OF BEES AND MEN – a new beginning

the hunger of none

It was said that bees were vanishing without a trace. That in a world without bees humans would die and go hungry. That was mostly true. As it turned out only half a billion people died, the majority due to individual panic and national outbreaks of egotism. What no one spoke of was the diminished variety of plant life as a result of lack of pollination. And before science could come up with global solutions, un-pollinated plant life outside of manual and mechanical pollination efforts could feed no insects craving sugars of flowers, and no insects could feed no birds, and no birds no bigger birds and no bird droppings and bird carcasses and eggs feeding no insects and worms and carnivores on the ground, feeding no larger carnivores and other herbivores living off of the ground, and slowly, but securely every bit of land outside of manageable crop areas became devoid of animal life, which either struggled unfairly with humans for a brief while, or just gave up and died out. Nobody thought so much could predictably become lost. But no one, possibly due to all predictions being borne out of statistics, absolutely no one predicted the loss of nature’s beauty. Within ten years children were being borne, who never sang a ladybird up to negotiate for sunny weather; there were no longer any ladybirds. And these children as well as everyone else knew only of birds in cages. And foxes in stories and cougars and beavers and badgers and deer stuffed and in zoos here and there, their population diminishing as there were no new ones in open nature to replace those injured or dying of old age, or those born dead or malformed.

People learned. Fast – but too late in the general sense of the word. In a scant few years Nature lost the majority of the spectrum of colors. And where before birds and insects would break the monotony of a walk, now all forests of the world were quiet. Not a sound besides the wind. And even that could not dispel the planet’s largest and most ominous ghost that true nature had become. Soon normal people dared not enter the woods, even during the day. Artificial housing, of which there were many at first, circling crops without need of pollination, became the sanctuary’s and the remains of humanity. And slowly the forests and the plains and the mountains were forgotten and became as they were thought of: Wastelands, where only imaginary beasts and fears hunted, and to catch those sensitive enough for such speculation.

This was the new time of creation. In the minds of men and transported into the empty lands by those craving sensations and fear and the rush of a challenge, and the rest of the satiated had no marks to leave. In the wilderness new life in new forms and shapes came into the world that were partly human, part… other things; mostly of darkness.

This story intends to deal mostly with those of light, against heavy odds it will seek them out and measure their value.

Wasn’t that, what beauty was for? Comparison?

no part

we hope you never will…

You are not one of us.

Your dialect is not an issue. You have no dialect.

The lingo, the references, the “what’s this?” of people, who share similar talents and interests, none of it is familiar to you.

You do not connect. You do not belong. Mind, heart, body even, and so called spirit, an artist in the broken sense. An uncomfortable analyst you are – rarely with a home, even among peers, the threat of annihilating analysis being too great.

You are alone. The comings and goings of people, in the distance, through clouds, or binoculars, or through the “eyes of people”, that is your material. Dense and varied and manageable from afar.

Observer. Alone.

For you own safety you claim to enjoy the lives and emotions that you invent in order to let your thoughts gain present reality in all of your sensory perception and your empathy and aestetic talent.

You do not look towards the stars of the Universe, you look but towards “an understanding of society”. Something you perceive as an undefined date of future lessening of chaos. A coming to balance of mind with MIND – an equilibrium you will never achieve, not being “ofsociety”, and not even IF SO.

You know this.

Through birth or upbringing, little talents for managing talents, or lack of undefined-gift, what ever… you are no part. You are alwaystranslating. Always being translated in return. Never being seen.

Never being.

Because you are without. One cannot be without.

We pity you. We, the society, never say. As individuals we pity you.

Your fortunate “We” is visibly meaningful to you. And so is your bravadery meaningfully visible to us. You feel you benefit from us, in your miserable isolation. We thank you for not having to be you. We are most truly grateful.

We will further benefit from you.

In our massive collective.

You suspect that sometimes.

Sometimes even as you accept our pat on your head in what ever form suits you the best.

We will gladly accept all of your gifts of vision and pass them on to our people. And.

We will protect ourselves from your humanely lesser talent. And.

We will look at our collective, non-world building selves, through your soul and sensory perception and wonder at the truth of it, hmm…?

We will shower you with accolades and the fulfillment of your immediate and long-term dreams and desires, as you come to deserve.

And when you are hurt, we will look after you as one looks after a sick egg layer.

And with due honors we will pass on your accomplishmentss in the service of mankind to the annals.

We will never let you in.

Not that we could, if we would. Why destroy the better-world beauty that you see us with and the precious beauty of our following your pain?

We cannot.

We are too many to agree.

You are the one, who has to change.

We hope you never will.

BESTIK

Jeg nyder gerne et godt glas rødvin

Jeg nyder gerne et par flasker rødvin i gode venners selskab

Jovist nyder jeg gerne et godt glas rødvin og en cigar efter maden.

Ofte sidder jeg ved disken i min single malt-bar og får en lille nipper, mens jeg lytter til min seneste LP-erhvervelse.

Jeg spærrede i dén grad øjnene op, da stillingen blev slået op, og så kun internt. Det må jo betyde, at man forventer at have ressourcerne i huset. Det lyder meget interessant.

Jeg nyder ofte en halv time på øjet i middagssolen på min chaiselong. Jeg forestiller mig nydelsen, hvis den var af læder og blevet opvarmet af solen.

Min kone og jeg sætter stor pris på at kunne tage os råd til at give vore tre døtre den bedste skolegang, penge kan købe. Eliten har jo bedre chancer.

Åh, fornøjelsen ved at sætte sig i sin nye bil og dufte læderindtrækket for første gang! Desværre kom den svært til skade forleden og forsikringsselskabet stiller sig på tværs. Hvad skal man dog gøre uden en bil i dag?

Jeg har lagt stor ildhu i konstruktionen af min vinkælder i Padua. Næste projekt vil så være at fylde den med flasker.

Ja, er der noget mere yndigt end sådan en 15-årig med mulvarpeskud på brystet? Minder mig om, da jeg endnu så ud, som jeg føler mig indeni.

Hvis nogen havde tænkt på ekstra forgyldning ud over det aftalte håndtryk, ville skadernes størrelse tilhvisket mig asap gør det muligt at advisere min revisor.

I vores familie har traditionen som du ved altid været, at arven gik til børnebørnene. I 400 år har der altid været børnebørn at overdrage arven til. Jeg skal snart dø.

Stå gerne lidt dér i solen. Så er der da lidt forandring i udsigten.

Jeg ville i høj grad værdsætte at blive bespist, når jeg var sulten.

Tænk, hvis man var opgivet af mennesker, der elskede én for, hvad man var.

Jeg gad godt vide, om en nemmere vej findes.

PROSA, 1 side, 2 slutninger, “Da det stod klart,” (#sciencefiction_dk)

Hvilken slutning er mest science fiction? Hvilken er mest skræmmende?

 

Science Fiction i 2012

[klik på et af billederne og læs teksten med én af de to slutninger]

Hvilken slutning =

Mest skræmmende? [mail] Mest science fiction? [mail]

Den ene ender sådan: Fuck, hvad var dét?!  Den anden sådan: Fuck, hvad var dé…

venlig hilsen,

Kenneth Krabat, 21. marts 2012

støtte kr. 7,67
[alle kreditkort, undtagen danKort)

Intenst, sagde Kimmi [prosa]

Det er væsentligt med afstand.

 

INTENST, SAGDE KIMMI

TV’et gik ud lige midt i middagsnyhederne. Bjarne greb fjernbetjeningen og trykkede på tænd/sluk-knappen flere gange. TV’et flimrede en enkelt gang og gik ud igen. Selv vågelyset holdt op med at lyse.
     – Fåååk, nåed sjover, sagde Kimmi ovre i sofaen. Hva’ så mæ kampen sener?
     Bjarne kikkede over på vennen. Hans pande rynkede. – Det ved jeg sgu ikke, Kimmi… Ja, altså…
     Kimmi kikkede tillidsfuldt tilbage.
     Bjarnes rynker glattede sig ud. – Vil du med ind til byen, sagde han.
     – Er’det ikk lidt koldt, sagde Kimmi.
     – Vi tager ind og køber et TV. Du hjælper med at bære. Jeg har penge tilbage efter mor. Vi køber det største, vi har penge til. Bjarnes ansigt glødede.
     Kimmi lyste op. – Ja, for dulen! Vi ska i Fona! Der købt min far vors første TV. D’var i ’69. Fordi månelandingen. Han vækked mig og så sad vi i stuen sammen og så det. Ham michellinmanden, der hopped rundt og banked støv op… D’var ret kedligt, faktisk.
     – Det har du fortalt, sagde Bjarne venligt.
     – Nå ja, men så… sagde Kimmi.
     – Lad os gå nu, sagde Bjarne. Før der sker mere… Han pegede rundt om sig.
     Kimmi fulgte Bjarnes finger, som i én bevægelse pegede på alle tomme dåser og flasker i rummet. – For duulen! La os gå, sagde han.
 
De kikkede på mange TV’er i Fona. Og gik så i Electric City, og derefter til Brugtbørsen. Hér kikkede Bjarne på et hæderligt udseende 18 tommer fladskærmsTV af mærket ProTV Plus Extra Large.
     – Fjernbetjeningen virker med et nyt batteri i, sagde ekspedienten, der også var ejeren.
     – Super, sagde Bjarne. Dét napper vi. Han hev pungen frem og lagde 500 kr. på disken.
     – Var’det alt på kontoen, sagde Kimmi.
     – Nix, sagde Bjarne og klappede Kimmi på hans store mave. Resten står hér.
     – Nåe, ja, sagde Kimmi. Sæfølig.

De skulle lige tanke op, inden de nåede hjem. Og købe et nyt batteri.
     Kimmi tilbød at tilslutte TV’et, men kunne ikke fokusere til at se tilslutningsstikket bagpå. I stedet satte han batteriet i fjernbetjeningen, mens Bjarne tilsluttede antennen, Boxerdåsen og strømstikket.
     – Sådan, sagde Bjarne.
     – Okay, sagde Kimmi, og trykkede på tænd/sluk-knappen på fjernbetjeningen. TV’et tændte ikke. Han trykkede mange gange, men ikke noget.
     – Batteriet, sagde Bjarne.
     Kimmi fumlede batteriet ud og satte tungen på polerne. – Det dur, sagde han.
     – Pyt, sagde Bjarne. Vi skal alligevel en smule tættere på for at se. Og så bliver det også meget mere intenst. Han trykkede på tænd-knappen på skærmen. TV’et flimrede helt blåt og blev så til naturtro dansende mennesker i reklameblok.
     Kimmi strakte benene, flyttede stolen, strakte benene og knappede en frisk én op. – D’syns jeg allered, d’er, sagde han og skålede.
     – Skål, sagde Bjarne og løftede sin dåse.
     – Hva’er klokken, sagde Kimmi.
     – Kampen begynder om 10 minutter, sagde Bjarne.
     – Ahr, mass’r a’ tid, sagde Kimmi.
     – Intet slår teamwork, sagde Bjarne.
     Kimmi nikkede. – Det’du go til, sagde han.

Ved pausen stod den 7-1 til Wolverhampton over Arsenal. Udviklingen var ikke til at forstå. Ikke for Kimmi, der var Wolverhampton-fan, og ikke for Bjarne, der var fan af Arsenal.
     – Så du, da han… Kimmi talte ikke færdig, men lettede fra stolen og headede ind mod TV’et. Gulvet gyngede og skærmen svejede på det spinkle TV-møbel.
     – Jamen, Arsenal var jo helt i front! Og det var intet imod den finte, hvor… Bjarne talte heller ikke færdig, men snoede kroppen vandret på stolen og lossede ud. Foden snittede kanten af fladskærmen. TV’et tippede bagover, ramte blidt ind i væggen og tippede tilbage på plads igen.
     – Nå’men, Wo’hampton anstrenger sig ikk lie, syns jeg, sagde Kimmi.
     – Hvad så med Arsenal, sagde Bjarne.
     – Hvad mæ Arsenal, sagde Kimmi.
     – Gør de, eller gør de ikke, sagde Bjarne.
     – Gør hvad, sagde Kimmi.
     – Anstrenger sig, sagde Bjarne.
     Kimmi så på Bjarne. Bjarne sad med ryggen til vinduet, lige midt i et blæs af en solnedgang. Hans ansigt lå i skygge.
     – For jeg synes, de anstrenger sig, sagde Bjarne og hostede.
     Kimmi lo. – Fåååk, de ligger lade, sagde han. For stor’ lønninger ell’r nåed.
     SMAK! Bjarnes næve sad lige mellem øjnene på Kimmi. Drejestolen tippede bagover på to ben og faldt tilbage på fem.
     UMPH! Kimmis næve gled pænt ind i flæsket, der var Bjarnes mave. Stolens ene bagben gled ud til siden. Bjarne tippede ud på gulvet.
     PSS-KA! Bjarnes sål ramte sædet på Kimmis stol rent og ryglænet ramte gulvet fladt, TSOKK!
     FSSSS-TUFF! Spidsen af Kimmis gummisko mødte Bjarnes kæbe. Bjarnes nakke ramte gulvet, FUMP!
     På TV’et gik kampen igang igen. – Og Wolverhampton har scoret igen. Det ser ud til, at Arsenal rykker ned, og Wolverhampton rykker op fra den absolutte bundplacering…
     PHOFF!
     – Og Arsenal scorer igen. Sikken indsats fra nummer 3…
     K-TSUK!
     – Og Wolverhampton tager til genmæle. Det ser ud til at blive dagen, hvor…
     POKK!
     – Og med en header ind over muren kæmper Arsenal sig op mod uafgjort, men der er lang vej…
     FUFF!
     – Og Wolverhampton fejler…
     PONGG!
     – Og Arsenal udligner; der er fem minutter tilbage…
     DOPP-AHH…
     – Wolverhampton falder tilbage, dampen er gået af maskinen…
     A-UUUKK!
     – Arsenals nummer 4 lægger ind over… og Arsenal scorer! Arsenal er foran, efter en kamp for livet og æren over bundholdet Wolverhampton…
     – Du mang’er en fordand, sagde Bjarne.
     – Tsin nææse er vissst brssækket, sagde Kimmi
     – Ka ikk mærk’ nåd’, sagde Bjarne.
     – Hsseller ikkse, sagde Kimmi.
     – Honn na kæft en nordekanp, sagde Bjarne.
     – Leehht fhor inthenssst, sagde Kimmi.
     – Norde DV, sagde Bjarne.
     – Nhej, sagde Kimmi.
     Bjarne rynkede brynene.

Prosa-idé: En afdød, der forandrer sig i erindringen.

Normalt forandrer de forsvundne sig ikke, når man tænker på dem.

EN FORTÆLLING OM EN AFDØD DER FORANDRER SIG I ERINDRINGEN,
og måske derfor befinder sig et andet sted, eller er i live under andre omstændigheder.

Det er ikke ”sjælen er evig og uforanderlig”, men ”når et menneske dør, lever det uforanderligt i erindringen på de efterladte”, som modbevises med denne fortælling:

De døde KAN forandre sig. Det er de levende, der holder dem fast i uforanderlighed, fordi det er ubæreligt at savne og længes efter dem – og skulle anerkende, at de lever en selvstændig eksistens et andet sted.

Spørgsmål mellem efterlevende og afdød, da det går op for den efterlevende, at hun holder sin afdøde elskede fast:

Hvad ser du ud af vinduerne?
Hvad lugter der af?
Hvem har du kontakt til?
Savner du mig?
Savner du noget?
Elsker du, der hvor du er?
Kan du komme tilbage?¨
Har du lyst til at komme tilbage?
Lever du evigt dér, hvor du er?
kan du lide at være der?
Hvem bestemmer, hvor du er?
Hvordan kommer du rundt?
Hvorfor kan vi kommunikere?
Hvorfor denne forbindelse mellem døde og levende?
Hvad er så Universet og kosmos og eksistensen, hvis vi levende ikke kan opfatte den virkelighed, I døde lever I?
Er der noget vi mangler, noget vi ikke forstår?
Kan vi lære det? Eller kun når vi dør?
Er din eksistens eftertragtelsesværdig?
Er jeg velkommen dér, hvor du er?

Lige Under Overfladen 5 – Den nye koloni

Så kommer årets Science Fiction-antologi!

 

Titel: Den nye koloni – Lige under overfladen 5
Omslag: Manfred Christiansen
Udgivelsesdag: i morgen, 15. August
Sider: 325 sider,
Pris: 298,- kr. (238,40 for medlemmer af Science Fiction Cirklen).

LEKTØRUDTALELSE (link)

Den nye koloni er femte bog i Science Fiction Cirklens novelleserie, Lige under overfladen.

 

Herunder er de udvalgte noveller: Continue reading “Lige Under Overfladen 5 – Den nye koloni”

Ringen

Om Digteren og Tid.

 

Ringen, jeg købte, var det tredje forsøg. De to første misforstod min person, men den tredje var okay. Okay i betydningen til at arbejde med, til at flytte sig imod, ikke en ring man vokser sammen med, men en ring der findes for at lære én noget.

Som humøret fandt mig, kunne den af og til minde om en gennemskåret fodbold, hvilket bestemt var en udfordring, men ret basalt var den en halvkugle inddelt i fire lige store trekanter med streger ridset ned i sølvet. I midten af hver af de fire dele var en trekant skåret ind i halvkuglen, som pegede i de fire verdenshjørner, altid i de fire verdenshjørner, uanset hvordan man end positionerede sig i den fysiske verden. På ringhalvkuglens øverste punkt, hvor de fire opdelingsstreger krydsede, var en spids grøn halvædelsten monteret.

De fire trekanter pegede mod sjæl, barndom, voksenliv, alderdom. Mod vinter, forår, sommer, efterår. Mod hvile, begyndelse, modenhed, aftagen. Mod… you get the point! Det var en cyklusring, en ring, der indikerede at alt, der begynder, har en ende, før det begynder igen.

De fire trekantede huller ind i ringens sølvhalvkugle havde indsat farve, hvid for sjæl, hvile, vinter, gul for begyndelse, barn, forår, orange for voksenliv, højsommer, modenhed, og sort for alderdom, svækkelse, efterår.

Tid og slid gjorde det først af med elfenbensindsatsen og efterlod den nordlige pil væk fra kroppen tom. Så forsvandt ibenholtsindsatsen mod vest, og lyset faldt ind i kuppelformen fra to sider. Derpå forsvandt den gule rav mod øst og gjorde kuplen til en omvendt smilende smiley med tandproblemer. Og samtidig gik der hul i den orange rav mod syd, en dag var den blot forvitrede takker i kanten af sit indsatshul, hastigt færre og færre, og til sidst helt borte.

Nu var ringen åben til alle sider. Farver indikerede ikke længere retningerne i verden, og lyset faldt ind i sølvkuplens indre og oplyste et rum, hvor der intet var.

Fra at være et billede på bevægelsen gennem verden og gennem livet, med håb for og tro på genfødsel og nytten ved at leve, havde tiden barberet ringen ned til den håbløse eksistens’ hårde retningsgiver: Alle retninger det samme, et løfte om intet og om alt, og et liv fyldt af hårdhed, skarpe hjørner og faldgruber overalt.

Eller… som selvindlysende bevis på sin egen funktion, akkurat født: Fra en guldsmeds hjerte og fantasi, gennem Tidens nådesløse nedslidning og udjævning af alt, der har betydning, og frem til digteren, til digterens hjerte, der kan fylde ringens huller og retninger igen med farve og mening og lade dem antyde vejen til en anden verden, en bedre verden, en verden som aldrig vil findes, men uagtet dét behøves af enhver.

Og som sagt, hvor de fire divisioner mødes, på ringens øverste punkt, var en grøn, spids halvædelsten sat, for Tiden at stikke sig på. Hér pegede den mod det højeste, det fjerneste, over hovederne på enhver. Her pegede den på øjeblikket, som enhver kommer til, der kan mærke sin krop.

Dén stenede retningsgiver sidder der endnu. I en base af guld stritter den og ér endnu så spids, at det bemærkes. For enhver, som ikke har fulgt med i ringens forandring, gør den grønne sten ringen hel og bevidst at se på – som et kunstværk fra en filosofisk guldsmed – snarere end som Tidens slid på en digter, der ønsker sig forandring. Når nu forandring åbenlyst ikke er til at undgå.

Mulighederne er digterens, som han evner at leve med dem: Det nådesløse liv – som Tiden kværner al farve til tomhed; eller genskabelsen, når Tiden har gjort sit. Tidens lærling, Tidens mester. Eller Tiden selv, hvis han forstår, hvori forskellen består og følger sit hjerte uden at frygte hverken det nådesløse eller kravet om at udbedre Tidens hærgen.

For… tage ringen af, dét gør digteren ikke.

 

Halddage 2011, 2 (udpluk fra dagen)

Haldskrevet.

 

Harry havde ikke sænket elefantriflen, mens gruppen kørte bort i jeepen. ”Dé fyre kommer ikke igen. Men det er der andre, der gør. Max en uge, så må vi af sted”.

”Hvad med en hund?” var det fløjet ud af Pernille.

En hund, en hund… Harry var ikke afvisende over for idéen, og da hun vågnede næste morgen, stod tre bæster lænkede til hver sin pæl foran lodgen. Nejnej, havde Pernille protesteret, og inden Harry havde kunne sige noget, havde hun nærmet sig den midterste og største af de tre kæmpehunde.

Bæstet knurrede og rejste børster og fremviste det grummeste tandsæt, hun havde set på noget dyr. Da hun gik ned på hug, satte den af og snappede efter hendes ansigt. Hun havde beregnet det præcist; kæden strammede til og tandsættet klappede sammen ti centimeter fra hendes næse. Og så tog den ellers til at gø af hende, men hun blev bare siddende på hug, helt rolig.

Hver gang den holdt pause for at trække vejret, lavede hun den samme monofone fløjtetone og rakte et lille stykke kød frem på håndfladen. Tiende gang satte den sig på halen og kiggede på hende, gik så frem til hendes hånd og snusede til kødet, før den forsigtigt satte tænderne i det og slugte det i én mundfuld. Hun fløjtede samme tone igen og rakte hånden frem med et nyt stykke kød. Også det blev taget forsigtigt.

Da hunden pludselig begyndte at snerre igen, bemærkede hun, at Harry var kommet op på siden af hende. “Sælgeren forsikrede mig ellers om, at det var de vildeste hunde, han havde; komplet umulige at tæmme,” sagde han.

Alt levende søger omsorg, havde hun svaret, og vist ham hvordan.

Da han lidt senere af sig selv gik hen til den venstre lænkehund og kort efter fandt samme tillid hos den, brød hendes hjerte i brand for tredje gang. Og det faldt hende ind, at hendes kærlighed var forbundet til hendes læring. Og muligvis til død.

Da hun dagen efter tog lænken af den midterste hund, holdt Harry sig inde i huset. Tilliden til ham var ikke absolut, den kunne godt finde på at knurre af ham, mens Pernille bare behøvede at lade hånden svæve ned mod jorden. Men hun kaldte Harry ud og sammen sad de i støvet, mens hunden først gik snusende omkring hele lodgen uden sin lænke og siden lagde sig foran dem.

Enigheden om, at der måtte være et helle for deres daggæster, var uudtalt. Om dagen skulle hundene være i huset og en indhegning, de byggede væk fra vejen. Om natten gik hundene løs.

Over de næste uger hørte de nogle få klager om, at hundene var blevet set med andres høns mellem tænderne. Det betalte de sig det fra uden at tøve – selvom de begge tvivlede på, at deres hunde var ansvarlige. Klager om truende adfærd mod mennesker hørte de ingen om. Men ingen nærmede sig lodgen om natten. En hel måned havde de fred.