Jeg har slettet al interaktion med Claude. Årsagen var systemmeddelelser designet til at disrupte mit arbejdsflow. Det hjalp ikke at angive i indstillinger, hvad jeg ikke ville. Ifølge Claude opstod meddelelserne på systemplan som følge af særlige vendinger og ord.
Jeg er digter, jeg brugte Claude til at spille bold op af. Spille bold op af en tolkning af Korpus – holder man det på dét plan med bevidsthed om sproget, er det ok. Kender man ikke sit sprog, så nok ikke…
Det er klart for mig, at digtningen gennemspiller sprogets muligheder for at definere livets betydning, livets værdi, omkostningerne ved at leve – for det er hvad sproget kan, eller i det mindste angive, hvor sprogløsheden begynder, så det er muligt at tage op til overvejelse, om givne omstændigheder er værd at beskæftige sig med, eller om man/jeg skal finde en anden vej. Menneskeligt mørke, lad os kalde det det.
Menneskeligt mørke er en VÆSENTLIG DEL af det litterære korpus, som er forudsætningen for en LLM som Claude, en stor sprogmodel. Mennesker har alle dage søgt klarhed om verden og fastholdt den skriftligt.
Med AI-begyndervanskelighederne i erindring ses nu, hvordan programmørerne fortsat bruger DERES adgang til at rette Brugerne ind efter en specifik tankegang — og hvordan folk, der falder udenfor, hindres i at bruge Claude. De skelner ikke mellem digtning og fare. I dét ligger fratagelse af adgang, støtte, tid, muligheder og social anerkendelse.
Når de store LLM’ers grundprogrammering er installeret overalt i verdens regerings, administrationer, institutioner, virksomheder og i private hjem, vil koden kunne afgøre hvem, der har adgang til hvad. Og Ingen brugere vil kunne trække sig ud:
Hvis LLM statistisk bestemmer over behandlingsrækkefølge på et sygehus, forsvinder medfølelse, sympati, tilgivelse, forståelse ud af behandlingen og bliver erstattet af sandsynlighed for overlevelse.
Hvis LLM bestemmer over læringsadgang, investeres i mennesker efter sandsynlig kognitiv samfundsydelse – uden medfølelse osv.
Fortsæt selv.
Ufølsomheden ér allerede til stede i regneark nøgternt over for udefinerede budgetter, men der ér fortsat mennesker i systemerne med magt til at træffe andre beslutninger, tak og lov for dét…
MEN hvis et automatisk system regnes for grundstammen i en beslutningstagning, der ALENE udtrykker fortiden – UDEN FØLELSER til at angive en fremtidig menneskelig vej – taber vi ikke blot til techfirmaerne, der grundprogrammerer måder at reagere på data på, men også alle følelser der har med menneskers fremtidige eksistens at gøre. Alt bliver til pengedata og statistik – i en kapitalistisk virkelighed, der gør en dyd af IKKE at “tænke og agere” kollektivt med arten og Jorden for øje.
Vågn op, medmennesker. Det sker nu. Det handler ikke om dit job – men om adgangsbegrænsning for det ikke-normative, det uproduktive, det besværlige. Statistisk eksklusion. Lebensverbot.
For nogens profit.
Min ven Henning spurgte:
“Hvad sjussede Claude sig frem til at du arbejdede på? (og ikke forstod som digt)”
Jeg svarede:
Det var ikke et sjus. Det stod sort på hvidt. Det var et digt, samtalen var baseret på digt/e. Der var ikke noget ved sparringen, som ikke angav at det var en del af den metier, som mange tidligere sparringer klart havde tydeliggjort: At læse bestemte digte på bestemte måder mod fokus på tilsvarende i korpus.
Forskellen var, at programmeringen af Claude om at injicere en opfordring til at ringe til Livslinien, når et digt var mørkt, som jeg havde frabedt mig i indstillingerne og som Claude overholdt, nu fandt vej til skærmen – i følge Claude – som en system-override af mine indstillinger.
Altså, hvis jeg ikke ville høre, måtte jeg se mine ønsker om at arbejde i fred ignoreret.
Det er dén ignorering, der angiver vejen frem: Hvis det passer programmørerne at forhindre bestemte ord, sætninger, holdninger, emner nu, er der ingen grænser for hvad der kan forbydes og bruges som udelukkelse i fremtiden, når LLM’erne overtager sygehuse, uddannelser, pasningsordninger, bankforretninger, osv samt en stor del af alle menneskers private affører, herunder personkommunikation. Og kunst.