lørdag
UGE 16
du er omgivet af din familie. de er omkring dig i huset. hvis du tuner ind på dem > hvis du lytter efter et navn > et liv > i et værelse > i dit hus, kan du høre hver og én af dem trække vejret
de trækker vejret omkring dig. det må betyde at du selv er i live
det tordner over Fyn. SÅ langt væk, men huset ryster når det smælder. det regner, men du kan se stjernerne lige over dit hoved og månen, du kan se månen, selvom det regner > hvorfor er der ingen skyer på himlen over dit hoved
der er ikke noget du frygter > ikke noget, der truer dig og din familie. blot en følelse
du tænker, at du vil ringe til nogen > vække nogen udenfor huset til at sætte alting i perspektiv > som kan minde dig om verden udenfor, men da du løfter røret kan du ikke huske numrene på nogen af dem du kender. det er som om de aldrig har eksisteret andet end i din fantasi
du lægger røret tilbage i gaflen med usikre hænder > besøger hver enkelt af din familie i ånden og undrer dig pludselig over, at du ikke selv sover
du står ved det åbne vindue og ser over mod Fyn. tordenen føles i græsset og som en hul rungen i træværket. det regner dén regn enhver ønsker for græsset om sommeren, men det ér kun forår nu > og du er selv fyldt op og ønsker at alting skal stoppe. en kort pause hvor alting fryser > regndråberne i luften > lydene i træ og græs og vindfang under taget > åndedrættene fra de tilstødende værelser > minderne
bare du kun kunne høre dig selv og holde vejret og ingenting høre overhovedet. men det sker naturligvis ikke
kun tanken sker. men tanken bliver til en varm strøm der siver fra toppen af hovedet og ned gennem kroppen på dig og får det til at prikle og stikke i alle lemmer og presse på inde i maven > en kæmpe knytnæve der holder fast, og holder fast, og holder fast og pludselig > er det som i et blink næsten muligt
og så er øjeblikket forbi. og regnen falder men den er kun vand. og tordenen brager men den er kun lyd. og Fyn findes derude i mørket et sted > og lydene af lunger er lyden af dem der giver dig grund til at ønske, og du er næsten ved at skrige af smerte og glæde på samme tid og opdager så, at du har holdt vejret indtil dine lunger gjorde ondt og bemærker at månen ikke står hvor den stod
da du hiver frisk ny luft og langsomt lukker det ud > er du næsten ved at gå i stykker > så lykkelig er du. så lykkelig er du
F 5 [+]
E 18 [-]
I 2 [+]
