SAMMY hed min kærestes 18 år gamle kat, som jeg oplevede at blive adopteret af og have samliv med igennem 7 år.
En tid begyndte han at have sværere ved at spise sit knas, og snart også den bløde mad, og mens vi var væk 3 nætter og havde ham passet hjemme, spiste han stort set ikke noget.
Derefter gik det hurtigt ned ad bakke: Hvad der havde været en let ustøt gang blev til tab af muskulatur i bagbenene, og et besøg hos valby dyreklinik til en politianmeldelse, antageligvis for dyremishandling – vi fik ingen klar besked, men måske handlede det om at vi skulle være kommet tidligere? – og krav om omgående aflivning. “I Danmark må intet dyr afgå ved naturlig død”. Continue reading “min kat er død og jeg sørger”
“Live-stream fra en aften hvor en række digtervenner og -kolleger mindes Pia Juul og læser tekster fra hendes forfatterskab, som de holder særligt af.
Medvirkende Naja Marie Aidt, C.Y. Frostholm, Mette Moestrup, Asger Schnack, Julie Sten-Knudsen (afbud), Niels Frank og Thomas Boberg.
Pia Juul skrev i en lang række genrer og hendes forfatterskab tæller foruden en lang række digtsamlinger også børnebøger, novellesamlinger, dramatik og romaner. Hun har modtaget en lang række priser og ved siden af sin forfattergerning var Pia Juul også en flittig oversætter. Hendes sidste digtsamling ‘Forbi’ udkom i 2018.”
– onsdag 30. september efter kort tids sygdom, siger Berlingske. Og alle andre.
Pia på åbningsdagen for mikrofest.dk d. 5. september – af sin seneste digtsamling, som hun siger. Det lød ikke, som om hun havde forventninger om at dø. Ingen planer. Fremtiden var i udsigt.
Hun havde gang i noget stort sammen med Asger Schnack, som hun for ikke længe siden rykkede hele sin portefølje over til. Det er så sørgeligt.
digteren, der taler om mennesket, der taler om digteren
at Yahya Hassan er død er ik det samm som at min mor eller min mormor eller min morfar eller min Reikimester eller min barndomskammerat er død
jeg troed bar, at mens jeg selv ble ældre sku Yahya Hassan oss bli ældre, i sit liv i medierne i sin poesi og bli ved mæ at vær et pålideligt, et synligt fyrtårn et sted dérud på den andn sid af mediebarrieren – kendt af all som de færrest er kendt af nogn, kendt af ingn som ingn er kendt af nogn, ikke rigtigt – men han sku ha vært der, han sku vær fortsat med at lav’ nye minder.
Yahya Hassen
ka fandme ik engang udtal hans navn! Så hér er hans navn:
Mindeordet blev første gang bragt i Kristeligt Dagblad 15. august 2019.
Simon Grotrian, lyriker og salmedigter, døde onsdag aften, 57 år gammel. Her skriver sognepræst ved Langenæskirken i Aarhus, Louise Højlund, mindeord.
Simon Grotrian (1961-2019) Lyriker og samledigter
Simon Grotrian er død. Han døde 14. august og blev 57 år gammel. Dødsårsagen var en aneurisme, oplyser hans forlag Gyldendal.
Han var søn, bror, ven og digter af Guds nåde. Han var skrivende, troende, strikkende, kæmpende, elskende. Festlig og alvorlig. Enfoldig og klarsynet. Kompromisløs og generøs. Intet af det som modsætninger.
Han blev født 21. december 1961 – på årets korteste dag. En skytte født på tusmørkedagen. Dem, der kender ham, kender til at sidde i stuen i Lemming og lade mørket falde på, vænne sig til det, være i det og lade latter og samtale væve lys i tusmørket.
Med gløden fra cigaretten, lyden af strikkepindene, med vitser som brækjern og en åben adgang til den store virkelighed.
En tusmørkestue med en tusmørkemand, der satte sin lid til Gud og skrev, fordi fanden var i hælene på ham og måtte have modspil. Skrev, fordi der er dage, der må synkes som tabletter. Skrev, fordi der ikke er andet at gøre end at lade amenskibet sprede te på verdenspinens høje c. Skrev, fordi vi mennesker har brug for at håbet masserer.
Simon Grotrian voksede op på en gård i Lemming nord for Silkeborg og blev student fra Silkeborg Amtsgymnasium i 1980. I 1983 flyttede han til København og fik kontakt med andre digtere, heriblandt Poul Borum, der i 1984 trykte nogle af hans digte i Hvedekorn. Den første digtsamling udkom på Borgen i 1987 og bærer titlen ″Gennem min hånd″. Denne titel kan sættes over hele hans forfatterskab.
Man må omforme Grundtvigs gamle salmestrofe og sige: Gud gav Simon Grotrian en salmehånd. Ud af den hånd, ned på det hvide papir flød skaberkraft. Selv så han papiret – arket – som en ark, et redningsskib. Man må hale i de dovne ord. Give mening tilbage til verden.
Det mørke blæk i sindet og verden blev formet til bogstaver. Lagt ud på række med former som svaner og tårer, med kommaets vinge og punktummets brønd. Billeder og visioner faldt ud af pennen. Gennem hans hånd stod lugerne åbne, til fantasien, til Gud, til foråret, til drømmen, til mørket, til katten, til ånden, til sneen, til næsten.
Grotrian havde et helt særligt sprog. Det er stort og bevægeligt. Det er højtideligt og barnligt, rasende og kærligt. Humoristisk og fromt. Det omfatter det, der allerede er beskrevet, og det, der endnu ikke er beskrevet. Det benytter sig af kendte og ukendte ord til at beskrive en verden, der rummer både det kendte og det ukendte. Og som vi kun delvist har adgang til.
I 2006 udkom Simon Grotrians første salmesamling, ″Jordens salt og verdens lys″. Hermed trådte det religiøse tydeligt frem. Siden er mange flere kommet til. Og hans digte – i både salmens og bønnens form – har siden fundet vej ind i kirken. En række af salmerne er at finde i udgivne salmebøger som ″100 salmer″ og ″Kirkesangbogen″, flere vil helt sikkert følge.
Simon Grotrian var uhyre produktiv. Hans forfatterskab tæller mere end 40 udgivelser, digte, salmer, bønner, eventyr. Mindst en udgivelse om året. Vi er ingenlunde færdige med at læse dem, skrive melodier, synge dem. Tydeligt er det også, at hans digtning er og har været en stor inspiration for andre salmedigtere, og der er med hans digte indvarslet en ny epoke i dansk salmedigtning.
I 1993 flyttede han igen hjem til Lemming, hvor han har boet siden. I sit rækkehus og på barndomsgården. Her er katten blevet passet, her er trøjer og sokker blevet strikket, gaver og hilsner sendt til venner, her har venner, naboer og familie været forbi til kaffe og medaljer.
Han har levet og som Jakob i mørket sagt til Vorherre: ″Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig.″ En velsignelse, som han så som meget andet end et velbefindende. Som en trøsterig relation. Her har han sagt: ″I siger, at jeg ikke er til i min guldlavaelv, men sorgerne gør, at jeg skriver på gudsriget selv.″
Simon Grotrian var i den grad til. Som søn, bror, ven og digter af Guds nåde. I en bøn beder Grotrian Gud: ″Må jeg be om en rebstige til din balkon.″ Den har han fået og også gennem sin digtning og sit liv været. Jeg hører ham sige: Jeg glæder mig over at finde sonetten i laden.
Når du dør, hvad skal der ske med din krop, dine værdier og dine digitale fodspor?
Nedenfor vil du finde overordnede informationer om, hvordan du gør testamente om din krop, om dine digitale effekter og om dine fysiske værdier.
Det bemærkes, at jeg betragter behandlingen af døde og stillingtagen til den sidste vilje som en hyper-nødvendig samfundsmekanisme OG dermed en uundgåelig forretning med adskillige både nyttige og omkostningsfulde niche-tjenester og -tilbud.
Du bør derfor ikke lade dig støde af min noget funktionelle tilgang, men alene forholde dig til hvilke instanser, der skal udtrykke din vilje, når du ikke længere har magt til at lave den om…
Formålet med et testamente er at gøre håndteringen af dine efterladenskaber så nem for de efterlevende som mulig.
