et lille skridt for h.s.s. (prosa, ufærdig)

Egentlig kunne det vel hænde for enhver – altså dermed ment, at skønt behovet sagtens kunne udtrykkes i en bevidst handling, var kontrol ikke en forudsætning.
Men altså: Torsdag, den foregående uge, var han begyndt at bevæge sig i cirkler. Rundt og rundt og rundt, i store og små cirkler omkring centre, som ikke nødvendigvis var i fase; hverken tid eller rum. Det var ikke spiraler – dertil var cirklerne hinanden for uafhængige. Enhver passage fra cirkel, skønt en sjælden forteelse, foregik som astronautens svæven i rummet, roligt, som den stivnede krops opstigen mod overfladen, ufravigeligt, som at måtte ånde, en drift lavere end instinktet, denne vej, lige ud, i en bue – men bryder altid bevægelsens retning (begejstring) i en bue, men selv en bue er lige ud fortsat det er lige gyldigt, hvor man ender.
Og det er det. Når han forlader sin cirkel. Enhver anden. Dét er målet. Indenfor og udenfor. I cirkler og i cirkler.
Når han lander på ydersiden, og dét uanset han kommer indefra eller udefra, må han finde balancen. Har han længe opholdt sig dér, han kom fra, sidder denne cirkels hastighed ham i rygmarven og han må justere sig til de nye forhold, som altid er hurtigere – indad – eller langsommere – udad; altid hurtigere og langsommere, og tyngden er en anden.
Han har kunnet drive i æoner uden at tænke over det, men nu er han begyndt at mærke efter – tanken, at mærke efter, er blevet en besættelse hos ham og hans fødder og ben retter sig, søgende, suger, og, straks, dér, er en ny cirkel under fødderne, og han vakler, svømmer med armene, danser lidt til ære for de nye forhold, vænner sig dertil eller lægger hurtigt fra igen, i et sæt, ud eller ind.
Han har altid været det, men taget i betragtning at torsdag i sidste uge var første gang, han gjorde det, er det temmeligt mærkeligt at han ikke bliver længere på sine cirkler, end han gør. Mårske tror han de findes i et ubegrænset antal. Det gør de, og det gør de ikke, alt efter synspunkt, men deres antal formindskes jo mere han kaster sig ud, kaster sig ud, kaster sig ud, kaster sig ud han kaster sig ud han kaster sig ud han
Og dér svæver han igen, nu siden for lidt siden – ikke siden torsdag i sidste uge – siden for lidt siden har han haft retning. Mod sine fødder.

Anmeldelser: Dragens tab af hoveder

Den svære toer…

 

Det foregik sådan, at Borgen straks efter anmeldelserne bad om at få mere. Jeg vidste intet om noget og sendte bare frasorteringen fra debuten plus hvad jeg havde skrevet siden antagelsen af den første. Det VAR for tyndt. Selv Poul Borum, der havde båret mig på skuldrene til Borgen i et brev, der endte med … “Ren ild!”, vaskede hænder. Velfortjent, tror jeg. Han havde trods alt selv afvist de fleste  af digtene, idet han havde hjulpet med udvælgelsen til debuten…

—

Sød pige og slem dreng

Ekstra Bladet 14. september 1988, 1. sektion, side 19

af Poul Borum

28-årige Marlene Nedergaard debuterer med en lille samlinge prosadigte, og den 25-årige Kenneth Krabat kommer med sin anden digtsamling. Begge er originale og talentfulde, deres bøger fortjener bestemt at blive udgivet – og at blive læst.

Men begge har allerede problemer med charmen og vil få det mere og mere, hvis de ikke viser at de kan vokse op og udvikle sig til noget andet og mere end ‘charmerende’.

Nedergaards skrøbelige tekster om barndom, kærlighed og død skaber en slags absurdistisk lillepige-verden, hvor det meste er fortryllende og gådefuldt og lidt sørgmodigt. Der er glimt af mere desperat humor, som måske i virkeligheden bedst ville kunne komme fre i novelle og roman.

Krabat er lige så typisk ‘dreng’, som Nedergaard er ‘pige’. Han er rablende og primitiv og fræk og af og til temmelig tyndbenet pornografisk. Ugens lyrikrapport.

Men han har en masse flotte fysiske oplevelser af verden og den elskede, og han har en spruttende fantasi, som han scorer mange points på.

Ingen andre en Krabat kunne skrive et digt med titlen: ‘Min ismejeridame hader mig ikke’…

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – – Continue reading “Anmeldelser: Dragens tab af hoveder”

Anmeldelser: …Naiv?Sagde det nøgne barn

De første anmeldelser…

B Zatte digte.

Ekstra Bladet 9. januar 1987, 1. sektion side 18
af Poul Borum

“… Halvdelen af den store bog består af ti meget lange foretællende digte, så originale og så medrivende, at man nok kan regne med, han har en romanfremtid. Mens hans digtnutid er bestemt meget inciterende og meget nutidig. Hans digtvideoer, som man godt kunne kalde dem, er både destruktive og ømskindet følsomme på en måde, som man mere kender fra 80’ernes rockmusik end fra den unge digtning.

Blandt alle de talentfulde unge digtere vi har, er Kenneth krabat en ny og anderledes stemme, grovere og mindre forsigtig, men også med en ikke mindst i dag befriet mangel på selvoptagethed. Det er verden, han opdager i digt efter digt, ikke sit eget onanerende spejlbillede. Og han oplever den på en ny måde og med et nyt sprog. Bravo!”

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

Et litterært fupnummer

Continue reading “Anmeldelser: …Naiv?Sagde det nøgne barn”