OUTCASTS (2011->, SciFi, TV)

You can never have too many poets. But who will the scriptwriters choose to let live:
The female poet Nobel laurate, or the charismatic evacuation administrator?

33 minutes into ep.1 of

The president speaking to the captain of the approaching ship ferrying colonists from Earth:
      ”Are you carrying any VIPs?”
      ”Margaret Baker. Poet and Nobel laurate.”
      ”Good. You can never have too many poets!”

The English can’t write decent dialogue. They spell everything out AND show it too. It makes for long, boring, predictable scenes, drawn out character building or characters with a flimsy, singular trait – she’s sensitive, so she cries; he’s scizo, so he’s violent; the president is the president, so he’s wise and all fatherly. But no american production company would allow the above quote. In my book, that alone gives the English credit.


Newly colonized planet, 10 years ago, has lost contact with Earth, and is eagerly awaiting new arrivals, 5 years underway.

Trouble is brewing on the planet, so Jamie Bamber couldn’t help say yes to the role of psychopath after his many years aboard the Galactica, but still hasn’t learned how to vary his acting, and therefore may not be such a big threat after all, well, probably not… No-no, he surely won’t be leading the rebellion away from the safe city and into the wilderness, as is mentioned a suspicious number of times. So, other trouble will come, probably from the criminals out there, who should have been executed, but weren’t. Then Jamie will probably come to the rescue, with or without acting lessons.

And the great ship from Earth will probably make it through the atmosphere, despite heat shield problems, which has proven catastrophic for other ships. The reason for this: The president wrinkled his nose over the mentioning of a certain VIP on board the approaching ship – someone he would not love to see contesting his leadership in the city, so at least this guy will make it safely to the ground. Whom the script writers can invent spanners for to cast, throw, deposit or slip into, over time, well defined wheels and cogs in the city’s administration and general well being.

Not much meat on this. So, unless the Tygers, several times referred to, chiefly by the darling, brainwashed son of Jamie Bamber, are neither among the approaching ship, nor harboured as rebels among the citizens, but rather already on the planet in some significant number and force and ready for a quick shoot-out, BBCs usual 8 episode seasons won’t be enough to provide this series with any real corpus.

Too bad. But do keep trying; it IS refreshing to see the British try to move into space. Not holding my breath, though. They’ve seen way to many American SciFi movies!

Future Timeline – den konvergente fremtid.

Hvad kommer der til at ske? Måske.

 

“Welcome to the future! Here you will find a speculative timeline of future history. Part fact and part fiction, the timeline is based on detailed research that includes analysis of current trends, projected long-term environmental changes, known advances in computing such as Moore’s Law, the latest scientific advances, and the evolving geopolitical landscape. Where possible, references have been provided to support the predictions.

FutureTimeline.net is intended to be an ongoing, collaborative project that is open for discussion – we welcome ideas from scientists, futurists, inventors, writers and anyone else interested in the future of our world.

Click here to submit a prediction.

Future Timeline

Bogudlånskulturen – slagtning, åreladning, hamskifte?

Bortfaldet af biblioteker, og overgang til ebøger, får voldsomme konsekvenser for Landets litteraturskabelse.

Det danske biblioteksudlån er en enestående institution. Alle og enhver kan besøge biblioteket, og så vil en behjertet og begavet bibliotekar gøre hvad som helst for at skaffe en hvilken som helst udgivet bog i verden hjem til dig. Det er så UNIKT i verdenssammenhæng, at det ikke findes bedre.

Det findes simpelthen ikke bedre:

Hvor f.eks. amerikanske læsere donerer deres bøger til amerikanske lokalbiblioteker, er danske biblioteker både forpligtede og budgetunderstøttede til at at servicere danske lånere med bøger, film, spil, musik og oplevelser til at vække og stimulere læselyst og informationssøgning. Som både fastholdelse og højnelse af det generelle uddannelses- og vidensniveau.

Seneste skud på denne stamme er ebøgerne. Der er kun godt 1500 på markedet endnu, på dansk, men bibliotekerne tilbyder udlån af mange af dem.

En kommune bestemmer selv, hvor mange ebøger en låner kan låne. For Roskildebibliotekerne gælder flg. regler

Du kan låne en ebog i 8 dage.
Du kan låne 3 ebøger om ugen.
Dog ialt max. 12 ebøger om måneden.

Udlån af papirbøger koster ikke bibliotekerne noget – og forfatterne honoreres af skattepengene gennem fordeling af kulturmidler øremørket til forfatternes udlån på bibliotekerne.

Ved skabelsen af bibliotek.dk og centraliseret udlån af mange titler, er midler frigivet til indkøb og udlån af DVDer, musik, og computerspil – hvor rettighedshaverne i udgangspunktet honoreres gennem overpris ved indkøb af disse medier.

Ved udlån af ebøger, derimod, skal bibliotekerne betale rettighedshaveren for hvert eneste udlån! Og da ebøger jo ikke findes i eksemplarer, der skal hverken opbevares eller forsendes, er det en ganske god ekstraindtægt (som ikke kommer forfatteren til gode): Hvert eneste ebogsudlån koster biblioteket 1/3 af nettoudsalgsprisen på bogen = ca. 30 kr. pr udlån, der tages fra indkøbsbudgettet til nye bøger. Af dén grund er der begrænsninger på antallet af ebøger, en borger må låne pr. måned.

En låner i Roskilde kan altså låne ebøger for 360 kr. om måneden i sin kommune, og efter eget ønske et uanet antal papirbøger, samt de fleste film og musikCD’er, hvoraf ingen behøver fysisk at befinde sig i Roskildebibliotekernes lager. Alt bestilt via bibliotek.dk.

Åbenlyse konsekvenser ved at bytte et fysisk biblioteksvæsen ud med et digitalt.

Når produktionen af fysiske bøger og dermed biblioteksindkøbene af fysiske bøger falder, og produktion, salg og UDLÅN af ebøger stiger, ophører nødvendigheden af at have fysiske biblioteksafdelinger

Som følge af besparelser har staten og kommunerne lukket over 150 biblioteksafdelinger landet over inden for de sidste 2 år – der er ingen grund til at tro, at lukningerne ikke vil fortsætte, hvis væksten i antallet af ebøger stiger og antallet af trykte bøger falder.

Bibliotekernes centraliserede udlånsfordeling af papirbøger søger for fysisk rundsending af bøger, der ikke er mærket som hørende direkte til ét bestemt bibliotek. Konsekvensen af lukninger, eksistensen af bibliotek.dk, samt en større reduktion i fysiske bøger ville blive, at en stor del af dansk udlånsbogbestand nemt kunne være på udvalgte lagre i landet og distribueres på bestilling til borgerne dérfra. Det vil være billigere, og med dén tankegang vil the powers that be givet være ligeglade med den for bogelskere så nødvendige kontakt til de professionelle bogelskere og vidensdistributører, bibliotekarerne. Bibliotekerne ville kunne udlejes til erhverv, eller laves til medborgerhuse eller varmestuer for hjemløse. Og bibliotekarerne midlertidigt ansættes som net-tilgængelige specialister i informationssøgning, indscannere af den ikke-digitaliserede bogbestand, rettighedsforhandlere osv.

Når produktionen af fysiske bøger og dermed biblioteksindkøbene af fysiske bøger falder, og produktion, salg og UDLÅN af ebøger stiger, ophører nødvendigheden af at have mere end nogle få, NATIONALE bibliotekarer til at servicere hele landet.

Hvorfor skulle man uddanne samme mængde bibliotekarer, når der ingen fysiske udlånssteder findes, og al kontakt med borgerne sker som nationalcentraliseret, netbaseret udlån? Bibliotekarens rolle i samfundet vil være uændret, men ved bortfaldet i personlig kontakt og betjening, behøves stort set kun de bibliotekarer, som erhvervslivet og forskningsbiblioteker behøver. Kunstlitteraturen kan betjenes af nogle ganske få, evt. med en omlægning eller udvidelse af lektørtjenestens funktion.

Når produktionen af fysiske bøger og dermed biblioteksindkøbene af fysiske bøger falder, og produktion, salg og UDLÅN af ebøger stiger, falder udbetalingen af bibliotekspenge til forfatterne for stående eksemplarer på hylderne.

Når biblioteker lukkes, kasseres ofte en stor del af bogbestanden, mens kun særlige bøger går i fællesarkiv eller flyttes fysisk til andre biblioteker. Herved forsvinder et stort antal af de bøger, som forfatterne får penge for. Såfremt man ikke rørte ved biblioteksmidlernes størrelse, ville alle forfattere få mere for de bøger, der endnu stod til udlån, men det er nok mere sandsynligt, at midlerne ad åre ville blive reducerede til at afspejle bogbestandens fysiske størrelse.

Det er muligt, at regeringen hen ad vejen er nødt til at gribe ind og kulturmiddeltildele forfattere til ebøger på bibliotekerne. Men da erhvervelsen af en ebogstitel er et JA eller et NEJ snarere end som med papirbøger et indkøb af antal eksemplarer, og enhver kan udgive en ebog, kan det godt tænkes at sådanne kulturmidler vil blive baseret på antal udlån. Og så risikerer vi, at EU griber ind igen og kalder det konkurrenceforvridende ikke at honorere forfatterne til oversatte bøger.

Det er et helvede!

Når produktionen af fysiske bøger og dermed biblioteksindkøbene af fysiske bøger falder, og produktion/salg/UDLÅN af ebøger stiger, risikerer forfatterne at miste udlånsbetaling overhovedet, idet forlæggerforeningen nægter at forhandle en udlånsaftale

Selvfølgelig nægter forlagene at forhandle udlånsaftale, der tilgodeser forfatterne:

Biblioteksudlånsaftalen, der alene giver forfatterne del i Bibliotekspengene, var en undtagelse i ophavsretsloven, som de store forlag har hadet og skåret tænder over igennem de 20-30 år, den har eksisteret. Nu kan de ved simpelthen at nægte at forhandle udlånsaftale, der tilgodeser forfatterne, med fuld opbakning fra borgerlig kulturpolitik vente på, at ebøgerne overhaler pbøgerne inden om og erstatter dem i udlånsskranken.

Skulle biblioteksmidlerne til den tid stadig findes, vil disse med en borgerlig regering ved roret gå til forlagene.

Denne ekstra indkomst vil næppe gå til at konkurrere om lavere priser på danske udgivelser (Gyldendal udgav 75% af al ny skønlitteratur i DK i 2010… not!*). Det kunne derfor med opbakning fra de to forfatterforeninger betyde en øget royalty til forfatterne, men igen: Forlagene kan bare nægte at forhandle, eller lave skinforhandlinger, for hvor skal forfatterne gå hen, hvis Gyldendal ejer stort set alt, inklusiv den største ebogsdistributør, Publizon? Og hvis biblioteksudlånsmidlerne bortfalder eller ikke tilgodeser  forfatterne ved udlån af ebøger, vil først forfatterne tabe kontant på det. Siden vil der blive færre forfattere, både fordi faget vil blive mindre attraktivt som indtægtskilde og fordi vores lille sprogområde vil fordre større sigte på, hvad læserne i forvejen kender og forstår. Og over tid vil diversiteten i dansk litteratur blive en endnu større indblanding af oversættelser fra primært engelsk kultur.

Det er mig helt åbenlyst, at bolden ligger hos forlagene. Og at de ikke gider lege.

Når produktionen af fysiske bøger og dermed biblioteksindkøbene af fysiske bøger falder, og produktion, salg og UDLÅN af ebøger stiger, risikerer læserne bortfaldet af offentlige støtte til boglån.

Der er ikke synderlig langt fra en konkretaftale som bibliotekernes “1/3 i betaling for udlån af ebøger” til direkte brugerbetaling. Og set med borgerlige øjne kunne sådan aftale givet lige så vel administreres direkte fra produktions- og distributionsledet, f.eks. Publizon. Eller fra en anden, kunstig, organisation skabt til formålet, og set gennem fingrene med fra politisk hold.

Når produktionen af fysiske bøger og dermed biblioteksindkøbene af fysiske bøger falder, og produktion, salg og UDLÅN af ebøger stiger, risikerer kulturen censur på udlånet

Bøger, der kun findes i ét eksemplar, er nemme at fjerne eller gøre utilgængelige for udlån. Vi så det med Amazon’s Kindle-bibliotek, hvor folk pludselig ikke kunne få adgang til en bog, de havde købt. En sådan fjernelse kunne lige så vel være politisk som ophavsretligt motiveret, som tilfældet var med Amazon, men det ER et problem med digitale filer, hvis de kun kan hentes ét sted og ikke må rundspredes. For ikke at tale om, at data forgår – i modsætning til, hvad mange tror. Og harddiske dør. Man kunne jo prøve at forestille sig, at en server, der rummede al dansk litteratur, blev inficeret af en virus, der fjernede alle sidste-sider…

En metode at sikre landet og kulturen Danmark mod fremtidige overgreb fra angste politikere, fra vira, fra datatab, fra lokale strømudfald og alle andre trusler mod uønsket forgængelighed i nationalbibliografien, kunne være på følgende måde, også som en mulig betalingsmodel:

Grundlovssikret adgang til al udgivet skrift, frivilligt rundspredt af enhver med interesse for det via krypteret torrent med tilhørende omslag, omtale og anbefalinger fra læsere og anmeldere, og betaling for af-kryptering direkte til udgiver. Psykologisk salgsforslag: jo mere populær bog, jo dyrere. Kànon-litteratur undtaget. Dvs. fuck boghandlere og deres frie bogpriser… salg direkte fra producenterne. Bøger ældre end 10 år, titler undtaget, som stadig oplever salg: De næste 100 er gratis, betales over skatten og er uden krypteringer.

Det ER muligt, teknisk.

—

Kenneth Krabat, 6. januar 2011

* Ang. Gyldendals såkaldte dominans… Janus Andersen stod for korrektionen af den kolportering af Jyllandspostens kolportering af (sikkert) et nyhedsbrev fra Gyldendal… som fejlagtigt, løgnagtigt, hævede Gyldendal til højder, de ikke mestrer, endnu. Men i og med de ikke faktisk står for helt så mange af de danske skønlitterære udgivelser som påstået, har de heller ikke så stor dominans og kan derfor næppe tage det helt så roligt ift. pres fra ændrede udgivelsesmodeller. Og vil derfor nok være sædvanligt uvillige til at give forfatterne mere, end de pt. får.

Mr. Nobody (2009, film, SciFi)

Science Fiction, når det er bedst.
Hvor entropi rimer på filosofi.

 

Hvad kan man som voksen tillade sig at lægge på skuldrene af et barn, et menneske som – set i lyset af et bestemt ideal – burde gives fri til at udforske verden selv?

Idealet er hér forestillingen om en barndom med stabilitet, balance, omsorg, kærlighed, samling, orden, hjem, tryghed som forudsætning for at vokse op og blive et rummeligt menneske med god aura og overskud til at forholde sig til andre mennesker.

I Mr. Nothing placeres en ubærelig byrde på skuldrene af ”barnet”, som flår tid og rum fra hinanden og skaber et multipelt univers med (psykisk) plads til modsatrettede konsekvenser af ikke at kunne vælge.

Som voksen ligger han for døden, 112 år gammel, som det sidste dødelige menneske i et samfund nu uden død (og sex). Som skaberen og bæreren af sin uløste konflikt er han uafvidende blevet til skaberen af et univers med flere tidslinier: Hans barneforelskelser får hver sin tidslinie – i én drukner han, i en anden rejser han til Mars, i en tredje…

Terapeuten, der presser ham til at huske, og journalisten, der stiller ukritisk øre til, er begge som psykisk immunforsvar i et menneskesind, der forsøger at udrede trådene, så organismen kan leve. Vi kender det fra vores samfund – at man skrifter, før man skal dø, så man møder skaberen ren – men hér skal det vise sig at gå på en noget anden måde.

Da han finder løsningen på det gamle dilemme, både angiver han columbusægget for, hvad et menneske gør, der stilles over for et umuligt valg, og hvordan universet ikke kan bestå, ikke findes, (for et menneske), som er evigt ubesluttet.

Livet, både det fysiske og det eksistentielle liv, er en vej, og hvis vejen ikke ses eller anerkendes, svarer det til, at det faktisk ikke findes. Man er blot en drøm i andre menneskers sind.

Eller… de er noget, man drømmer.

Mr. Nobody er en smuk fortælling om at leve. Og om at (finde og) være sig selv. Om at være gud i sit eget univers, og være menneske og hvordan man kan lykkes med det hele… 😀

Og så er Mr. Nobody det cinematografiske mest spektakulære billedorgie, jeg har set i… årevis!!

Being Human, UK (2009->, fantasy, tvserie)

Let’s have a cuppa… and maybe a pint of blood…!
No, I was taking the piss. Let’s all stay human. That is so much better…

Hvis man synes det er svært at være menneske, hvordan mon det så er at være menneske, der teknisk set ikke længere er menneske, men er nødt til at fremstå som såden for at kunne leve med sig selv, om man så må sige, selvom man er død? Ja, det er lidt kompliceret, og det bliver ikke mindre kompliceret af, at man stadig har menneskelige følelser og bliver forelsket og jaloux og også er nødt til at gå på arbejde for at… ja, forblive menneskelig…

En vampyr, en varulv og et spøgelse i bofællesskab i Bristol… Ville du købe dén pitch? Ikke jeg heller. Men nogen gjorde. Og lavede en serie, som i England er begyndt på sin tredje (korte) sæson (de laver ofte sæsoner på 6-8 afsnit), og nu er den blevet købt af amerikanerne og remade – men den version skal man holde sig fra: Bleg og blodfattig til sammenligning…

I hvert fald er det ret fedt. I løbet af den første (korte) sæson finder forfattere og skuespillere en fin balance mellem komedie og dødsens alvor, om man så må sige (fnis) – hvor det at have moralske skrupler over at være i hænderne på dyrisk sult, begær, mordlyst, at give efter for det indre dyr, bliver en synlig kamp. Og imens brygger spøgelset te og kaffe med mere end et strejf af OCD, vampyren vasker bræk op på hospitalet og varulven spekulerer endeløst på, hvordan han skal få noget fisse, altså egentlig vil han helst bare opleve romantisk kærlighed, men det ville da også være fedt med noget fisse, ikke, og nogle kys med sammen med en man elsker, og knepper, og holder i hånd med og knepper…

Se den. Den er okay. Den engelske version.

ICORN: ytringsfrihedsværn for skrivende

Forfatterfribyer.

Så lidt og dog så meget. HÅB hedder det.

“Vi overlever under store vanskeligheder. Og sommetider overlever vi ikke”. Sagt af den russiske journalist, Anna Politkovskaya, i tale ved åbningen af Stavanger Fribycenter. 14. marts 2003.

Anna Politkovskaya blev 7. oktober 2006 myrdet pga. sin kritik af Ruslands krig i Tjetjenien. Listen over skribenter, der er blevet dræbt i kunstnerisk og journalistisk holdningstjeneste, er lang.

ICORN hedder organisationen, der varetager Friby-ordningen for forfulgte og livstruede skribenter. Kriterierne for at blive vurderet som potentiel fribyforfatter kan læses hér.

Danmark har foreløbig meldt sig på banen med 5 fribyer, Århus som den første, Frederiksberg som nr. to, og Odense, Fanø og København venter stadig på at modtage forfattere. Kriterierne er frivillighed (selvfølgelig), en bolig, og midler for forfatteren til at deltage i og skabe arrangementer, der fremstiller forfatterskabet og samtidig fungerer som formidlinger af grundlaget for tilslutningen til fribyordningen: At ytringsfriheden skal holdes i hævd.

Fribyforfattere

Fordelingen af Fribyer verden over (feb. 2011)

  • Holland  1
  • Spanien 2
  • Norge 11
  • Belgien 1
  • Italien 3
  • Danmark 5
  • Tyskland 2
  • Sverige 5
  • Mexico 1
  • USA 1
  • England 1
  • Frankrig 1

Fribyer for forfulgte forfattere, en rapport – Et bidrag til at sikre ytringsfriheden i praksis. Af Jacob Andersen, November 2006

NB: Det påpeges fra ICORNs side, at ICORN ikke er en flygtningeorganisation, ikke har ressourcer til omgående flytning eller redning af en forfatter fra en livstruende situation, ikke har autoritet i eller indflydelse på regeringsinstitutioner og som alle andre må efterleve et hvert lands gældende love og regler. ICORN alene formidler kontakterne til forfatterorganisationer i lande verden over, som har udtrykt interesse i at deltage i ordningen. Samtidig understreges det, at ICORN ikke kan garantere husly til nogen bestemt ansøger. Og at det derfor er ekstremt vigtigt, at alle ansøgere og kandidater gør brug af enhver mulighed for sikkerhed og tryghed, der står dem åbne.

Harlan Ellison, Dreams With Sharp Teeth (doku)

Hans selvfølelse og hans sårbarhed. En livslang balanceakt.
SciFi-forfatteren opstået af den mørke kælder.

 

Det må siges at passe på Harlan Ellison. Hele hans forfatterskab hviler på nogle få omstændigheder, situationer og tilstande fra hans tidlige liv. Og han accepterer det. Psykoanalysen har ikke slået igennem hos ham – og hvorfor skulle han også slå det psykiske lag ihjel, der føder hans vedvarende strøm af bøger og noveller, over 40 bøger og i hundredevis af noveller gennem over 50 års forfatterskab?

“Get stuffed”, said the ticktockman…

Harlan Ellison har været i TV mange gange igennem sit liv – helt bevidst med et simpelt budskab: At være forfatter er et erhverv som alle andre, blikkenslager, chauffør, mekaniker. Man arbejder for sagen, og når man har arbejdet, så får man sin løn. Der er ingen berøringsangst hér – ikke i forhold til at underholde. Så han kan mange af sine noveller udenad og fremfører dem som om det er første gang, med stor gusto og flot diktion.

Det er en meget loyal og fan-agtig dokumentarfilm, et ægte must for en science fiction-afficionado. Men som dokumentarfilm betragtet skraber den kun overfladen. Først hen mod slutningen, når vi har set alle eksemplerne på hans, overordnet og fra succeskriteriet betragtet, vellykkede liv, hører vi noget om den smerte, som føder hans tekster. Ikke meget, ikke mere end et glimt ind i et mørkt rum, som han kontinuerligt besøger, fordi han betragter det som en uadskillelig del af sig selv: Sin smerte, sit mørke.

Om det er dét, der gør ham til en skarptandet satan, der ikke har megen tålmodighed med andre mennesker, og især ikke med de fans, som er alt for fan-agtige (“Don’t they have a life?”), er svært at sige. Men hans intelligens kunne måske være en del af det – han er meget skarptseende på livet omkring sig, og knap så meget på sig selv.

På mange måder er han idealet om en forfatter: Han vil, at man skal arbejde for føden, og arbejde meget, og være ærlig over for sit materiale og sine evner, og aldrig, aldrig være bange for at betale prisen. Aldrig være bange for at se sig selv i øjnene.

Han gør det selv. Betaler prisen. Og det er vi mange, der er taknemmelige for.

PJ Proby-citatet på hans skrivemaskine forklarer alt: Hans selvfølelse og hans sårbarhed. En livslang balanceakt.

Halddage 2011, 2 (udpluk fra dagen)

Haldskrevet.

 

Harry havde ikke sænket elefantriflen, mens gruppen kørte bort i jeepen. ”Dé fyre kommer ikke igen. Men det er der andre, der gør. Max en uge, så må vi af sted”.

”Hvad med en hund?” var det fløjet ud af Pernille.

En hund, en hund… Harry var ikke afvisende over for idéen, og da hun vågnede næste morgen, stod tre bæster lænkede til hver sin pæl foran lodgen. Nejnej, havde Pernille protesteret, og inden Harry havde kunne sige noget, havde hun nærmet sig den midterste og største af de tre kæmpehunde.

Bæstet knurrede og rejste børster og fremviste det grummeste tandsæt, hun havde set på noget dyr. Da hun gik ned på hug, satte den af og snappede efter hendes ansigt. Hun havde beregnet det præcist; kæden strammede til og tandsættet klappede sammen ti centimeter fra hendes næse. Og så tog den ellers til at gø af hende, men hun blev bare siddende på hug, helt rolig.

Hver gang den holdt pause for at trække vejret, lavede hun den samme monofone fløjtetone og rakte et lille stykke kød frem på håndfladen. Tiende gang satte den sig på halen og kiggede på hende, gik så frem til hendes hånd og snusede til kødet, før den forsigtigt satte tænderne i det og slugte det i én mundfuld. Hun fløjtede samme tone igen og rakte hånden frem med et nyt stykke kød. Også det blev taget forsigtigt.

Da hunden pludselig begyndte at snerre igen, bemærkede hun, at Harry var kommet op på siden af hende. “Sælgeren forsikrede mig ellers om, at det var de vildeste hunde, han havde; komplet umulige at tæmme,” sagde han.

Alt levende søger omsorg, havde hun svaret, og vist ham hvordan.

Da han lidt senere af sig selv gik hen til den venstre lænkehund og kort efter fandt samme tillid hos den, brød hendes hjerte i brand for tredje gang. Og det faldt hende ind, at hendes kærlighed var forbundet til hendes læring. Og muligvis til død.

Da hun dagen efter tog lænken af den midterste hund, holdt Harry sig inde i huset. Tilliden til ham var ikke absolut, den kunne godt finde på at knurre af ham, mens Pernille bare behøvede at lade hånden svæve ned mod jorden. Men hun kaldte Harry ud og sammen sad de i støvet, mens hunden først gik snusende omkring hele lodgen uden sin lænke og siden lagde sig foran dem.

Enigheden om, at der måtte være et helle for deres daggæster, var uudtalt. Om dagen skulle hundene være i huset og en indhegning, de byggede væk fra vejen. Om natten gik hundene løs.

Over de næste uger hørte de nogle få klager om, at hundene var blevet set med andres høns mellem tænderne. Det betalte de sig det fra uden at tøve – selvom de begge tvivlede på, at deres hunde var ansvarlige. Klager om truende adfærd mod mennesker hørte de ingen om. Men ingen nærmede sig lodgen om natten. En hel måned havde de fred.

Digitalt benspænd: PalePoets på Twitter

Digte på 140 tegn i værk. Okay, sjov idé.
Men kan vi ikke snart få noget design på digital tekst, der holder hjerte!?

 

Forlaget Tab&Nar har lanceret en Twitterkanal for hele digtværker – dvs. værker bestående af digte på max 140 tegn. Det er officielle, redigerede samlinger, der først offentliggøres, når forlag og forfatter er tilfredse med resultatet.

Første Twittersamling er i gang på Twitterkanalen PalePoets. Det er ‘Mine fodspor hen over himlen’ af C. B.  Korsgaard. De første fire PoetryTweets fra PalePoets følger hér, alle fra 31. januar 2011 – se resten på PalePoets på twitter (#PalePoets).

INVOKATION Ser du fuglene? Det gør jeg henover himlen. Jeg lytter til væggene og hører ikke noget? Kradskrads. Skribleskrable.

Dit navn. Din sjæl. NAVNET PÅ DIN SJÆL.

Jeg var de glidende nætters skygge henover de særeste vinduesruder.

Jeg var et udtværet aftryk af tabte tider i genskæret fra himlen lige ved siden af dig.

Der er jo det sjove ved idéen, at linierne opstår med den seneste øverst (gengivet som sådan, ovenfor), så man – når man læser på kanalen – læser nedefra og op. Men idéen er jo, at PoesiTweets’ne blander sig med ens andre abonnerede tweets – forhåbentlig som et mere lødigt afbrud i strømmen af reklamer, teknologinyheder, kommentarer uden ophavsreferencer osv. – så det er kun, hvis man går ind på PalePoets-kanalen, at man ser digtene i (distributions-)rækkefølge.

Jeg ér dog ret valen på hele idéen med at lave et omfangsforlag. Selvom det bestemt er en nyskabelse i det danske mediebillede. Hvor man på papir (endnu) regner i sidestørrelse, hvis man skal lave benspænd eller blot som foretrukne trykformat, er de digitale mediers tilføjelse til branchen typisk noget med begrænsninger i antallet af tegn, som tillige er linievist fortløbende uden mulighed for design og opsætning. Altså, et fokus på rent indhold. Poesi uden papirets angivelse af åndedræt.

Hvorfor ikke bare lave et digitalt benspændsforlag med alle tænkelige måder at udfordre formen og få det overstået…!

Hold kæft, jeg lyder som en sur gammel mand! Jeg er bare ved at være træt af den digitale verdens fokus på indhold alene, væk fra indpakningen – altså, at man lader teknologiens begrænsninger bestemme tekstens udseende. Det er for mange års læsning af html-definerede tekstsider uden fast højrekant, og i sine velmagtsdage stivnet, CSS-fastholdt tekst i spalter “næsten som en avis”, der får mig til at ønske, at nogen bare ville generobre fokus på tekstdesign.

Der var en (kort) tid, hvor PDF var gud – fordi man vitterligt kunne fastholde design i en PDF. Men i kampens hede og medfølgende trangen til at kunne sidde med tekst i lænestolen uden en laptop som lårvarmer, er selv PDF blevet givet muligheden for at have omløbende tekst – og så er vi tilbage ved html og browserens mord på tekstdesign.

Jeg er af den holdning, at Morten E Nørskov, den ene af kræfterne bag Forlaget Tab&Nar, i hjertet er klassisk æstét. Det står helt for egen regning, men med dén i baghovedet undrer det mig så ikke, at der fokuseres på form. Så, var et Twitterforlag en produktudviklingsting, så okay; der ér fandme ikke mange ting at tjene penge på i dén branche. Men PoesiTweetsne foræres væk. Så, hvad er formålet med at lave en så massiv satsning på en bestemt type bespænd? Er det bare bjerget, der skal bestiges, fordi det er der? Eller er det et altruistisk formål – som oven for sagt at få afleveret poesi til folks strømme af faktuelle informationer? Eller ret og simpelt at afsøge et nyt forum for digtere at udkomme i – ved at “tvinge dem” ind i en bestemt form?

Forlagets projektbeskrivelser kan læses hér: http://tabognar.dk/downloads/palepoets%20tabognar%20projektbeskrivelse.pdf

Jeg er som sagt ikke uforstående over for at lave nye initiativer, men mit første indtryk, eller min konservatisme, beholder jeg: At jeg behøver, at det ikke er teknologiens begrænsninger, der skal pakke teksten ind, men et menneskehjerte og en menneskehånd og et menneskeøje og en menneskefarvesans og så videre, så teksten ikke kan ligestilles med en googleoversættelse i samme skrifttype og samme margenafstand. Det er muligt, at nogen stiller sig tilfreds med computer-OS’ets medfødte skrifttyper og hvad en browser eller en ebogslæser tilfældigvis kan, men for mig er det netop dét: Tilfældigt – som tekst anbringes og præsenteres, når det er teknologien, der bestemmer. Og tilfældighedspricippet er mig en kende for mentalt. For langt fra hjertet. For lidt.

Forlaget Tab&Nar

Forlagets valg af ikon for PalePoets, Tarotkortenes "Narren", er mennesket som åbent møder verden og derfor kan gå ind i alt og alle, utynget af fordomme og frygt. Det gælder åbenbart ikke for undertegnede skribent.

—

Kenneth Krabat, tekst revideret 4.2.2011