Hvordan bliver jeg forfatter, 1: Idéen

I mini-serien om HVORDAN BLIVER JEG FORFATTER begynder vi med idéen: Uden idé, ingen retning. Uden retning, ingen FÆRDIG bog.

FORUDSÆTNING
Du har et talent.

RELATIVT UUNDVÆRELIGT
Du arbejder meget med dit talent og har fået megen erfaring.

IDÉEN
“Hvor kunne det være spændende, vedkommende, interessant, udfordrende at skrive en bog om mine erfaringer med at arbejde og leve med mit talent!”

GRUNDRIDS
Du laver en skitse over alle elementerne, der udgør dine erfaringer med idéen, der udspringer af arbejdet med dit talent: din egen begyndelse, dine kontakter, og faldgruber, nydelse, sejre, fællesskab, omkostninger, risici, som du kender dem, og “hvad ved du bedre end nogen anden”?

FORMEN
Skal det være et opslagsværk, personlig historie, fiktiv fortælling med udgangspunkt i din erfaringer med dit talent, fremhævelse af det mest interessante ved dit talent; skal det værei ord, ord og billede, kun billede, sang/noder; skal der være kapiteloverblik, eller én lang fortælling osv… Hvad føles rigtigst?

NOTÈR
det vigtigste først. Sov og lev med en notesblok i hånden. Sortér bagefter.

DEADLINE
Lad din idé simre. Smag på den af og til, eller hvert 10. minut. Den ér der, når den ér der, men måske skal du også lære dig selv at kende i processen.


Kenneth Krabat, 23.11. 2010

dansk + lærer ≠ dansklærer! (Digte er bare røvkedeligt lort!)

Med tilkomsten af internettet vil dansklæreren fortsat få sværere og sværere ved at fremstå autoritativt og må blive en form for kustode i det danske museum og efter bedste evne forsøge at samle de frie besøgendes interesse i det samme rum om det samme emne i den tid, der er afsat til det – gerne med personlig karisma, lækkert hår og fourageringer ind i de unges egen medieverden. Det skaber en særlig lærer.

 

Lisa siger: "That Strunge-guy... don't you agree he mostly embodies Danish loss of optimism in the 70's and as such is kind of NOT a real symbol of great Danish poetry, even if his image may be sufficiently rebel-like and commercially intertwined with the Punk-years to briefly grab the attention of young students of Danish?"

Sad til middag med en gymnasielærer i dansk og historie. I sådant selskab, i fald selskabet er begavet, hvilket var tilfældet hér, falder snakken uværgelig på digtere i pensum og dansklæreres valg af digtere at tage op i undervisningen – begge emner, der får blodet til at springe fra mine øjne.

Alle dansklærere, som ikke er bange for ikke at kunne være bagstopper på tolkningen af et digt over for klassen, bedes række hånden i vejret.

Ja, sagde min bordfælle, det er skræmmende at introducere digtere og forfattere, som ikke er anerkendte, gennemprøvede, gennemanalyserede. (Ærgeligt, at jeg først nu tænker, at alle digtere i undervisningen for fanden da må have været nye på ét eller andet tidspunkt – er det på lærerseminaret, nyere forfattere introduceres, én gang for alle…?! )

Hvorfor ikke bare google digt og vælge en tilfældig resultatside og præsentere eleverne for muligheden for en samtale om, hvad digtet sagde dem og i samtalen komme frem til, hvilke redskaber de intuitivt anvendte for at nå frem til deres opfattelse? – forslog jeg ham.

Dansklæreren riposterede med historien om en gang, han havde undervist voksne og en forsagt elev havde spurgt, om ikke det var muligt anonymt at anvende et af hans digte i undervisning – hvilket dansklæreren turde, med resultatet at alle i klassen fandt det her digt meget federe end noget andet, de havde været præsenteret for – mere nutidigt, relevant og… godt! Det fik mig næsten til at græde, men jeg bliver jo aldrig tilfreds: Dansklærere bør have samme rem af huden som digtere – give sig til kulturen, uselvisk og i hensynsløst sigte mod begejstrende sprog(kund)skabeN snarere end efteraben alt kendt! (Og jaja, først kravle, så gå… BLA! Nej, hér hold min hånd, så går vi!) Continue reading “dansk + lærer ≠ dansklærer! (Digte er bare røvkedeligt lort!)”

DigterDoktoren er født

Nu har jeg taget springet. At være DigterDoktor er dét, jeg er god til – dét, jeg kan lide – dét, som tænder mig omkring at hjælpe mennesker: Udvikling igennem selve dét at arbejde med tekst, arbejde med digte. At være en helbreder af digterens hverdag.

Min tidligere undervisning i Pausens Musik – hvordan man opfatter en tekst som partitur og derigennem angivelse i at trække vejret både til læser og skriver selv – var meget tilfredsstillende. 45 minutter tog det for de fleste at fange teknik og teori. Men undervisningsfokus lå ganske snævert på digterens forhold til kroppen.

Jeg vil gerne mere. At skrive er i sig selv både en udviklende og en “indviklende” proces – man lærer ufatteligt meget ved at ville hvad som helst og gå efter det med fanen hævet højt, men især de praktiske og følelsesmæssige omstændigheder omkring at skrive kræver sociale ofre af mange mennesker, som kan føles ekstremt omkostningsfulde.

Det kender jeg meget til. Og kan derfor rådgive og vejlede enhver, som mærker vanskelighederne ved at fungere socialt samtidig med ønsket og behovet om at skrive mest muligt.

Døren står åben. Lad os se, om nogen træder ind.

DigterDoktor