eDigtsamlinger og Sci-Fi-noveller rykker
Ny novelle i tryk.
Jeg bidrager med en novelle, Kastanjekuglen, og dertil er der noveller af Chris d’Amato og Rasmus Wichman. Samt anmeldelser, nekrologer og artikler.*
Himmelskibet, Magasinet for Fantastik, ér netop dét: En udtryks- og udgivelsesplatform for alt, der relaterer sig til den fantastiske genre af interesse for danske læsere, givet også med blik for og på, at danske og andennationalitets-læsere i denne genre ofte er selvhjulpne hvad angår nyheder. Continue reading “Himmelskibet #37, 2013”
Kan man tillade sig at håbe på en fremtid i Danmark?
Så er det dén tid igen, mange har ventet på. Denne gang ikke blot 15, men hele 32…
32 danske unge og ældre, ubeskrevne og erfarne science fiction-forfattere under samme tag. Continue reading “Science Fiction: Lige Under Overfladen 7 og 8 – udgivelsesdatoer annonceret”
Seneste nummer. Jeg bidrager med en sød sag.
Udgivelsesside
Indhold
Hva’ fan er sword and sorcery? – Af Klaus Æ. MogensenJeg må oppe mig til næste gang.
“Science Fiction is just a fact of everyday life.”
Det her tænkes at være en teknologi-showcase, et visitkort for nogen, der ville fremvise/blære sig med særlige visuelle eller designmæssige evner. For der er ikke investeret megen kreativ energi i udviklingen af karaktererne eller den overordnede troværdighed i hele præmissen; det er på alle måder robotterne, der løber med historien:
GNN, et nyhedsselskab, har fået eneretten til at rapportere fra offentliggørelsen af et storstilet eksperiment med ‘utility’-robotter gående frit omkring blandt lokalbefolkningen på en stor ø ud for Kinas sydkyst.
Alt går galt. En misundelig co-opfinder har ændret i robotternes kode for at diskreditere projektets bagmand og offentlige ansigt, men hvad der skulle have været nogle mindre uheld på live-TV bliver i stedet et blodbad, da alle løsgående robotter ved den mindste provokation eller registrering af lydighedsnægtelse ‘kontrollerer’ (=dræber) ethvert menneske på den mest bestialske måde. Ikke fordi robotterne er selvbevidste – (som én siger undervejs “well, I hope not” …) – eller designede som krigsrobotter, men fordi de forskellige robottyper har monteret forskelligt værktøj på deres arme og blot bruger dét til at effektuere deres autoritet.
Mens kameraholdets kamp for overlevelse ender i vandkanten med udsigt til brændende oliebeholdere i industrihavnen ovre på fastlandet, kæmper den altruistiske (og åbenbart meget filosofisk ubegavede) pengebagmand, der blot ønsker at robotterne skal være “companions, not servants”, til det sidste for at finde en måde at få en omprogrammering sendt af sted med satellit til de mange robotter.
Ophavet til Stainless Steel Rat, Bill the Galactic Hero, Deathworld, Make Room, Make Room og mange andre.
Alle dør. Undtagen dem, der lever videre i deres værk. En sådan er Harry Harrison, som døde i går. Størstedelen af hans værk er ikke litteratur i kunstnerisk forstand, men det var med stor selvbevidsthed, at han i over 50 år holdt skansen hvad angår tungen-i-kinden science fiction – med så uforglemmelige parodier på dårlig science fiction som Bill the Galactic Hero og the Stainless Steel Rat.
Der er meget at være taknemmelig for: The Stainless Steel Rat holdt han i live ret frem til sit 85. år i 2010; den poetiske ‘Eden’-serie kan jeg huske jeg i min pure ungdom oversatte et digt fra og over for en kæreste (skammeligt) udgav det for at være mit eget; Deathworld-serien (da. ‘Dødens verden’ 1967) var med sin analogi om menneskenes behandling af Jorden et blik ind i en helt anden måde at forholde sig (filosofisk) til verden på, og Make Room, Make Room! (da. ‘Gør Plads, Gør Plads!’ 1973) var en øjenåbnende, fugtdrivende beskrivelse af et samfund i undergang, i hvilken megabyen New York kæmper med udfordringerne fra 35 millioner mennesker, beskidt vand og fødevaremangel. (Med Soylent Green (1973) gav MGM verden Hollywood-versionen af hverdagens rædsler – ved at fokusere på, hvor maden kom fra, snarere end på de virkelige rædsler ved at leve i en overbefolket verden.)
I 2009 blev Harry Harrison udvalgt som modtager af Damon Knight Memorial Grand Master Award af the Science Fiction and Fantasy Writers of America.
R.I.P. Harry Harrison, creator of the Stainless Steel Rat, Bill the Galactic Hero, and Soylent Green.
The Official Harry Harrison Website.
—
Jeg havde fornøjelsen af kortvarigt at møde manden selv i 2007, til Eurocon i Danmark. HH viser (retmæssigt) sin utålmodighed med fotografen i dette billede. Jeg selv ser lidt betuttet ud, fordi det er fotografens 4 forsøg …
Bogen, han signerede til mig ved konventet, er “in our hands the stars” (meget poetisk titel), hvor ikke mindst omslaget viser hans stærke danske tilknytning … Han boede i DK i 7 år, men flyttede tilbage til USA, fordi han fornemmede at hans børn svært ville kunne integreres i amerikansk kultur, hvis han blev her længere.
“Genopfindelsen af Sorg” hedder mit bidrag.
For sjette gang har Science Fiction Cirkels forlag med Carl-Eddy Skovgaard ved roret indsamlet noveller til en så eksklusiv event som en dansk Science Fiction-antologi.
Jeg bidrager med en af de længere noveller – Genopfindelsen af Sorg: Når man kan tænke alt andet ind og ud af eksistens eller synlighed, hvordan forholder man sig så til det faktum, at man ikke med sin Tænken kan påvirke sit eget liv?
[læseuddrag]
Titel: Fremmed Stjerne – Lige Under Overfladen 6
Udgivelse: 15. august 2012
Pris: 298,- (det er billigt!)
Sideantal: 400
Omslag: Manfred Christensen
ISBN: 978-87-90592-65-3
Forlag: SFC 2012
Bidragydere:
Flemming R. P. Rasch: Hotellet ved verdens ende
Sofie Boysen: Savner du din far?
Hanne Rump: At bede en stille bøn
Mogens Graae Hansen: Hvad man ønsker
Beatrix Miranda Ginn Nielsen: Orm
Maria Kjær-Madsen: Aldrig mere svag
Lise Andreasen & Glen Stihmøe: Samtaler på bryllupsdagen
Nicole Boyle Rødtnes: Koden under huden
Mikkel Harris Carlsen: Dette er mit legeme
Richard Ipsen: Jeg husker alt
Kenneth Krabat: Genopfindelsen af sorg
Gry Pil Lund Ranfelt: Den lykkelige slutning
Oliver Ruby: Hvis dette var science-fiction . . .
Jesper Rugård Jensen: Fredag formiddag
Maik Jensen: Museumsinspektøren
Lars Ahn Pedersen: Zoo
Klaus Æ. Mogensen: Julemandens store nat
Bjarke Sølverbæk: Maskinen der skrev
A. Silvestri: Højdepunkt
Manfred Christiansen: Peblingesøen
Michael Kamp: Fremmed stjerne
Simon Christiansen: Roboethius de Dacia
Lonni Krause: Slagelse versus Kuiperbæltet
Patrick Leis: Utilsigtede bivirkninger
Gudrun Østergaard: Sidst på eftermiddagen, først på aftenen
Nikolaj Johansen: Atomvinter
Henning Andersen: Aldrig skal forlade dig
Genopfindelsen af Sorg
(et læseuddrag fra 2. afsnit)
Han Ryddede op efter måltidet og gik i bad for også at vaske det nye blod af sig. Han var stadig sulten. Næsten ubevidst Satte han to doner fra nærmeste fødecyklus i leveringskø til senere. Understregede: De skal være livlige!
Under badet strejfede tanken ham for hundredeenogtyvetusinde gang: Hvorfor kan ingen Folke bruge Tanken på sig selv? Ingen ville skulle bruge transportmaskiner og ingen ville behøve at dø. Og for hundredeenogtyvetusinde gang besvarede tanken sig selv med Ophavets uangribelige tilbagevisning: ”Vi ved ikke hvorfor, men det kan vi ikke”.
Selvfølgelig var hans andel i Fællesskabets forståelsesforsøg lig alle andres, men at have renset sig, og stykket alle ubesvarelige spørgsmål pænt væk i afklaret bevidsthed, når man storFluxede, var tegn på omsorg. Efter en vis alder ikke at lægge dette spørgsmål til debat, selv ikke med nære, med FædreMødre eller bare ens egen nærkritiker, var tillige et anerkendt tegn på modenhed.
Var han umoden? Han kunne tydeligvis ikke blive færdig med spørgsmålet om selvPåvirkning; at forestille sig at kunne Bruge sine medfødte evner på sig selv, frem for kun på andre og andet, var som at have en kløe lige på midten, hvor man aldrig kunne nå uden at skrabe mod noget!
Efter badet, og efter have spist igen, denne gang alt for meget og for hurtigt – de var usædvanligt livlige og store, de reserverede doner – var han rastløs.
Han havde lyst til at gå i subflux, men selv dét forekom for distraherende til at holde tankerne fokuseret på arbejdet. I stedet fladede han ud med fuldt lysindfald helt henne ved udsigten, og forsøgte at falde til ro dér i varmen.
Han var jævnligt i subflux med Folker, han aldrig fysisk havde mødt og følgelig aldrig synkroniseret med. Subfluxgruppen delte fascinationen ved forestillingen om selvTænken. I gruppen kunne enhver bidrage med spekulationer og erfaringer med egne forsøg og idéer, uden sidenhen at kunne viderebringe samtalepartneres tanker og aspirationer og – hvad der var vigtigere – ikke blive anklaget for selv at bruge af andres progression til egen fremhævelse.
Det var altid spændende at udveksle i subflux. Forestillingen alene, at en af hans kontakter dér skulle patentere den illusoriske selvPåvirkning, som alle – helt tilbage til Ophavet – så vedvarende tilbageviste, var et stærkt incitament for afmålt og præcis kommunikation.
Han havde lige så ofte tænkt, at det ville gå meget hurtigere, hvis ikke alle gjorde lige som han. Hvis de bare dækkede sig mindre ind, eller fejlede i deres maskering af intentioner og erfaring… Han håbede og ønskede, at de ville. Så hans chancer for at blive dén, der kom til den største indsigt, ville vokse… Så han kunne være dén, der ledte vejen for alle andre…
Et indgående opkald afbrød hans behagelige forestillinger. Autosvaret, han havde indtalt tre dage forinden, gav besked om, at han arbejdede, men han lyttede med på linien.
“Du kender mig som HagoX23.”
HagoX23 var en af hans kontakter fra subflux. Den mest forstyrrede og irrationelle – men samtidig også den mest tankevækkende af dem alle. Opkaldet i sig selv var et enestående brud på alle uudtalte regler mellem subfluxkontakter. Hans overhud føltes med ét helt tør og stram og han Bragte sin transporter tættere på maskinens højtaler.
Stemmen fortsatte med at tale til optageren: “Jeg Tænkte invasionen bort. Den var meget forstyrrende. Jeg udvalgte én af de centrale invadører og Tænkte resten i fødecyklus. Dette væsen er Isoleret hér…”
Et talkodekoordinat fulgte, som maskinen oversatte til et 3D-kort med et koordinat og mødetidspunkt, der svævede over højtaleren.
“… Og jeg har udvalgt fem af jer til at deltage i et lille eksperiment. Snarest. Jeg ved, at I vil komme. Intet protokolbrud.”
Udsagnet fik hans overhud til at bølge og pletstivne. Et eksperiment! Intet protokolbrud betød ingen åbenlys synlighed. Alle skulle opretholde subflux under mødet. Han havde aldrig prøvet elektrofeltblokering. Selvfølgelig måtte han af sted!
Ét var ikke at kunne fluxe i subfluxnetværket – hvilket var betryggende på mange niveauer. Noget helt andet var rent faktisk at være i nærheden af Folker, han så længe havde debatteret med, uden at kunne opnå fælles bevidsthed – fordi en anden (HagoX23) anså et ”eksperiment” som så vigtigt, at han eller hun turde risikere alt ved at sætte udvalgte subfluxere fysisk stævne …
Forestillingen om isolation i nærheden af andre var meget stimulerende. En ny og skræmmende følelse, der måske ikke ville hue Fællesskabet. Men stimulerende ikke desto mindre.
“… Du vil ikke fortryde.”
En taber ikke én, der har tabt, men én der giver fortabt.
If every good thing we do gets erased, and every bad thing we do gets erased, it doesn’t really matter, what we do.
— Repeaters 2010
– det personligt temporale fænomen, loopet – ses ikke ofte.
Det skyldes formodentlig, at sådan dramatisk kalamitet, især når Point of View ligger hos flere hovedpersoner, som er tilfældet hér, forudsætter at manuskriptforfatteren ikke bare kan lægge ansvaret for alt utroværdigt over på en enkelt hovedpersons indre verden, men skal kunne redegøre for en eller anden form for skæbne eller dømmende og udøvende (al)magt (= Gud, Satan, overlegne Aliens), som har logisk grund til at udfordre hovedpersonerne så voldsomt. Det er en balancegang på barberbladsæg, hvis fortællingen samtidig skal kunne engagere nok til at budskabet synker ind.
I Groundhog Day var Bill Murray den eneste, der vidste, at dagen gentog sig – gentagelsen holdt først op, da han gjorde alt uegennyttigt og med kærlighed; fortællingen var en venlig og morsom allegori. I Triangle var det kun den kvindelig hovedperson, som vidste at altid var en gentagelse, men nægtede at se det i øjnene; det var en uvenlig og nådesløs allegori.
“Here lies Ray Bradbury, who loved life completely.” — RB
I dag døde Ray Bradbury, 91 år. Det skulle jo ske en dag, men… fuck!
Det var med “R for Raket” han rykkede ind i min bevidsthed. Dernæst fra Stig Vendelkærs serie, SV Science Fiction (“Mere spændende end en kriminalroman!” i sort bjælke hen over omslaget…) bogen “Mælkebøttevin”, som vel sagtens er den første “voksenbog”, jeg læste – længe, længe før jeg forstod forskellen.
Mælkebøttevin… støvet på gaden i den lille by i den lange sommerferie, hvor børnene møder truslen fra det kommende – den gryende forståelse af tab, usikkerheden ved hvad der skal komme, opfattelsen af fremtiden som mørk snarere end selvfølgeligt lys, verden som “delt” snarere end børnenes egen…
Forstod jeg det hele? Næppe. Forstod jeg de dybere lag? Næppe. Men jeg genkendte frygten og usikkerheden og følelsen af at blive isoleret fra det kendte og det vante og blive tvunget ud i en usikker verden fuld af udfordringer, der ikke kunne forstås – også selvom jeg ikke kunne sætte den i ord.
Det var nu ikke, fordi han var til nogen hjælp, Bradbury. Ikke på dén måde. Havde jeg læst den senere, som et dokument om overgangstiden, så måske – men jeg var præcis gammel nok til, at det var en beskrivelse af, hvor jeg selv var, eller lige havde været.
LA Times blog
Billedserie fra fødsel til død
Ray Bradbury: Story of a writer (1963)
A Conversation with Ray Bradbury by Lawrence Bridges (2009)
Wow!
Prize for winning author and translator is $ 350 each.
ARESFFT President Professor Gary K. Wolfe said: “I think this list proves that once you start looking for it, the diversity and quality of translated science fiction and fantasy are considerably greater than most of us had suspected, and I hope the nominations list calls attention to works too often overlooked by the usual awards processes.”
The money for the prize fund was obtained primarily through a 2011 fund-raising event for which prizes were kindly donated by George R.R. Martin, China Miéville, Cory Doctorow, Lauren Beukes, Ken MacLeod, Paul Cornell, Adam Roberts, Elizabeth Bear, Hal Duncan, Tansy Rayner Roberts, Peter F. Hamilton, Ann & Jeff VanderMeer, Nalo Hopkinson, Juliet E. McKenna, Aliette de Bodard, Nicola Griffith, Kelley Eskridge, Twelfth Planet Press, Deborah Kalin, Baen Books, Small Beer Press, Lethe Press, Aeon Press, Jon Courtenay Grimwood, Kari Sperring, Helen Lowe, Rob Latham and Cheryl Morgan.
2012 Nominees | Science Fiction & Fantasy Translation Awards.
![Harry Harrison is dead [Science Fiction]](https://krabat.menneske.dk/kkblog/wp-content/uploads/2012/08/HarryHarrison_udsnit.jpg)
