“Jeg undskylder, men jeg ønsker ikke at være kejser. Det er ikke sådan, jeg lever[1]. Jeg ønsker ikke at regere eller underlægge mig nogen. Jeg ville foretrække at hjælpe alle – om muligt – jøder, alle andre – sorte mennesker – hvide. Vi vil alle gerne hjælpe hinanden. Sådan er det at være menneske. Vi vil opfyldes af hinandens glæde – ikke at hinandens elendighed. Vi ønsker ikke at hade og foragte hinanden. I denne verden findes plads til alle. Og den gode jord er rig og kan nære alle. Livets vej kan følges i frihed og skønhed, men vi er kommet bort fra vejen.
Grådighed har forgiftet menneskenes sjæle, har barrikaderet verden med had; grådige går vi gåsegang ind i elendighed og blodsudgydelser. Vi har sat hastigheden op på alt, men vi har spærret os selv inde. Maskiner, der skaber overflod, har forøget vore savn. Vores viden har gjort os kyniske. Vores kløgtighed, vi er blevet hårde og uvenlige. Vi tænker for meget og føler for lidt. Langt mere end maskiner behøver vi menneskelighed. Mere end kløgtighed behøver vi venlighed og blidhed. Uden disse kvaliteter går livet op i vold, og vil vil miste alt…
Flyvemaskinen og radioen har bragt os tættere sammen. Selveste kernen i disse opfindelser kalder på menneskers godhed – det er et kald om universel broderskab – om et fællesskab for alle. Selv i dette sekund når min stemme millioner i verden – fortvivlede millioner af mænd, kvinder og små børn – ofre for et system, der får mennesker til at tortere og indespærre uskyldige folk.
Til dem, som kan høre mig, siger jeg: fortvivl ikke. Lidelserne, der lige nu overgår os, er intet andet end midlertidig grådighed[2] – bitterheden i mennesker, som frygter udviklingen af det menneskelige. Hadet i mennesker er midlertidigt, og diktatorer dør, og magten, de stjal fra folket, vil vende tilbage til folket. Og så længe mennesker dør, kan friheden aldrig gå til…
Soldater! læg ikke jeres liv i hænderne på bøller – mennesker, som foragter jer – gør jer til slaver – uniformerer jeres liv – bestemmer hvad I skal gøre – hvad I må sige og hvad I må føle! – Som med monoton eksersits udmarver jer – behandler jer som kvæg, bruger jer som kanonføde. Læg jer ikke i hænderne på disse unaturlige mennesker – maskinmennesker, med maskinhjerner og maskinhjerter! I er ikke maskiner! I er ikke kvæg! I er mennesker! I jeres hjerter bor kærligheden til menneskeheden! I hader ikke! Kun de uelskede hader – de uelskede og de unaturlige! Soldater! Kæmp ikke for slaveri! Kæmp for frihed!
I Lukasevangeliet kapitel 17 står skrevet: “For Guds rige er midt iblandt jer” – ikke i ét menneske eller en gruppe af mennesker, men i alle mennesker! I jer! I, folket, har magten – magten til at skabe maskiner. Magten til at skabe glæde! I, folket, har magten til at gøre dette liv frit og skønt, til at gøre dette liv til et vidunderligt eventyr.
Så – i demokratiets navn – lad os bruge denne magt – lad os alle stå sammen. Lad os kæmpe for en ny verden – en anstændig verden, som vil muliggøre at mennesker kan arbejde – som vil bibringe ungdommen en fremtid og alderdommen en sikkerhed. Med løftet om disse ting har bøller hævet sig til magt. Men de lyver! De holder ikke dette løfte. Det gør de aldrig!
Diktatorer befrier sig selv, men de gør folket til slaver! Derfor, lad os nu kæmpe for at overholde dette løfte! Lad os kæmpe for at befri verden – fjerne alle nationalgrænser – fjerne grådighed, had og intolerance. Lad os kæmpe for en verden baseret på fornuft, en verden hvor videnskab og fremskridt vil gøre alle mennesker glæde. Soldater! I demokratiets navn, lad os alle stå sammen!”
Charlie Chaplin, The Great Dictator (1940), oversat af Kenneth Krabat, sep. 2014, rettet 2021
— [1] Eng: “That’s not my business” refererer både til hans erhverv – at han egentlig er barber – og til at “den slags blander han sig ikke i”.
– [2] http://en.wikipedia.org/wiki/This_too_shall_pass
