Year: 2022

”Jeg er større end mine bøger” falder mig ind. Mere menneske end forfatter. Af dén grund bør jeg måske høre op med at skrive. Jeg arbejder med digte, tænker poetisk, har en lyrisk tilgang til sproget, men måske er jeg ikke kunstner. Nok.

Og så husker jeg, at Lars Bukdahl engang sagde, at jeg havde en særlig plads i hans hjerte. Dét har jeg ofte haft i tanke. Ikke sådan godt eller skidt, bare haft.

[hér skrider det hele så. Vi ser det ske.]

Lars Bukdahl er enormt indflydelsesrig som især anmelder af digte, han ynder det sære og underlige vi engang kaldte avantgardistisk, og mange unge digtere frygter at blive nærlæst af ham på en dårlig dag – ikke mindst fordi han har raget håret og mere af mange både debuterende og etablerede forfattere gennem tiden.

Altid lykkeligt ignoreret af ham er jeg dog, men der var den gang, hvor han ønskede mig tillykke med fødselsdagen på facebook med ”fortsat god kæntring”. Fortsat kæntring… God kæntring… Tillykke med fødselsdagen!

At have en særlig plads i Bukdahls hjerte lyder så lidt som det samme – jeg skal ikke forvente, at han venter sig noget af mig, men jeg har gjort et eller andet, jeg ved ikke hvad der tænder ham privat, kun dét fra digtningen, men han havde behov for at sige det, og jeg tillider, at han mente det. Måske troede han også, at jeg forstod det. At jeg kunne bruge det til noget.

Men Lars, jeg fatter det ikke. Men jeg tror på, at du var ærlig. At du altid siger, hvad du mener. Uanset hvor uforståeligt eller idiosynkratisk ekskluderende, det måtte vise sig at være. Eller bare fantastisk heldigt, at det ikke er mig, der mærker dén ragekniv fra helvedes forgård – hvor Helvede så er den tid der går, mens man kæmper med det næste værk, og for at kunne arbejde i fred må kunne forvise minderne om de dårlige anmeldelser fra bunden af det underbevidste og ud i det tomme rum, hvor de ikke kan gøre nogen skade. UPS, planet ramt af Bukdahls ragekniv, 700 mia biller i kognitionsfasen slået med mindreværd, evolutionen sat 4 millioner år tilbage for at komme op med en bedre 2’er end ”æbler smager vildt godt og fremmer forplantningsprocessen!”

Ikke at føle sig som kunstner nok er givet en smitte af dét, som i Statens Kunstfonds-lingo hedder “at noget har værkhøjde”. Altså, at det er ”godt”. Ikke blot kompetent, men godt. Konsistent. Rører og løfter. Nyskabende, måske ligefrem. I hvert fald er det over middel, trumfer genrekravene med Konge eller Es. Eller måske dækker begrebet faktisk kun betegnelsen for det genreløse:

Litteratur,

som ingen behøves forsvare, alle forventes at vide, hvad ér – det varige ind i evigheden, som viser sig at forandre folk. [Personligt husker jeg kun de bøger, der bekræftede mit behov for et sammenhængende univers. Tolkien, Pirisgs LILA, Fowles Troldmanden, Cia Rinne. Dan Brown.]

Kunstner skriver litteratur. Håndværker skriver brugskunst. Brugskunstner skriver… jeg ved ikke, hvad en brugskunstner skriver, umiddelbart ser jeg en automekaniker for mig, der skriver lidt ekstra på regningen og nægter at udlevere bilen, før regningen er betalt. Men der er mange forventninger til mennesket, som bevæger sig ind på et område, hvor smagsdommere hersker. For hér må man ALT. Og alle våben og skjolde bedes afleveret ved indgangen.

Jeg er selv blevet kaldt mange ting (kreatives navneskift har sit eget punkt i janteloven), også amatør – som godt nok betyder at elske det, man gør, men ikke have det som sin levevej… men hvem fanden kan leve af at skrive digte! – og ikke-notabel; dét er wikipedia-moderator-slang for at være en fiasko, ikke at have et folkeligt gennembrud, der oversætter til salg og megen omtale, og dermed ikke værdig til benævnelse på Wikipedia – og i  én særlig anmeldelse: med potentiale for kult – hvilket må være noget i stil med, at anmelde ude i sidesporet som en vej forbi køen, bogen mærkelig nok til et muligt følge dér, måske, og nu ikke love for meget, kult bliver mainstream på 12 sekunder, men hvem ønsker egentlig at køre i litteraturens sidespor? Jo, måske Lars Bukdahl har digterflaget ud af vinduet hér, hvid due på blodrødt græs. Måske så ér hans hjerteplads den højeste udnævnelse, ikke medfølelse, eller ynk?

[hér kan så optælles sekunderne brugt på sidespor, eller man kan male himlen blå]

Norman Mailer sagde i sit sidste interview, kort før sin død, at han døde lidt med hver bog. Dét er jo en stor kunstner, ikke? Aflevere af sin sjæl på siderne, vi køber ikke bare Norman Mailers bøger, vi køber en lille bid af hans sjæl, stor kunst, ikke sandt?

Eller måske var det bare, at det er SÅ pissehårdt at få lortet til at hænge sammen på den rigtige måde, at folk der kender til den slags ved den slags, ikke? At det er pisse udmattende at skrive, altså. For dét er det jo – dét ved folk, eller mange der ved det ved det. Uden at have gjort det. De tæller dog selvmord komma hvilken alder? og backlash af dårligt salg ind i ugebladene. For sådan oversættes smerte og glæde, ikke? Salg.

Og hér ville det være nemt at redegøre for digtere og forfatteres lidelser og smerte i en kapitalistisk og markedsfikseret elitistisk verden med et langt listedigt over ting, der gør ondt, hér iblandt alle tornene på Top 10.

[her holdes en lille pause]

Smerten er uden reel betydning. Skriften er alt, der betyder noget. At skriften fungerer på egne betingelser. Det er jo fødsel, for Hulan, og barnet skal ikke have for mange defekter. Og naturligvis skal nogen elske barnet og vise barnet omsorg og interesse. Barnet skal bare lige forbi gårdvagten og frem til slagsmålet. Og dét kommer barnet kun med hår og lemmer og hjerte i behold, i fald det… you guessed it: Består.

Og så er vi tilbage ved begyndelsen. Og som med et godt digt uden svar på noget. Helt og kun en lille klump noget at nuldre i lommen på en dag, hvor hjertet er koldt, og vindene koldere.