Year: 2010

Jamen, hvem skriver du for, siger romanforfatteren til digteren. Du kan da ikke bare skrive for dig selv.

Hvem skriver du for, siger digteren til romanforfatteren. Du tror da ikke, at du skriver til “folk” eller noget andet, der findes?

Jo, selvfølgelig skriver jeg til mine læsere, og de findes da derude, det ka man da se på salgstallene, siger romanforfatteren.

Okay, hvis ret skal være ret, så skriver jeg ikke engang for mig selv, for den person jeg skriver til, findes ikke endnu, siger digteren. Jeg skriver…

Altså, nu kan man jo sige meget om skriftens modtager… siger studieværten.

Ja, det kan man, siger digteren, men det bliver ikke af dig. Henvendt til romanforfatteren: Kan du ikke se, at det ikke er os, der er til debat her? Det er ikke os, der er på skærmen? Det er mediet, der er programmet og ikke en debat om den nyeste litteratur. Det er alt det, mediet kan og kan kontrollere, der er på programmet.

Jo, men… siger romanforfatteren.

Jeg tror, at tiden er… siger studieværten.

Jeg kan sidde hér og være hånlig, siger digteren, og så er det dét, folk husker, for det er dét TV’et viser. Jeg kan være intelligent og sige til dig, at du ikke aner, hvem det er der læser dine bøger og hvad der egentlig sker i dém, der gør. Og så vil de, der forstår hvad jeg siger, huske at jeg er intelligent, mens mediet sørger for at alle andre skubbes væk af min intelligens. Jeg kan også trække bukserne ned og lege med min pik for åben skærm, og så er det dét folk ser. Ja, det må jeg hellere. Maestro, musik.

Orkesteret sætter spontant i med The Stripper og digteren begynder at smide trøjen. Det knitrer i mikrofonen.

Jeg kunne også fremsige et digt imens, og formilde min overskridelse i bedste sendetid, siger digtere, og når jeg så siger, at jeg ikke lige nu kan huske noget, der passer til dét her, vil jeg blive husket for dét. Og hvis jeg er nødt til at tage mikrofonen af og hengive mig til kun at være billede på skærmen, uden talemulighed, så er det dét, jeg bliver husket for. Pantomime på en mørk hulevæg.

Er det, hvad du er nødt til at gøre for at sælge dine bøger, siger romanforfatteren.

Foreløbig har jeg ikke gjort noget andet end dét jeg er, siger digteren. Hvis det jeg gør har betydning for læserens opfattelse af min skrift, jamen så er hér en bred indgangsdør til værket, værsgo, kom indenfor. Han får endelig hæftet mikrofonen af og trækker trøjen over hovedet. Musikken ér stoppet.

Du vil gerne debattere noget… siger studieværten.

Er det ikke, hvad det er, det her, siger digteren. Et debat- og nyhedsprogram?

Jo, men vi har folk ventede i kulissen, siger studieværten.

Jamen, så bring dem alle sammen ind, siger digteren. Kom med dem alle sammen og åbn nogle flasker cava samtidig. Så skal vi sgu få samtale, som vil flytte klodser.

Det er faktisk en god idé, siger romanforfatteren.

Vi har ikke plads i sofaen… siger studieværten.

Så laver vi plads, siger digteren og romanforfatteren i munden på hinanden.

Jeg… siger studieværten. Ind fra højre træder fire mennesker, to kendte, to endnu ukendte.

Digteren springer op og går hen og præsenterer sig. Romanforfatteren følger trop. Vil I ikke sidde, siger digteren.

Jo, tak, siger både den berømte og tolerante erhvervsmand, den aldrende danser, kvinden med kræft i hjernen der blev helbredt ved tankens magt og teenageren som havde vundet en Ruslandsrejse, der viste sig at være organiseret slavehandel.

Hvorfor er det lige dig, der skal være studievært, siger den aldrende danser til digteren.

Jamen, ham der gjorde det ikke særlig godt, og så forsøgte jeg bare at sige noget væsentligt, siger digteren. Jeg behøver ikke jobbet. Og nu er I her jo.

Synes du, det er mest sjovt, at du sidder i bar overkrop på direkte landsdækkende tv, eller ér det en karrierehandling, siger den tolerante erhvervsmand.

Er det ikke en karrierehandling, det du gør lige nu, siger digteren.

Jo, siger den tolerante erhvervsmand, det har du helt ret i.

Men det er jo ikke til at adskille fra resten af vores liv, er det vel, siger romanforfatteren.

Nej, siger danseren og ler, de to hænger altid sammen, og sikkert uanset hvilken branche man end bevæger sig i. Vi har lige talt lidt sammen ude i kulissen og Grethe har ikke rigtig lyst til at være her. Er det okay, at jeg siger det, Grethe?

Kvinden med kræft i hjernen, der blev helbredt ved tankens magt, nikker, men siger ikke noget selv.

Men hun er her, fordi hun vil dele noget med andre, som hun synes er vigtigt, siger den aldrende danser. Den lille del af hendes liv – nuvel, den er nok ikke helt så lille endda – men den del af hendes liv, som andre kan drage nytte af, vil hun gerne give til andre. Og som sagt har hun ingen andre ambitioner med at være her end netop dét. Og så vil hun gerne tilbage til sin egen verden, ikke Grethe?

Jo, siger Grethe.

Alle ser på hinanden. Studieværten har hånden over øret med ørehøjtaleren. Digteren tager den aldrende danser i hånden og fører hende hen til sofaen. De andre tre fra kulissen følger med. Studieværten rejser sig og byder Gretha sin stol. Hun ryster på hovedet og sætter sig i sofaen til venstre for den aldrende danser. Erhvervsmanden tager teenageren som havde vundet en Ruslandsrejse, der viste sig at være organiseret slavehande,l i hånden og sætter hende i studieværtens stol, og sætter sig i sofaen på højre side af den aldrende danser. Romanforfatteren nikker til studieværten, som griber fat i den anden side af bordet i midten mellem møblerne, og sammen slæber de det ud til siden. Digteren sætter sig på gulvet neden for Grethas plads med skulderen op af sofaen, romanforfatteren sætter sig på den anden mindre sofa, og det samme gør studieværten.

Nogen ville kalde det her et tableu, siger romanforfatteren, og ryster samtidig på hovedet, så det fremgår at det ikke skulle have være sagt. Stilheden knitrer en smule.

TAL, kan man høre nogen sige. Studieværten drejer hovedet og ser ud til siden. Ser så på sine gæster igen.

Jeg har tænkt meget over, hvad jeg skulle sige, siger teenageren som havde vundet en Ruslandsrejse, der viste sig at være organiseret slavehandel. De ser alle på hende med interesse.

Men nu kan jeg ikke finde ud, om det er vigtigt, fortsætter hun.

Prøv at sige det, siger digteren.

Altså, de var alle sammen så venlige, alle dem jeg mødte, lige indtil de ikke var det længere, siger hun. Altså… Hun ser ned i skødet.

Romanforfatteren rækker over og tager hendes hånd. Teenageren som havde vundet en Ruslandsrejse, der viste sig at være organiseret slavehandel, løfter hovedet. De var alle sammen så venlige, siger hun, nej, de var hjertelige og varme, og så pludselig var de det ikke længere. Jeg har svært ved at forstå, at det er muligt at virke som om, man er et varmt og dejligt menneske, og så pludselig skifte om til noget andet. Det er det værste for mig ved det, der er sket.

Sådan var min far, siger den aldrende danser. De ser alle sammen på hende.

Din far, siger romanforfatteren. Som vi alle kender som den varmeste person i dansk revyhistorie?

Ja, siger den aldrende danser. Og jeg forstod heller ikke noget. Og forstår det stadig ikke. Men det var lige som en kontakt, der blev tændt og slukket. Ikke noget, jeg tror, han havde reelt kontrol over, han var jo afhængig af at være morsom og varm og sprudlende og fuld af sjove og begavede indfald. Men tænd, sluk, sådan var han hele livet. Jeg var glad, da han døde. På hans vegne.

Der er altid håb, siger Grethe. Alle ser på hende. Jo, se på mig, siger hun. Jeg lever.

Jeg blev opereret for leverkræft sidste forår, siger studieværten. Alle ser på ham. Han trækker op i trøjen og viser et langt ar i maven. Alle troede, jeg var på kærlighedsferie i Alperne, men det var rekonvalescens efter operationen. Det var derfor, der ikke var nogen billeder fra pisterne. Han trækker ned i trøjen. Jeg ved ikke, hvornår jeg dør, man kan åbenbart aldrig sige noget med sikkerhed, når først man har fået kræft i leveren.

I ved godt, at I er på nationalt tv, ikke, siger digteren. Han ser på dem alle efter tur.

Alle nikker efter tur.

Digteren nikker også.

Kan du ikke sige noget om økonomien, Svend, siger den aldrende danser.

Den tolerante erhvervsmand ser overrasket ud, og ler så. De andre på scenen ler også. Publikum ler med.

Den går op og ned, siger Svend. Alle ler igen.

Hvad er… Øj, det er svært, det her, siger romanforfatteren, men jeg er nødt til at prøve at sige det.

De ser alle sammen på ham.

En af de ting, siger han, som jeg ved jeg har ledt efter i alle mine bøger, og når jeg tænker og taler med mennesker… Hvad er værdien i livet? Eller snarere, hvad er livets værdi?

Ingen siger noget.

Vi er så forskellige, siger romanforfatteren, og når vi som argument behøver, at vi alle sammen vil det samme, og drømmer om det samme, og længes mod det samme, og egentlig har de samme behov, så siger vi dét. Og når vi behøver det modsatte argument, at vi egentlig ikke rigtig forstår hinanden, og hele tiden er nødt til at forklare for hinanden og for os selv, hvad forskellen er på de mange, mange forskellige måder, vi udlever vore behov og længsler og drømme og behov, nå, det har jeg sagt… så bruger vi dét argument. Og begge argumenter er sande. Vi er både ens og ikke ens.

Den aldrende danser og digteren og Svend nikker.

Det gør værdien af livet meget svær at få skovlen under, siger romanforfatteren.

Alting fortsætter bare, siger Svend.

Ja, siger romanforfatteren. Alting fortsætter bare.

Eller ophører, siger studieværten.

Ja, eller ophører, siger romanforfatteren. Alle tilstande er til stede samtidig. Mens Ulla bliver kidnappet af slavehandlere, får Jørn kemo i de Schweitziske alper…

Det var altså sidste år, siger studieværten.

Den relative tid er uden betydning, siger romanforfatteren. Mens Ulla er i Rusland på vej til gud-ved-hvilke-kummerlige-forhold, får Jørn Kemo, og Anastasia siger farvel til sin schizofrene far, og Svend mister 500 millioner på en fejlsslået merger osv. Historien, der fortælles er en evig historie. Men den er samtidig kun en historie. Og så er mit spørgsmål: Hvordan får vi dét ud af historien, som gør at vi synes at livet har værdi, og hvilken værdi er dét så?

Jeg lever i dag, fordi jeg troede i går, siger Grethe. Er det ikke dét, du leder efter?

I mit hoved, siger romanforfatteren, i mit hoved forstår jeg godt hvad du siger. Og i mine følelser forstår jeg dig. Men egentlig forstår jeg det ikke. Når du dør – og tag det ikke personligt – så lever jeg videre…

Grete nikker.

For mig er svaret, at vi ikke slås hér, siger Svend. De ser alle på ham. Fred er livets værdi for mig. Jeg gør det hver dag. Slås, mener jeg. Ikke med sværd og blod, men det er en kamp.

Står du så foran spejlet og ser en kriger stå derinde, siger Anastasia. De ler alle sammen. Publikum ler med.

Svend smiler stort til hende. Ja, det gør jeg faktisk, siger han. Hver morgen tager jeg min rustning på, og jeg vælger slips efter dagens vigtigste kamp, som jeg kender den. Og på kontoret har jeg et par slips i andre farver, hvis det skulle blive nødvendigt.

Jeg smilede, siger Ulla. De ser alle på hende. Jeg smilede, siger hun og ser ned i skødet. Romanforfatteren klemmer hendes hånd. Da de begyndte at blive ubehagelige og skiftede fra at være venlige og varme til kommanderende og kolde, begyndte jeg at smile hele tiden. Jeg ved ikke, hvordan jeg kom på det, det kom bare til mig, tror jeg. Og det virkede. Jeg gjorde, som de sagde. Når de bad mig tage tøjet af, så de kunne undersøge mig, og tage billeder af mig, og… og… og…

Du behøver ikke sige det, siger romanforfatteren.

Jo, jeg gør, siger Ulla. Mens de voldtog mig, smilede jeg, og lo, og jokede, det var som om jeg kunne se det sjove i alting, bare den mindste lille detalje, som f.eks. en edderkop oppe i hjørnet ved vinduet over madrassen, mens den her lille fede, behårede mand lå oven på mig, edderkoppen blev pludselig hvirvlet ind i sit eget spind, det må have været en luftstrøm fra vinduet, den snurrede rundt og rundt i sit eget spind og måtte bruge meget længe på at kæmpe sig ud af, og lige så snart den var ude af det, begyndte den at reparere spindet, og dér lå jeg, mens han pumpede løs og kameramanden spiste en sandwich, og lo og lo og lo. Jeg tror, de troede, at jeg var blevet sindssyg, men det var jeg ikke. Og de begyndte at behandle mig, som om jeg var én af dem, og det var en af grundene til at jeg kunne flygte.

Ingen siger noget. Digteren samler sin trøje op fra gulvet og trækker den over hovedet, klipser derefter mikrofonen på, som han har i hånden.

Jeg har været her meget længe, siger Anastasia. De ser alle på hende. Jeg er gammel. Min krop er træt, og jeg er ved at blive træt af at være træt. Hun sukker. Jeg ved godt, at den gængse holdning og dét, folk altid siger i den slags situationer, og jeg gør det selv, er at jeg har levet et langt og indholdsrigt liv. Men jeg har sgu ikke levet færdig. Det er bare kroppen, der ikke vil mere. Og den er der ligesom ikke noget at argumentere med. Jeg har ikke lyst til at komme herfra, men kroppen er uenig. Og jeg har brugt hele livet på at få kroppen under kontrol, så jeg kunne lave alle de der piruetter og vanvittige spring og vrid og alt det andet, og nu vil den ikke mere, og hvis jeg forsøgte, om jeg så varmede op i to timer, ville jeg sikkert både brække og forstrække et eller andet. Jeg kan bare ikke længere kontrollere den. Så, når jeg taler med min krop…

Digteren, romanforfatteren og Svend små-ler.

Når jeg taler med min krop, siger Anastasia og smiler, så siger den til mig, at den er mig og jeg er dén, og at jeg aldrig har haft kontrol. Og jeg forstår det ikke. Jo, jeg forstår det, men jeg forstår det alligevel ikke rigtigt.

Grethe nikker. Da jeg fik konstateret min svulst i hjernen, siger hun, troede jeg, at jeg havde gjort noget forkert. Det troede jeg faktisk meget længe. Jeg havde været ryger, jeg havde levet for længe i et dødt ægteskab, mine voksne børn var altid i totterne på hinanden, min mand… Hun ser ned, men ser straks op igen. Jeg troede, at der var noget galt med mig, altså som menneske, fordi jeg havde fået den her hjernesvulst. Og jeg ved godt, at mange har skrevet og snakket om det her med positiv tænkning, og at folk er ekstremt mistænksomme over for alle, der tjener penge på at tale om det, så det er virkelig svært at få en regulær samtale i gang, især med lægerne, om hvad man som patient kan gøre for at hjælpe sig selv, men så talte jeg med min svulst.

Digteren læner sig tilbage i sin skrædderstilling og ser op på hende.

Ja, siger Grethe og ser ned på digteren. Jeg talte med min svulst. Jeg ved godt, at det sikkert lyder meget underligt, hvordan kan man tale med noget, der vokser i éns hoved, men det gjorde jeg. Hver morgen, mens jeg drak kaffe… min mand var et andet sted… hver morgen spurgte jeg min svulst, hvad jeg havde gjort galt. Og så sad jeg bare og lyttede. Og længe, længe, sagde den ikke noget. Og så en dag gjorde den. Det var lige som med mine børn, efter de var født, der gik lang tid, før de begyndte at bruge et sprog, jeg forstod, men pludselig forstod jeg, hvad svulsten sagde til mig. Den sagde, du er ikke alene.

Digteren, romanforfatteren, Ulla og Anastasia suger hørbart luft ind.

Nej, ikke på den måde, siger Grethe. Den mente, at jeg ikke var alene i verden. Ikke, at jeg havde udviklet den som en støtte i ensomhed, eller at den og jeg var det samme.

Undskyld, at jeg afbryder, siger romanforfatteren, men jeg er nødt til at spørge: Hvad gjorde du så?

Det gør ikke noget, sige Grethe, jeg gjorde ikke noget. Det var svaret, der gjorde det. Jeg kunne pludselig se, at der var for stor forskel på mig og verden omkring mig…

Ah, du balancerede ikke, siger Anastasia.

Ja, siger Gretha. Jeg balancerede ikke. Og så begyndte jeg at spørge min svulst, hvad det ville sige, at der var forskel, og den kom med forslag, og så begyndte jeg, samtidig med min kræftbehandling, at arbejde med at hjælpe mennesker omkring mig. Jeg begyndte i min egen opgang. Der var en gammel kvinde ovenpå, som altid var en halv time om at komme op og ned af trappen, og altid brokkede sig over alting. Vi byttede lejlighed. Først byttede vi senge, og over en måneds tid alle vores ting. Så skulle hun kun en halv trappe op. Hun har det meget bedre nu, og vi har fået sådan et forhold som en mellemting mellem søster, veninde og mor for hinanden. Hun er et meget dejligt menneske, nu hvor hun har det bedre. Og så hjalp jeg en dreng, der tit sad og ventede foran min nabos dør. Detaljerne er ligemeget, men han havde brug for nogen, som lyttede til ham. Han har det også meget bedre i dag, og det har hans mor også. Og så hjalp jeg min grønthandler, der kommer fra Irak. Han forstod aldrig en tredjedel af de breve, han fik fra det offentlige og fra banken og så videre, og vi er kærester i dag, og han er en dejlig og varm mand. Og jo flere mennesker, jeg hjalp, desto mere svandt svulsten ind. Lægerne kunne selvfølgelig ikke acceptere nogen sammenhæng imellem de to, for dem var det strålingen, der virkede, men for mig er det helt tydeligt, at svulsten hjalp mig med at gøre sig selv mindre. Og i dag er den helt væk. Lægerne siger, at jeg ikke længere er syg.

Det er dét, sygdom betyder, siger digteren. De ser alle sammen ned på ham. Han ser overrasket ud. Altså… at være syg er betegnelsen for en diagnostisk afgrænset ubalance, og når ubalancen ikke længere kan påvises, kan man ikke længere betegnes syg. Han ser ned i gulvet.

Ingen siger noget.

Da han ser op igen, ser han vred ud. Men lægerne kan ikke, siger han, angiveligt qva deres lægeløfte, undlade at fastholde observationen af deres patienter, og dertil bruger de statistik. Du har så og så stor statistisk sandsynlighed for at dø eller leve eller udvikle dittedatten komplikationer. Digteren er så vred, at han næsten spytter. Hvilket betyder, siger han, at de fastholder folk i en sygdomslignende tilstand lang lang tid, uden egentlig at give dem muligheden for selv at forstå, hvad det vil sige at være henholdsvis syg og rask. Lægerne holder dem i et vaccuum mellem syg og rask, indtil statistikken… Digteren ser ud til at være ved at græde.

Gretha rækker en hånd ned til digteren, som han tager imod.

Indtil statistikken bliver… insignifikant, siger digteren sørgmodig, og så slipper de folk, farvel, ud af statistikken og ind i en anden statistik. Hans hoved falder ned.

Ingen siger noget.

Digteren løfter hovedet igen. Der er tårer på hans kinder. Undskyld, siger han, og jeg ved godt, at det kan være svært at forstå, men det er ikke mig selv, jeg græder for. Han klemmer og slipper Grethes hånd, og tørrer sine tårer af kinderne med begge hænder. Jeg græder for menneskene. Det er menneskene, der får mig til at græde, tanken og følelsen om, af, skide forholdsord, det er alt det, menneskene bliver udsat for at hinanden, der får mig til at græde. Og især, hvor den samlede intelligens burde vide bedre, som f.eks. i lægestanden, eller i erhvervslivet… no offense… Han nikker til Svend, som ryster en enkelt gang på hovedet. Eller blandt politikerne, eller lærerne, eller hvilken som helst instans, menneskene er underlagt hjælp og støtte og vejledning af, der egentlig burde have begavelse nok til at se alting en smule udefra, men som ikke ser nogen reel kobling imellem deres egne personlige behov som individer, og det de afstedkommer i deres professioner på det større plan med venstrehånds- og rygradsbehandling af deres respektive klienter, menneskene, der behøver dem. Denne adskillelse mellem mennesker får mig til at føle sorg, og så græder jeg. Det er nok lidt patetisk, men savnet er stort.

Hvilket savn, siger romanforfatteren.

Jeg er sikker på, at jeg er rigtig god til at projicere og generalisere, men når jeg mærker noget på min egen krop eller bliver vidne til noget overgå de mennesker, jeg elsker, så ved jeg med sikkerhed, om det her er noget, der er isoleret til mig eller dem, eller om det er noget, der sker andre steder også. Og jeg har oftest også en helt klar fornemmelse af omfanget, om det er meget eller lidt, og på hvilken måde det udtrykker sig. Og jeg siger ikke, at jeg har ret, slet ikke, dét har jeg lært, men dét er min virkelighed, som den udtrykker sig. Ikke en eneste gang har jeg hørt, eller læst, eller forstået noget, der har kunnet modsige det eller gøre dét forkert, som jeg føler og fornemmer. For mig er menneskene ikke bare i hænderne på deres egen frygt. De er også i hænderne på de andre menneskers frygt. Og det er dét, der gør så ondt.

Ingen siger noget.

Hvilket savn, siger romanforfatteren.

Digteren ser op på ham. Det er… siger han. Det er som om der ind over hele billedet af menneskene, som de fremtoner overalt, altså når man ser på menneskene som en helhed, ikke, ligger et andet billede, hvor menneskene ikke er adskilte fra hinanden af manglende forståelse eller frygt.

Må jeg godt sige noget, siger Ulla.

Selvfølgelig, siger digteren og ser over på hende.

Måske er det andet billede det, du gerne vil være, siger Ulla.

Ingen siger noget.

Måske er det første billede dét, du lever og er, siger Ulla. Og det andet er så det, du gerne vil være. Og så græder du egentlig, fordi du kun kan ane det andet, mens det første fylder så meget for dig.

Jeg tror, Ulla har ret, siger Grethe.

Også jeg, siger Anastasia.

Ikke enig, siger romanforfatteren og ser rundt på dem alle sammen efter tur. Dét, jeg tror, Casper siger, er at han reelt oplever at stå uden for eller oven for menneskene og se på, hvad de, hvad vi, gør ved og med hinanden, og at der er en… mulig… virkelighed, billedet hvor menneskene ikke er adskilt fra hinanden af frygt, ret mig, hvis jeg siger noget sludder, Casper.

Casper nikker.

Og denne virkelighed er en virkelighed, som alle, eller de fleste mennesker, er fælles om at behøve at tro på er mulig, men endnu er der ikke tilstrækkelig konsensus til, at denne fredeligere mulige virkelighed kan være en fælles virkelighed. Caspers savn handler derfor om alle menneskers savn, er det rigtigt, Casper?

Casper nikker.

Det er savnet efter ikke at være bange, som stort set alle mennesker deler, siger romanforfatteren.

Men er det ikke det samme som, at det er Caspers egen virkelighed, siger Anastasia. Man kan vel ikke stå så meget uden for, at man ikke er en del af dét, man observerer på?

Må jeg, siger Svend.

Alle nikker.

Nu, hvor vi taler sammen på den her måde, har jeg lyst til at påpege, at jeg er mere end bare én fyr, der ved noget om økonomi og forretning, siger Svend.

Det ved vi godt, siger Anastasia og klapper Svend på knæet.

Jo, men ved dé det, siger Svend og peger mod et kamera. En rød lampe tænder på toppen af det. Jeg behøver bare at komme med et eksempel fra erhvervslivet… Han ser rundt i kredsen.

Ingen siger noget, romanforfatteren nikker.

Fysikken, det vil sige, kvantefysikken siger, at man forandrer på dét, man observerer på, siger Svend. Hvilket udgør en væsentlig del af den monetære helhed. Alle værdier er bundet sammen i ét stort system. Ikke-økonomer kunne nok være fristet til at kalde det et energisystem. Altså, en masse forskelligrettede energier, der holder hinanden i skak, eller mere eller mindre i skak, for der sker jo forskydninger hele tiden, formålet med at beskæftige sig med økonomi er jo netop at flytte energier, bestemte energier, i sin egen retning. Det sker i en overordnet forstand på samme måde som i kvantefysikken, at dér hvor man lægger sin opmærksomhed, flyder energien hen. Der hvor man lægger sin opmærksomhed, flyder pengene hen. Så, det handler om at være opmærksom, hvis man skal tjene penge. Jeg ved, at mange mener, at erhvervsfolk, der tjener ustyrligt mange penge, per definition er uhæderlige tyveknægte, der stjæler og tilraner sig andre folks midler, men som jeg kender erhvervsfolk, er det ikke den overordnede praksis. Selvfølgelig er der altid folk, med flosset moral, eller dén har vi måske alle sammen, men nogles moral er mere flosset. Men generelt tjener folk blot penge ved at være opmærksom på, hvordan pengene strømmer mellem punkter, og hvor de hober sig op. Og så forsøger de at få pengene til at flyde en anden vej, dér hvor de har hobet sig op. De drejer energistrømmen, om man vil, og bliver rige…. Eller de tager fejl eller lægger ikke nok opmærksomhed i forsøget, og bliver ikke rige. Og det er dét Casper taler om, tror jeg.

Casper lægger hovedet på skrå.

Egentlig tror jeg, det er det, vi alle sammen taler om, siger Svend. Fra Mittelbachs søgen efter livets værdi… Han indikerer romanforfatteren med en finger. Over Ullas latter og Grethes samtale med sin svulst, til Anastasias tab af smidighed og styrke og Caspers dobbeltsyn… Han indikerer dem alle efter tur. Og mit eget formål med at være her, som er den upensionérbare erhvervsleders lod… at trøste og tryne, så alle kan føle sig trygge eller opildnede, og samfundets hjul… kan fortsætte med at køre rundt til størst mulig gavn og nytte for det størst mulige antal mennesker… Og dig, Jørn… Svend ser over på studieværten. Dit arbejde med at bringe folk sammen hér, som dine chefer ødelægger på daglig basis, og du bliver alligevel ved.

Studieværten nikker.

Det handler i mine øjne kun om opmærksomhed, siger Svend. Ikke noget andet. Og hvis jeg kommer herfra uden at have sagt mere end det, vil jeg være fuldt tilfreds.

Stiller træskoene, mener du, siger Anastasia.

Nu går jeg ikke med træsko, siger Svend, men… Han rejser sig brat og rækker en hånd ned mod Anastasia. Må jeg, siger han.

Hun griber hans hånd og lader sig trække op at stå. Svend omfavner hende, blidt. Det her har jeg haft lyst til, siden første gang, jeg så dig danse, siger han.

Anastasia lader sig kramme, hendes hånd med de kraftige fingre og røde negle på hans skulder har fat er parat til første skridt i en tango.

Ingen siger noget.

En blandt publikum begynder at klappe. En anden følger trop. En tredje. Og så resten. Bifaldet akkompagneres af piften og begejstringsudbrud.

Svend træder tilbage fra Anastasia, kigger ud på publikum, og på Anastasia. Byder hende sin arm, som hun tager, og sammen går de ud i kulissen.

Digteren rejser sig brat, vakler lidt, vinker kort til publikum og følger efter Svend og Anastasia.

Mittelbach rejser sig fra pladsen ved siden af studieværten, rækker en hånd ud mod Ulla i stolen og Grethe i sofaen, får begge deres hænder, og bukker mod publikum. Ulla og Grethe følger med ham, da han snurrer rundt, og de følges ud i kulissen, hånd i hånd i hånd.

Jørn, studieværten, bliver siddende i den lille sofa, mens bifaldet bliver ved og ved, og lyset dæmpes helt til sort.