eBøger: Låst tekst og forfatteren som kollektiv

Alt forandrer sig, når teksten er dynamisk.

 

Nedenstående er et bidrag til eBog Danmark på LinkedIn, og respons til et indlæg dér af Erik Scherz Andersen, som spekulerer på, om ikke eBogen skal opfattes som mere end blot den fysiske bog i elektronisk format. Jeg siger:

Litteratur er blot fiktionsskrift eller faktionsskrift og ingen kvalitet i sig selv. Måske er det selve ordet LITTERATUR, der skal moderniseres? Måske behøves et ord, som betyder “afgrænset, målrettet, sprogbevidst, højt informationsniveau, højt kvalitetsniveau”, som i sig selv angiver at hér er noget særligt på færde – og at dét kan man stole på.

Det var indtil for nyligt nemt at stole på BOGEN. Dens udstyr og udseende var oftest nok til at afgøre indholdets niveau. Og dermed også læserens niveau, eller niveaubehov.

LÅST TEKST
Med tilkomsten af det immaterielle savnes en troværdig identifikationsmekanisme – et forsideikon på 2×3 cm på en digital boghylde er ikke tilstrækkeligt. Og at læse sig igennem læseranmeldelser, hvis der er mange, er som at skimme bogen ned i tekstens hjerte, og hvad skal man så læse den for? Og et vurderingssystem med stjerner eller hjerter viser kun et gennemsnit af massen – det siger alt om massens evne ift. nævnte ebog, men intet om teksten.

Vi er på Herrens Mark hér – nye, hvide pletter på kortet i den menneskelige bevidsthed. BOG betyder jo egentlig bare beskrevne sider, tekst samlet på en eller flere sider. Man havde noget, man ville samle (en bunke tanker, en bunke facts, en stringens). Men hvis ebogen benytter sig af at opløse tiden og gøre nutid af fortid, f.eks. med vedvarende opdaterede informationer som del af ebogen, eller links der kan ophøre med at virke, eller mulighed for fatteren til at revidere i læserens tekst, så pågår samlingen endnu, muligvis med læseren som aktør, muligvis med videnskaben som aktør, eller lovgivningen, eller snævre kulturelle koda – mulighederne for forandring er uanede, hvis SAMLINGEN af tekst ikke er låst til en tid. Et skabelses/udgivelsesøjeblik.

ULÅST, ufikseret, dynamisk tekst. Og LÅST, fikseret, statisk.

“Hvad så – endte du så med at låse din seneste roman, eller hvad?”
“Jeg talte varmt for det, men nej. Min udgiver kom frem til at nægte at tage den, hvis ikke jeg opdaterer mindst 1 gang årligt i 5 år, med storrevision ved solgte 20.000 ex. Det er nærmiljøbeskrivelserne, de mener skal holdes opdateret. Jeg skulle fandme ikke have brugt så megen dialog!”
“Åhr, det er ingenting – redaktøren på det tekniske forlag, hvor jeg udkommer, kræver månedligt gennemsyn af min bog om kvantetech i 2 år – med honorar for væsentlige tilføjelser over 500 ord, okay, men jeg synes faktisk jeg ér færdig med den”
“24 revisioner! Fuck!”
“Du har da udgivet noget, der VAR låst, har du ikke?
“Det er længe siden. Det var en bog om grundforskning. Men selv dét ville ikke være gået i dag.”
“Det ér faktisk længe siden, jeg er stødt på en låst bog, ja, tekst overhovedet”.
“Ud over papir, mener du?”
“Ja, selvfølgelig, ud over papir!”

STATISK OG DYNAMISK TEKST
Og når samlingen pågår endnu, hvad er det så? Måske dét ganske enkelt er definitionen på en BOG og en eBOG – den væsentlige, betydningsfulde og altafgørende forskel: Statisk og Dynamisk tekst?

Héri ligger naturligvis mange væsentlige og endnu ubesvarelige spørgsmål om menneskenes præferencer, men hidtil, i evolutionen, har forholdet været 90/10 statisk/dynamisk. Hvilket vil sige, at man/samfundet/lovgivning/vaner har accepteret at behøve en lille mængde Dynamik for at holde det Statiske samfund kørende.

Umiddelbart har jeg dog svært ved at se, hvordan vi skal opretholde en tryghed og det relativt statiske samfund, der kan opretholde civilisationens behov, hvis Historien i vor vidensdeling, vore bøger, ikke længere fremstår som punktvise afgrænsninger man kan se tilbage på og sammenligne med, men snarere som lejlighedvist nyhedsdopede tekstsnegle i væddeløb, i kamp om at være forrest med det hele, “bedst opdaterede”.

Jeg kan forestille mig, at der vil blive stillet nogle krav fra forbrugernes side – gennem selektion af udbuddet – som vil afgøre graden af statisk/dynamisk tekst, forlagene vil afkræve forfatterne. Men lige nu er det forlagene, der presser på for at være de første med det nyeste, og det er ikke just hér nytænkningen ligger: Det er avanceret navigationsfunktionalitet og leksikaopslag, der præger udgivelserne. Ingeniørtænkning.

FORFATTEREN SOM KOLLEKTIV
Først når forfattere selv kommer på banen med Usmart og nøgtern interaktion og dynamik, uden hype og urealiserbare intentioner, og hértil behøves selvfølgelig en del års øvelse, for forbrugernes og forlagenes penge, vil et niveau blive fundet, der passer til Civilisationens behov for delbar (e)indsigt. Forfattere skal jo altid holde sig selv ærlige – lige som læserne skal have mulighed for at vurdere og forstå forfatterens intentioner. Forlagenes opgave er ikke reelt at stille sig i midten som kvalitetsanker FOR FREMTIDEN, men udelukkende at bistå forfatterens visioner. Som KAN rumme, at forlaget med en udgivelse forsøger at uddybe forfatterens visioner med den ekspertise og det fremsyn, der i hvert fald i veluddannede udgivelsesinstitutioner burde være til rådighed. Et forlag kan derfor ikke uden at skade både sig selv og sine forfattere anlægge et helhedssyn på en udgivelsesform som f.eks. den udvidede ebog og afkræve forfattere deltagelse i den. Det er forfatterne, indholdsproducenterne, som skal tænke graden af brugeres og egen fremtidig deltagelse ind i tekstens udformning.

I dag er der præ- og post-interviews, og anmeldelser, og forfatterhjemmesider, og læserkritik og læserkontakt og medieshows og netvideo og så videre. Det er ikke urealistisk at tænke, at forfatteren kan blive nødt til forholde sig til, hvilke/t af de mange præ- og posthenvendelser, der skal indgå som argumenteret del af teksten og dens aflevering. Men det er FORFATTEREN, der skal gøre det.

Og i dén ånd er det nemt at forestille sig, at FORFATTEREN ikke længere er én person, men et kollektiv af ekspertiser. Hvoraf forlaget kun er ét eller nogle få.

“Hvem er du en del af for tiden?”
“Åh, det er meget spændende! Jeg er blev optaget i Jannine Würtz’ nye krimitrilogi, du ved hende, der rider og opklarer mord. Jeg skal være den nye hest.”
“Den nye hest?”
“Ahr, du har ikke læst den sidste? Hendes hest døde – det var Mikkas Jovovitch, der jo som bekendt blev frikøbt at Schuster til at blive en del af Stephen King, efter at han selv døde… en smule misundelig er man vel altid… og så ledte de efter én, der kunne tage en araberhingst’s synspunkt, altså som biologi, og socialt samlingspunkt, historie og alt det der, og dén bød jeg ind på…”
“På grund af din afhandling?”
“Ja, også den. Men mest, fordi jeg sendte en sædprøve med fra en araberhingst, min veninde har adgang til. Ulovligt, selvfølgelig. Men bare for at sige, at det er dét, det hele handler om. Hvem, der kontrollerer sæden.”
“Og på den tog de dig?”
“Jo, altså, jeg skulle selvfølgelig også lave en skriveprøve. Og en empatiprøve, så de kunne vurdere samarbejdsgrad i hvilken social proximitet osv, du ved. Den gik glat igennem.”
“Du ér jo også god til mennesker.”
“Tak, du!”

Interview: Tidens Kælven i den2radio.dk

Om ebøger, digtningen i ebøger, science fiction og kærligheden til sanselighed og skrift som noget, der rækker ind i livet. Og om Tidens Kælven 1.

http://den2radio.dk/udsendelser/kenneth-krabat-tidens-skaelven/

Udsendelser 11. – 17. juni. 2011

I Forfatterforeningens røde sofa sidder forfatteren Kenneth Krabat hvor Mette Ø. Henriksen taler med ham om hans seneste digtsamling Tidens kælven, som han har udgivet på sit eget e-bogsforlag.

REDAKTION

Skrive-Maskinen

PROGRAMSERIE

Den Røde Sofa

From the unhappiest to the happiest country in the world – and then what?

En fribyforfatter fortæller: “Armed with the knowledge of my possible demise at an early age, I do what is important”.

 

Mette Ø. Henriksens blog: From the unhappiest to the happiest country in the world – and then what?.

En fribyforfatter fortæller: “Armed with the knowledge of my possible demise at an early age, I do what is important”.

 


Dystopien er tilbage, og dens stemme er i overgang.

“Uhyggelige ungdom, forfærdelige fremtid”. Artikel om teenage-science fiction-litteratur for piger, af Janus Andersen.

 

Sobre Janus Andersen fra fanzine.dk, fortællingen.dk m.fl. med en artikel om teenage-dystopiens tilbagevenden…

(Okay, okay, men er ikke alle science fiction-fortællinger med teenagere som hovedpersoner pr. definition dystopier…? 😀 )

Uhyggelige ungdom, forfærdelige fremtid | fanzine.dk.

Annoncer på Facebook

Tror man ikke på at udbrede kendskabet til sin skrift, skal man lade være med at forsøge den udgivet.

 

Jeg hører det fra andre sider: Netannoncer virker ikke. Men som så mange andre er jeg nødt til at afprøve det. Og jeg har foreløbig testet annoncer på Facebook. Det her er min opgørelse:

Hér, to dage efter “kampagnens” afslutning, er der kommet 10 flere “I like”-klik på bogen i butikken, men det har ikke afstedkommet salg, der kan hidføres til kampagnen. Er det dét værd? Komplet umuligt at sige – men hvis man ikke tror på, at det svarer sig at udbrede kendskabet til sin bog, skal man lade være med at forsøge at udgive sin skrift. Men alle metoder er ikke for alle. Man må finde sin egen vej. Det er jeg så i færd med – med ebogen.

Jeg håber, at den finder et fysisk tryk. Dét kender jeg, og det er rart at kunne stikke nogen en bog i gave eller som reklame. Straks mindre effektfuldt som ebog.

 

No one belongs here more than you

Hvis sympati for en forfatter sælger flere bøger, så vil det her site sælge flere bøger.

 

Den smukkeste måde at lave et site og en præsentation af sine bøger og sin person på – men sælger det flere bøger? Hvis sympati for en forfatter sælger flere bøger, så vil det her site sælge flere bøger.

No one belongs here more than you. Stories by Miranda July.


Ringen

Om Digteren og Tid.

 

Ringen, jeg købte, var det tredje forsøg. De to første misforstod min person, men den tredje var okay. Okay i betydningen til at arbejde med, til at flytte sig imod, ikke en ring man vokser sammen med, men en ring der findes for at lære én noget.

Som humøret fandt mig, kunne den af og til minde om en gennemskåret fodbold, hvilket bestemt var en udfordring, men ret basalt var den en halvkugle inddelt i fire lige store trekanter med streger ridset ned i sølvet. I midten af hver af de fire dele var en trekant skåret ind i halvkuglen, som pegede i de fire verdenshjørner, altid i de fire verdenshjørner, uanset hvordan man end positionerede sig i den fysiske verden. På ringhalvkuglens øverste punkt, hvor de fire opdelingsstreger krydsede, var en spids grøn halvædelsten monteret.

De fire trekanter pegede mod sjæl, barndom, voksenliv, alderdom. Mod vinter, forår, sommer, efterår. Mod hvile, begyndelse, modenhed, aftagen. Mod… you get the point! Det var en cyklusring, en ring, der indikerede at alt, der begynder, har en ende, før det begynder igen.

De fire trekantede huller ind i ringens sølvhalvkugle havde indsat farve, hvid for sjæl, hvile, vinter, gul for begyndelse, barn, forår, orange for voksenliv, højsommer, modenhed, og sort for alderdom, svækkelse, efterår.

Tid og slid gjorde det først af med elfenbensindsatsen og efterlod den nordlige pil væk fra kroppen tom. Så forsvandt ibenholtsindsatsen mod vest, og lyset faldt ind i kuppelformen fra to sider. Derpå forsvandt den gule rav mod øst og gjorde kuplen til en omvendt smilende smiley med tandproblemer. Og samtidig gik der hul i den orange rav mod syd, en dag var den blot forvitrede takker i kanten af sit indsatshul, hastigt færre og færre, og til sidst helt borte.

Nu var ringen åben til alle sider. Farver indikerede ikke længere retningerne i verden, og lyset faldt ind i sølvkuplens indre og oplyste et rum, hvor der intet var.

Fra at være et billede på bevægelsen gennem verden og gennem livet, med håb for og tro på genfødsel og nytten ved at leve, havde tiden barberet ringen ned til den håbløse eksistens’ hårde retningsgiver: Alle retninger det samme, et løfte om intet og om alt, og et liv fyldt af hårdhed, skarpe hjørner og faldgruber overalt.

Eller… som selvindlysende bevis på sin egen funktion, akkurat født: Fra en guldsmeds hjerte og fantasi, gennem Tidens nådesløse nedslidning og udjævning af alt, der har betydning, og frem til digteren, til digterens hjerte, der kan fylde ringens huller og retninger igen med farve og mening og lade dem antyde vejen til en anden verden, en bedre verden, en verden som aldrig vil findes, men uagtet dét behøves af enhver.

Og som sagt, hvor de fire divisioner mødes, på ringens øverste punkt, var en grøn, spids halvædelsten sat, for Tiden at stikke sig på. Hér pegede den mod det højeste, det fjerneste, over hovederne på enhver. Her pegede den på øjeblikket, som enhver kommer til, der kan mærke sin krop.

Dén stenede retningsgiver sidder der endnu. I en base af guld stritter den og ér endnu så spids, at det bemærkes. For enhver, som ikke har fulgt med i ringens forandring, gør den grønne sten ringen hel og bevidst at se på – som et kunstværk fra en filosofisk guldsmed – snarere end som Tidens slid på en digter, der ønsker sig forandring. Når nu forandring åbenlyst ikke er til at undgå.

Mulighederne er digterens, som han evner at leve med dem: Det nådesløse liv – som Tiden kværner al farve til tomhed; eller genskabelsen, når Tiden har gjort sit. Tidens lærling, Tidens mester. Eller Tiden selv, hvis han forstår, hvori forskellen består og følger sit hjerte uden at frygte hverken det nådesløse eller kravet om at udbedre Tidens hærgen.

For… tage ringen af, dét gør digteren ikke.

 

Grundloven hviler på ytringsfrihed.

Censur kan ikke indføres igen. Indgreb i folks kommunikation skal således bero på domfældelse for kriminel aktivitet og ikke kunne komme FØR en domfældelse! Altså, fingrene fra Internetforbindelsen!

Opdatering: Det forlyder fra Forenede Nationers Menneskerettighedsråd, at afbrydelse af folks internetforbindelser i dag konstituerer et brud på deres menneskerettigheder. Se hér:

Report of the Special Rapporteur on the promotion and protection of the right to freedom of opinion and exp…

Historisk har ytringsfriheden haft fire former i den danske grundlov: Continue reading “Grundloven hviler på ytringsfrihed.”

Pine Point, en by som kun findes i erindringen

Hvad er det? Er det en bog, er det en film, er det en musikvideo, er det en dokumentarudsendelse? Nej, det er en moderne fortælling. Og det er FEDT!

NFB/Interactive – National Film Board of Canada.

Pine Point, en by der ikke findes længere. Linket er til en ca. 45 minutter lang interaktiv bog/film/animation/dokumentar, som siger mig, at der er håb for fortællingen… hvis man glemmer, at nogen gerne vil binde den i en bog eller film og sælge den igen og igen. Hvis man tænker, at der findes andre måder at opleve på end en bog – og hvis man alligevel er online, hvorfor så ikke bruge 45 minutters transporttid på at opleve den her by blive til erindring?!

Musikken.

Gruppen, der lægger musik til, hedder The Besnard Lakes. Hér er en smagsprøve – man kan høre, at Godspeedyoublackemperor var forbi og lægge guitar på, men det gør bestemt ikke noget. Det er FEDT!

Smid sættet op på på TV-skærmen og brug en remote. God fornøjelse.