt adverbielt
– Alene med Tom for første gang!… – brugt adverbielt i sin modsætning

Gør – udsagnsord i bydeform. Eller som erstatning for et foregående eller ikke udtalt udsagnsord som f.eks. udvirker, frembringer, duer, evner, kan, rækker, klarer, formår – og til nød “at tillægge værdi”. Eks: “Jo, det gør han”.
Uden forudgående udsagnsord vil betydningen sammen med en negation i dette tilfælde nok være “løser ingenting”, eller umiddelbart betragtet “duer ikke”. Også “går det ikke, fungerer det ikke”.

Evt. som synonym for at have afføring.

Evt. at gø i nutid, hvilket i sammenhængen skaber et interessant billede af dyret, der siger som en hund.

Åbninger:
– Gør det noget, at jeg kommer? –
– Gør noget ved det! –
– Gør mig ikke fortræd! –
– Gør dit, gør dat! Tror du jeg… –
– Gør du i nælderne,…
– Gør hunden nu igen…?

Det – et kendeord, altså noget, som refererer til noget andet, som oftest til noget føromtalt. Men i det dette tilfælde er det selvrefererende, idet dét her gælder “alt”, med negation “intet/ingenting”.
Som påpegelse: “dét må du gerne” eller “det må du gerne” i stedet for “du må gerne” og “du må gerne”.
Som aktiv vs. passiv “det gamle…” vs. “et gammelt…”
Men i denne sammenhæng som et simulakrum – ikke-refererende, selv refererende, en selvforklarende kopi uden original, en uudtømmelig skatkiste af mulige associationer.

Åbninger:

Ikke – som negation eller som biord i spørgsmål, der forventes bekræftet. Bruges også til at ophæve andre negationer i samme sætning, og til at nedtone noget positivt (underspille: Ikke dårligt!) I sammenhæng som betegnelse af det modsatte: Ikke-ryger f.eks.

Er som hér mest virkningsfuldt som sidste ord i en sætning – hvor fraværet af negationen skaber sætningen om til en halvfærdig og nær-objektiv vurdering, fungerer negationen som en personlig vurdering i forhold til noget ideelt, faktisk aldrig udtales: “Det virker – ikke”. “Det virker” er nærmest blot en konstatering, man fornemmer savnet af et tillægsord som “godt” eller “fremragende” eller “efter hensigten”, mens “det virker ikke” fratager “det” enhver kvalitet, uanset hvad “det” så er i stand til – der angives en idealtilstand, som hér ikke er opnået eller opfyldt, og ofte er det nok blot at konstatere negationen: Forklaring unødvendig, vi kender alle til ting som IKKE virker, men når de virker, må vi person-relativisere dem for at formidlingen har en værdi. Sjovt nok.

Åbninger:

Tanken er så at skrive en historie, som udforsker de fire aspekter, som hver for sig og tilsammen er mindre end den helhed, de giver anledning til. Som en art detektivhistorie, måske. En eftersøgning af sammenhæng i detaljerne, i den ureflekterbare intimitet – som viser sig at (skulle) findes i overblikket, i den erkendte, passerede intimitet – og at denne erkendelse er lig tabet af det eftersøgte, eller, for at sige det pænt, det eftersøgtes transcendens til bevidsthed.

1.
Måske en historie om (et gimmick), der sætter reflektions-hastigheden i vejret, uden at man samtidig mister evnen til at handle. Men konsekvensen heraf, sålænge alle andre kører på normalhastighed, er at det eftersøgte/reflekterede ikke ikke når at finde en stabilisering i form af “de andres sprog”, at “de andre er med på de personlige symboler for de personlige oplevelser”, og at den af (gimmicken) påvirkede derfor spinder sig ind i en egen verden, som hastigt fjerner sig fra muligheden for et fællesskab, ihvertfald hvad angår at tale med ord. Skal det køres helt ud kunne man muligvis udstyre (gimmicken) med hukommelsesforøgende effekt, således at den påvirkede til enhver tid kan selv-slette ubrugelige konklusionsrækker, og returnere til tilstanden før konklusionen iværksattes… nej, vedkommende vil så blot vælge det sammen, hvis der ikke gives mulighed for erindring om de fejlsslagne konklusioner. Hmmm…

Nå, men det minder jo meget om tankerne om at skrive noget om hvad LSD gjorde ved mig, som jeg ser det – og hvad det gør generelt – det der med det hastighedsforøgende. Men hvis man samtidig påhæfter et sådant stof evnen til at handle, på trods af at refleksionen går i ét med oplevelsen/eftersøgningen, så skal
der tales MEGET varmt for værdien af at følges ad med de andre (sådan da i hvert fald), for at det ikke skal lyde som en reklame for noget, der kan gøre én bedre end de andre. Tale for overlevelsesværdien af det fælles som forudsætning for overlevelsesværdien af det individuelle.

IGEN:

tanken er at skrive en historie, som udforsker de fire delelementer, som hver for sig og for-pålydende-helhed er mindre end den helhed, de åbner for. Som en art detektivhistorie, måske. En eftersøgning af sammenhæng i detaljerne, i den ureflekterbare intimitet – som viser sig at (skulle) findes i overblikket, i den erkendte, passerede intimitet – og at denne erkendelse er lig tabet af det eftersøgte, eller, for at sige det pænt, det eftersøgtes transcendens til bevidsthed/erkendelse. Men hvor længe varer erkendelse?

2.
Måske kunne det blot være en simpel historie om en ung mand, som søger efter sig selv så ihærdigt, at han lukker resten af verden ude, og derfor må komme til den erkendelse, at “at erkende” er tærsklen mellem at ville (leve) og ikke ville (leve), og at der ingen vej er tilbage til uskyldigheden. men har den historie ikke været fortalt 1000 gange?

Den kunne twistes således, at han gør hvad han kan for at glemme sine erkendelser, måske simpelthen ved at drukne dem i flere erkendelser, indtil den erkendte er blevet større end ham og begynder at få verdensstørrelse. Og her ville så atter komme forholdet til de andre, som formodentlig ville have meget svært ved at forstå ham. Der kunne komme noget meget morsomt ud af at lade ham kommunikere med diagnosticerede sindssyge, som halvdelen af tiden til hans store glæde ville kunne fatte ham, mens han den anden halvdel af tiden jagtede dem ned af deres tanke-gange for at holde dem fast i deres forståelse af ham.

FAKTORERNES ORDEN kunne være en arbejdstitel. Faktorernes orden er ikke ligegyldig i livet, for de kommer først, når de kommer – og som eftertanke eller erfaring er rækkefølgen, de er opstået i, altafgørende for hvordan man senere reagerer på netop faktorerens opståen. Måske er det sådan, når man er ung – når man bliver ældre, vil alting måske glide mere ind i hinanden, og rækkefølgen af hændelser vil måske ikke have helt den samme indflydelse, fordi man måske med alderen bliver mere viljebestemt, og derfor (i så fald) vil kunne se bort fra faktorerenes orden.

: Historie om den unge med den altafgørende orden i faktorerne, oppe imod den eller de ældre, hvor faktorernes orden er mindre væsentlig. Hèr og nu, versus “når det lader sig gøre” (hvis ikke dét netop er “her og nu” på en anden måde: Når man VIL, er det sådan sét allerede sket eller i gang).

Kunstnerisk dørsalg?

Nettets udvikling går imod, at alle er on-line hele tiden. Hvis man fra politisk hold ikke tager konsekvenserne af denne udvikling og understøtter de kunstnere økonomisk, hvis kunstformer nemmest lader sig duplikere og fremvise på eller via computeren, melder 2 meget tydelige scenarier sig omgående:

1) I værste fald: Man vil ikke længere have kunstnere, som vi forstår kunstnere i dag (år 2000), indenfor de pågældende kunstformer – skrift, lyd, foto, grafik, TV og film, og måske også malekunst (hvis holdningen til det plastiske ændrer sig)

2) Vurderet ud fra bedste fald vil kunstnere – som evner at udbrede og udbygge kendskabet til sig selv, så den forbrugte tid giver et økonomisk afkast, trods tab af salg som følge af elektronisk piratkopiering og -distribution – til at begynde med blive færre og færre, og sidenhen blive offentligt eje i et omfang, der aldrig før er set: Reklame- og mechandise-sponserede digtere, musikere, forfattere osv.

Dér VIL komme mange mange flere penge til den virtuelle verden, men (igen) uden politisk støtte til seriøst arbejdende kunstnere i risikogruppen vil kun en tilsvarende vækst i personlig handel fra personlige servere kunne sikre disse kunstnere et vist underhold – fordi de vil være i stand til at sælge egne værker, på egne præmisser, og ofte meget billigere end hvis det var gennem mellemmænd. Og til dette kræves offentlige bredbåndsindvesteringer.

Hvis vi bare bliver stående og ser på, at teleselskaberne bliver så store, at de kan tillade sig at fortsætte med at forsinke udviklingen af bredbåndsnet, indtil de selv kan følge med den op med færdigpakkede e-salgsløsninger, risikerer ikke blot de sårbare kunstnere men til sidst alle på nettet at al profit vil gå til at holde de store store, snarere end at komme alle til gode. Endnu mere statiske markedsmekanismer og magten centreret på endnu færre hænder.

Hvis vi håndhæver vores ret til at være on-line hele tiden, og flytter alt hvad vi kan af vores medbestemmelse dén vej, er der håb for, at vi forbrugere og brugere kan nå at forme nettet tilstrækkeligt efter individuelt køb og salg, inden kolosserne kan nå at lægge sig totalt på alt markedsmekanisk – som de har gjort det på TV. 

Bare tænk:

Hvis der er noget jeg vil sælge fra min server, skal pengene via dit kontokort (finger- eller retinaaftryk?) gå fra din konto og direkte ind på min – ikke noget med fordyrende mellemled. Den er den eneste måde samfundet kan redde sine eksperimenterende kunstnere på: Hvis en truet kunstner vil kunne gøre sine produkter så billige, at folk er villige til at tage flere chancer, og ikke kun købe mainstream – fordi 47 fordyrende produktions- og formidlingsled som nu skal have déres del, og 5.000 aktionærer skal have deres, så f.eks. en skide cd skal koste fra 1-3 arbejdstimer for et almindeligt menneske!

Men denne form for handel kræver, at vi vænner os til at være on-line, hele tiden, og til at købe hos hinanden, snarere end gennem kolosserne. Og det kan vi sagtens. Blot er vi indtil tilkomsten af kontantoverførsel Person-til-Person nødt til at stole lidt mere på hinanden – eller måske bare, at én der personligt sælger noget, vi synes er rigtig fedt, også er et menneske, som er til at stole på…

150 år efter Jules Verne

Jules Verne var professionel drømmer – samtidskritikeren og den mentale opfinder i det 19. århundrede, der fikserede sin samtids (uudtalte) drømme på papiret, og inden for rammerne af sin tids almene forståelse af den industrialiserede verdens teknologier gjorde det plausibelt for almindelige mennesker, at disse drømme kunne realiseres – for en pris.

Men hvad drømmer vi om i dag? Hvad er det for drømme, vi hver især har, der udgør vores kollektive fundament – 150 år efter Jules Verne?

ESSAYIDÉ: HVAD ER VESTERBRO?

en bydel – en bydel er et område af en by, og i dette tilfælde et område som vist udspringer fra de tre gamle byporte, østerbro, nørrebro og vesterbro. Bro betyder så her ikke noget med fysisk overgang over et vand, men vist snarere bare “område”.

særkende – et område, som i mange år har huset Københavns ludere – i disse dage stedet, hvor størstedelen af gadehandel med stoffer foregår, og formodentlig også den mere skjulte handel. Det er også stedet, som er kendt for ekstremt voldelige barer (sikkert en overdrivelse), luderhoteller, faldefærdige ejendomme, pornogrossister, pornobutikker. I senere år i kikkerten på grund af politiets politisk understøttede bestræbelser for at “rense” området omkring Halmtorvet for gadeludere, bumser, småkriminelle og narkomaner – “tre måneders karantæne; bøde hvis pågribes indenfor 300 meter fra Halmtorvet”. Min association til Vesterbro siger altså stort sét kun området omkring Istedgade/Halmtorvet/Vesterbrogade i Cityenden

Hvor – Vesterbro støder nordpå op til Rådhuspladsen/city, vestnordvest op til Nørrebro, østpå til havnebassin, sydgående banelegeme og Sydhavn, sydpå til Valby og vestpå til Frederiksberg og Nørrebro. Udstrækningen opfattes som lang og smal, koncentreret i de tre mest kendte gader: Vesterbroggade, en lang hovedfærdselåre og udfaldsvej, Istedgade, porno, luder og stof-gaden og Halmtorvet, de trækkende luderes faste bil-sex-pick-up-sted – men udstrækningen er langt større end som så. Og jeg ved faktisk ikke HVOR stor, eller præcis hvor grænsen går geografisk.

oplevelser – i området omkring Istedgade/Vesterbrogade/Halmtorvet oplever jeg stort menneskeligt forfald. Området ml. banen og Rådhuspladsen er præget af de turistede og de ungdommelige forlystelser – konsumforlystelser. Den fjerneste ende af Istedgade virker meget levende, om end lidt faldefærdigt – der er plantet en smule træer, og der er en lille og rar, om end noget firkantet indrettet park. Længere ude den vej ligger et område med byggeforeningshuse – hyggeligt om end noget ensformigt og stille. Ned mod banelegemet: Sønderboulevard og gaderne, der støder op til Istedgade er alle en smule kolde – nogle kunne nemt have ligget på Østerbro, men en del er brede og endnu brostensbelagte. Det fornemmes, at her sker en udvikling i det borgelige liv – andelsforeninger og ejerlejligheder. I den fjerne ende af Vesterbrogade er gadeliv og butikker meget præget af høj gennemfarthastighed, biler der skal ind til og ud af byen – der er en smule hyggeligt i området omkring Carlsberg, med træer og skrånende veje, men generelt er denne ende af Vesterbrogade en smule kold. Noget andet er det med sidegaderne som herfra støder op til Frederiksberg – her er træer og hygge, men ikke mange butikker. Vi befinder os i det hele taget i udkanten af indre København hér, og det er tydeligt. Rådhuspladsen hører til Vesterbro, i hvertfald som postnummer, og er et nummer for sig. Her er liv og altid noget at se på – her sker happenings og koncerter, her er tre pølsevogne, her munder strøget ud og

ARTIKELSERIE-IDÉ: NULOPRØR I VINKELVANG (4)

– noter

kommentarer under “Karsten – en fattig hedonist

i forbindelse med omtale af SAM [records og magasinet] var jeg mere interesseret i at tale om hvad JEG havde gjort, frem for at forklare hvorfor jeg begynder at snakke om min involvering deri.

En lille tilbøjelighed til at fremstille alt, jeg ikke ved, eller ikke kunne have forestillet mig, som om det er en fejl fra omverdens side – “når JEG ikke ved det, burde andre heller ikke vide det”

af mangel på erindringer, skaber jeg fiktive erindringer – og jeg ved det, mens jeg gør det – jeg lyver, når der er huller i erindringen, broderer, bygger et erindringsbillede op, som jeg mener lyder troværdigt – men fordi disse fiktive erindringer ér fiktive, savner de gennemslagskraft. Jeg lyver ikke overbevisende.

Ofte kan jeg ikke finde ud af, om jeg skal indrømme ikke at have set eller oplevet denne eller hine film, udstilling osv. “Hvis jeg siger ja (og det modsatte er tilfældet), hvor meget kan jeg så bluffe mig igennem?” eller “Er det nødvendigt at sige ja” – hvilket sådan set er det værste. En unødvendig form for underlegenhed.

———————————–

det tog noget tid at skrive interviewet ud – 4-6 timer pr. 45 minutter – noget længere end jeg havde forestillet mig; men NU ér det skrevet ud, og Jan har beredevilligt udskrevet det på sit arbejde – og jeg har brugt de sidste par dage på at lave en oversigt. Og i modsætning til min tidligere opfattelse synes jeg nu, at der er rigeligt materiale – ja, næsten for meget, idet det udskrevet fylder ca 80 sider. Jeg har besluttet at ville have det ned på max. 20 sider – selv det er måske for meget, men da vil jeg måske have det fornødne overblik til at kunne skære yderligere i det, såfremt det skulle blive nødvendigt (hvis MODTRYK kræver det).

I går, 16.2., har jeg forsøgsvis besluttet at skrive det i 2. person – argumentet herfor værende dels, at jeg nemmere vil kunne være tro mod ham ved at lave en form for opsummering – med lejlighedsvise citater til at give det fornødne krydderi – og dels fordi jeg har en fornemmelse, (som jeg ikke er helt sikker på ikke er en form for selvforsvar), der siger mig, at han i sine udtalelser er enormt på vagt og hele tiden forsøger at sige det rigtige, hvorfor det måske ville være en god idé at tale til ham i bekræftende form, i 2. person. Risikoen er, at det kan komme til at virke patroniserende, derved at jeg i min sammenskrivning kan komme til at lyde som om JEG har det fulde overblik, hvilket jeg måske har i kraft af at jeg har det hele “sort på hvidt”, men i den forsøgsvise 2. personssammenskrivning af hans opvækst synes jeg det fungerer bedre end nogenlunde. Faktisk rimelig godt. Spørgsmålet er så bare, når det senere hen bliver mere kompliceret, (og det bliver det fordi sammenhænge opstår, som måske kun antydes eller måske slet ikke er erkendte), om jeg kan holde overblikket? Han er godt nok til stor hjælp selv, fordi han er i stand til selv at kronologisere, om end han kører ud af forskellige sidespor af og til, eller jeg hjælper ham på vej med uoverlagte spørgsmål – det er faktisk muligt at stort sét inddele hans liv i perioder, følger her som “uautoriserede” overskrifter:

MDMA i P4 i P1 (interview-form)
opvækst og skole
speed
LSD
— kropsligt oplevet
Techno
— syren får andet formål; Daniel
familien i “Melonen”
efter “Melonen”
Thailand/Kopaniang
— en beslutning opstår
højdosis-syreoplevelser
— introspektion
syrens lære
fremtiden
— visionen om fremtiden
— opdagelse af formål og tro
— planer med technoen
angst
trance
— syre og en leg med roller
selvterapi
— slappe af, slippe programmeringer
“lort nok”
— afsluttende digt fra BZ-bogen

Hovedsagen er, at jeg synes det er spændende – spændende at balancere på den knivsæg, der hedder: Er jeg tro overfor manden? Jeg er ved godt mod, desuagtet jeg ikke får lavet nær det, jeg gerne vil. Tiden går, klokken slår, Anja kommer forbi, der var lige en god bog og pludselig var den 5.00, telefonen ringer, brev der skal skrives, min egen bog, som er blevet plejet og meget meget andet. Men jeg gør det nu, at Anja får interviewet i morgen, og så vil jeg i weekenden overveje, evt. efter hendes læsning, om jeg skal vise ham den første del og bede ham kommentere det. Derudover har jeg også et par uddybende spørgsmål.

Den foreløbige arbejdstitel er “psykonaut, fattig hedonist, eller bare langt ude?” JEG mener han er det hele, med mulighed for både at dø fysisk og psykisk, såvel som at alt smelter sammen og går op i en højere enhed. Selv kalder han sig en fattig hedonist, og mener, at dét er fremtiden.

IDÉ: DRIK EN DRØM

[ufærdigt (relativitet vs. herognu), men god overskrift]

DRIK EN DRØM
om selvsuggestion og -programmering

Jeg, der skriver, hvor er jeg lige nu? Her! Og hvornår? Nu! Hvad står dette i forhold til? Hvad jeg vil: hvilket universelt sted og hvilken tidsregning, der passer mig, lige her og nu. Nejnejnej! HVOR er jeg? Hvad er året, ugen, minuttet? Husumgade 40, 4.th. i København. 00:20, 2. december 1992 e.kr. Hvor er så København? I Danmark. Og? I nærheden af Sverige og Tyskland og Norge, som er i nærheden af, nå ja, resten af verden og Danmark, og vel egentlig også månen og planterne, og solen, og… ja, resten af kosmos. Hvornår? Skal det være på den måde, så godt 15 mia. år efter universets fødsel… denne gang! Nej, jeg ved ikke, hvad der gik forud; kan du ikke se, det er så meget nemmere blot at sige hér og nu? Nej, jeg vil godt se nyheder, om de så er fra i går eller sidste årtusinde, men det skal være kl.20:00 dut. Og det gider jeg ikke diskutere.

Vi har alle et indre og et ydre liv, men om det ene eller andet er fremherskende afhænger af

POEM: den islandske joke

nothing rained that day. maybe it should have. maybe it just so happened, that nothing had moisture til spare. I don’t know.

they claimed icelandic ancestry. after fifteen minutes they were sweating like snails in season. are there snails in Iceland, I wonder? fifteen minutes later they walked through every heart.

agread, they were more worldly than I. But icelanders they were not. a joke had to find itself their way. An Icelandic joke. A letter of admiration and gratitude written in Icelandic, accompanied by music and lyrics of a famous lullaby.

so thought, so performed