I denne verden, hvor det handler om hele tiden at stræbe mod successen, og successen måles i indtægt, hvordan prissætter man så et digt?
Digte i løssalg angiver en del af problematikkens omfang, skønt ikke det endelige svar.
At gennemhukke den gordiske knude ville være aldrig at tænke på penge i forbindelse med skabelsen af et digt. At eneste pris var modtagerens læse-, lytte- og reflektionstid.
En sådan ro fordrer digterens tro på en særlig tilstedeværelse i verden, uden arrogance, uden overmod. Blot et af de mennesker, der dedikerer sig til de andre.
Det er en holdning til digtning, som er ude af trit med tiden. Men givet ikke med hjertet.
Jeg har ikke læst nok Asterix, eller det er for længe siden, til at kunne værdsætte kommenteren (eller det modsatte).
Jeg kommer på godt og ondt, men mest på godt, til at tænke på Trubadurix eller (på engelsk) Cacofonix