If every good thing we do gets erased, and every bad thing we do gets erased, it doesn’t really matter, what we do.
— Repeaters 2010
Gentagelsen som tidsrejse
– det personligt temporale fænomen, loopet – ses ikke ofte.
Det skyldes formodentlig, at sådan dramatisk kalamitet, især når Point of View ligger hos flere hovedpersoner, som er tilfældet hér, forudsætter at manuskriptforfatteren ikke bare kan lægge ansvaret for alt utroværdigt over på en enkelt hovedpersons indre verden, men skal kunne redegøre for en eller anden form for skæbne eller dømmende og udøvende (al)magt (= Gud, Satan, overlegne Aliens), som har logisk grund til at udfordre hovedpersonerne så voldsomt. Det er en balancegang på barberbladsæg, hvis fortællingen samtidig skal kunne engagere nok til at budskabet synker ind.
I Groundhog Day var Bill Murray den eneste, der vidste, at dagen gentog sig – gentagelsen holdt først op, da han gjorde alt uegennyttigt og med kærlighed; fortællingen var en venlig og morsom allegori. I Triangle var det kun den kvindelig hovedperson, som vidste at altid var en gentagelse, men nægtede at se det i øjnene; det var en uvenlig og nådesløs allegori.
