Category: bevidsthed

Battlespace (Science Fiction, 2007)

“Shot on location in Arizona, Los Angeles, New York, Copenhagen, Australia, Berlin and Singapore…”

Science fiction

Et væld af idéer, stort scope, og hæderlig CGI i 2 australske science fiction-fortællinger i én og samme rammefortælling, men ikke af dén grund mere for pengene.

imdb

Synops (som jeg husker det – måtte forlade stuen af og til for ikke at føle, at jeg spildte min tid):

“The saga of Humanity” hedder rammefortællingen, et dokument der fortæller om menneskenes historie tusinder af år tilbage og frem i tiden. “The Konstruct War”, som er et andet navn for “Battle Space”, er 3. del af Sagaen, der foregår fra midten af det 21. århundrede indtil kosmos begynder forfra i et nyt Big Bang.

En kvinde, der har været i stasis i umindelige tider, er eneste menneske tilbage i kosmos. Hun fortæller historien om menneskehedens afslutning set gennem fortællingen om hendes mor, en oberst der forsøgte at frelse sin planet – og sin datter – fra udryddelse af Konstrukterne, en ny art af genetisk modicificerede mennesker.

Derefter springer historien til datteren i stasis, der ankommer til universets slutning og nye begyndelse.

Det er helt fint, at ingen stort set siger noget den første time. Men historien er så usammenhængende, at en voice-over skal kæmpe med at udfylde alle huller. Skuespillerne har intet at arbejde med andet end at kampen gennem (fantastiske) australske ørkenlandskaber. Kampscenerne er mærket af manglende økonomi til kampinstruktører, men jeg gætter Bob fra den lokale karateklub har været forbi. CGI-effekterne er godt integrerede i forestillingen om planetlandskaber, men kan – selvom de er stort set state-of-the-art – ikke stå alene om at bære filmen. Som vælter over med postulater som f.eks. bevidsthedsdownloads i enhedsmatrix, tidsrejser, biomodifikationer – men alle teknologielementer forbliver uberørt af konsekvenser for det enkelte menneske på noget dybere plan. Mængden af filosofiske aspekter afvikles i omtale snarere end handling og ville kunne skabe grundlag for adskillige bøger og film. Ærgeligt, for hovedparten af science fiction-film lider under endeløs pattesutten på én idé, men mængden af idéer, der hér søges afviklet på 2 timer, vil snarere skræmme end tiltrække nybegyndere til genren ved den blotte mangel på menneskelige konsekvenser at empatere med.

Det er en kedelig film.

Jeg kun kan komme op med 1 grund til, at den ikke skulle være forblevet på storyboardet: Sådan skal det IKKE gøres.

Nej, okay, så 2 grunde, da. For hér ses effekten af tegne(serie)serialiteten, som vi kender den fra StarWars og Matrix – billigere film med CGI og bluescreens, der kan muliggøre det meget større universelle scope, som fans kender fra TV og fra bøgerne. En billigere adgang til større episke fortællinger, der ikke lige kan fortælles på 85 – 125 minutter, men samtidig har (eller burde have) en menneskelig dybde, der gør de enkelte segmenter interessante og vedkommende hver for sig. Der skal bare lige være et godt manuskript.

Havde det været en bog, ville jeg have foreslået forfatteren næste gang at betale for at få manus læst af en redaktør.

MEN se her:

“Shot on location in Arizona, Los Angeles, New York, Copenhagen, Australia, Berlin and Singapore…”

Hovedpersonen hallucinerer i ørkenen som følge af en stim-afhængighed og ser, fuldstændig ud af det blå og uden for sammenhæng med resten af filmen, følgende:

Helt åbenlyse eksempler på jordisk civilisation, som set med australske øjne giver mening at hallucinere om, når Jorden for længst er gået under og man er tæt på døden i en ørken.

Havde historien ikke været så håbløs, ville jeg have foreslået turistrådet denne film som anbefalelsesværdig indføring, hvis de ville satse på netop dette “civiliserede” som emne for nye turisttiltag. En stolt turistguide kunne så have fremvist vore plejehjem, skoler, hospitaler som eksempler på danernes ordnede livsform. Måske det til og med havde trukket andre nationer i mere menneskeværdig retning?

Et socialrealistisk indslag fra instruktøren af “Battlespace”, snarere end udfyldelsen af 30 sekunder med feriebilleder fra København?

@ Optagelse på Uni – Brevet! og Schröedingers kat

Er det ikke lidt tidligt? Jeg mener, skulle det ikke først være d. 28/7 – og skulle der ikke kunne gå endnu længere tid, fordi studienævnet først skulle tage stilling til min dispensationsansøgning under Kvote 2, før nogen kunne tage stilling til min ansøgning om at komme ind på Spansk? Men nu ligger brevet fra universitet her, ved siden af tastaturet. Uåbnet.

Og hér kommer Schröedingers kat valsende og stryger sig op af benet.

Og hér ligger den død og og stiv, øjnene mælkede, pelsen mat.

Fristelsen til at lade denne dobbelttilstand herske er stor. Men kunne tolkes som uvilje til at møde “realiteterne”, som de præsenterer sig i autoritære beslutninger.

Altså:

—————————————————————————————–

OPTAGET

IKKE OPTAGET

Er det så dét, jeg egentlig vil?

Vejet og fundet for let?

Går hele min verden så ad den snævre vej?

Hvordan tøjler jeg så min generalist-disposition?
Bare lidt?

Jeg skal ud af huset stort set hver dag fast i flere år –
hvis altså studiet er noget for mig.

Jeg skal finde ud af at komme ud af huset mere,
end jeg gør pt.

Jeg skal til at arbejde jævnligt, og ikke bare i perioder,
for at holde min minimumsindtægt.

Jeg skal – helst i går – i gang med et længerevarende
arbejde af en slags eller på kontanthjælp, hvad der
nu måtte komme først, før kontoen er helt tom

Jeg skal ikke blot begynde på noget helt nyt,
jeg skal begynde forfra.

Den gamle livsstil kan ikke fortsætte
sådan hér meget længere!

Hvad så?

Hvad så?

OPTAGET, IKKE OPTAGET
– forandringer skal ske, uanset hvad.
Og vil ske. Uanset indholdet af brevet.

Puha, godt at få dét på plads.

—

Op med kuverten.
Er katten stadig levende eller er den død?

Afslag.

Hvordan har jeg det med dét?

Altså, universitet skønner,
at 25 års ekstra livserfaring (i forhold til nye gymnasieelever),
en 4-årig håndværkeruddannelse, undervisningserfaring,
spansk på B-niveau (dog uden eksamen), engelsk på gymnasieniveau,
14 oversatte bøger, 23 års forfatterskab, 9 år som webmaster,
småuddannelser og kurser her og dér, rejser til 31 lande,
periodevist forfatterskabsunderstøttende erhversarbejde
og 1 1/2 års voksenpædagogik ikke kan sidestilles med
en “gymnasiel uddannelse”.

Men jeg kan anke afgørelsen, hvis jeg mener den
strider imod “bekendtgørelsen om optagelse,
forvaltningsloven eller andre regler”.

Jeg har 14 dage til at beslutte mig.
14 dage til at mærke efter.

Lige nu kan jeg ikke føle noget – den ene eller anden vej.
Men jeg er stadig fri.
Jeg er ikke inde i kassen sammen med katten.

Jeg er nu.

dagbog: Snurren på finger

Blev i rigtig godt humør her til morgen, da en sms fra en ven tikkede ind med beskeden: “K er ikke Kræften. K er KRAFTEN”. Lige før jeg skulle af sted til Bispebjerg nuklearmedicinske afdeling.

Men hvis jeg var Universet og ville fortælle mig, at jeg skal handle på min fornemmelse, min intuition og min tro, og ikke lade rationel tænkning og medicinske vurderinger hindre mig i at vælge vej for resten af mit liv, ville jeg også sørge for at PET-skanneren på Bispebjerg brød ned 1/2 time, før jeg skulle til, så jeg ville være nødt til at vente endnu en uge på det sidste svar, jeg bilder mig ind står mellem mig og hengivelse til til en ikke-fysisk forklaring på følelsen i min brystkasse. Men hvis jeg var Universet, ville jeg også vide, hvor helvedes svært det er at få mig til at handle på noget, der ikke er placérbart rationelt, logisk.

Jeg står stadig i midten, hvor jeg har stået meget længe. Har en svaghed for hard science, nøgterne såkaldt fakta uden et gran af håb eller åndelighed eller fornemmelse for andet end det efterprøvelige, fordi det falder mig nemt at kategorisere og placere, og jeg er åndeligt doven. Koblingen med alt det bløde er blevet utroligt meget sværere med årene – paradoksalt nok jo mere gennemskuelig verden er blevet.

Derfor SÅ meget vigtigere at lytte til dem, der har en mening om, hvordan man omprogrammerer sig – som en ny veninde, der ringede og gav sin deltagelse. Men hvordan kommer man fra det kendte til det nye uden at skulle risikere at måtte øve sig på noget, der måske viser sig ikke at være det rigtige? Det gør man ikke. Det var så meget nemmere den gang, da stofferne forekom at kunne skyde genvej, men nu hvor kroppen skal med, og hovedet skal holdes tilbage…?

Blev så til gengæld i forfærdelig dårligt humør her til aften, da en veninde behøvede at fortælle mig om en bekendt med symptomer på forskellige ting, hvor de lægelige specialister havde været lige som de blinde med hver deres del af elefanten og ikke set andet end symptomerne på deres eget snævre felt, med det resultat at hendes bekendt var ved at dø. Når en sådan svada leveres, fordi min veninde er bange for at miste mig, og håber at hun kan skræmme mig til at tage bedre vare på mig selv, siver hendes vibes ind under huden. Ikke af kærlighed, men på hårde facts.

Måske jeg på et tidspunkt må vågne og indse, at jeg ikke har oplevet noget, der kunne minde om en kraft eller energiudlandning, åbent hjerte, åbne chakraer, men blot været offer for post traumatisk stress, forvirrende cocktails af hormoner, adrenalin, endorfin og dårlig rådgivning i en lang periode efter et svært tab. Men så har jeg da i dén tid oplevet et større spektrum af følelser, end hvis jeg blot skulle have forholdt mig til den verden, man kan måle og veje og sætte på formel og i statistik: Poesien ligger ikke i følelserne alene, men den ligger så sandelig heller ikke i det jernhårde greb, visionsløse såkaldte realister holder flertallet af menneskene i med krav om efterprøvelighed, nytte og kassetænkning. Poesien bor i forskellene og i længslerne, i følelserne af tab og af savn, og imellem nu og engang.

Jeg er ikke bange. “Hvad skulle du føle, for at gå tilbage og gøre det alt sammen én gang til på nøjagtig samme måde?” som der stod i en bog, jeg læste for nyligt. Jeg skulle føle det, jeg føler nu. At jeg ikke er bange. At det er muligt at ikke føle sig bange, netop fordi der er mere end blot én mulig tolkning af verden.

Jeg burde få fingeren ud og finde halvtreds forskellige at spørge om, hvad fanden det i min brystkasse er; dét alene at spørge ville udvide min horisont væsentligt og vedkommende. Snarere end at vente på 3 blindes vurdering af noget, der ikke bryder med deres eget verdensbillede, hvis de overhovedet kan blive enige. En sygdom. En elefant. Snarere end en bestanddel af noget større.

Men min finger kommer først ud, når den kommer ud. Nu er jeg let. Senere bliver jeg tung. Så bliver jeg let igen. Så tung. Og pludselig er jeg i kredsløb. Igen.

@ Farvel til fremtiden 4 – Philip K. Dick + mangelliste

Philip Kindred Dick… så mange synes, han i kraft af sin forskellighed fra stort set alle andre moderne forfattere, er en slags moderne orakel, at man nok bør perspektivere sin læsning af PKD med en gennemgang af, hvad ham her har at sige.

Men det skal ikke være nogen hemmelighed, at man i mange år har debatteret, om PKDs ouevre ikke egentlig er en sygehistorie, altså en syg mands produktion – en vurdering, som især baserer sig på den 3000+ sider lange exegesis, som Dick skrev sideløbende med sin produktion, hvor han udtrykker al sin tvivl i sin søgen efter noget statisk – gud, skaberen, noget der forbliver det samme. En søgen, der især spejler sig i bøgerne han skrev fra midt-60’erne til sin død i 1983 – som nok er dér fanskaren er mest trofast.

For hele denne senere produktion gælder det, at hver eneste bog efterspørger begrebet virkelighed – hvad er det, hvordan kan man vide, at noget er virkeligt, hvordan kan man tro på noget, man ikke kan vide om er virkeligt osv. Men det er samtidig også dét, som læsere kan bruge til selv at bespørge deres egen opfattelse af virkelig med. Ikke som vejvisere, men som dokumenter fra et liv, hvor Timothy Leary, Robert Anton Wilson og andres filosofiske brug af begrebet virkelighedstunneller forekommer at blive sat i spil på en forståelig måde.

“Reality tunnels” – dét, at man som menneske “ser ned ad en tunnel”, hver gang man ser på noget som helst eller hvem som helst, fordi alt andet defineres i forhold til dén person, man er blevet – hvorved man så ikke længere kan sige, at virkeligheden er statisk, men er et begreb der som minimum skal i pluralis. Virkeligheder. Mange virkeligheder.

Det giver god mening, hvis man spekulerer over eksistensen, at få dét på plads – i hvert fald at komme frem til en virksom model for verden, menneskene og virkeligheden at forholde sig til – måske nå frem til subjektive svar på, hvorfor vi mennesker – trods at vi ligner hinanden så meget – tilsyneladende har svært ved at finde overens. De ene videnskabeligt indstillede ville nok mene, at hele baduljen handler om biologi, hjernekemi og gener, med lidt social interaktion og kaos kastet ind, men en særlig type mennesker stiller sig ikke tilfreds med, at “virkeligheden” udelukkende skulle være et produkt af fysisk og kaos alene.

Dem taler PKD til med sin søgen – der har udmøntet sig i 70 romaner og et utælleligt antal noveler. Hvad vil det sige, at noget er virkeligt? ER noget virkeligt?

Jeg er i stand til at skille mig af med mine PKD, fordi jeg har løst spørgsmålet for mig selv: Verden findes – stort set hele tiden. Og når jeg kommer i tvivl, er det altid en følelse, en fornemmelse. Aldrig noget, jeg kan fremlægge som bevis.

Det kom sig af den buddhistiske koan om, hvorvidt træet i skoven giver lyd fra sig, når det falder, hvis der ingen mennesker er til at høre det ske. Jeg har besluttet mig for, at det gør det. Og har således indtil videre – indtil jeg kommer i seriøst i tvivl igen – lukket døren på min søgen om, hvad der er virkeligt. I stedet bruger jeg så at tro på min intuition, min fornemmelse, mine følelser, og lader lejlighedsvis disse subjektive vurderinger af verden få fortræde frem for statistisk, videnskabeligt dokumenteret bevisførelse. Men det er noget, jeg har brugt mange år på. At lade Verden være, og søge at forholde mig til dét, jeg oplever som MIN verden, min indre oplevelse af sammenhæng.

For mig er verden med lille v kemisk, biologisk, genetisk med menneskemøder og kaos kastet ind. Og Verden udenfor, et uoverskueligt kaos, jeg tager del i, ser og forstår en brøkdel af, og kun oplever jeg kan påvirke, hvis jeg tager min indre verden, min subjektive vurdering så seriøst, at jeg oplever at findes når jeg vågner, og så afslappet, at jeg kan justere mig til nye omstændigheder i Verden, der indvirker på min karakter og min overlevelse.

Som historien fortæller det, lykkedes det aldrig PKD at finde en tryghed i verden. Hvilket gør ham til et menneske, som flertallet vurderer som sygt, utilpasset, ikke som de andre. Men samtidig har vi alle dokumenterne fra hans desperate søgen efter noget, der ikke forandrede sig hele tiden. Og ser vi det lidt fra oven, og tillader os det litteraturteoretisk utilladelige: at gå til forfatterens faktiske opvækst og liv – og se et menneske, der som så mange andre børn var udsat for voldelige overgreb – kan vi måske lære noget af det. Alle sammen.

—

Hér ligger omslagene til de PKD-bøger, jeg skiller mig af med – og hér det officielle sites liste over omslag på udgivelser fra hele verden. Omfanget siger noget om hans popularitet, men ikke mindst noget om, hvor seriøst hans familie og udgivere tager hans popularitet, om så årsagen er det ene eller det andet…

Her følger samtidig en mangelliste over PKD-bøger, som enhver er velkommen til at gøre mindre. Man kan kontakte mig på k r a b a t @ m e n n e s k e . d k, hvis man kan udfylde hullerne – også hvis man kender til bøger, der ikke er på hverken nedenstående liste eller på omslagslisten – hvorved også disse bøger bliver tilgængelig for offentligheden via biblioteket.

autobio – In pursuit of valis – selections from the exegesis
autobio – selected letters vol 1
autobio – selected letters vol 2
autobio – selected letters vol 3
autobio – selected letters vol 4
autobio – selected letters vol 5
bio – the shifting realities of philip k dick
bio – Philip K Dick in his own words (interviews)
bio – PKD, A Philip K. Dick biography
bio – Starmont Reader’s guide to PKD, by Hazel Pierce
roman – bladerunner (på basis af filmen)
roman – confessions of a crap artist
roman – cosmic puppets
roman – gather your selves together
roman – in milton Lumky Territory
roman – Mary and the giant
roman – puttering about in a small land
roman – the broken bubble
roman – the dark haired girl
roman – The man who japed
roman – Valis trilogy
roman – World of chance
noveller – A handfull of Darkness
noveller – en håndfuld mørke
noveller – Best of Philip K. Dick
noveller – book of pkd
noveller – Faseskift, science fiction noveller i udvalg
noveller – robots, androids and other mechanical oddities
noveller – Second Variety, collected stories 2
noveller – The days of perky pat, the collected stories 4
noveller – The Eye of the sybil, collected stories 5
noveller – the father thing, the collected stories 3
noveller – the preserving machine
noveller – the turning wheel and other stories
noveller – vintage PKD
noveller – writers of the 21st century: PKD
skuespil – ubik, the screenplay

jeg læser: Karl Schroeder "Permanence"

Science fiction.

Hovedproblematikken er spørgsmålet om bevidsthed: Er bevidsthed blot et evolutionsstadie, som siden passeres, når den biologiske udvikling og truslen mod livets beståen fra omgivelserne kommer i balance? Altså, hvis vi som biologiske væsener lever i overensstemmelse med, hvad omgivelserne stiller af krav og byder af muligheder, vil vi da holde op med at kunne erkende os selv?

Synops: Menneskene har længe ledt efter fremmede livsformer, der er som vi selv er. Har fundet en del livsformer, men der er altid noget, som adskiller os fra dem, så vi ikke er i stand til at kommunikere. Ikke kan bygge bro over. Og de meget gamle livsformer, vi er stødt på, som længe har været alene i universet, forekommer at være smeltet sammen til én bevidsthed, dvs. ingen bevidsthed, som reagerer med voldsomhed, når den opdager noget, der er fremmed fra den selv.

Jeg aner, hvor problematikken bærer hen (1/3-del igennem bogen) – mod spørgsmålet om det mulige i opretholdelsen af bevidsthed gennem samarbejde med og accept af det fremmede. Måske tager jeg fejl i min vurdering, men god science fiction er altid en spejling af nutidige problematikker og konflikter – hvilket hér ville være et billede på samarbejdet mellem de forskellige menneskelige kulturer, religioner, kulører, køn, sociale preferencer.

Med udgangspunkt i den centrale problemstilling, kunne man også se det som et billede på middelklassen, der har fået deres velstand og relative tryghed foræret af klasse- og arbejdskampe, demokrati og administration, og derfor er kollektivt faldet i søvn hvad angår at handle kollektivt i forhold til deres klasses placering i verden, dvs. den enkelte er uden for bevidsthed om, hvad der opretholder hans/hendes egen placering økonomisk, socialt osv. og kan således kun handle med frygt og aggression, når noget nyt melder sig (truende) på banen: Fremmed religion, fremmede vaner og måder.

ADFÆRDSKODEX

To: opinion[AT]weekendavisen.dk
From: kenneth krabat

17-23 februar 2006 spørger Weekendavisen, hvad der bliver indholdet af et nyt vejledende normsæt for religiøs kontakt, en adfærdskodex der – som der står – skal sikre at f.eks. Dagblade udviser respekt overfor religioner, samt at nyradikale ekstremister ikke bringer sig selv og andre i fare…

Selvom det ikke er et regelsæt, men retningslinier for adfærd ved omgang med religioner, og ingen forestiller sig, at det skal blive et tillæg til Grundlovens §77 om ytringsfrihed, ser jeg i ånden, at et sådan regelsæt lige så stille og roligt glider ind i vores kultur og forhindrer nytænkning i omgang med andre kulturer. Med fare for, at vi bliver fanget i et morads af ufordøjet forståelse af begrebet ”respekt”, og derfor ikke tør sige fra overfor religiøse ekstremister fra andre lande, der forsøger at trække deres (religiøse) praksis og kultur ned over vores hoveder, uden at ville respektere vores.

Her følger spørgsmålene, og mine svar.

kenneth krabat
19. februar 2006

obs: ord i [hårde klammer] er indført for at forklare brugen af ordet “kan”, der oftes skal læses som “kan man tillade sig at…”.
—

1 Kan man karrikere Jesus?
Nej, fordi man ikke kender hans udseende… 😉 Man kan derimod tillade sig at karrikere hans gerninger og de tilhørende ikoner, som de bruges og måske især misbruges i nutiden, samt kirkens gerninger og handlinger, kristnes handlinger og gerninger, modstanderes… osv., fordi det har værdi for samfundet at blive opmærksom på væsentlige selvmodsigelser i vore institutioner. Den vestlige verdens mennesker er jævnt hen ad vejen så godt uddannede, at vi overvejende kan forholde os til kritik af vore kæpheste, hvis den er berettiget.

2 Kan man i TV og medier [tillade sig at] viderebringe opfordringer til mord på tegnere og forfattere?
Ja, det kan man godt tillade sig, hvis man holder sig for øje at pakke det ind på en sådan måde, at målgruppen oplever det i perspektiv.

3 Kan [man tillade at] Disneys Aladdin fortsat distribueres?
[har ikke set den og kender ikke originalforlægget]

4 Kan [man tillade at] den kritiske udforskning af Koranens historiske tilblivelse fortsat bedrives ved universiteterne?
Ja, der er basis for at forholde sig kritisk til alle overleveringer. Tør man tillade at ens verdensbillede forandrer sig, kan alle undersøgelser kun gøre én klogere. Og så er man forpligtet til at tilbyde denne viden til alle andre.

5 Kan [man tillade at] Koranen afbildes i danske medier?
Ja. Hvis den kan læses af én person, reciteres i en moské, udsynges fra et bedetårn, studeres i skoler og hjemmet, kan den også afbildes i danske medier – selvfølgelig med respekt for avisens version af sandheden, som med behandlingen af alt andet stof. Kunne man ikke afbilde den, skulle den så også forbydes i oversættelse?

6 Kan [man tillade at] Oehlenschlägers Aladdin sættes op på det Kg. Teater?
[har ikke læst den]

7 Kan [man tillade] Bibelkritiken [at] fortsætte?
Ja. Se pkt. 4

8 Hvilke religioner er omfattet? Kan man [tillade sig at] karrikere Jehovas Vidner og Scientology? Kan man [tillade sig at] kritisere Tidehverv?
Ja. Spektret fra ”at le med” til ”at le af” er stort. De vurderende menneskelige led fra skaber til modtager må alle afgøre, om de er tale om forhånelse, eller påpegelse af indbyggede svagheder. Problemet opstår, når satirens objekt betragter sig som ufejlbarelig. Men ”perfektion er forbeholdt det guddommelige”, som nogen har sagt. Se også pkt. 1

9a Er politiske ideologier af religiøs støbning omfattet?
Ja. Se pkt. 8 og 1.
9b Kan man [tillade sig at] karrikere nazisme?
Ja, man kan karrikere Nazimen og (ny)nazisterne af i dag. Det er ikke satire, hvis man karrikerer det historiske og de døde. Satire er en udfordring til de levende om at se sig selv i kortene.

10 Er antisemitiske karrikaturer fra arabisk presse også omfattet af kodexet?
Mig bekendt er der i islamiske lande officiel sanktionering af karrikerende forhånelse overfor jødedommen, gr. den historiske Muhammeds vrede over jødernes behandling af ham.

11 Kan [man] fortsat [tillade sig at] oversætte og distribuere Voltaire – for eksemple hans Mohamet?
Som historisk dokument, ja. Se også 9b

12 Kan [man] fortsat [tillade at] Jorge Louis Borges’ værk trykkes og forhandles?
[ved ikke om der refereres til et bestemt værk, og i så fald hvilket, eller hele hans værk]

13 Kan [man tillade at] Saramangos Jesusevangeliet trykkes og forhandles?
[har ikke læst den]

14 Kan [man tillade at] julekalenderen Jul i Valhal fortsat lave[r] sin egen udlægning af de nordiske myter?
[har ikke set den, men regner med, at den gr. sit publikum er på line med ”Jesus og Josefine”] Ja. Se også pkt. 1 og 5

15a Kan [man tillade] Hirsi Ali [at] lave sin film om liv?
[kender ikke referencen]
15b Kan [man tillade at] det Danske Filminstitut bevilge[r] støtte til islamkritiske filmprojekter?
Ja. Og også til pro-islamiske projekter, og pro-jødiske, pro-scientology, pro-nazistiske, hvis projektets kunstneriske essens stemmer overens med Filminstituttets retningslinier. Hvem har sagt, at kunst kun skal være analytisk/destruktiv? Har man hørt om ”hyldester”?

16 Kan [man tillade at] Life of Brian fortsat vises offentligt?
Ja, det er et produkt af kærlighed, der ikke handler om Jesu liv, men om menneskers liv.

17 Kan journalister [tillades at] undersøge forskellen mellem tale og handlinger hos imamaer og andre gejstelige?
Ja. Og bør gøre det i folkekirken også. Og på Borgen. Og i egne redaktionslokaler. Og i folkeskolen. og så videre. Der er relevante historier under hver en sten, for den der kigger efter.

18 Kan [man tillade at] kvindeundertrykkelse i strømninger i Islam kritiseres?
Kan den kritiseres i Danmark? Ja, gu’ fanden!

19 Kan [man tillade at] Human Rights Watch fortsat publicere[r] sine årlige oversigter over menneskerettighedsovertrædelser i muslimske lande?
Ja. Blot overtrædelser for alle lande publiceres med samme seriøsitet.

20 Kan [man tillade at] muslimske menigheder i Danmark indføre[r] egne, snævrere regelsæt for ytringsfrihed, der kun gælder for foreningens medlemmer?
Ja. Mennesker er principielt frie til at finde et andet bageri. Samme lokale suspendering af ytringsfriheden gør sig gældende på en arbejdsplads og i hjemmet.

21a Har religioner med organiserede netværker af boykot og trusler større ret til respekt end andre?
Ret til respekt i betyder hér ”opmærksomhed”. Man skal ikke lade sig kue; så Nej. Respekt viser man dén, man har tillid til. Hvad enten man forstår vedkommende eller ej.
21b Vil udenrigsministeren løbende opdatere en liste med boykottrusler, som man kan indrette sine udsagn efter?
Hvem er man? Jeg er sikker på, at alle firmaer, der berøres direkte af en boycot får det at vide af deres aftagere, straks det sker! Regeringen bør ikke sanktionere censur af et firmas ret til at formulere sig ud af en krise, hvad enten krisen er lokal eller international, med mindre formuleringerne falder under lovgivningens bestemmelser.

22 Kan [man tillade at] tegneserien Iznogood fortsætte[r]?
Ja. Den er satirisk overfor alle magthavere og alle med rundsave på albuerne og alle der følger i røven som får. Hvilket stort set gælder alle. Mytevalget kunne måske opfattes som forhånelse af den arabiske kultur, men det oplever jeg ikke, da det netop er myterne og historien, der er forlægget, og ikke nutidige arabiske forhold.

23 Bør kristne, ateister og demokrater i arabiske lande tie i respekt?
Hvis de ville tie ud af respekt, og ikke behøvede at gøre det af frygt, var det deres eget valg.

24 Kan [man tillade at] Den duftende have genoptrykkes?
Ja. Det er et historisk dokument. Og litteratur. Litteratur tilhører alle tider, og alle mennesker. Se også pkt. 11 og 9b

25a Politiken har i tegneserien Wullfmorgenthaler karrikeret Muhammed uden problemer. Er der visse medier, der har større frihed til at karrikere end andre?
Ja,
25b I så fald hvilke?
Alle medier, der henvender sig til mennesker, som på lige fod med medierne har ytringsfrihed. Den grundlæggende fordring for satire er, at modparten har mulighed for at svare igen.

26 Hvis der er flere strømninger i en religion, der er uenige, hvis normer skal man da adlyde? Skal man for eksempel respektere sunniernes billedforbud [mod afbilding af profetes ansigt], eller shiiternes manglende billedforbud?
Den, der udviser tillid, behøver ikke frygte noget som helst. Man skal ikke ”adlyde” normer; begge sider skal ”forstå” normer. I en global verden kan man ikke gå i krig på, at andre har andre holdninger end én selv. Det kan man kun gøre, hvis man har råd til at tabe – f.eks. ved at udvide landindvindingen i modsat retning af kamppladsen.

27 Vil der blive nedsat et vejledende råd eller nævn, der kan afgøre grænsetilfælde?
Sikkert. Lad det blive begavede mediatorer – dem kan der aldrig blive for mange af.

28 Hvor stort skal et mindretal være, før det kan behandles satirisk?
Det kan kun empatisk indlevelse afgøre. Ludere, handicappede, homosexuelle… satiren er kun er satire, hvis man grundlæggende respekterer dén eller dem eller det forum, man satiriserer. Uden respekten, uden forståelse eller ønske om forståelse for fremmethed, bliver det til hån.

29 Kan [man tillade at] der foretages sociologiske undersøgelser af de forskellige muslimske grupper og deres ideologiske orientering?
Ja, hvis de ellers tillader det. Se også pkt. 4, 7, m.fl.

30 Hvordan godtgør man, hvorvidt en gruppe, der hævder sig krænket, reelt er det?
På Journalistisk niveau gælder det om at være godt forberedt, så man ikke i sensationens navn blot bliver mikrofonholder. På Politisk niveau taler man sammen via mediator. Og har forlods selvfølgelig imperisk forudviden om samme gruppe; det er derfor vi har ambassader. Uden samtale, ingen forløsning af harme og vrede. Og begge sider må forstå hinanden i en global verden.

31 Kan [man tillade at] malerier, der tematiserer islamiske og andre religiøse emner, ophænges i gallerier og museer?
Ja. I et samfund med ytringsfrihed kan selv forhånelse være kunst, hvis det bare er kunst. Også selvom det ikke er god kunst. Fisk i blender, svin i montre, udstoppet hund er alle forhånelser, der har trancenderet sig selv, fordi vi lever med kunstnerens TILLADELSE til at sætte forhånelsen på spidsen, fordi han ultimativt vil os det godt (skal vi tro på; ellers kan vi ikke have tillid til noget kunst overhovedet). I et samfund uden ytringsfrihed findes ingen fri kunst, og således ingen tilladelser, hvorfor heller ikke forhånelse udefra kan trancenderes.

32a kan navnene på tegnere og skribenter, der omfattes af dødsdomme i form af fatwaer, publiceres?
Kan navne på andre dødsdømte i andre lande? JA. Der arbejdes ihærdigt på at skabe global forståelse for fjernelse af dødsstraf i ethvert regime verden over.
32b Kan fatwaerne?
Ja. Vi beskytter vore borgere med de midler, vi tror på – som nedfældet i lovgivningen og etableret gennem praksis. Trusler over landegrænser bør følge samme retningslinier, men fordrer enighed et flertal af lande imellem. En publicering af fatwaer er både en fremvisning af uvillighed til at tolere dødstrusler, hvad enten de er religiøse i natur eller har et andet udspring, og et signal til ligesindede om at slå fælles fodslag. Brede sikkerhedsnettet ud.

33a Kan gudebilleder i konkurrerende religioner forbydes?
Kan de påbydes i et samfund med ytringsfrihed? Nej. Så kan de heller ikke forbydes.
33b Kan [man tillade at ] de destrueres? (Jf. Buddhastatuerne i Afganistan).
Hvis et samfund ønsker at destruere mindesmærker, religiøse symboler og så videre, og de ellers har magten til det, står det dem frit for. Intet varer evigt; mennesker er en del af naturen. Så NEJ til om andre lande kan tillade sig at blande sig i, hvad der, så længe vi endnu har landegrænser, er interne affærer. Men vi kan gøre opmærksom på, at vi ikke bryder os om det. Og sanktionere, hvis vi vil eller har mulighed for det.

34 Er større religioner mere respektable end mindre?
Nej. Hverken hvis der med ”respektabel” menes ”troværdig”, ”stabil” eller ”værdifuld”. Mennesker må finde støtten dér, de føler sig hjemme.

35 Kan religionsvidenskaben [tillades at] bedrive kritisk forskning i New Born Christians og det amerikanske højre?
Ja, hvis de får lov. Se pkt. 4, 7, 29 m.fl.

36 Kan [man tillade at] Marx’ Feuerbach-teser, Freuds En illusions fremtid og Durkheims Det religiøse livs grundlæggende former frit genoptrykkes?
Ja, såfremt ingen copyrighthavere modsætter sig det… Naturligvis. Lande uden ytringsfrihed er selv ansvarlige for, hvad der kommer over deres grænser. Lige som vi er ansvarlige for, hvad der kommer over vores.

37 Kan Osmannerrigets belejring af Wien omtales? Kan korstogene?
Ja. Det er historie. Og historie er blot en samling fakta, som efter behov kan vurderes og analyseres. Ingen objektive sandheder hér. Om end det typisk har været sejrherrene, der har skrevet historien før, har kritiske analyser i dag større frihed, og bør have større frihed, for at vi som art kan tage ved lære af hinanden.

38 Kan vi [tillade os] fortsat [at] spise eller benævne brødfrugter – frugten er som bekendt strengt tabuiseret blandt yamierne på Batan-øerne, hvor den blotte omtale af frugten opfattes som en aggressiv krænkelse?
Ja. Lad være med at rejse til Batan-øerne og omtale frugten, er min vurdering – ihvertfald ikke foreløbig. Men hvis yamierne rejser ud i verden, faktisk eller virtuelt, kan de ikke tillade sig at brokke sig over ugens tilbud hos min grønthandler. Respekt for forskellighed. Leve side om side.

39a Kan [man tillade at] den historiske person Muhammed omtales i negative eller kritiske vendinger?
Ja, i nationer med talefrihed. to hænder på sværdet er et digt, jeg har skrevet, (publicér ikke uden at tale med mig først), som var mit første indtryk af de sataniske vers – de uforblommede beskrivelser af den historiske Muhammed, der over lang tid er censureret ud af Koranen – og forbudt tro muslimer adgang til, eller kun under streng overvågelse. [det er et meget følsomt emne, fordi disse beskrivelser svært kan underbygge Muhammeds fremtoning som guddommelig – ihvertfald for den uinviede.]
39b Kan billeder af ham opbevares privat, hvis man undgår offentliggørelse?
Ja. Og også offentliggøres. Som en fundamentalistisk imam sagde til en engelsk avis: ”Den, der tegner Muhammed med ansigt, er ikke muslim”. Den, der offentliggør Muhammed med ansigt, er så heller ikke muslim. Og den, der ser på en tegning af Muhammed med ansigt, kan så heller ikke være muslim. Og derved kan man nærmest konkludere, at det er en trosakt at tegne, offentliggøre, se på Muhammed med ansigt, hvis man er alt andet end muslim! Hvilket muslimer må respektere, hvis vi skal respektere deres, internt religiøse, forbud overfor deres egne! Men de har naturligvis samme ret og mulighed for at gøre indvendinger, jf. pkt 45. som os.

40 Kan [man tillade at] sangen ”Fader Abraham” afsynges offentligt?
Ja. Det er en kærlig sang henvendt til børn. Men hvis forældre føler sig stødt, kan de jo udtage deres børn fra børnehaver, der anvender sangen. Børnehaven kan så udøve selvcensur, hvis de vil, men de kan også stå fast på sangens sociale formål.

41 Kan Bellmans ”Gubben Noah” tillades i drikkelag?
Ja. Det er en sang om livsglæde, og bakkanaler fejrer livets rigdomme. Skal dén forbydes, skal alkohol og latter forbydes. Tobak er under afvikling; skal så også tobakken slettes fra litteratur og film – som hvad den end kan symbolisere? Set fra denne side af kløften, skaber talefrihed ikke begavede mennesker, men forhindrer til gengæld heller ikke begavede mennesker i at påvirke og ændre samfundet.

42 Kan [man tillade at] Ibn Warraqs Derfor er jeg ikke muslim fortsat udgives?
[har ikke læst den] Men Ja, under henvisning til at al kritisk litteratur har betydning for os alle. Andre produkter, herunder realfremstillinger af misbrug, overgreb, mord og henrettelser, må betragtes som grænsetilfælde, hvor hver enkel sag skal vurderes for sig, ud fra om de medvirkende lidt overlast, og tillades eller forbydes alene på basis af, om medvirkende har haft frihed til at nægte at deltage. Det, som berører tanken, kan forandres i tanken. Det, som berører hjertet, f.eks. overgreb, kan svært omgøres af tanken. Det er det, der gør trusselvideoer så effektive.

43 Er udbruddet ”Ved profetens skæg!” dårlig tone?
[Er der virkelige andre end Kaptajn Haddock, som siger sådan!] Ja, det er nok dårlig tone i muslimsk selskab, men derudover?

44 Kan [man tillade] Irma fortsat [at] sælge ”jødekager”?
Ja, under et andet navn; det smager, om man så må sige, af hengemte fordomme – som ikke nødvendigvis er anderledes i dag, skal siges! Uvidenhed er en generationsting; se blot udrensningen af Sambohistorien, Sambo fra ”Elefantens vuggevise”, negerkys og negerboller.

45 Kan [man tillade sig at] kritisere fængslingen af de redaktører i Jordan, der publicerede Jyllands-Postens tegninger?
Ja, man kan godt kritisere, sanktionere, boycotte, ud fra hvad man indenfor egen kultur mener er i orden på et menneskeligt plan – protester mod tortur, kvindeundertrykkelse, apartheit osv. Men derudover er vi nødt til at respektere, at en regering og et folk gør hvad de gør, inden for landets grænser, og landets lovgivning. Ligesom man til en vis grænse er nødt til at respektere, hvad der foregår i naboens hjem. Grænsen går kun dér, AT et internationalt samfund er enig i at gribe ind over for bestemte handlinger, og ydermere har den stærkes MAGT til at gøre det. Uden denne enighed og denne magt, er kritik at regne som forslag og fordømmelse – som man giver en ven forslag, fordømmer hans handlinger, men ultimativt kun kan vælge at respektere hans vej, eller disassociere sig fra ham. Og DET er ikke muligt for lande i en Global verden.

46 Kan man acceptere, at den svenske stat censurerer hjemmesider?
Ja. Se pkt. 45

47a Overskrider man alligevel trods rettidig omhu respektens grænser, kan en undskyldning så sone brøden?
Ja. Det er dét, respekt betyder.
47b Eller har den pågældende religion ret til hævn uanset undskyldning?
Nej. Det er dét, respekt betyder.

48 Hvad skal man stille op med internettet, hvor Muhammedtegningerne stadig cirkulerer?
Stille sig lykkelig, at man er en del af en kultur, der værner om retten til at udtrykke sig.

49 Hvordan vil man hindre den trykte presse i at tabe autoritet, når den ikke kan gengive information, der gengives frit på nettet?
Det cencurerede sensationsmedie har på mange områder udspillet sin rolle. Internettet tilbyder i stedet ”interessant” – dvs. valg blandt mange valg for den informationssøgningsvante. Men vil den trykte presse generhverve sin autoritet, må den dæmpe sig, blive mere seriøs, som modspil til nettet – også selvom det betyder, at den (først) længe efter den oprindelige nyhed bliver dén, der ”reder trådene ud”. Jyllandspostens provokation var et eksempel på det modsatte – på en redaktør, der ikke har fattet internettets betydning som vidensdeler, og troede, at overskrifter i lille Danmark kun er overskrifter i lille Danmark.


50 Omfattes krænkelsen af enkeltpersoner og deres antagelser også af kodexet, eller angår normen alene grupper og deres tro?
Kodexen er endnu en repressionsmekanisme. Hvis man kalder det opdragelse at opfordre sine medmennesker til selvcensur ud af frygt, har man misforstået sin funktion i en dynamisk verden. Hvis man derimod satsede på regulær INDSIGT – uddannelse af danskere til begavelse i selvkritik og vurdering af fremmede forhold – ville man snarere end at stække energierne, der afføder kreativitet og social interaktion, opnå at skabe et langt mere naturligt rum at møde ”det fremmede” i. Så, Nej nej nej. Jeg skal ikke skifte navn eller kalde mig Bent, fordi min nabo ikke bryder sig om navne, der begynder med K. Om end min nabo føler sig nok så krænket. Mit og hans liv er lige værdige. Det samme gælder grupper. National og international lov er det eneste, der kan afgøre hvor grænsen for uacceptabel normafvigende adfærd går. Konsensus.

51 Kan journalister citere andre, der overtræder kodexet, hvis de ellers selv undgår at gøre det?
Dagbladsjournalister har PLIGT til redelig formidling om samfundets forhold, til samfundets oplysning og begavelse – for hvad skal vi ellers med dem? Det SKAL være chefredaktørens rolle at definere redelig på vegne af avisen. Journalisten er ikke chefredaktør, men bør ligesom i alle andre livets forhold være begavet nok til at udvise respekt for det uforståelige, og søge at gøre det forståeligt, for sig selv og for udførelsen af sit redelige arbejde.

52a Omfatter respekten alene religioner, eller omfatter den også kulturer og andre verdensanskuelser?
Respekt er ikke det samme som mundkurv – spørgsmålet er, hvem, man respekterer – enkelte stemmer, magthavere, eller mennesket som filosofisk ideal. En journalist har lige som en kunstner, og alle andre der tør mene noget, valget IKKE at sky nogen midler for at komme virkeligheden tættere – til oplysning for et større bedste. Journalistens “offentlighed” er i sidste ende ikke læserne, men avisens chefredaktør.
52b Og hvordan defineres i så fald ”kultur”?“Kultur” er ”dét, der virker” – det, der skaber sammenhæng og liv i en petriskål, en klasse, en arbejdsplads, en by, et land – så spørger man: ”Hvad er kultur”, stiller man et meningsløst spørgsmål, for hvordan meningsfuldt besvare spørgsmålet: ”Hvad er mekanismerne?”


53 Hvordan afgør man, hvilken blandt en religions mange talsmænd, der har autoritet til at blive krænket?
Men spørger ikke hele bussen, hvem der føler sig stødt af ens prut. Man lader en krænker melde sig, og med allerede erhvervet forudviden om den krænkedes fraktions-overbevisning, taler man ene og alene ud fra dén viden. Adresserer ikke temaer, der behandler eller vedrører andre fraktioner, så den krænkede føler sig talt til og med. og derefter præsenterer man offentligheden/de andre for en perspektiveret version.

54 Kan man [tillade sig at] sige ”Kors i røven!”
Måske usmart i en konservativ kristen forsamling eller sammen med meget gamle bedsteforældre, men Ja, det ved gud man kan! Pointen er jo i sidste ende, om man så må sige, at man ikke kan komme med eftertryk eller markante meninger, hvis man skal tænke, at der i nærheden måske ville være nogen, der ville føle sig krænket. Oprigtighed i det personlige snarere end politisk manipulation er jo dét, der skaber frie tænkere.

55 Vil religionskritikken i Henrik Pontoppidans værker blive fjernet i kommende udgaver?
[jeg kender den ikke] Men det ville da være at skære grenen over. Hvordan skal vi kunne forstå os selv, hvis vi fjerner vores fortid – mere end vi allerede har gjort? Vi er så historieløse som nogen, hvilket er årsagen til, at vi både kan have et socialt sikkerhedsnet og dagligt krænke brugerne af samme, uden at nogen råber op.


56 Kan intern kritik blandt en religions forskellige strømninger gå an? kan Tidehverv angribe Indre mission, og vice versa? Kan sunnier angribe shiiter?
Respekterer de hinanden? Eller kaster de mudder?

57 Kan [man tillade at] ateister og agnostikere krænkes?
Kun dén, der er ærekær, kan krænkes. Dvs. kun dén, der af en hvilken som helst utryghed vedholdende opretholder et psykisk/emotionelt forsvar mod omverden, kan altid (=vedholdende) krænkes. Skal man dømme i, om nogen krænkes, blander man sig dermed samtidig i den krænkedes ret til at opretholde et permanent forsvar. Og er man ikke med ham, er man pr. definition således imod ham.

58 Kan [man tillade at] der refereres til Oplysningstiden?
Hvordan kan vi ikke referere til Oplysningstiden, der på godt og ondt danner basis for vores ”velfærdskultur” og socialliberale vilje, som vi på ingen måde som samlet folk ved nok om!? Det er da for fanden vores historie! Og i øvrigt er internationale forskere enige om, at de arabiske lande gennemgik deres egen oplysningstid i 18. og 19 århundrede, blot nogle hundrede år efter os. Så, hvad er problemet?

59 Kan [man tillade at] den katolske organisation Opus Dei kræver at blive skrevet ud af filmversionen af Dan Browns Da Vinci Mysteriet?
Nej, det kan de lige så lidt som en hvilken som helst (anden) organisation af offentlig karakter kan det.

60 Kan [man tillade at] Salman Rushdies De sataniske vers genoptrykkes?
Selvfølgelig. Se pkt. 4, 7, 29, 35 m.fl.

værkstedet cirkel

Biorytmer

Hvis man har en tro på, at noget kan siges at være konsistent for det enkelte menneske. og man ønsker at bevare dén tro, skal man holde sig fra biorytmer. Det er ikke dét, biorytmer viser.

Man kan derimod få stor glæde af biorytmer, hvis man har en behov for at få sin fokuseringsevne, udholdenhed og vilje testet op imod et kun lidet konsistent, men ubestrideligt grundlag: Ens egen krop.

Kik evt hér.

Brian Eno’s Oblique Strategies

Igangsættere – klip og lav til kort og træk

Brian Eno’s inspirationskort “Oblique Strategies” er oprindeligt oversat af Tue Gaston og formgivet mod brug for skrivere snarere end musikere, og Kenneth Krabat har videreført idé og pudset oversættelsen en smule.

Copyright tilhører uden tvivl Brian Eno, men da der er lagt en del arbejde i oversættelsen ville det være formålstjenligt, om du benyttede dig af en vis omhu, hvis du fjerner eller tilføjer kort. Men derudover – i Eno’s ånd:

TILFØJ, TILFØJ

 

Kortene oversat

*Dekorér, dekorér

*Gå udenfor. Luk døren.

*Imod det ubetydelige.

*Honorér dine fejl som en skjult hensigt.

*Det inkonsekvente princip

*Gentagelse er en slags forvandling.

*Definér noget som “helle”. Brug det som anker.

*Genevaluering (en varm følelse).

*Brus!

*Bare bliv ved!

*Stå imod forandringer med åbent sind.

*Er afsøgningen først i gang, skal du nok finde noget.

*Broer

*Brænd

*Byg

*Kun en del, ikke det hele.

*Det vigtigste er det, man nemmest glemmer.

*Modtag ukvalificeret hjælp.

*Ødelæg

*Ingenting

*Den vigtigste ting

*Skil dig af med en grundlæggende sætning.

*(Organisk) maskineri.

*Hvordan ville du have gjort?

*Spøgelsesekkoer

*Ganske enkelt et spørgsmål om arbejde.

*Fjern det tydelige og omskab til tvetydigheder.

*Hensigternes

*renhed

*ydmyghed

*troværdighed

*Omvendt

*Vær ikke bange for at skilte med dine talenter.

*Hvad er delene dele af? Forestil dig larvefødder.

*Hvad er situationens realitet?

*Kig godt på de mest pinlige detaljer og fremhæv dem.

*Hav stor tillid til nuets dig!

*Brug en uacceptabel farve.

*Konsultér andre kilder

*Lovende

*Ikke lovende

*Simpel subtraktion.

*Gå bort fra sædvanlige virkemidler.

*En linie har to sider.

*Gør et tomrum værdifuldt ved at anbringe det i en udsøgt ramme.

*Gør ingenting så længe som muligt.

*Du er ingeniør.

*Lav en udtømmende liste over alle dine handlemuligheder og udfør den allersidste.

*Ryd op.

*Foretag en pludselig, destruktiv, uforudsigelig handling; indkorporér.

*Fjern tvetydigheder og omskab til specifikke ting.

*Er der brug for huller?

*Du kan kun lave én prik ad gangen.

*Vær ikke bange for ting, bare fordi de er nemme at gøre.

*Hvad ville din bedste ven gøre?

*Husk på de der stille aftener.

*Vend op og ned på det

*Tag livet af din øjesten. (kill your darling).

*Hold en pause.

*Er det færdigt?

*Dæmp ned og fortsæt.

*Filtrér.

*Lav om på tiden.

*Se den rækkefølge an, som du handler indenfor.

*Det er så absolut muligt (trods alt).

*Ind i det umulige.

*Tag imod råd.

‘Fyld ud over det hele.

‘Udtryk problemet i ord så tydeligt som muligt.

*Narrens munterhed.

‘Overvej forskellige udtoninger.

*Understreg forskelle.

*Kun ét element af hver slags.

*Lyt til den stille stemme.

*Lav intet om og fortsæt med ukuelig vedholdenhed.

*Vær ekstravagant.

*Tillad en opblødning (en opblødning er opgivelsen af et kritikpunkt).

*Forøgelse.

*Gå langsomt det hele igennem udefra.

*Forestil dig teksten som en samling enkeltstående elementer.

*Gør noget kedeligt.

*Gør dig fri af begæret.

*Fra ingenting til mere ingenting.

*Computerskærmen er nu teksten.

*Gå i dine egne fodspor.

*Vær mindre kritisk noget oftere.

*Stil spørgsmål ved den heltemodige fremgangsmåde.

*Disciplineret overbærenhed med dig selv.

*Laveste fællesnævner.

*Mod!

*Er der lagt vægt på de rigtige ting?

*Børn der synger/taler.

*Beskidt.

*Gennemsku dine egne fremgangsmåder og gå bort fra dem.

*Kort slutning (eksempel: En mand der tilbereder bønner, fordi han tror de forbedrer hans potens, skovler dem direkte ned i skødet).

*Bittesmå nuancer.

*Saml nogen af elementerne i en gruppe og forhold dig til gruppen.

*Bryd ikke stilheden.

*Giv efter for din værste impuls.

*Faret vild i et nyttesløst land.

*Ville nogen ha’ det, hvis det blev sendt ud?

*Brug en gammel idé

*Hvilke fejl begik du sidste gang?

*Lav om på arbejdstempoet.

*Forstærk fejlene.

*Er der sektioner? Overvej hvordan de hænger sammen.

*Vand.

*Spørg din krop.

*Træk vejret dybere.

*I totalt mørke, eller i et meget stort rum, meget stille.

*Menneskeliggør noget fejlfrit.

*Fjern enkeltelementerne ét ad gangen. Lad deres tilsyneladende vigtighed bestemme rækkefølgen, så du begynder med det mindst vigtige, og slutter med det vigtigste.

*Gå til en yderlighed. Bevæg dig tilbage til et behageligere sted.

*Hvad tænker du egentlig lige nu?

*Pres ikke noget hårdere end andet.

*Ikke bygge en mur, men lave en mursten.

*Mangler der noget?

*Tag færre notater.

*Analysér grupperinger.

*Altid første skridt.

*Du skal ikke skamme dig over at bruge dine egne idéer.

*Brems et vigtigt flow

*Tænk TV.

KYSSETRÆET – den første telefon var af træ

Til Henrik Hannibal på dagen for indtræden i det 36. år

KYSSETRÆET – den første telefon var af træ

Ud over det ved-siden-af-rum, hvor ALT kan opleves forbundet, findes et ved-siden-af-ved-siden-af-rum, hvortil kun mennesker og træer når – hver især naturligvis det ganske Univers’ udtrykte billede, men i praksis sådan fungerende, at træerne beskriver universets bindemiddel ved stående at bekæmpe tyngdekraften og menneskene universets ekspansion ved gående at bekæmpe entropien. Når træerne står og vokser og dør, og menneskene går og vokser og dør, og menneske og træ så af og til mødes for at udveksle erfaringer, understøttes hele universet i sin grundstruktur.

En af alle tiders mange måder at erindre menneskene om træernes betydning på er… Kyssetræet. Hvor dét egentlig stammer fra, ved den videnskabelige forskning ikke, men der er fundet spor af det så langt tilbage som 20.000 år, på samtlige af datidens beboede kontinenter – i form af forstenede træstykker i udgravninger, der tydeligvis rummede religiøse overhoveder, og på hulemalerier, der viser overrækkelsen af træ-stumper fra enkeltperson til enkeltperson, træstumper der tydeligvis er forbundne til giveren.

Hvad den etablerede videnskabelige forskning naturligvis hverken kan eller vil skrive under på er, at så længe der har været mennesker og træer, har der fandtes Kyssetræ. På samme måde, som man kan gætte sig til, hvordan ild og hjul på sandsynligste måde kom i menneskenes hænder, kan man forestille sig et lille samfunds menneske omfavne et træ som mennesker altid før har gjort det – og som den første i sit samfund pludselig blive den intense nydelse ved kontakten til træet bevidst, og derfor dén i det lille samfund, som for første gang tager et mere end symbolsk bindeled med sig væk fra mødet med træet – et lille stykke træ, der rummer hele mindet om oplevelsen med træet, og dermed bliver forbindelsen til alle træer. Og, langt hen ad vejen uafvidende, således til alle andre mennesker. Men det skulle ikke forblive en hemmelighed.

Hvad de tidligste shamaner har kaldt træet, kan man kun gætte om, men inskriptioner i såvel den ældst kendte nordiske runeskrift som i old-persiens kileskrift, er pictogrammer for “træ”, og for “mund i stilstand”, der betyder kysse. Og hér taler vi om ihvertfald 10.000 år, hvor shamanen har fået Kyssetræet finpoleret til, hvad englænderne kalder “a fine art”. Et værktøj, der ikke som i den tidligste historie (formodentlig) blev samlet og gemt af den enkelte som et følelsesladet memento om et møde med et træ, men derimod var et sammenbindende redskab for et samfund i befolkningsmæssig vækst, styret af shamanen, uddelt efter fortjeneste og nødvendighed, i visse samfund næsten lig med den tidligste klassedelingsstruktur, og naturligt eftertragtet af enhver, som måtte have behov for de fokuserende egenskaber, shamanen af politiske grunde gennem tiderne havde tillagt det: Det præ-phalliske ønske om, i hjertet at møde, og blive mødt af, den udkårne.

Simpel kontakt – på hverdagsplanet til tider ganske umuliggjort af sociale riter, forældre, kastebevidsthed, men på det (fælles)åndelige plan i høj grad muligt. Med træet som kontaktmedium.

(SHAMANISME)

Om kyssetræet skal være et omkostningsfyldt erhvervet shamanistisk kraftobjekt, af ånderne angiveligt blåstemplet og “ladet” med retnings-, intentions- og udkommes-understøttende kræfter, eller blot et selvfundet stykke træ, som synes at styrke én i forehavendet med at kontakte en udvalgt, må man lade op til den enkelte at afgøre. Men der er næppe nogen tvivl om, at det virker. Kontakten til træerne er reel nok, hvis man vil kontakten – kontakten til de andre mennesker, faciliteret gennem træ, ér mulig. Og vel at bemærke ikke en symbolsk kontakt, men i faktisk, reel, mærkbar form – for enhver, som er en smule åben overfor mulighederne, at bruge efter behov. Og da Kyssetræet kun er en kontaktskaber, er det 100% umuligt at misbruge det – den, som indvilliger i kontakt gennem træ eller et andet kontaktfaciliterende medie, vil aldrig kunne føle sig forpligtet til noget som helst, lige som den kontaktende heller ikke lover noget ved at at kontakte. Det er en ren forespørgsel – fra fysisk krop til fysisk krop, med sjælen som telefonledning.

Hvordan træ fungerer som Kyssetræ:

Der er ingen restriktioner i form af, at man skal kende vedkommende, man vil i kontakt med – heller ikke som, at man skal have set vedkommendes ansigt eller hørt vedkommende udtale sit navn. Man kan kontakte hvem som helst, man måtte have lyst til gennem Kyssetræet – åbne en kontakt til et menneske, man kan lide, og i og med denne åbning spørge det andet menneske, om vedkommende kunne tænke sig det samme. Og da kontakten foregår gennem et sociokulturelt under-rum, er der ingen begrænsninger på kontakten – sociale, udseendesmæssige, tillært præferencemæssige eller andre: Den foregår blot mellem hvad-skal-man-kalde-den… Den Kollektive Menneskesjæls forskellige fysiske udtryk – en billigelse af kontakt på dette plan tager ikke direkte hensyn til det fysiske plans begrænsninger, men en billigelse af kontakt er i praksis naturligvis et udtryk for, at der er noget at lære af. Og således også noget for de to involverede at bygge på på det fysiske plan. Tænk på Quasimodo og Esmerelda.

Man stiller sig så afslappet man kan, et sted man kan få lov til uforstyrret at stå et stykke tid. Man tager Kyssetræet i den hånd, hvor det føles bedst. Lukker øjnene og spørger Kyssetræet, om man må bruge det i netop détte øjeblik. I bekræftende fald forestiller man sig, at Kyssetræet vokser sig så stort, at man kan være inden i det, og hvis man kan, at man stadig holder om det, selvom man befinder sig indeni træet.

Her bliver man lige et kort øjeblik og finder ud af, hvad man synes om at være der. Kan man ikke lide at være der, kan det være udtryk for én af ihvertfald to ting: At træsorten ikke passer til én, eller at man ikke er parat til denne kontakt – og i så fald siger man tak for besøget, skrumper træet til normal størrelse og åbner øjnene. Kan man derimod lide at være der, forestiller man sig, at det indre af træet, Verdenstræet, udvider og udvider sig, indtil man ikke kan se siderne af det længere. og hvis man holder om træet indefra, sender man lige dette billede en lille tanke.

Så beder man om kontakt. Kender man dén, man vil i kontakt med, kan man forestille sig vedkommende i alle de detaljer, man kender til: Klæder, hvis man kender vedkommendes tøjvaner, dufte, hvis man har været tæt på vedkommende, ansigtet med mimik og levende øjne, kroppen med gestik og i ro – hvad som helst, der har betydning for én som det klareste billede af vedkommende. Men man kan også bare prøve at sige vedkommendes navn. Og kender man ikke dén, man vil i kontakt med – er det måske blot et ønske om overhovedet at komme i kontakt med nogen, eller er det et ønske om at møde én, man har mødt i en drøm – og det eneste man har, er længslen efter at møde og blive mødt, så er længslen lig billedet af dén man, vil møde. Dette billede holder man fast for sit indre blik, mens man stiller det et spørgsmål, som om det var et andet menneske, man havde over for sig: Vil du i kontakt med mig?

Svaret man får, vil være i samme form som svaret fra et menneske i dagligdagen: Desto mindre man skal uddybe det tænkte modspørgsmål “hvem spørger”, desto større klarhed i svaret. Men til forskel fra hverdagen, hvor maskespil og genkendelelse af maskespil er et udtryk for social og personlig kontrol, vil man her være hengivet sig selv og ganske uden maske. Og svaret vil derfor være lige ærligt som ens ønske om kontakt.

Hvis man har været helt ærlig i sit ønske om kontakt, og vedkommende siger ja til kontakt, vil man kunne mærke kontakten: Den kan føles som glæde, som en forløsning fra smerte eller sorg, eller som om en byrde er blevet taget af ens skuldre, man kan begynde at græde, føle det som om man bliver skudt fuld af energi, føle det som om man er i kontakt, som om man for første gang ikke er helt alene, opfyldt af taknemmelighed, ydmyghed, livsvilje, håb, styrke, kærlighed, mod, behag… Frit valg fra øverste hylde af menneskelige følelser: Hele spektret fra lettelse til jubel, blot ved følelsen af at være i kontakt. Det kan også være helt roligt, nede på jorden, “hej. Ja, lad os tale lidt…”

Er man i kontakt, nyder man det, så længe behovet er der – man kan stille uddybende spørgsmål, hvis man vil – spørge til vedkommendes helbred, relationer, livsmål osv. – men udveksling af virkelighedsoplysninger er ikke nødvendigvis første prioritet for en sådan kontakt.

Når behovet for kontakt er stillet, har man hermed etableret sin første adresse i sin under-rums-adressebog. Gennem kontakten har man muligvis fundet ud af, at man ikke havde et virkeligt behov for at fortsætte kontakten, og vil måske derfor aldrig igen benytte sig af sin kontakt, men skulle behovet opstå, behøver man blot tænke på/mærke sidste gang, man var i kontakt, og så går “opkaldet” ud til modtager.

Når man er færdig, siger man tak til træet, som har faciliteret mødet, og forlader under-rummet modsat af, da man kom ind: lade træet trække sig sammen, indtil man smutter ud af det, og blot står med det i hånden. Inden man åbner øjnene, kan man lige blive stående lidt med Kyssetræet roligt i hånden; sveder man i håndfladen, kan man dreje træet lidt rundt mellem fingrene, så fugten fordeles over det hele.

Når man ikke bruger det, bør man opbevare det, et sted det har lyst til at være: Man spørger det simpelthen – evt. ved at lukke øjnene og se det for sig på det pågældende sted: Vil du være i denne pose, ligge hér i vindueskarmen, ligge i skuffen, hænge på væggen? Og svarer det ja, er det i orden.

Og hvad skal man så bruge det til? Tja, som shamanen ville udtrykke det: “Nu da kontakten ér skabt, hvorfor så ikke bruge den til noget?” Og det er jo et Kyssetræ…!

—

Fra Kenneth med de bedste ønsker