Nogle mennesker mener, det er i orden at hjælpe andre mennesker til at snyde sig selv, gennem at holde mund med fejl og mangler ved dét, man sælger. Sådan én er Per W. Jensen fra 6430 Nordborg i Sønderjylland
Jeg er sikker på, at smed Per W. Jensen i Nordborg IKKE havde set ovenstående indslag, da han solgte mig sin bil. Hans holdning til at sælge ting med defekter er en bestemt holdning hos nogle mennesker: At man ikke kan snyde andre mennesker – de snyder sig selv. Og dét skal man da ikke hverken være ansvarlig for eller bøde for, vel?!
Hér er brevet, jeg sendte ham, inden jeg så programmet. Jeg har nu besluttet mig for at droppe kravet – på trods af, at jeg har købeloven på min side: mit liv er for kort til at kæmpe imod SÅ lille et menneskes overlevelsestrang. Og med til at give slip på mit krav hører at udstille ham hér til skræk og advarsel – for bilkøbere og bilsælgere lige. (Kommer jeg til besindelse, tager jeg indlægget af.)
Det er ikke sjovt, det her! Det er det altså ikke, Per! Jeg er stadig sikker på, at du er det gode menneske, jeg købte bilen af – det er det fandens ved det – og jvf. nedenstående indlæg om løgn forstår jeg udmærket, at et menneske kan føle nødvendighed for at lyve for at opretholde sit univers, filosofisk, eksistentielt eller “bare” økonomisk. Men andre må advares imod dine handlinger. Må gøres var, at du kan finde på den slags. At din opfattelse af dig selv i dit eget liv gør dig villig til at lyve og tørre lorten af på andre, snarere end at se dine fejl i øjnene og tage konsekvenserne af dine handlinger.
Så, hér er dit liv, Per. Til evig tid. Også om natten, når du sover.
Hvem er VI, danskerne, at vi som det eneste behøver at forsvare vores velfærdsposition? Svaret er enkelt: En nation uden stolthed. Et nation i lavt selvværd. Er vore forfattere så for uvidende eller for kritiske?
Nu er der kommet optagelser på, hvis man er interesseret i et stemningsbillede.
Jeg begyndte øverst, på 4 sal. hos Trisse Gejl og bevægede mig ned ad gennem etagerne, nogle gang ad rulletrappe, andre med elevator, og søgte ingen særlige navne på noget bestemt tidspunkt, men blev lidt, hvor jeg fandt en oplæsende forfatter, gik videre til den næste på etagen og så fremdeles, og begyndte forfra ved at tage elevatoren op fra bunden af huset. På et tidspunkt høres et brøl i baggrunden af den første optagelse. Det er, da Per Stig Møller annoncerer regeringens beslutning om at forlænge 10 millioner kroners puljen.
Arrangeret af Dansk Forfatterforening var oplæsningen på Københavns Hovedbibliotek med 200+ forfattere, oversættere, digtere, kronikører mv. vel sagtens en succes. “Vel sagtens”… for det er svært at sige, om det med arrangementet lykkedes at gøre noget ved problemet – nedskæringen af kulturstøtten – eller om det økonomiske resultat var forudset/arrangeret på forhånd , eller blot et lille ublodigt håndslag i en korridor på Borgen: “Ok, I får kulturstøtten indtil videre, femten mil, forfatterne holder kæft, og vi får…” (sæt selv en ubetydelighed ind, der dog er værd at handle med).
Historieidé om at modstå indsigt for at kunne forblive fri.
Som den første på planeten opnår et menneske reel Satori en dag under læsning af Politiken, hvor sammenfaldet mellem firmaers vanvittige kapitalsøgen, hér Disneys nybyggeri af endnu et Disneyland, sat op imod dyb armod, hér endnu en orkan der truer Haitis befolkning, for første gang TYDELIGT viser en verden ude af balance.
Dette menneske fortæller sin indsigt videre, og indsigten bærer i sig en sådan grad af realitet, at modtagerne af historien selv ser Menneskeverdens ubalance og derved bliver i stand til at give oplevelsen videre, & videre og videre spreder historien sig, hopper landegrænser gennem overbevisende videoer og podcasts og mails og hjemmesider med fotos og følelsesmæssige beskrivelser, indtil alle og enhver er blevet missionær og fokus er stærkt nok til at sætte forandringerne igang.
Da historien rigtigt begynder, hviler vores opmærksomhed på det sidste uomvendte Menneske. Som føler presset tungt fra alle sider, ikke aggressivt, men tungt; det er svært for dette Menneske at IKKE tage imod oplysningens essens: Alle medier bærer budskabet om den menneskelige ubalance og om alt, der bliver gjort for at rette op på den, og Mennesket er først nødt til at zappe imellem alle informationer for kun at få det overordnede budskab – at Verden står midt i den første kollektivt menneskelige forandringsproces – og må snart forsage alle informationer og undlade at åbne døren for enhver, der ringer på for at dele sin indsigt med enhver.
Historien udformer sig som en samtale via sedler skubbet ind og ud under døren, og kommer til at handle om HVORFOR dette menneske ikke ønsker at forandre sig. Og hvorfor aktiv modstand mod kollektivets realiteter har samme betydning som kampen for ligeværdighed, balance, harmoni. (Uden en definition på frihed, er det ikke muligt at være eller blive fri).
Lørdag den 6. november 2010 kl. 13.01 – 15.01 på Københavns Hovedbibliotek siger 203 af landets forfattere og oversættere TAK for litteraturstøtten gennem tiden og viser de danske læsere, hvor vigtigt det er at bevare den.
Alle læser 15 minutter og begynder på slaget
16, 31, 46 og 01.
Digtningen har ingen helle i ebøgerne: De mest anerkendte digitale formater kan laves til omløbende tekst (reflowing text), hvilket smadrer digterens intentioner. Det er nu, at et statisk format må findes – før det er for sent at påvirke formatkrigen!
Jeg har før været inde på [omkr. udgivelsen af Peter Poulsens ebog “Rulleteksterne”], at udgiver af ebøger skal være opmærksom på, hvilket format de vælger at udgive digte i. Her følger eksempler på, hvad der sker, når digte udsættes for funktionaliteten “reflow”, omløbende tekst.
Skærmbillederne er fra Adobe Reader 9, men kunne lige så godt have været fra de ebogslæsere, der understøtter “portable ADE” (Adobe Digital Editions). “Digtet” er på engelsk, fordi jeg ikke har tænkt mig at helme, før nogen tager problematikken alvorligt!
Et digt
Der er mange grunde til at bruge PDF til at udgive digtsamlinger i/med, men en udbredt holdning hedder: Et standardformat må findes, som alle kan bruge. Det ér bare gerne sådan, at nye formater oftest har afløst gamle, når behovene forandredes eller teknologien viste nye veje. Hvad udgivelse af digte som ebøger angår, ér der bare nogle ufravigelige placeringskrav, som kun de færreste digitale formater til en vis grad kan honorere. Og ingen er helt sikre.
Formatet EPUB – stort set adopteret af de fleste ebogsudgivere – fungerer rigtig godt med prosa, men gør vold på edigtning, hvoraf den mest åbenlyse årsag er nemheden hvormed læseren laver omløbende tekst: Man vælger blot en større skrifttype, og VUPTI er digterens hårde arbejde forvandlet til ren tekst, der hverken er fugl eller fisk.
Oktober har normalt
otte regulære festaftener
fredag aften
lørdag aften
fredag aften
lørdag aften
fredag aften
lørdag aften
fredag aften
lørdag aften
som massens lønninger er afstemt imod
som børnepengene passer til
som transporthellighedernes personale kender og forstår
men ikke denne oktober
én hver ottehundredetooghalvtreds år
hvor massen kan holde fri
fredag aften
lørdag aften
fredag aften
lørdag aften
fredag aften
lørdag aften
fredag aften
lørdag aften
og fredag aften
og lørdag aften
i perfekt design til at få alt til at bryde sammen
hér lige op til jul
Nordbrandts unge jeg må elske det
trøstesløsheden der breder sig som ringe i kortvarige lån
og gråligt skydække over massen langt ind i totusindeogelleve
vi er et skrøbeligt samfund
end ikke tilpasset vort eget år
så årtusindlang ufravigelig matematik er perfekt
til dagen hvor november går i gang
Systemerne falder
Systemerne falder
ja de gør systemerne falder
de knalder
systemerne falder
systemerne knalder
Systemerne formerer sig
Systemerne bliver flere
Systemerne multiplicerer sig
og hinanden
de fouragerer
systemerne finder hinanden
nogen holder mig på panden
systemerne æder mig op
det ér måske tidligt
i dagen livet teksten
at systemerne æder mig og systematiserer mig med
Med og i systemerne bliver jeg systemisk
system systems systemsk systematiserende selv
sådan set cystisk
på resten af alt kantet
her kaster jeg mig
ud og falder
Illusionen om “Mod” er nok ansvarlig for at knægte flere mennesker, end den bygger op.
MOD
hæves gerne til skyerne i ethvert samfund: for den indeholdte berømmelse af evnen til at overvinde egen frygt, til egen eller fællesskabets bedste. Helten viser vej.
MOD er den simple sammenfatning af idealer uberørt af bredere perspektiv: Dét, som dømmer et menneske modig, kan ved nærmere eftersyn være en kujons eneste udvej.
MOD er heftigt overvurderet; selv den autoriserede danske ordbog er på vildveje med sin opfattelse af mod som U-frygtighed: Et menneske enten kan eller kan ikke overvinde sin egen frygt i en given nu-situation – det har intet med en særligt admirabel karakter at gøre.
“MODET til at forandre ting” er endnu en overvurderet afart af ovennævnte…
Jo da, vil man sætte en kile ind mellem mennesker, opdeler man bare alle i svage og stærke, feje og modige, troløse og trofaste. Alle, som således ikke er stærke, modige, trofaste, er hermed pr. definition statiske, fremskridts- og livsunderstøttende lænker om benene på resten af kloden… Enhver, man skiller fra, ud fra et kriterium, der ikke kan udskille én selv, bliver jo i definitionen netop til de svage, de frygtsomme, de trosforladte – svigtet og overladt til at sejle deres egen sø, midt i en verden, hvor vandene stiger med samme hast overalt.
Løven, der vandt sig selv
ØNSKET
er det, der flytter mennesker fra en vane eller vej til en anden; ønsket er samlingen af energi i fokus. Ønsker man, er man i dialog med sine følelser og behov, og derigennem kan uhensigtsmæssige mønstre i livet og i verden omkring forandre sig; at ØNSKE bringer langsomt et menneske til at skifte kurs, det tager tid, men det sker i overensstemmelse med alt, man består af.
ØNSKE er noget, alle kan. Men også hér er det normalt at opdele folk i dem, der “kan” ønske med passion, og dem der ikke “kan”. Dem, der kan brænde og “vise andre en mulig vej”, og dem, der er længere om at få motoren i vandet. Men hvor er det, vi skal hen? Handler det ikke bare for de fleste stærke og hurtige og trygge osv. om ikke at få pillet ved netop dét? Ikke blive bremset, skulle se andetstedshen, bruge kræfterne på andet og andre end sig selv og sine nærmeste?
Videnskaben og filosofien og kunsten forsøger med det store overblik at reducere menneskenes formåen til noget overskueligt. Men at afdække et enkelt menneskes motiver og formåen med formålet at se et helt billede af årsagen til alle vedkommendes handlinger tager laaaang tid – som enhver der har forsøgt at forstå en ven i nød ved det. Eller selv har været i årsagsfunderet terapi.
Så er det uendeligt meget nemmere bare at tro på vore Drømmeres helteforestillinger om en menneskehimmel i livet, hvor det er muligt at blive stærk og modig og følsom og vis og tiltrækkende og så videre, hvis bare man arbejder på det: Den menneskelige evolution sat på skinner – ikke op på landjorden, ikke ned fra træerne, ikke tæt på bålet, ikke ind i byerne, ikke ud i rummet, men ind indind i os selv. Med idealerne om, at der findes et bedre sted end hér, ind og forstå, ind og erhverve handlekraftens mange defintioner.
Balancen
findes umiddelbart – for dén som vil… – i forsvaret for de selvdrevne på den ene side og forsvaret for de fællesskabsunderstøttede på den anden. Menneskenes kraftidealer passer ikke til alle, lige som at fælles omsorg ikke gavner enhver. Se på MOD som på integritet og kærlighed og loyalitet og venlighed, og på had og griskhed og selviskhed og frygtsommelighed – det er alt sammen følelser i firkantet ramme, fastholdt som ønskværdigt og uønskværdigt. Lys, mørke. Liv, død. Men det behøver ikke være sådan. Det behøver ikke forblive firkantet kamp med “den anden side”.
Alt, som de livsopretholdende og -berømmende begreber kan siges at indeholde, er samtidig beholder for deres modsætninger. Ikke dualistisk binding, men anerkendelse af, at det man trækkes imod er en flugt fra noget. Anerkendelsen af den anden side skaber hele mennesker, der ikke flygter.
MOD kan re-defineres som “venskab med frygten”. Som en begyndelse.
Jeg kendte Finn som bedstefar til en kæreste, og var på besøg i Stege et par gange. Hans slidsomhed var legendarisk. Hver morgen i en alder af 87 stod han op kl. 5 og arbejdede, og kl. 12 eller 13 kunne han så holde fri efter, som regel, produktive timer ved skrivemaskinen. Jeg skrev en smule sammen med ham efter kærestebruddet, men jeg var for usikker på mig selv til at give ham modstand, så det ebbede ud.
I 2006, mens han ventede på den endelige godkendelse af sin “Udødelige Per” fra forlæggeren, optog jeg en bid af hans oplæsning. Den skulle ikke offentliggøres før efter hans død; han var ikke helt tilfreds med den. Men jeg synes, man kan høre, at han stadig er der – han mener fandme, hvad han skriver!
I den første del læser Finn fra Udødelige Peer, vi taler lidt sammen, og jeg fremviser min manglende dannelse, mens hans verden og viden tydelig står frem.
Udødelige Peer – Finn Methling læser fra manus inden udgivelse
Anden del er klippet sammen af oplæsning fra samtalelydstumpen og en optagelse lavet efterfølgende.
Udødelige Peer af Finn Methling, Indledningen, læst april 2006 af forfatteren
Pokkers, at han aldrig læste det hele ind selv!
Her er han i 2006 på terrassen uden for huset i Stege.
Tak for bekendtskabet og gæstfriheden, Finn. God rejse.
Journalister misser altid pointen, når de bruger genrebegrebet “science fiction”. Og skriver aldrig historien, de burde skrive: Dén om tabet af evnen til at fabulere med på en fortælling uden at få serveret sekvenserne på en skærm.
Journalister ved ofte meget om én ting, og meget lidt om resten – lidt lige som os andre. Men til forskel fra os andre er de pisket til at lade som om de ved så meget om alt, at de kan viderebringe informationer. Men Science Fiction… er der altså ikke ret mange af dem, der har forstået, underforstået: det har jeg.
Ud af fiktionslitteratur i verden er der ikke ret meget Science Fiction. Altså “videnskabelig fiktion”. Det er dét, amerikanerne klassificerer som “Hard Science Fiction”, stærkt videnskabeligt, teknologisk orienterede og funderede fortællinger, ofte skrevet af forskere med trang til at kontekstualisere deres viden – i modsætning til “soft science fiction”, der befatter sig med menneskelige værdier, livsfilosofi mv., som kan skrives af stort set hvem som helst, uden den dybere forståelse af videnskabens fund og erkendelser.
Hvad der derimod er meget af i verden er fantastisk litteratur og spekulativ fiktion – som er dér, hvor man beskriver noget, der ikke har nogen historiske eller videnskabeligt efterprøvelige forudsætninger, eller bruger prosaen til at køre en spekulation ud i sit forestilbare yderste, f.eks. “hvad nu hvis Danmark investerede i at bygge et bjerg?”
Genrebegrebet er en salgsmekanisme OG noget at samles om og diskutere op imod. Når det bliver en spændetrøje for forfattere og læsere, er det fordi nogen har fordel af at undlade at forklare det. Det er nemt at forestille sig, at mange, mange bøger, som i dag klassificeres som science fiction ikke ville finde et publikum, fordi mange ville tænde af på de “genre-greb”, som trods alt er med til at definere genren, men ikke er ene om at udgøre den.
“Science Fiction” som metode er samtidig en måde at tænke på. En frihed til at ændre på stærkt anvendte og måske stivnede opfattelser og virkelighedsparametre – måske bare et lille nøk på (eksempel: vi genkender alt i de beskrevne rammer, men ingen holder hunde som kæledyr), så alle konsekvensberegninger ryger fløjten og efterlader læseren (og måske hovedpersonen også) med nogle udfordringer, der ikke er helt til at gennemskue. Det er der nogle, som godt kan lide – mens andre foretrækker fortællinger, der giver dem trygheden for, at en konsensuel og gennemskuelig virkelighed findes.
I nedenstående miniartikel hører man forfatteren Kirsten Hamman brokke sig over at få påklistret genrebegrebet Science Fiction på sine fortællinger, blot fordi de ikke er strengt realistiske = “Dansk Genkendelig Normalvirkelighed”. Det er faktisk et problem for os alle, at medfabuleringen i litteraturen har så ringe kår. Det går fint med amerikanske og engelske TV-serier – hér accepterer vi stort set hvad som helst fantastisk og fabulerende, blot vi kan genkende de underliggende historier om menneskelige følelser og konflikter. Men dér, hvor vi skal være medspillere i vores hoved, begynder det at svigte.
Jeg vil sige, at den mere væsentlige historie ligger dér, d’herrer/’damer journalister.
