bøn er en privat sag

I et respons i Altinget om venstrepolitikeres frygt for muslimske bønnekald (via højtaler på moskéer) siger den radikale politiker Paula Larrain om muslimsk bønnekald: Hvis det er larm, er kirkeklokker det også

Følgende skrev jeg til Altingets redaktion, fordi kommentarfunktionen dér ikke virker, når man ikke er abonnent:

Ja, bor man ved siden af en kirke, kan gudstjenester, bisættelser, barnedåb og bryllupper nok opleves meget irriterende pga. klokkernes LARM. Men larmen udtrykker andre menneskers glæde og sorg, der udbasuneres til omgivelserne at tage del i – og ud over den ugentlige gudstjeneste er larmen ikke noget, der sker med stor og forudsigelig regelmæssighed og er højst til gene for folk med tømmermænd og natarbejdende, der behøver at sove. 

Med dén undtagelse er den kristne kirke indifferent over for om nogen i omgivelserne er troende eller ej. Var den derimod ikke en selvfølgelig kulturreligion længere og i stedet reduceret til trosretning blandt alle de andre, kunne det tænkes at klokkerne ville blive SØGT brugt som dengang, hvor slagene fungerede på samme måde som det muslimske bønnekald i dag – dvs. både som angivelse af fælles tid, og som påmindelse om religionens centralitet i samfundets liv. 

For mig er den væsentligste forskel, at muslimske bønnekald intet har med fejring af glæde og sorg at gøre, men derimod er en censurmaskine, der deler alle i troende og ikke-troende. Dvs. rettroende muslimer og alle andre. Hvilket er godt for den rettroende, der fastholdes i sin overbevisning og sin ret, og hvordan er det for andre?

For nogle år siden boede jeg i 6 uger godt 2 km i fugleflugtslinje fra en moske (på et bjerg, på den anden side af en bugt, i Tyrkiet), hvor de daglige 5 kald som inddeling af alle vågne timer konstant mindede mig om religionen Islam. I begyndelsen var det interessant, fordi jeg ikke havde oplevet det før, men netop fordi det var så regelmæssigt, blev bønnekaldet til en taktstok – en angivelse af, hvad Koranen foreskriver i forhold til at være ikke-troende muslim, og dermed hvad Islam tænker om mig – et regelmæssigt, invasivt taktslag, jeg blev mere og mere bevidst om, at jeg ikke havde lyst til at lyde. Og på dårlige dage oplevede jeg kaldene som aktive trusler – en psykisk terror, der med sin ulidelige regelmæssighed forsøgte at orme sig ind under huden på mig og bestemme over mit sind og mit humør og min tilstand.

I og med det lejede hus havde jeg planlagt at kunne være afstand af mine pligter og den daglige larm i Danmark – for at kunne ånde frit og være til stede i forhold til at lade skriften komme ud af mig. I stedet var jeg inden længe nødsaget til i alle dagtimer psykisk at beskytte mig mod den kulturreligiøse besked fra højtaleren og direkte opgive at arbejde i tiden op til muezzinens kald, og efterfølgende kaldet bruge tid og energi på at give slip på mine psykiske blokader, så jeg atter kunne være til stede i mit arbejde. 

Nej, jeg skal ikke bo i et muslimsk land, eller i nærheden af en moske, og det VAR måske i udgangspunktet en fejl at tage i refugium i Tyrkiet, men det var godt at finde ud af, at det højlydte muslimske bønnekald er terror for mig. Og at jeg ikke formår at være i nærheden af det uden at føle mig taget som gidsel. 

Måske kan nogen undskylde mig med, at jeg ikke er religiøs, udmeldt af Folkekirken, og at folk for min skyld kan tro på, hvad de vil, bare det offentlige rum forbliver fælles på den måde, at der er plads til alle. Men dét er ikke indifference. Tværtimod betyder det, at larmen i samfundet ikke skal skrues op, men skrues ned! Og skulle kirkeklokkerne på dén konto endelig kun måtte bruges til oplysning om brand, invasion o.lign., så for min skyld ingen ballade. Der er jo også en årsag til at kapitalismen ikke har lov lydligt på ethvert gadehjørne at udbasunere SIN religionsdoktrin om at købe og forbruge – om end de visuelle reklamer i sig selv er forstyrrende nok: 

Kampen om at besidde og kontrollere den enkeltes sind er ikke befordrende for den enkeltes psykisk sunde liv. Nogle politikere erkender det. Uden at skulle tage stilling til problematikken ud fra et religiøst synspunkt og lade sig påvirke af budskabet i Islam, som jeg hér selv gør det.

Og man kunne jo også bare stille sin mobil til at huske sig på bøn.

vh, 

brændt ud

Man skal brænde for at brænde ud.

TAB er en del af alle lidelser, og kan nemt føre til kortere eller længerevarende nedtrykthed, sorg, eller depression: Noget er mistet, som giver én følelsen af ikke at være hel, eller man må skulle give slip på noget, man før har værdsat højt: et menneske, forestillinger om egne evner, retning i livet, betydning for andre, forskning, filosofi…

Men at miste interessen i nyt er at miste interessen i selve livet.

 

UDBRÆNDTHED

Udbrændthed er blandt andet kendetegnet ved:

  • følelsesmæssig udmattelse
  • ufølsomhed over for andre mennesker
  • lav præstationsevne

Et bedre ord for udbrændhed er nok “udmattelsesdepression”.

Stress vs. Udbrændthed

Stress
Udbrændthed
Karakteriseret ved overansvarlighed Karakteriseret ved manglende engagement
Følelsesudtryk er overreagerende Følelsesudtryk mangler kant og indhold
Afføder hast og hyperaktivitet Afføder hjælpeløshed og håbløshed
Tab af energi Tab af motivation, idealer og håb
Fører til angstlidelser Fører til afsondrethed og depression
Primære skade er fysisk Primære skade er følelsesmæssig
Kan tage livet af dig før tid Kan få livet til at synes ikke værd at leve
Source:Stress and Burnout in Ministry

 

Udbrændhedt forekommer typisk på arbejdspladsen: Du arbejder for meget og bliver værdsat for lidt. Meget enkelt. Men erstat “arbejdsplads” med hvad som helst, der kræver en stor del af din tid, ansvar, engagement, og du vil se, at udbrændthed kan forekomme hvorsomhelst. Continue reading “brændt ud”