SAMMY hed min kærestes 18 år gamle kat, som jeg oplevede at blive adopteret af og have samliv med igennem 7 år.
En tid begyndte han at have sværere ved at spise sit knas, og snart også den bløde mad, og mens vi var væk 3 nætter og havde ham passet hjemme, spiste han stort set ikke noget.
Derefter gik det hurtigt ned ad bakke: Hvad der havde været en let ustøt gang blev til tab af muskulatur i bagbenene, og et besøg hos valby dyreklinik til en politianmeldelse, antageligvis for dyremishandling – vi fik ingen klar besked, men måske handlede det om at vi skulle være kommet tidligere? – og krav om omgående aflivning. “I Danmark må intet dyr afgå ved naturlig død”.
Det var rigtig hårdt at blive truet med aflivning, når vi egentlig var taget til dyrlægen for at få hjælp, og endnu hårdere selv at nå frem til, at der ingen vej var uden om – og politiet ringede og skrev hver dag for at høre, om det var sket – verden tromlede hen over os med kravet om at dræbe verdens bedste Sammy, fordi loven sagde, at det var sådan det skulle være.
Via en anden dyrlæge med empatiske evner fandt vi frem til en mobil dyrlæge, der kunne komme og deltage i en ceremoni i haven, hvor Sammy havde sit territorium, så ikke mindst vi kunne sige farvel med en følelse af at elske og respektere ham i døden som vi havde elsket og respekteret ham i livet. Og så han ikke skulle dø i en eller anden steril klinik for hånden af en eller anden empatiforladt person med ret og pligt til at føre kanyle.
Det skete. Min kæreste sad med ham i armene, da den første sprøjte fik ham til at sove, hvor han holdt op med at spinde; den anden sprøjte, der gjorde jeg ved ikke hvad, og den tredje, der standsede hans hjerte. Og imens græd vi og græd og græd, og følte os hjælpeløse over for loven og livet og omstændighedernes pres på os om at “udvise medfølelse” ved at tage Sammys liv.
Dyrlæge 2 og 3 sagde, at han ikke led, før vi tog hans liv, selv ikke ved at han ikke kunne gå. Dyrlæge 1 antydede, at vi havde svigtet vores ansvar som voksne og dyreejere. Vi sagde, at 5 år længere liv end statistikken for skovkatte måtte kunne regnes for et eller andet. Uanset hvad sket var det sket inden for 2-7 dage, med en langsom nedlukning af organerne, sagde dyrlæge 3. Men nu skete det før tid, og vi gjorde det. Vi kunne ikke forlænge hans liv, fordi katte ikke kan tåle ikke at spise bare 2-3 dage. Foreskrifterne sagde, det skulle ske.
Vi gik under jorden og var kun kontaktbare gennem email, indtil vi kunne lave den aftale med en dyrlæge, der gav os mest mulig oplevelse af værdighed med ind i fremtiden at balancere kærligheden og sorgen med.
Retten til at sørge udstrækkes ikke til katteejere. Retten til at sige ordentlig farvel. Retten til at udvise respekt for relationen, for livet delt, for taknemmeligheden ved at have kendt og elsket.
læs hér:
https://videnskab.dk/kultur-samfund/derfor-kan-det-vaere-haardere-at-soerge-over-et-kaeledyr-end-over-en-person/
Jeg føler skyld og skam og lede ved mig selv, og sorg over at have mistet kontakten til det fantastiske væsen, og vrede over at blive presset og anklaget, og en politimeldelse som kommunikationsform frem for empati gav mig lyst til at kaste med brosten. Men intet bringer Sammy tilbage. Tabet og savnet er virkeligt. Sorgen er lige så virkelig her som ved min mors død og mine bedsteforældres og min læremesters. Hvis jeg får lov til at føle den. Og giver mig selv lov.
