Som den første på planeten opnår et menneske reel Satori en dag under læsning af Politiken, hvor sammenfaldet mellem firmaers vanvittige kapitalsøgen, hér Disneys nybyggeri af endnu et Disneyland, sat op imod dyb armod, hér endnu en orkan der truer Haitis befolkning, for første gang TYDELIGT viser en verden ude af balance.
Dette menneske fortæller sin indsigt videre, og indsigten bærer i sig en sådan grad af realitet, at modtagerne af historien selv ser Menneskeverdens ubalance og derved bliver i stand til at give oplevelsen videre, & videre og videre spreder historien sig, hopper landegrænser gennem overbevisende videoer og podcasts og mails og hjemmesider med fotos og følelsesmæssige beskrivelser, indtil alle og enhver er blevet missionær og fokus er stærkt nok til at sætte forandringerne igang.
Da historien rigtigt begynder, hviler vores opmærksomhed på det sidste uomvendte Menneske. Som føler presset tungt fra alle sider, ikke aggressivt, men tungt; det er svært for dette Menneske at IKKE tage imod oplysningens essens: Alle medier bærer budskabet om den menneskelige ubalance og om alt, der bliver gjort for at rette op på den, og Mennesket er først nødt til at zappe imellem alle informationer for kun at få det overordnede budskab – at Verden står midt i den første kollektivt menneskelige forandringsproces – og må snart forsage alle informationer og undlade at åbne døren for enhver, der ringer på for at dele sin indsigt med enhver.
Historien udformer sig som en samtale via sedler skubbet ind og ud under døren, og kommer til at handle om HVORFOR dette menneske ikke ønsker at forandre sig. Og hvorfor aktiv modstand mod kollektivets realiteter har samme betydning som kampen for ligeværdighed, balance, harmoni. (Uden en definition på frihed, er det ikke muligt at være eller blive fri).
Kenneth Krabat, 5.11. 2010
