If every good thing we do gets erased, and every bad thing we do gets erased, it doesn’t really matter, what we do.
— Repeaters 2010
Gentagelsen som tidsrejse
– det personligt temporale fænomen, loopet – ses ikke ofte.
Det skyldes formodentlig, at sådan dramatisk kalamitet, især når Point of View ligger hos flere hovedpersoner, som er tilfældet hér, forudsætter at manuskriptforfatteren ikke bare kan lægge ansvaret for alt utroværdigt over på en enkelt hovedpersons indre verden, men skal kunne redegøre for en eller anden form for skæbne eller dømmende og udøvende (al)magt (= Gud, Satan, overlegne Aliens), som har logisk grund til at udfordre hovedpersonerne så voldsomt. Det er en balancegang på barberbladsæg, hvis fortællingen samtidig skal kunne engagere nok til at budskabet synker ind.
I Groundhog Day var Bill Murray den eneste, der vidste, at dagen gentog sig – gentagelsen holdt først op, da han gjorde alt uegennyttigt og med kærlighed; fortællingen var en venlig og morsom allegori. I Triangle var det kun den kvindelig hovedperson, som vidste at altid var en gentagelse, men nægtede at se det i øjnene; det var en uvenlig og nådesløs allegori.
I Repeaters, på et narkobehandlingshjem ude i vildmarken, ved tre hovedpersoner, at i dag er den samme dag som i går – de deler virkelighed og kan forholde sig fælles til denne nye realitet: At de vågner til den samme dag hver dag.
Filmen følger dem, mens de finder sig konfronteret med nytten af at gøre, hvad de helst vil, men aldrig har turdet eller evnet.
Det er så hér, at formålet med den filmisk dramatiske gentagelse skal bevise sig:
For at bekræfte det almægtige forfatterherredømme og for at fremstille formålet ikke blot med narkobehandling men med livet i sig selv, skal der være en taber. Vi skal se, at en taber ikke én, der har tabt, men én der giver fortabt. Og forstå, at livet får værdi af de kampe vi kæmper for noget, der har betydning for os.
Det bliver en kende “ungt” sine steder – som måske skyldes producentens unge alder og erklærede ønske om at lave film “med mening”.
Trods fokus på svigtede unges gentagelser af manglende grænser, er Repeaters dog ikke er en ungdomsfilm. Filmen har sit stærkeste budskab i, at den tvangsmæssige gentagelse af barndommens og ungdommens programmeringer er noget alle mennesker har til fælles, og må bekæmpe, hver på sin måde.
Optimismekurven er dog noget forudsigeligt nedadgående, men opvejes af en sublim fremstilling af sindssyge, ikke blot i dialog, regi og i spil, men også i forståelsen af, hvad det egentlig vil sige, at livet opleves som værende uden mening.
Mesterligt spil hér af Richard de Klerk, som også har produceret filmen igennem sit eget selskab, Rampart Films.
