DAGBOG, Rom jan. 22

– vejen til Nul Bisser

          

          hver morgen fingeren i munden, er udposningen med betændelse i kæben faldet? nej, den er stor som i går
          vente hele dagen for at se om indsprøjtningen i går virkede, ikke spise piller, så jeg kan holde øje med om smerten vokser, ved sengetid kanyle ned mellem to tænder, sprøjte klorhexidin ned i hulrummet under bagerste højre tand
          mærke smerten vokse af det øgede væsketryk i tandlommen, føle det er en stakket frist, kan ikke rense madrester helt væk hvad jeg end spiser, rester presses ned under tanden og føder bakterier, snart må fremgå, at bakteriedræbende klorhexidin ikke hjælper
          så skal gummen skæres op, så skal tanden trækkes ud, og den næste tand med, som er død, så jeg vil intet have at tygge med i højre side, tygning og udtale bliver et besvær, hvor længe kan jeg trække det?
          udtrækning sker næppe i Rom, tand- og kæbekirurgisk på Riget fordrer en henvisning fra den tandlæge jeg ikke længere har, må jeg hjem til tandlægevagten og dér højlydt understrege, at strålelægerne henviste operation til Riget på grund af smuldrende kæbe efter stråling? skal jeg se en desavoueret vagttandlæge blive afvisende vred og “det styrer du helt selv”-agtig?
          så vente til en dagtandlæge både kan og vil henvise mig, finde mig i mere smerte og større byld, fordi systemet har én bestemt procedure for tandudtrækning, skal jeg bare storme tand- og kæbekirurgiafdelingen på Riget og kræve at blive behandlet?

          stå som en anden idiot med en spidsaffilet kanyle nede i kæberummet, indse at behandlingen er midlertidig, ingen løsning forude hér, paralyserende følelse af unyttigt håb, mit tandsæts fremtid fucked af procedure og min frygt
          et mirakel beder jeg om, men hvorfra? minimum mister jeg mine tænder, maximum dør jeg ikke af blodforgiftning, intet dér imellem og ingen at bede til ud over mig selv.