Det må siges at passe på Harlan Ellison. Hele hans forfatterskab hviler på nogle få omstændigheder, situationer og tilstande fra hans tidlige liv. Og han accepterer det. Psykoanalysen har ikke slået igennem hos ham – og hvorfor skulle han også slå det psykiske lag ihjel, der føder hans vedvarende strøm af bøger og noveller, over 40 bøger og i hundredevis af noveller gennem over 50 års forfatterskab?
“Get stuffed”, said the ticktockman…
Harlan Ellison har været i TV mange gange igennem sit liv – helt bevidst med et simpelt budskab: At være forfatter er et erhverv som alle andre, blikkenslager, chauffør, mekaniker. Man arbejder for sagen, og når man har arbejdet, så får man sin løn. Der er ingen berøringsangst hér – ikke i forhold til at underholde. Så han kan mange af sine noveller udenad og fremfører dem som om det er første gang, med stor gusto og flot diktion.
Det er en meget loyal og fan-agtig dokumentarfilm, et ægte must for en science fiction-afficionado. Men som dokumentarfilm betragtet skraber den kun overfladen. Først hen mod slutningen, når vi har set alle eksemplerne på hans, overordnet og fra succeskriteriet betragtet, vellykkede liv, hører vi noget om den smerte, som føder hans tekster. Ikke meget, ikke mere end et glimt ind i et mørkt rum, som han kontinuerligt besøger, fordi han betragter det som en uadskillelig del af sig selv: Sin smerte, sit mørke.
Om det er dét, der gør ham til en skarptandet satan, der ikke har megen tålmodighed med andre mennesker, og især ikke med de fans, som er alt for fan-agtige (“Don’t they have a life?”), er svært at sige. Men hans intelligens kunne måske være en del af det – han er meget skarptseende på livet omkring sig, og knap så meget på sig selv.
På mange måder er han idealet om en forfatter: Han vil, at man skal arbejde for føden, og arbejde meget, og være ærlig over for sit materiale og sine evner, og aldrig, aldrig være bange for at betale prisen. Aldrig være bange for at se sig selv i øjnene.
Han gør det selv. Betaler prisen. Og det er vi mange, der er taknemmelige for.
PJ Proby-citatet på hans skrivemaskine forklarer alt: Hans selvfølelse og hans sårbarhed. En livslang balanceakt.