“time travel is SO not next year!”
I did a search for this, but nothing.
Just saying: Planes of existence is the next level:
Alternate realities, other dimensions, an infinite multiple of universes branching from free-will overdose to make room for every single one of any other potential full universe that anyone might think of, discarded at the drop of a hat. Planes of existence. Stacked on top of each other, each one their own universe, but each one having less and less need of understanding of its rules.
While time travel by acquaintance with logical and illogical paradoxes can teach us the basics of causality, planes of existence will teach us more about
– being real,
– and about returning to reality,
-and about the cost of distancing apart from the real world we are all fleeing from,
– and about honour taking part in the needs of the real world,
– and dishonour… if you want to stay at an upper plane, as you block your original from… what, waking up…?
Nah, we haven’t really solved the mechanics of Planes of Existence yet, but Joan is Awful (2023) and Inception (2010), one very female and one very male film, give us options to remain in the now of unreality at the cost of better personas, but admonishes us to come back to necessary reality, where the waters are rising and the world is ending.
Can more become real? Time travel shows us fleeing to what if it wasn’t. Trusting in our genuine selves of IS is the hardest lesson. It is boring, life is boring and repetitive, and full of anxiety and broken everything, and nothing can be trusted, less if more people become more honest – they will leave and resign and change and not clean up and sleep and try to move closer to themselves without dying. Do you not see it yet? We all become more boring, as we progress closer to ourselves, leaving the more fictitious planes of existence behind.
That battle will not be easily won. We all have differently wired brains, but the majority finds it too easy to become real and believe they have the light (meaning imagination is not their talent), and others will find it estranging and stressful and hard to be even more frequently reminded that they are needed in the world, when all they want is just to be left alone (meaning they escape even further from the real than the majority).
A fiction plane of existence, where I am not here, an avatar is occupying a part of my attention, like right now as I am writing the present text – only the mosquitos calling me back to the terrasse. Here, I am at a higher level, and once that avatar at that level begins to shape my existence, it takes on an existence, a necessity, of its own. And the I here at this plane cannot know what happens, when someone reads the present text, the cat will have left the universe, and it might not come back. Not even the later I can fully know!
I need to repeat:
Once I fictionalise myself, outside of my mind’s inclusion of my body, I create a new level of existence. Not a new universe, universes are not needed to full size in order to exist and uphold my life at different planes; most existence, even beauty, or maybe even beauty exactly, consists of [place holders] and that is what we use our famed pattern recognition for: To not have to create a totally new universe every time we feel a need to flee. (Very similar to video compression algorithms – only saving that which changes.) Which is why the pre-made world-building of fiction can hook people so easily – nobody needs to work hard to uphold the logistics of fantasy and imagination; it’s already there for the taking.
I could be the writer and say:
- SO, what if fantasy and imagination was HARD?
- What if it was a talent lost or at risk of?
- What if it was threatened by some nefarious force?
- What if expressing it was illegal and punishable by death?
- What if problem solving was the only fancy permitted?
- What if The Body again was worshipped and the mind not?
But if I do not build upon the images of a smaller existence, no other plane of existence beyond the present accidental hardship of the real world is open to me. And if I do not even think it, only the present world exists – and as such almost not beyond what survival requires, beyond cognition; and only those silent are really safe from reproach; and problem solving only deals with
- law and ideal,
- healing the broken,
- teaching the ignorant,
- constructing the necessary,
- seeking the world in itself (– rather than its fictional planes),
- – as in approaching the real.
Is that good or bad?
The real world is what is damaged by our collective and individual ignorance, and we cannot repair it with fiction, only with real world solutions – even as, for effect, we may need to make the ignorant understand through fiction rather than violation and domination. Eg. a Holy Book of some kind…
For too long we have kept up the image of good and bad, never seeing that that also is a way for bad people to continue the ministrations and corruptions of everything, out of tune with real world needs. Stories of bad mask the real bad, not the other way round, as the innocents claim.
Literature does not make the world more visible, it makes it more complex and complicated, much more complicated to change – seeing the constant reminders of what could be, and what seems to be, and what is a memory of, and what is not good and what is ideal and how should people be rewarded and how punished, because literature is not of the world, but of civility. Of control of chaos. Of collectivity. Of similarity and unity and common goals to survival: Tools, fields, domestication, metals, electronics, programming logic, micro and macro observations passed on. We barely need the stories. But we need the problems, and explained to us. WE need problems. WE are united in problems. And thus in fictions. Planes of existence outside of anyone’s control… We can simply dream up someone, who can dream the right dreams in a controllable world, or dream things differently. As as such mask the problems we cause by doing so.
We the human world, chaos the rest.
If we live past a violent death, that existence is at the intersection between the real world and all the imagined planes of existence – and humans are trained by peers of the civilisation to not see this boundary, to trust in civilisation, to trust in order as it is laid out for us.
In order we trust. As we must.
—
I so often wonder, if I can be understood. Most people I know do not understand my thinking. Maybe because I do not care to win?
Okay. Jeg kan forstå, at der heller ikke er ytringsfrihed her. Farvel.
Beklager min sidste kommentar. Af en eller anden grund var min anden kommentar forsvundet.
P. S. Men vi lever nærmest i tider, hvor jeg får lyst til at takke, når mine kommentarer ikke bliver censureret, alene af den grund at den, der vælger at censurere, er uenig i et eller andet, og åbenbart grundlæggende uenig i, at vi har ytringsfrihed. Det sker på mange sites, der i virkeligheden blot til have en magtposition med envejskommunikation. Hvis jeg f.eks. skriver, at jeg er veganer, så er der ret stor chance for, at det ikke slipper igennem flere steder. Lidt ligesom nazister forfølger jøder. Det må vel også være det, der hedder cancel culture.
Så tak fordi du går ind for ytringsfrihed.
Jeg troede engang, måske lettere naivt, at vi rent faktisk har det i Danmark, men det har vi ikke i praksis. Alligevel er der nogen, der “undrer sig over”, hvis man ikke “deltager i den offentlige debat”. Det gør jeg ikke, fordi det, som regel, er spild af tid. Livet er for kort til at prøve at trænge igennem til magtliderlige røvhuller, der, i parentes, ofte ikke har nogetsomhelst interessant at sige selv. De opretholder en slags potemkinkulisser, så det hele ser lidt “pænt ud”. Status quo for status quos skyld. Nogle af dem påstår endog, at de kæmper for ytringsfriheden samtidig eller er imod kapitalismen. Hahaahaahaahaaha. Det er fandeme tragikomisk at være vidne til.
Inkluderer ytringsfrihed at man skal kunne sige alting alle vegne? Eller blot at man skal kunne sige det et eller andet sted?
Kan ytringsfrihed kun eksistere i forhold til staten, der kan tillade/straffe censur, eller gælder det også i private fora (der dog kan være åbent tilgængelige)?
Ytringsfrihed UNDER ANSVAR.
Det er domstolen, der afgør, om en ytring er strafbar.
Jeg er domstolen her på sitet. Hvis jeg ikke gider have folks ytringer til at støje kommentarfeltet til, bliver de blokeret. Rune mener, at jeg som administrator begrænser hans frihed til at ytre sig – nu har jeg synliggjort eller godkendt hans gamle kommentarer (kan sgu ikke huske, om jeg fik det gjort eller bare blev irriteret) og så må han tage stilling til, om de er værd at brokke sig over – men han kan jo forsøge sig med at pisse inde i naboens have og så se, om naboen synes det er fedt, fordi der mangler kvælstof i roserne, eller ej.
Rune – jeg værdsætter, at du bruger tid på at kommentere. Og hvis du ikke kan acceptere, at mit domæne hér ikke er dit, findes der givet andre haver. kh til jer begge, k
Thumbs up.
Kenneth,
Jeg har ikke på noget tidspunkt forsøgt at overtage dit domæne. Det er noget vrøvl. Jeg har beskrevet nogle oplevelser af at blive censureret flere steder – ikke fordi jeg spammede, for så ville det være forståeligt og i orden – men fordi censur, cancel culture i forskellig udstrækning, er ved at blive noget, nogen blot benytter sig af, og ergo opfører de sig som modstandere af ytringsfrihed. Ganske enkelt. Jeg forsøgte at komme med min mening, og min indgangsvinkel, til noget af det, du har skrevet. At du opfatter min uenighed i flere ting som “at pisse i naboens have”, forstår jeg ikke, og jeg finder det uforståeligt aggressivt i forhold til mine formuleringer. Hvis du betragter din blog som din have, hvor man kun kan komme og vande “dine blomster”, så vælger jeg blot at trække mig helt, som jeg forresten har gjort før. Jeg bruger altid min ytringsfrihed under ansvar. Jeg ved, det er mit ansvar, hvad jeg ytrer. Sådan er det. Jeg går ind for ytringsfrihed til alle. Det er det eneste, der er en mulig vej frem i forhold til en evt. dialog. Der er dog, er jeg helt sikker på, ingen interesse for en dialog med mig her, så nej, det fører ingen steder hen at prøve mere. Fred være med det. Jeg har masser af andet at bruge min tid på end at blive skældt ud for at ytre mig. Det er livet for kort til. Hav det godt. Farvel. Jeg vender ikke tilbage mere. Det lover jeg.
“We the human world, chaos the rest.” Det er et fuldstændigt meningsløst udsagn for mig. “The human world” without the world is non-existing. Et fatamorgana i en ørken, hvor selv ørkenen underkendes som eksisterende. Det er, om noget, det mest fiktive udgangspunkt, man kan have som menneske. Hvad har skabt mere kaos, af den dårlige slags, end menneskelige (kristne, kapitalistiske o.l.) tanker om at være de endelige forvaltere af Jorden, hvor ideen om at alt og alle, ud over mennesker, skal agere ressourcer frem for relationer?
Hvis din tekst er en eller anden, af uransagelige årsager, offentliggjort brainstorm i forhold til at skrive indenfor genren science fiction, så forstår jeg det, måske. Dog ikke hvorfor du har offentliggjort den.
Hvis din tekst er en eller anden idé om, at du kan indtage en eller anden (umulig) position i helikopterperspektiv, så tænker jeg blot, at der er tale om storhedsvanvid. Når nogen prøver på at tale på alles vegne, som f.eks. kristne missionærer, så lyder de, lige så snart deres “Gud” fjernes, som nogen, der bare ikke kan leve uden åndelige kloner af dem selv. I “Masse & Magt” af Elias Canetti fortæller han et sted om missionærer i U.S.A. i 1800-tallet, der udførte vanvittige marathonprædikener, hvor de konstant messende ganske enkelt forsøgte, og i øvrigt lykkedes med, at køre folk trætte, så de overgav sig til kristendommen (i hvert fald for at kunne få mulighed for at tage sig en lur efter den omgang, tænker jeg). Noget af en diktatorisk position at indtage.
“In order we trust. As we must.” Hvilken orden? Og hvilken uvidenhed? Hvis det du tænker, og skriver, er så svært at forstå, så er det måske, fordi det ganske enkelt er uforståeligt, og, for mig at se, bekymrende læsning. Der er en undertone af, at du blot vil hjælpe men med hvad? Du præsenterer digterjeget (for at bruge et neutralt ord) som en, der konstant kan forandre sig, men samtidig præsenterer du forskellige grupper så som “de uskyldige” i teksten. Hvem tilhører den gruppe og hvorfor? Kan de ikke også forandre sig på samme vilde måde eller hvad? Og hvad er “the real bad” i forhold til “the bad”? Og hvordan kan du sige med så stor skråsikkerhed, at litteratur ikke gør verden mere synlig? Hvad er “verden” i den sammenhæng? Det er, som om hele teksten opløser sig selv i muligheder men uden at tale særligt meget om disse muligheder. Sidst, men ikke mindst, hvem er “vi” i din tekst?
Det er mange spørgsmål, Rune. Jeg vil gerne uddybe lidt. Mit vigtigste blik:
KAOS er det uorganiserede. Det, der ikke har fået navn, er afgjort som form og afgrænset funktion; som fortsat er “sig selv”, uberørt af anden funktionalitet end bare at findes. Verden i sig selv.
Så, på den ENE side mennesker (og andet liv), som med adfærd skaber mønstre ud af kaos, på den ANDEN side, hvilket muliggør eksistens. Afgrænser, navngiver, gør funktion og nytte ud af dét, som bare er. I realiteten handler det bare om at flytte energi et andet sted hen: Bøje sig ned, samle sten op, kaste, ramme dyr, spise. Dét princip – som så kan blive til replikerbare pricipper og måder, som kan fremme den enkeltes eller stammens eller artens overlevelse.
VI – du, jeg, hvemsomhelst – kan bryde sig om eller ikke bryde sig om måderne, som nogle bruger organisering imod andre på. Men enhver livsform og ethvert enkeltindivid gør tingene på sin måde. Og energierne vil bølge frem og tilbage, når der er individaktivitet. Universet som sådan, kaos, er indifferent med livets små lommer af aktivitet, mens dyr og mennesker samtidig kan både behøve og frygte denne aktivitet – denne midlertidige skubben kaos til siden for at indhegne en mark eller en levevis.
Set fra toppen af trappestigen er det tydeligt at se, hvad der sker. Bevægelserne. Skoven, ikke? Nede er det ikke. Blikhøjden fordrer ikke medfølelse, det er medfølelse, der afgør udkommet for selv og andre, uanset højden man ser noget fra.
Hej Kenneth
Jeg har først nu fået øje på dit svar her. Jeg må sige, lidt skuffende sikkert, at jeg ganske enkelt ikke forstår det verdensbillede, du prøver på at tegne op, eller det vækker i hvert fald ikke genklang i mig. Dele af det lyder på mig som et system, der prøver på at lade som om, det ikke er et system, men en slags overblik over, ja vel egentlig (?), alt og alle. Et overblik som jeg ikke tror eller mener, at nogen kan eller skal have eller nogensinde kan få (fordi nej, jeg tror ikke på en almægtig gud), men vi er vel også derude, hvor det rent sprogligt er svært ikke at give op, fordi organiseringen, navngivningen, som du også er inde på, skal definere det, endnu, udefinerbare, udefinerede, som dog netop “er sig selv”. At du sidestiller “universet” med “kaos” betyder i den forbindelse måske bare det, der af nogen, opfattes som kaos, ellers har jeg også svært ved at forstå, hvad der menes med din sidestilling der. Til gengæld forstår jeg ideen om at tro på en orden bedre nu, hvis det er ment som en kontrast i en selv til den idé, at universet er kaos. Begrebet individuation spiller måske ind her? Til sidst vil jeg lige tilføje, så det ikke bliver en enormt lang kommentar det her, så skurrer det, at du skriver “Men enhver livsform og ethvert enkeltindivid gør tingene på sin måde.”, for der er mange mennesker, der bliver enige om at gøre, og tro på, og vælge, de samme politikere, religiøse ledere, Folkekirken (som man dog som oftest aktivt skal melde sig UD af i stedet for IND) og alt muligt andet og andre til, fordi de, meget firkantet sagt, gerne vil ligne naboen.