Chattede med Boris i dag. Min fotograf- og skulptørven fra Katalonien, som pt. bor (meget billigt i et hus, der skal rives ned om 6 måneder) i Barcelona. Vi talte om min mormor, som døde for nyligt og efterlod min 92-årige morfar til at skabe sig en ny tilværelse – ikke ganske villigt, og med (for) stor eftergivenhed fra min mor. Boris fortalte om sin bedstefar, som lige er blevet 100. Han bruger internettet, skriver mails og chatter, med “kartoffelhænder og gulerodsfingre”, og har generelt et godt og produktivt liv.
Jeg har skrevet breve til min morfar, mens jeg har været på rejse i Finland – ud fra devisen, at han skulle have noget at se frem til. Ikke om noget særligt, blot mine tanker om livet, om end med et fokus på at sige noget, der kunne få ham til at overveje sin egen situation. Når vi har været i rum sammen, har jeg ikke lagt fingrene imellem: Hvis han vil af sted herfra, vil jeg ikke forhindre ham i det. Men hvis han vil blive, skal han gøre det godt for sig selv. Han er naturligvis i sorg, og sorgen har 5 bestemte faser, som den sørgende gennemgår, hvoraf accepten af tabet også markerer overgangen til noget andet. Kan man acceptere tabet, er det muligt at begynde et nyt liv – kan man ikke, hænger man fast i dét, der var, og vil ikke kunne justere sig til de nye omstændigheder, som følger af… i det her tilfælde… dét ikke at have nogen at tale med i det daglige. Man bliver ensom. Måske bitter. Måske aggressiv. Måske dominerende og krævende. Alt sammen personlige udtryk, der bør undgås med alle midler. Derfor vil jeg tilbage til at skrive til ham – jeg skal trods alt være væk 3 måneder, og selvom det ikke bekymrer mig, om jeg har set ham for sidste gang (vi siger altid “på gensyn”), er det mit ønske, at han skal føle at jeg har ham med mig.
Jeg har ikke samme problemer med at ankomme til Washington DC som jeg havde sidste år, men min veninde er blevet fyret fra det store arkitektfirma, hun knoklede 11 timer i døgnet for. Og er derfor hjemme hele tiden. Så, jeg får ikke arbejdet.
Mit manuskript er blevet afvist af forlaget, jeg sendte det til, og det er derfor vigtigt for mig at blive færdig med det efterfølgende, inden tvivlen sætter ind. Til dét behøves arbejdsro; jeg er derfor meget på nettet. I surf og chat får jeg tænkt og fordøjet nogle af de tanker, der følger af at være et fremmed sted, samt fulgt op på overvejelserne om hvor pokker den filosofi hører hjemme, som maser sig ud igennem alt, hvad jeg siger: Jeg er jeg kan jeg vil jeg gør er ét.
Det er helt åbenlyst, at jeg endnu ikke er parat til direkte at skrive om det – måske bliver jeg det aldrig – men det er meget præsent. Og det er ikke determinisme – der er ingen forudbestemthed eller fastlagt skæbne i fremtiden, og det er ikke existentialisme… om end jeg for nyligt faldt over følgende udsagn af Sartre: “frihed er, hvad du gør med det, der er blevet gjort mod dig“. Jeg ved simpelthen ikke, hvad det er. Men det siger mig, at der ingen frihed ligger i at nå frem til den rigtigste løsning på et behov, en trang, et problem – hvis noget, ligger friheden kun i, om omverden vil tillade én at vedblive med at veje mulighederne op mod hinanden, indtil man når til det eneste rigtige at gøre – men det er samtidig heller ikke en forudbestemt skæbne, fordi verden og kosmos er i konstant flux og sørger for, at man hele tiden bliver præsenteret for nye udfordringer og nye fristelser. Det bedste udkomme på min filosofi er at blive glad for den, man er; næstbedst, at man accepterer løsningen på et givet problem, behov, whatever, fordi man har udryddet alle andre muligheder, og derigennem opnår muligheden for at acceptere sig selv.
Som det, man er vil kan gør.
Min veninde, der er indfødt amerikaner og en svamp hvad angår historiske og biografiske data, fortalte om et besøg, hun havde været på i Thomas Jefferson’s hus “Monticello”, som var under konstruktion i 30 år. Jo, huset er noget særligt, hvilket man kan forvisse sig om ved linket til huset selv, men det mest fascinerede ved hendes fortælling om besøget i huset på toppen af bakketoppen, husets særlige konstruktion, der ledte Thomas Jefferson arbejdsdag gennem alle husets rum i løbet af dagen, at han var medforfatter til Den Amerikanske Forfatning, men langt op i livet stadig havde 200 sorte slaver, at han fik 6 børn med sine hvide børns sorte nanny, at han som arkitekten, han var, designede ikke blot sit eget hus, men også det første universitet i Virginia, at han tilbragte sine sidste 30 år i relativ afsondrethed, og at hans gravsten ikke med ét ord nævner, at han havde været præsident… det mest fascinerende var hendes fotografiske hukommelse, hvormed hun begejstret førte mig gennem alle husets rum, så jeg følte, at jeg havde været til stede, som hun selv havde været det. Ganske unødvendigt følte hun det efterfølgende nødvendigt at vise mig de faktiske billeder – det var ved at spolere den store begejstringsbårne oplevelse, hun lige havde givet mig, og jeg måtte værge for mig og fortrække til computeren og min egen genfortælling…
Begejstring er min vej ind i verden, øje til øje. Det er stort set alt, jeg har at vurdere noget som helst med. Begejstring er liv og at være tæt på sig selv. Ægte begejstring, selvklart. For jeg forstår ikke, hvordan det kan gavne nogen ikke at være tæt på sig selv, ikke at kunne blive begejstret!?