Monkey prostitution

Monkeys wise up and get the hang of money

When primates were taught to use currency, an age-old deal took place

Long ago Adam Smith, the founder of classical economics, observed: “Nobody ever saw a dog make a fair and deliberate exchange of one bone for another with another dog. Nobody ever saw one animal by its gestures and natural cries signify to another, this is mine, that yours; I am willing to give this for that.”

Smith was certain that humankind alone had a knack for monetary exchange. But was he right? Keith Chen, an associate professor of economics at Yale, asked himself: what would happen if I could teach a bunch of monkeys to use money?

Continue reading “Monkey prostitution”

Dit forbrug betaler for dit forbrug

I den nuværende markedsøkonomiske model er alles forbrug nødvendig for at fortsætte med at skabe penge til forbrug. Det er en i stigende grad usikker platform at stå på, som vil ramle. Vi har muligheden for at ændre det bevidst, få det til at ramle, men gøre det vel vidende hvorfor.

Det meste af verdens økonomi er skruet sammen som et lukket kredsløb. Eneste undtagelse er små, lokale naturalieøkonomier og fiktive nationer, hvor alle har “samme indtægt”.

I det lukkede kredsløb er det forbruget, der afgør statens indtægter – i kontrollerede økonomier sættes skat, moms og afgifter så højt, at disse indtægter kan betale for vedligehold af infrastruktur, uddannelse, sociale ydelser, sundshedssektoren, plejesektoren, renovation, energi og varme, forskning osv osv osv. I ukontrollerede økonomier med lav skat og tilsvarende lav indkomst er mange områder på mere eller mindre private hænder, og staten får i bedste fald sin indkomst fra salg af råstoffer og/eller energi til højestbydende, i værste fald er der ikke mange penge til skabelse og vedligehold af infrastruktur.

I dette, enorme lukkede kredsløb kan det ekstremt svært lade sig gøre at lave om på præmisserne, dvs. for én nation at standse op og lave en nationaløkonomisk struktur om til anden/andre indtægtsmodeller, der 1. ikke er ris til egen røv, 2. ikke bliver skudt i sænk af resten af verdens nationers fastholdelse af den gamle model, som man ikke skal få dårlig samvittighed over at opfatte som et komplekst Ponzi-system. Continue reading “Dit forbrug betaler for dit forbrug”

Jeg ønsker

Jeg ved efterhånden ret meget om, hvad jeg IKKE ønsker i forbindelse med at skabe mig eller have en levevej.

Min økonomi er meget hér og nu, og har faktisk altid været det. Jeg er så heldig pt. at have lidt på kistebunden, som dog vil være væk om nogle år, hvis jeg kan fortsætte med at leve på meget lavt økonomisk blus. Som “livsdigter” med et utal af løsarbejderjobs og, i de yngre år, kontanthjælp som understøttelse af min livsform, har jeg ingen særlig pension ventende på mig i den anden ende.

Jeg er altså om nogle år enten nødt til at vende tilbage til løsarbejderjobs, HVIS der er nogen jobs at få til den tid, hvor jeg er omkring 50, eller gå på kontanthjælp med hvad det medfører af pres fra systemet om at få mig i arbejde. ELLER jeg skal til den tid have skabt mig en indkomst ud fra min livsform.

Lad mig opregne, hvad jeg IKKE ønsker:

I udgangspunktet ønsker jeg ikke at indregne hverken håb eller tilfælde, dvs. arv, at vinde i lotteriet, eller at på anden måde at blive givet penge, jeg ikke selv har gjort en indsats for.

Jeg ønsker ikke at bruge al min tid på at sælge mig selv. Det betyder at administrere, markedsføre, sælge, distribuere, reklamere for mit skriftlige arbejde.

Altså,

  • jeg ønsker ikke selv at være et forlag, hvor jeg skal sørge for opmagasinering og fysisk distribution af bøger
  • jeg ønsker ikke med jævne mellemrum eller vedvarende at skulle fortælle andre, hvor fantastisk jeg er, og hvorfor folk skal vælge mit værk over nogen andens,
  • jeg ønsker ikke at omregne tiden, jeg bruger på at skrive en bog, i timeløn
  • jeg ønsker ikke at lave regnskab, der over for skattevæsener dokumenterer, hvorfor omkostningerne til denne eller hin forsendelse medgår til opretholdelsen af en indtægt, som er 10-20 gange mindre end en gennemsnitslønmodtagers, hvis selvangivelse går ret igennem skattesystemet
  • jeg ønsker ikke konstant at skulle bruge tid på at forsvare digterens rolle i samfundet for selv at kunne bestride en sådan rolle – men gør det gerne, hvis det sigter på at skabe plads til alle digtere.
  • Jeg ønsker ikke at fremstille mig selv som noget særligt – fordi jeg ikke ér noget særligt: Jeg har bare et talent for at skrive – som er totalt centreret omkring min egen narcissisme og mit behov for og anerkendelse af hjertets nøvendighed i samfundet generelt, og på alle måder generaliserende omkring psykiske og følelsesmæssige mekanismer og afhængigheder i det menneskelige univers.
  • Og jeg ønsker ikke at skulle spille kunststøttespillet – fordi det ikke reelt hviler på, hvad der er brug for – i form af visioner, f.eks. – men konsistent understøtter, hvad der har været. Hvilket i øvrigt også snart er udhulet af højrefløjens strategi om kun at støtte dém, der ser kunsten som en forretning eller selvstændig(s) profession.

Det er en masse ikke’r. Og dét duer ikke som strategi.

I bund og grund ønsker jeg ikke at sælge, administrere eller lave noget som helst, der har med at skabe penge at gøre. Det er en gammel sang, som kunstnere har sunget altid – og som markedsmekanismerne er i dag, bliver det sværere og sværere at synge den:

  • Kunstnere skal være selvforsørgende, for ellers er de ikke kunstnere.
  • Kunstnere skal være selvpromoverende, for ellers er de ikke kunstnere.
  • Kunstnere skal kunne stå i offentlighedens søgelys hele tiden, for ellers er de ikke kunstnere.

Men sådan er jeg ikke skruet sammen. Jeg behøver uforstyrrethed i mit liv for at kunne tænke over tingene og få styr på den virkelighed, der er udgangspunktet og målet for min skrift.

Som jeg ser det, kan jeg derfor ikke både være optaget af at skabe min skrift, og få den til at give afkast. Jeg behøver nogen til at gøre det for mig. Jeg behøver et forlag, med alle forlagets dyder og lyder, erfaringer og forstokketheder, sunde redaktørmodstand og tiltro til markedsmekanismerne .

Så, det ønsker jeg mig:

Et forlag, der vil tage sig af mine værker. Give mig feedback og sparre med mig til jeg indser, hvor jeg funker og hvor ikke.

Og så ønsker jeg mig at blive færdig med at tænke over, hvad “løgn” er. Så jeg kan få tilgivet mit eget behov for “at lyve” (ikke lytte til kernen). Men det fordrer også en vis uforstyrrethed.

Jeg ønsker at undervise igen – i Pausens Musik. Men anerkender på forhånd, at fast arbejde vil stjæle min nødvendige tid til kontemplation.

Og så ønsker jeg mig ikke mere. Det er dét. Jeg har ingen desciderede ønsker for indkomstgivende aktivitet. Jeg skriver nok den skide legatansøgning 1. feb., men jeg oplever det som at spille i lotteriet og gør mig ingen forhåbninger.

Der er ganske enkelt sort i alle retninger, der handler om økonomi og indtjening. Det genererer mig, at jeg ikke kan komme på noget at tjene tilstrækkeligt med penge på – noget, jeg ikke ville føle som en tidsrøver. Nu jeg kan se det sikkert vil blive nødvendigt…

  • Jeg vil ikke stå i butik (kan ikke tåle at stå stille særlig længe)
  • Vil ikke supportere computere (har ikke tålmodighed til det længere.)
  • Vil helst ikke arbejde med handicappede mere (jeg tager dem med hjem og det forstyrrer)
  • (tag hvadsomhelst, der ikke rummer dét at finde på egen tekst, med følelsesmæssig dybde og kunstnerisk integritet, og jeg vil være et andet sted, i søgen)

Jeg ved ikke, hvad jeg skal fokusere på som opdyrkelse af lønindtjeningsaktivitet, hvis jeg skal tage det alvorligt, at mine penge løber ud og at ingen muligvis vil ansætte mig. Men i disse år behøver jeg den frihed, som pengene giver mig – og har svært ved at leve mig ind i en plænlægning af en imødegåelse af en fremtid, som kun er virkelig for mig i en praktisk forstand.

Gøre Hvad?!