Det er godt at have en terapeut. Som kan bane vejen gennem moradset og lade mig have de følelser jeg har – uden at behøve at finde fejl ved hverken mig selv eller andre. Som definerer det dysfunktionelle som “overlevelsesstrategier” og alle følelser som “nødvendige i øjeblikket”.
Jeg leder efter holdepunkter. Et holdepunkt træder frem under samtalen med terapeuten: Hvad der føles som en kommende eller nuværende død med isolation fra følelser og værdier er en livsvinter.
Livet består af cykler og kan i et “naturligt” længde livsforløb ses som sådan: barndom, voksen, alderdom, død. Alle mennesker gennemgår cykler med begyndelse, midte, afslutning og venten – en relation kan rumme sådanne cykler og nå til et punkt, hvor alt føles dødt eller opbrugt; det kan også være et arbejde, et projekt, et formål med livet, et bestemt gøremål, en tro … ting forandrer sig, relationer til ting og mennesker forandrer sig. Og det gennemgår alt sammen den samme cyklus med begyndelse, midte, slutning og ophør.
Det lyder måske logisk, men det er faktisk en vigtig pointe ved livet, at det nye har kraften til at forandre, det satte kraften til at konsolidere og holde fast, det gamle kraften til at give erfaringen videre, og pausen eller stilstanden eller “døden” kraften til at gøre ingenting, hvile, vente.
Det er vinterens formål. Måske det er den faktiske døds formål også, set fra et menneskeligt perspektiv – spredningen af organismens bestanddele ud i kredsløbet, hvor de kan genoptages og gøre nytte (et argument for begravelse frem for brænding). Og måske er det også argument for den krise, jeg gennemgår, som jeg kalder Livsvinter.
Jeg skal finde kraften, samle kraften, samle kræfterne, så jeg kan udholde at vente. Hvile og vente. På foråret som følger efter vinteren. Fødslen, der følger efter døden.
For et menneske er det oftest en abstrakt forteelse, dette med livet efter døden – men hvis man ser, at vores DNA er over 3 millioner år gamle i én ubrudt linie, giver det et meget godt perspektiv på dét at leve som at være en del af LIVET i sig selv, og at man ved at dø fodrer det liv, der må følge.
I såvel den abstrakte version, som i den videnskabelige og i den åndelige version, er foråret og vinteren, det nye liv og den tomme, nøgne, uproduktive stilstand, begge nødvendige dele af det samme. Kredsløbet kan ikke undvære nogen af bestanddelene, og forsøger man at presse en af dem ud – som f.eks. at droppe erfaringsvideregivelsen ved at fyre de ældste i erhvervene, eller ikke lukke unge ind, fordi de er uerfarne, eller forsøge at intimidere de konsoliderende voksne, blot fordi deres funktion er erfaringens konsolidering og de dérfor ikke ubetinget kan afkræves fleksibilitet eller fornyelse, eller man ikke skaber eller muliggør stilstand i produktion eller økonomisk vækst – lægger man en bombe under hele kredsløbet. Måske er det, hvad vi ser nu med verdens recession.
Vinteren er nødvendig. Den er ikke altid behagelig. Især ikke hvis man har været vant til aktion, hastighed, betydning, værdiskabelse, vidensskabelse og -erhvervelse, anerkendelse, interaktion osv. og så pludselig må se, at intet betyder noget længere. At alt er brugt op og … stilstand. Tomhed. Ingen følelser, ingen varme eller kulde.
Min livsvinter er ikke behagelig. Der er ingen vej, når man står stille. Vejen er at stå stille sammen med vejen. Og finde glæden igen ved at stå stille. Jeg klipper træer, slår græs, er begyndt at læse igen, ser nogle få venner, skriver ingen digte eller andet af litterær betydning, forsøger at være og sove når jeg er træt, spise når jeg er sulten … det er sværere, end det lyder. Jeg HADER ikke at føle STORT … hvilket ikke er et paradoks, men bare ord … jeg kan blot ikke navigere, når der ikke er noget at navigere efter. Når alt i hele verden er dækket af et tyndt eller et tykt lag værdiforglemmelse og kun lader sig se i glimt, når en eller anden tilfældig storm vælger at afdække et lille område – som dog snart igen er dækket til og ude af syne og følelse.
Jeg ønsker mig forår. Som kommer, når det kommer. Det ved vi. Det ved jeg også. Det bliver jeg dog ikke tålmodig af. Tålmodig bliver jeg heller ikke af at beklage mig. Tålmodig bliver jeg kun ved at gøre det her øjeblik til noget, jeg kan mærke. Og dét kan jeg, indimellem:
“Livsvinter” er et smukt ord. Jeg håber, du synes det samme.
—
se evt. indlægget “Brændt Ud“
Det er ikke rigtigt, at krabaten i de senere år ikke har følt STORT.
Se bare det seneste indlæg, Litterært nulpunkt i hovedstolen, som handler mere om kærlighedsrelationer end om litterære relationer. Sådan her skrev du til mig for et par år siden om selvsamme kæreste:
“Hun siger så mange fede ting om mig, der gør mig sindssvagt glad for at være mig – f.eks. om min forholden til frihed: At jeg er ydmyg i min given og i mine ønsker, hvilket får hende til at føle sig stærk og fri i sine egne handlinger. Hun siger simpelthen de ting, jeg har ønsket nogen ville sige til mig, altid.”
Problemet er nok snarere ikke at vide, hvordan du skal administrere disse følelser? Og har krævet at følelser varer ved, samtidig med at intet må stå stille.
Måtte det lykkes dig at finde glæden igen ved at stå stille.
-Henning