Fra en søn til en mor på dagen, hun fylder 70.
Kære Mor,
tak.
hvorfor jeg aldrig har fået færdiggjort et digt om dig eller til dig, er et spørgsmål jeg har stillet mig igennem mange år. De sidste par år har jeg følte mig tættere og tættere på at forstå dig, som det nu er muligt at forstå et andet menneske. Mens Gitte lavede SIN gave til dig, kom et ord til os, som jeg synes indbefatter det hele:
Hjertesamleren
hjertet er skabt med begrænset holdbarhed
og varighed
hjertet findes for at finde hjerter
hjerter søges fordi hjerter
er ensomme majestæter i skrøbelige riger
hjerter er centrum, essensen
af ethvert væsen kaldet menneske
kroppens hjerte fordeler ilten
så hjernen kan navigere i verden
følelsernes hjerte skiller velvilje
fra manipulation og finder det nærende
det metafysiske hjerte
muliggør oplevelsen af fællesskab
og skaber mening i eksistensen
hjertet er selve kernen
og dén der samler knuste hjerter til hele hjerter
den der samler enlige hjerter til fællesskab
og dét menneske der ser det som sin opgave
at være hjertesamler
dét menneske kan aldrig få tak nok
og får det sjældent
det er selve mekanismen i
at være en hjertesamler et menneske
der er der for andre
fordi hjertet
det store hjerte,
det alt-livs- og skønhedsnærende
nødvendige hjerte
for hjertesamleren altid
er under angreb
og må forsvares
og repareres
og beskyttes
og vedligeholdes
og vises den rette vej
som hjertesamleren ser er rette vej
Mor, jeg ønsker dig fred i sindet, og plads til din egen skønhed i dine egne øjne – følelsen af at være anerkendt – inden du atter vender blikket mod de andres behov og trængsler. Uden dig var denne familie og kreds af venner røv og nøgler. Du centrerer os, minder os hvad der betyder noget, husker årets gang for os, minder os om at andre har følelser, når vi selv er fortabte eller forvildede, samler os, får os til at føle, at vi har et hjem og hvad værdien af et hjem er. Du er inkarnationen af troskab og loyalitet, af ansvarsfølelse og at blive ved og ved og ved, igennem alt.
Alle dine venner ved dét om dig, der betyder noget for dig: Din familie og dine nære. Det er derfor, de er dine venner. De ved også, at du er sjovest at være sammen med, når du ikke er trykket – og glæder sig til, at du kommer tilbage. For i bund og grund er du en spillopmager. Der bedst ler, når vennerne favner dig, og dine nære og kære ikke kalder på dig via din veludviklede intuition – en evne, som ikke kan købes for penge, og ikke læres.
Du er et enestående menneske. Umulig at takke nok. Så, mit ønske på denne dag, hvor du har valgt at foregive overgangen til et reelt otium… er lydhøre, nærværende venner og familie, der elsker dig og bakker dig op, og en ægtemand, der vil fortsætte med at elske og respektere dig til sidste sekund, gennem tykt og tyndt: Når du udfører dit livshverv (sådan nogenlunde…) til din egen tilfredsstillelse, og når du af og til farer vild i alle fornemmelserne og stemmerne, der kommer til dig.
Hjertesamler – mor… – vær god ved dig selv. Vær glad for dig selv. Du har et hverv i livet, der passer godt til dig. Der er plads til det hele inden i dette hverv – pjat, lidelse, afslapning, nydelse, selvfølelse – og dit eget hjerte må banke, for at andres kan heles og finde sig selv. Vær bedre ved dig selv. Med god samvittighed.
Tak, mor. Respekt!
