Litterært nulpunkt 2: Livsvinter

Og efter Vinter følger Vår, spørgsmålet er bare hvornår!

 

Det er godt at have en terapeut. Som kan bane vejen gennem moradset og lade mig have de følelser jeg har – uden at behøve at finde fejl ved hverken mig selv eller andre. Som definerer det dysfunktionelle som “overlevelsesstrategier” og alle følelser som “nødvendige i øjeblikket”.

Jeg leder efter holdepunkter. Et holdepunkt træder frem under samtalen med terapeuten: Hvad der føles som en kommende eller nuværende død med isolation fra følelser og værdier er en livsvinter.

Livet består af cykler og kan i et “naturligt” længde livsforløb ses som sådan: barndom, voksen, alderdom, død. Alle mennesker gennemgår cykler med begyndelse, midte, afslutning og venten – en relation kan rumme sådanne cykler og nå til et punkt, hvor alt føles dødt eller opbrugt; det kan også være et arbejde, et projekt, et formål med livet, et bestemt gøremål, en tro … ting forandrer sig, relationer til ting og mennesker forandrer sig. Og det gennemgår alt sammen den samme cyklus med begyndelse, midte, slutning og ophør.

Det lyder måske logisk, men det er faktisk en vigtig pointe ved livet, at det nye har kraften til at forandre, det satte kraften til at konsolidere og holde fast, det gamle kraften til at give erfaringen videre, og pausen eller stilstanden eller “døden” kraften til at gøre ingenting, hvile, vente.

Det er vinterens formål. Måske det er den faktiske døds formål også, set fra et menneskeligt perspektiv – spredningen af organismens bestanddele ud i kredsløbet, hvor de kan genoptages og gøre nytte (et argument for begravelse frem for brænding). Og måske er det også argument for den krise, jeg gennemgår, som jeg kalder Livsvinter.

Jeg skal finde kraften, samle kraften, samle kræfterne, så jeg kan udholde at vente. Hvile og vente. På foråret som følger efter vinteren. Fødslen, der følger efter døden.

For et menneske er det oftest en abstrakt forteelse, dette med livet efter døden – men hvis man ser, at vores DNA er over 3 millioner år gamle i én ubrudt linie, giver det et meget godt perspektiv på dét at leve som at være en del af LIVET i sig selv, og at man ved at dø fodrer det liv, der må følge.

I såvel den abstrakte version, som i den videnskabelige og i den åndelige version, er foråret og vinteren, det nye liv og den tomme, nøgne, uproduktive stilstand, begge nødvendige dele af det samme. Kredsløbet kan ikke undvære nogen af bestanddelene, og forsøger man at presse en af dem ud – som f.eks. at droppe erfaringsvideregivelsen ved at fyre de ældste i erhvervene, eller ikke lukke unge ind, fordi de er uerfarne, eller forsøge at intimidere de konsoliderende voksne, blot fordi deres funktion er erfaringens konsolidering og de dérfor ikke ubetinget kan afkræves fleksibilitet eller fornyelse, eller man ikke skaber eller muliggør stilstand i produktion eller økonomisk vækst – lægger man en bombe under hele kredsløbet. Måske er det, hvad vi ser nu med verdens recession.

Vinteren er nødvendig. Den er ikke altid behagelig. Især ikke hvis man har været vant til aktion, hastighed, betydning, værdiskabelse, vidensskabelse og -erhvervelse, anerkendelse, interaktion osv. og så pludselig må se, at intet betyder noget længere. At alt er brugt op og … stilstand. Tomhed. Ingen følelser, ingen varme eller kulde.

Min livsvinter er ikke behagelig. Der er ingen vej, når man står stille. Vejen er at stå stille sammen med vejen. Og finde glæden igen ved at stå stille. Jeg klipper træer, slår græs, er begyndt at læse igen, ser nogle få venner, skriver ingen digte eller andet af litterær betydning, forsøger at være og sove når jeg er træt, spise når jeg er sulten … det er sværere, end det lyder. Jeg HADER ikke at føle STORT … hvilket ikke er et paradoks, men bare ord … jeg kan blot ikke navigere, når der ikke er noget at navigere efter. Når alt i hele verden er dækket af et tyndt eller et tykt lag værdiforglemmelse og kun lader sig se i glimt, når en eller anden tilfældig storm vælger at afdække et lille område – som dog snart igen er dækket til og ude af syne og følelse.

Jeg ønsker mig forår. Som kommer, når det kommer. Det ved vi. Det ved jeg også. Det bliver jeg dog ikke tålmodig af. Tålmodig bliver jeg heller ikke af at beklage mig. Tålmodig bliver jeg kun ved at gøre det her øjeblik til noget, jeg kan mærke. Og dét kan jeg, indimellem:

“Livsvinter” er et smukt ord. Jeg håber, du synes det samme.

se evt. indlægget Brændt Ud

Litterært nulpunkt i hovedstolen

Ingen Knausgaard hér. Hovedstolen får være en synops i dag.

 

Mit kæresteforhold er gået i stykker over noget tid. Godt og vel cirka siden det begyndte for 2 år siden. Det, man kalder “omstændigheder”. Vi er begge stædige.

Jeg har været meget tilbøjelig til at bebrejde hende for at være for pushy, ikke give mig rum nok, mase sig på med psykologiske forklaringer og misplaceret omsorg. Men kommer ofte i tvivl om jeg har ret i mine vurderinger – om det blot handler om, at jeg ikke kan gøre mine behov forståelige. Jeg kan ikke længere klart mærke, hvad jeg føler. Det er som at befinde mig inde i en boble og alle mine følelser føles af en avatar uden for boblen, som kun af og til har adgang til at aflevere sine indtryk til mig.

For noget tid siden fik jeg en idé, som jeg har skubbet foran mig, men nu skal det være: Jeg er gået i gang med at nedskrive alle vore sms’er  baglæns, tilbage mod forholdets undfangelse, begyndende med hendes del af korrespondencen.

Det er deprimerende. Hér er en kvinde, som elsker mig så meget, at hun vil gøre, hvad hun formår for at få mig til at se, at det er mit humør, som er ansvarlig for en stor del af mine negative følelser i forhold til hende og mit behov for at isolere mig. Hun bliver ved med at vende tilbage til fuseren – mig – for at se, om ikke der er noget at gøre. Hvilket er lige præcis dét, jeg har vendt mig imod. At jeg ikke kunne få lov at være i fred til at finde ud af, hvem pokker jeg er. Og hvad jeg behøver. Og hvad jeg vil være med til. For mig selv og i fred!

Jeg er den, der bakker – den undvigende – og hun er den, der skubber – den påtrængende. Mønsteret er klart – men fundamentet er interessen for den anden. Jeg kan dog ikke udholde at føle mig presset, når mit behov er at finde ud af noget om mig selv, og hun kan ikke udholde, at hun ikke kan gøre noget for at frelse sin mulighed for et forhold. Det er, som facebook beskriver det, kompliceret.

At indskrive sms’er i hånden, fordi min telefon er så gammel, at den ikke kan tømmes vha. et program, gør dog et eller andet ved mit hjerte. Vægten falder til hendes fordel i det her sisyfosarbejde på 3500 sms’er. Hun elsker og hun er positiv og forsøger at opretholde sit gode humør og ikke tage mine selvbeskyttende skub-væk personligt, og igennem alle sine sms’er ser hun ud til at være en helt almindelig kvinde med stærke følelsesmæssige ressourcer, der ikke tager et nej for et nej. Ikke præcis som jeg selv er kommet frem til, at hun er – gennem så længe at have følt, at jeg skulle forsvare mig mod hende.

Lige om straks går jeg i gang med at indtaste min andel af sms-samtalen. Jeg glæder mig ikke til det. Reelt sagt frygter jeg, hvad jeg finder. Og når jeg er færdig med dét, er det mail-tid. Kronologiske mails fra mig og fra hende, som de krydser og blander sig. Et forfærdeligt arbejde at se sig selv i øjnene på dén måde, men det skal ikke andet end at hjælpe mig med at blive mig selv: Et menneske, som ikke konstant føler behov for at forsvare mig. Som ikke går rundt og er spændt i maven hele tiden. Som kan udholde mere end et par timer i andre menneskers nærvær, selvom meget presser sig på, som jeg ikke tør dele med nogen anden end min terapeut.

Mobning, oversethed, barndomsisolation, voksensvigt, utryghed… hvordan jeg er blevet, som jeg er i dag, er ikke interessant. Hvordan jeg derimod håndterer mine følelser, som de kommer op, er det eneste relevante. Det eneste væsentlige. Jeg, som elsker mennesker, er ved at blive alene – fordi jeg har erkendt, at jeg ikke har grund til tillid til nogen eller noget, end ikke mig selv. Og hvad er der så?

(fortsættelse følger måske…)

Røde og sorte bøger

Op og stå på hælen. Vippe lidt. Falde lidt. Agurken er en vandig grøntsag.

 

Ovre hos sig selv spekulerer Mathilde Walter Clark højt over begreberne ‘smal’ vs. ‘bred’ litteratur.

‘Bred’ og ‘smal’ skaber distance, ideologiseringer. For eller imod. ‘Bred’ gemmer på en kvalitetsmæssig nedvurdering, men også i ‘det smalle’ findes en nedvurdering sted, nemlig af værkets salgsmæssige potentiale. Det betyder noget for de bøger, forlagene satser på, ja, for om de overhovedet har lyst til at udgive dem. Jeg kender forfattere, som har fået afvist manuskripter fra forlag med den begrundelse, at det ‘på én gang var for smalt og for bredt’.

Tidl. direktør på Lindhardt og Ringhof, Morten Hesseldahl, sagde over for et fuldt hus på CBS i Århus – nogle måneder før agurkesommeren 2005, hvor Martin Glaz Seerup af samme mand fik annulleret sin kontrakt på en næsten udgivet digtsamling – at “smalle bøger er bøger, der ikke sælger”. Altså, smalle bøger er bøger, som ikke tjener pengene hjem til forlaget.

Det er en vigtig skelnen at gøre. Forlag udgiver indbundne tekster, ikke litteratur – hvad de end bilder sig ind. Hvis noget, bliver teksterne til litteratur i den offentlige bevågenhed og bevidsthed – og findes de ikke dér, findes de ikke. DERMED er de blevet smalle, i betydningen ‘røde tal på bundlinien’ – svære for forlaget at sælge.

Når Mathile Walter Clark således skriver

Jeg kender forfattere, som har fået afvist manuskripter fra forlag med den begrundelse, at det ‘på én gang var for smalt og for bredt’

bør det understreges, at en sådan forlagsudtalelse er DYBT uprofessionel – idét vurderingen ikke har noget med det modtagne manus at gøre, men derimod alt med forlagets egen-vurderede manglende evne eller vilje til at redaktionelt behandle og sælge manus som udgivet bog. Dén bliver så bare lige rask tørret af på forfatteren i form af en sludder for en sladder, der skal angive litterær forståelse, fy føj!

Morten Hesseldahls udtalelser på CBS var en udfordring af forne tiders illusioner: Dem om, at forlagene havde til opgave at varetage litteraturen og holde standarden og fanen højt. NEJ, forlagene består af læsere med litterære uddannelser, der ikke har en skid tjek på noget som helst andet end sandsynligheder, konjunkturer og statistikker om den offentlige bevidsthed og nuværende smag!

Derimod kan forlagene PÅTAGE sig en rolle som kulturel og sproglig udfordrer – gennem at understøtte forfatteres værker ved at sætte dem i tryk og distribution – men så heller ikke én eneste jamren bør der høres dérfra: Det er en beregnet risiko at udgive bøger – publikum er vægelsindet og ønsker sig ikke ene genrebøger. Dét sælger, der sælger – men alt kan hjælpes på vej…

Mit nuværende standpunkt, idet jeg må gå ud fra, at forlaget har en mening om, hvad der gør en fængende og vedkommende tekst:

Brugt som argument for tro på let-sælgelig tekst på dagens marked
og/eller
Kommer pengene hurtigt hjem; sorte tal på bundlinien

= Bred litteratur

Brugt som argument for svært sælgelig tekst på dagens marked
og/eller
For længe til break-even; røde tal på bundlinien

= Smal litteratur

Nemt at forstå.

[Og så lige huske, at ingen sælger sælger alt lige godt! Og at der ér forskel på at have 200.000 ude på en sommerkrimi og 5.000 på en digtsamling! Og at arbejdet på en bog er det samme, uanset oplag!]

Når pressen og forlagene og alle andre så ønsker at lægge litterære kvaliteter ind i disse to begreber, underkender de forlagenes evner til at udvælge tekst efter såvel økonomiske hensyn som skriftkunstkriterier, f.eks. pt. populære genrebøger.

Man kan derfor sige, at alle er med til at skabe forfladigelsen – herunder den såkaldte ‘elitære’ opsplittelse mellem gamle skriftkunstgenrer som poesien og moderne underholdning som krimien. Men i dag møder  krimilæsere og digtlæsere ofte sig selv i boghandlen og hilser uden dårlig samvittighed, mens de krydser over til hinandens hylder, så hvad ér problemet egentlig? Ud over at der aldrig sker en hujende fis om sommeren, og at agurkerne er billige og går nemt gennem tarmen?!

Jeg foreslår at bruge resten af den våde sommer på at diskutere, om ikke vi bare skal kalde dem røde og sorte bøger. Røde for ‘underskud’, sorte for ‘overskud’. Så kunne dét måske vandre ind i sociallingoen: ‘Sikke sort, du er i dag, skat’. (Altså, du ser hammer godt ud og har plads til hele verden på dine skuldre!)  Og ‘Jeg har sendt Jensen hjem – alt var knaldrødt på ham’ (hold da, kæft, han havde det ikke godt.)

Hvad det så vil fucke up af okkulte og politiske associationer kan da kun gøre det hele mere interessant?

LINK Hvad giver ‘bred’ + ‘smal’? : Mathilde Walter Clark (2012)
LINK Sagaen om Den Smalle, Ulæselige, Usælgelige Litteratur (2005)

Neurodiversity (neurodiversitet, da)

but don’t discount the “WE”

There are many types of Brain Wiring (Article arguing addiction is a form of neurodiversity én par with ADHD, autism, bipolarity, and seeing it as such is a benefit to all:

By embracing neurodiversity, we can … perhaps… begin to stop throwing away addicted people who are already here in counterproductive attempts to “save them from themselves” without understanding their perspective.

Neurodiversity (Wikipedia)

I agree. Think of the 60’s term “reality tunnels” decrying every person’s right to his and her different perspective and whole set of coherent survival tactics.

Source: thefix.com

Th’ Sugar High Monologue

This guy drinks the sirup from canned fruit, right, mixed with soda water, fizzy water, not from the fridge, nono: From a dusty old shelf in a supermarket and into his briefcase, where ’sits also two half liters of fizzy water’. It says so in’a here the script, and I’m a’not gonna have an all out with the script writers over that. ’Please, mr. word smiths, in at least every second scene please write in cooling facilities, so he can’a chill his cans and his soda water…’ but No! This dude is off’a everything, fags, chum, pin, dancing, fucking most likely too, but he likes his sugar. And he likes it like HE likes it, lukewarm, or piss warm from a back shelf in a country backroad pie place and market with the sun frying o’erhead.

And that, my chums, that means *I* will like it like it’s writ! I will drink the motherfucker lukewarm canned fruit sirup and lukewarm fizzy water and I will keep on drinking it, until I understand whether or not a person like that can exist, and if not, I will hang out the script jockey to dry from somewhere high, and if yes, possibly, mebby *I* will get me a new fetisch to my repertoire, yeah!

But you know what? No matter what, I am going to be really sugar HIGH for the first time in my life. And I am dreading it! There’s nobody out there who knows what this is like. Doctors have given them advice, I have been suggested precautions, they have measured the sugar in my blood and planned my diet and excersise based on that, ann’a trust them. But they have never tripped on sugar, not consciously. Because this is what this dude does. He trips on sugar.

I don’t know if people can see it in his eyes, I guess I will know how that looks in a few days, but other people will know that he’s onsomething. And it will do something to them.

His behavior will do something to them. I have to discover what that is. Mebbe I already know it. Mebbe its all but a meth or speed freakshow, but mebbe its not. And then I will find out. And I will play it in the movie. I don’t care if its a minor part. He’s a killer, for christ’s sake, and he flies on sugar in a can. That makes him a whole lotta interesting. Even in the background. Don’t you get it?! I’ an actor! I Am An Actor. And I’m done fucking up and thinking other people will cover for me.

A Sugar high…!

That guy who ate burgers, what was his name!? Do you know? Or you? Nobody knows what his name is, dudes, not without googling it. But do they know that his body was damaged from eating supersize MacDonald meals? Yes, they know that his liver fritzed from eating supersize MacDonald meals. Nobody knows his name, and his body was hurt for ever.

I will not let neither happen to me. They will know me, and I will only play the part. I am not a sacrifice for anything or anybody. I portraypeople. I portray emotions. I don’t act to die. I act to live. And to portray life. When I put on parts of a person to find the reason for the coherence between parts, and a full person accidentally rises up in-between, this is not me. This is not anybody. This is character and needs and reactions and actions.

Actions that are like the rain falling on a day deemed sunny. And you have to love it.

Or hate it.

*I* want you to love it or hate it. And feel all the little other feelings that are connected to loving and hating. And then I will yet again permit my basking in the false security of being protected all over my skin and all through my inner organs and partly into my heart and to my brain by a phantom I breathe out of my language.

I will be staying with this character and not come out of it before I absolutely have to.

And when that happens I will wann’a wrap it up, put it in a locked compartment in my mind, and go home and be with my family and not be bothered with it. Or by it. It’s all the same.

That is what I want. You don’na have to see me now do things. Strange for an actor to say. But I like my own company better. Better tha’ before. Now is so much more me! 

July 8th 2012 © Kenneth Krabat  Contact

The World’s Most Expensive Soap?

Will it ever fly?

topic: The Psychology of Voluntarily Isolated Co-Hab (on Mars)

“Hello mars-one.com, and thank you for pushing the frontier.

I am assuming you are sending human beings to Mars and not emotionally dead people or emotional fugitives leaving their pay to mother or religion. The Psychology of Voluntarily Isolated Co-Habitation is therefore vital to such a mission’s success.

Striving to locate your thoughts on the matter I can find no projections on your website for the chosen live-in-group’s success, once they reach Mars. My un-answered questions specifically deals with group and habitat-psychology, as I find this vital to the continuation of the project, not just for later family settlers to the planet, but absolutely also long-term for all of the human species:

Q1. Will normal human emotions be dealt with on a corporate level, by corporate means and with the consent of the participating Arenauts, possibly even chemically, or will you train for self-sufficiency alone in this department (also?) – ie. your group of 4 people on Mars need to deal with emotional issues, as if they are alone?

Suppressing human emotions chemically is possible, but we have no (as far as I am aware) known evidence of long-term co-habitation in isolated areas controlled by chemical means. Mars is a long way from Earth. The time lag may be noticable and compensated for, but the human isolation on Mars is without the precedented backup of known friends and allies. Humans need to be touched, emotionally and physically. Four people is too little for physical variation, and emotional touch with people on Earth, who can only be known as voices and never as physical touch, will be stressed to the max, once understanding sets in and there is really no coming back.

Q2. Trying to contain or control emotional instability in the co-hab, on scales from 1 to 100, what is your estimate of the effectiveness of

Q3. Assuming that group one and two have means to suppress or adequately deal with strong emotional behavior through mental and organizational other means, after two years of isolation from the homo sapiens collective

3.1 how do you project the behavior of group one towards group two, initially following arrival? 3.2 what will be the powerplay between the old and the new group? 3.3 which educations, apart from those needed for self-preservation, general and specific science at the core of the project and habitat-upholding, would you include as general knowledge for all and specific for some?

I assume from the FAQs and the vision of the mission that the second group two years later to the best of abilities will be composed of members of the training team from which group one was also chosen? The second group will thus have met and worked with the first, maybe even mated, loved, fought?

PS: I must commend you on the soap-like setting for the choosing of highly intelligent and qualified people for the mission. Anything to highten the level of our collectively accepted down-dumbing of merchandize and entertainment consumers. I would like to know, though, how you will avoid cultural commercial poisoning of the mission-script in the public choice of participants. All TV shows from BigBrother and on, if not before, make choosing their participants on a basis of expressivity the main ingredient for mixing an entertaining show. For a mission to succeed on Mars, be it however much sponsored by “the People” and to the people one must avail one self… the opposite must be the case. A Mars expedition consisting of 4 or 8 people cannot survive disruptive emotions forever. I DO suppose you are not just out to create the world’s most expensive TV-soap?

happy go-ahead for all, kenneth krabat”

Source: mars-one.com

Guest from the future (all 5 episodes) 1985, ru

ep1

http://streaming.video.yandex.ru/lite/blogger4you/o0b0nynqvs.301

ep2

http://streaming.video.yandex.ru/lite/blogger4you/71dyjr5haw.2013

ep3

http://streaming.video.yandex.ru/lite/blogger4you/jqlgbx7w6s.1802

ep4

http://streaming.video.yandex.ru/lite/blogger4you/siiuxsy0x1.1212

ep5

imdb

Repeaters (2010)

En taber ikke én, der har tabt, men én der giver fortabt.

 

If every good thing we do gets erased, and every bad thing we do gets erased, it doesn’t really matter, what we do.

— Repeaters 2010

imdb

Gentagelsen som tidsrejse

– det personligt temporale fænomen, loopet – ses ikke ofte.

Det skyldes formodentlig, at sådan dramatisk kalamitet, især når Point of View ligger hos flere hovedpersoner, som er tilfældet hér, forudsætter at manuskriptforfatteren ikke bare kan lægge ansvaret for alt utroværdigt over på en enkelt hovedpersons indre verden, men skal kunne redegøre for en eller anden form for skæbne eller dømmende og udøvende (al)magt (= Gud, Satan, overlegne Aliens), som  har logisk grund til at udfordre hovedpersonerne så voldsomt. Det er en balancegang på barberbladsæg, hvis fortællingen samtidig skal kunne engagere nok til at budskabet synker ind.

I Groundhog Day var Bill Murray den eneste, der vidste, at dagen gentog sig – gentagelsen holdt først op, da han gjorde alt uegennyttigt og med kærlighed; fortællingen var en venlig og morsom allegori. I Triangle var det kun den kvindelig hovedperson, som vidste at altid var en gentagelse, men nægtede at se det i øjnene; det var en uvenlig og nådesløs allegori.

Continue reading “Repeaters (2010)”