MEGA Litt, 2: “Spring, Loppe, og du får mad”?

Hvem er VI, danskerne, at vi som det eneste behøver at forsvare vores velfærdsposition? Svaret er enkelt: En nation uden stolthed. Et nation i lavt selvværd. Er vore forfattere så for uvidende eller for kritiske?

Share

 

Nu er der kommet optagelser på, hvis man er interesseret i et stemningsbillede.

kl 12

Lydklip: Adobe Flash Player (version 9 eller højere) kræves for at afspille dette lydklip. Hent den seneste version her. Du skal også have JavaScript aktiveret i din browser.

kl 12.45

Lydklip: Adobe Flash Player (version 9 eller højere) kræves for at afspille dette lydklip. Hent den seneste version her. Du skal også have JavaScript aktiveret i din browser.

kl 13.20

Lydklip: Adobe Flash Player (version 9 eller højere) kræves for at afspille dette lydklip. Hent den seneste version her. Du skal også have JavaScript aktiveret i din browser.

kl 13.50

Lydklip: Adobe Flash Player (version 9 eller højere) kræves for at afspille dette lydklip. Hent den seneste version her. Du skal også have JavaScript aktiveret i din browser.

Jeg begyndte øverst, på 4 sal. hos Trisse Gejl og bevægede mig ned ad gennem etagerne, nogle gang ad rulletrappe, andre med elevator, og søgte ingen særlige navne på noget bestemt tidspunkt, men blev lidt, hvor jeg fandt en oplæsende forfatter, gik videre til den næste på etagen og så fremdeles, og begyndte forfra ved at tage elevatoren op fra bunden af huset. På et tidspunkt høres et brøl i baggrunden af den første optagelse. Det er, da Per Stig Møller annoncerer regeringens beslutning om at forlænge 10 millioner kroners puljen.

Arrangeret af Dansk Forfatterforening var oplæsningen på Københavns Hovedbibliotek med 200+ forfattere, oversættere, digtere, kronikører mv. vel sagtens en succes. “Vel sagtens”… for det er svært at sige, om det med arrangementet lykkedes at gøre noget ved problemet – nedskæringen af kulturstøtten – eller om det økonomiske resultat var forudset/arrangeret på forhånd , eller blot et lille ublodigt håndslag i en korridor på Borgen: “Ok, I får kulturstøtten indtil videre, femten mil, forfatterne holder kæft, og vi får…” (sæt selv en ubetydelighed ind, der dog er værd at handle med).

Arrangementet var vel sagtens en succes. Ja. Vel sagtens. Eller måske var det et cirkus. “Spring, Loppe, og du får mad!”?

TVEDELING
Hele spørgsmålet om kulturstøtte til litteraturen kan opdeles i to: Penge til forfatterne at søge og arbejde og rejse for, og en politisk tilkendegivelse af en levende litteraturs betydning for samfundets ve og vel.

Som det, igen og igen, har været nævnt i dagene op til arrangementet, tjener Staten (os alle sammen) mere på litteraturen end den (vi) giver ud. Ud fra en markedsmekanisk vinkel er det jo som det skal være: Forfatterne får “noget” støtte, de skriver nogle bøger, bøgerne bliver solgt og genererer flere penge, end de blev støttet med, samfundet har overskud af sin støtte. Et økonomisk overskud.

Der er en del røster (det eksakte %tal kendes nok ikke), som ønsker at samfundet skal fokusere mere på, HVAD det er, man støtter, end på overskuddet, støtten genererer. At man fra politisk hold skal udtrykke en holdning til det støttede. For eller imod, men en holdning. “Vi støtter litteraturen, FORDI…” og “Vi skærer ned på støtten til litteraturen, FORDI…”. Og en holdning, som vel at mærke ikke handler alene om den andel, Litteraturen optager i Statsbudgettet. Røsterne i denne ende ønsker at få anerkendelse for SELVE litteraturen!

I Danmark var kulturpolitik ikke en demokratisk idé, men en arv fra det absolutte enevælde, og problemerne begyndte længe før vi fik et Kulturministerie. Efter landets bankerot i 1813 blev der skåret ned på alle offentlige udgifter på nær kulturstøtten. Finansministeren foersøgte at overtale (den senere) kong Christian VIII til også at beskære kulturen, men kongen forstod nødvendigheden af kunst og kultur – hereunder rimelige økonomiske forhold for forfattere – og afviste at spare dér, idet han sagde “Fattige og elendige er vi. Lad os nu blive dumme til – så kan vi helt ophøre med at være en stat.” I stedet gav hans støtte os en guldalder med forfattere såsom H.C. Andersen, St.St. Blicher, N.F.S. Grundtvig, B.S. Ingemann, Søren Kierkegaard m.fl., der satte dansk litteratur på verdenskortet og fornyede vor kulturelle identitet. Siden da gik det ned ad bakke og landet satsede i stedet på vore svineavlere. Indtil for nyligt fik danske landmænd i snit hver €21.000 i årlig støtte (EU-støette IKKE medregnet), for at brænde afgrøder og kød, og for at producere MINDRE. De betaltes store summer for intet at gøre. Hvorfor kan DE ikke holde en ko eller køkkenhave som hobby for egen regning? Hvorfor anses litteratur ikke som et erhverv på linje med landbrug? Litteratur er dog den eneste kunstform, som giver staten overskud. Faktisk tjener staten langt mere på bøgerne end forfatterne, selv når al litteraturstøtte og bibliotekspengene (der reelt er kompensation for mistede salgsindtægter) medregnes. Den snupper jo som bekendt 25% af udsalgsprisen, mens forfatteren kun får 15% af restbeløbet, som der tilmed skal betales skat af. Ser man på de indtægter, vi forfattere sikrer staten, og hvad der samlet er afsat til os på Finansloven, så skulle staten simpelthen skamme sig.
— HH Løyche (på Facebook)

DET STORE SPØRGSMÅL
Opfatter drevne politikere sig som del af “Staten Danmark”? Set udefra kunne det nok se sådan ud – idet politikere ofte forekommer at stå på tryg afstand af konsekvenserne af deres beslutninger. Spørgmålet er, om man kan få dem til at komme tættere på? Eller måske KAN politikere ikke udføre deres arbejde, hvis de kommer på tæt hold af det virkelige menneskeliv?

Politikerne, der ikke selv læser litteratur, må forlade sig på spindoktorers anbefalinger ift. de pågældende partiers konstituenter, og støtte eller ikke støtte litteraturen ift. til disse. Men direkte udtale sig filosofisk om en bestemt kunstforms direkte og uundværelige betydning for det danske samfund ville være at save egen gren over: ALLE andre kunstformer, sporten, undervisningen… nej, for fanden, der ville lyde et ramaskrig af forargelse! (Og frygt – frygt for at en sådan udpegning ville betyde færre penge alle andre steder.) Nej, politikere skal kun… befatte sig med samfundets generelle linier – kunstpolitik eller ikke, sportsstøtte eller ikke, klassekvocienter og konkurrence med udlandet… og så ellers sørge for, at statsunderskuddet ikke vokser…

Litteraturstøtten er lille. Det betyder, at den fungerer som opmuntring, som arbejdsro, som anerkendelse, men den er ikke et fokus. Den har intet sigte på at gøre forfattere rige, og den har intet sigte på at hævde danske forfattere over for udlandet. Litteraturstøtten er en intern begivenhed i et lille sprogområde, der anerkender nødvendigheden af at støtte kunst, der må (i konkret og overført forstand) oversættes for at gøre sig gældende i udlandet. Men beregnet på at føre international kulturpolitik er den ikke. Det må forfatterne selv klare.

Det er sjovt som at verden bliver mindre, når man synes den er lille. Og synes man verden er stor, bliver den enorm. Danske politikere synes verden er lille. Det er fordi, de ikke interesserer sig for det reelle indhold, i dét de støtter. De fremlægger konsekvensberegninger, men har (regnet over én, uretfærdig kam) ingen selvstændig etik. Partierne styrer, og alt handler om partiets magt. Hør politikere, der træder frem og taler på egne vegne – hvor ofte lyder de begavede og indsigtsfulde? Jo, de kan tale varmt for mærkesager, og samle stemmer omkring dét, men dérudover?!

TALE TIL HVEM?
SKULLE forfatterne stå sammen og gå imod politikerne – dvs. bide den hånd, som lige har fodret dem – skulle det være for at gøre opmærksom på, HVAD det faktisk er, Litteraturen som helhed gør ved en nation: Og dét er et spørgsmål, jeg gerne ville have endegyldigt besvaret – ikke bare bananstater indforskrevet som upræcise eksempler på, hvad der sker i et land, der ikke har talefrihed. For at ende med en stat som Danmark, med et velfærdssamfund som Danmark, og stille spørgsmålet:

  • HVAD er det, vi skal sigte imod NU?
  • HVAD er det, vi skal forbedre på NU?
  • HVAD er det, der reelt ikke fungerer, for HVAD har vi egentlig af bedre eksempler at sammenligne os med?

– dét kan kun handle om ikke at arbejde med frygten, men med glæden. IKKE frygten for at miste, men glæden ved at give.

Danmark har, sammenlignet med de fleste lande, flere penge til rådighed pr. borger at forsøde livet med. Mad, underholdning, transport, kommunikation, skabelse, samfundsvedligehold, verdensrelation. Men vi opfører os, som om denne position er det eneste, der er værd at opretholde: VÆRNET MOD ENTROPIEN, værnet mod kaos, er fastholdelse af den økonomiske fordelingsposition….

Måske er det rigtigt. Måske KAN mennesker, som vi er flest, ikke forholde os til noget som helst, før vore basale behov er dækkede. Men NU, hvor de ER dækkede, HVAD er det så, vi forholder os til? VI FORFATTERE, HVAD er det vi skriver om, der er så betydningsfuldt, at det kan retfærdiggøre – eller forklare? – vores nations position i toppen af velfærdskagen?


Kenneth Krabat, 7.11. 2010

Forfatter: krabat

digter. webmaster på menneske.dk. oversætter. EPUB-kritiker.