Kære Line Barfod,
Hvor jeg bor på Østerbro, går unge initiativtagere rundt og samler stemmer ind til at lave græs, hvor der er gade, under forudsætning af, at kommunen sløjfer 9-meters-reglen til vejs midte – men jeg har for nyligt været vidne til ankomsten af den største kran, jeg nogen sinde har set inde i en by (til nedhejsning af materiel i en baggård til brug for altanarbejde) og uden vej-hjørnernes svingningsrum havde den ikke haft en chance for at komme rundt om hjørnerne,
Jeg ville ELSKE, hvis der var parkeringspladser at finde for dem, der betaler licenserne. Men holdningen blandt yngre tilflyttere til kvarteret og til byen i dag forekommer i stigende grad at være, at kun et FÅTAL i København burde have parkeringsbehov, fordi der “jo” er så udbredt offentlig transport…
Men den offentlige transport bliver ringere og ringere alle andre steder. Dét gør det sværere og sværere at bo i København OG have sommerhus og venner andre steder, have transportbehov selv og som hjælp til børn og venner, have indkøbsbehov, når kroppen begynder at ville mindre end hovedet vil, og når man simpelthen vil på tur et sted uden for de planlagte ruter.
Undertegnede er født i København på Østerbro i 1963, og bor samme sted i dag. Forvandlingen af byen fra havneby til boligby er markant – jeg ved ikke, om borgmesteren som københavner har noteret sig dén forandring selv – men SÅ mange mennesker kan umuligt bo under samme tag uden at have relationer uden for byen. Og jo flere tilflyttere, jo flere nationale relationer – hvilket stemmer rigtig dårligt overens med dels sværere parkering, dels forringelser i offentlig transport landet over.
Nu vil man grønnificere byen yderligere i gadehøjde. Gøre det sværere at føre tung trafik gennem boligkvarterer (eks. Trianglen/Østergrogade/Nørre Allé, og den katastrofale “cykelgade”-ombygning, Ndr. Frihavnsgade). Gøre det sværere at parkere. Skabe flere kommunalt planlagte, lokale ude-områder – til de få udemåneder i året.
Det er på mange måder sympatisk – set med blik på forurening og larm – men igen: hvad med transporten til andre steder, hvis man ikke kan parkere en bil, og hvis man ikke er en velstående tilflytter med mulighed for at leje til 3 kr/km, men bare én der altid har boet her?
Og hvad med selve dén dynamik, der kommer af at noget er kringlet?! Jeg er eks. gammel nok til at huske, da man rettede Skjern å ud. Hvad skete? Vandmiljøet døde. Hvad gjorde man så? Man svang åløbet væk igen fra det udrettede A til B. Hvad skete? Dynamikken og diversiteten vendte tilbage i vandmiljøet.
Nogle gange ser man problemer, som faktisk er selve resultatet af naturlig dynamik – som dyreveksler og vands veje, der om noget er at tage ved lære af, når man civiliserer og styrer.
Frem for at bruge de samme arealer, hvor trafikken befinder sig, kunne man give tilladelse til at forgrønne i højden, på tagene. Lade det grønne være noget, der hører de enkelte boligforeninger til. Evt. med støtte fra stat og kommune. Lade grønheden være et NÆRT ansvar knyttet til egen bolig frem for en ansvar, der påtvinges alle byboere ved en slags ideel fællesnævner (!natur og fred er godt, støj og møg er noget skidt!).
NATURBY KØBENHAVN sker ikke ved at fjerne trafik og transportmulgheder; det sker ved at muliggøre en holdningsforandring på individplan gennem muligheden for engagement – som arkitekturens beskyttere fortsat spærrer for. Men a til b-løsninger er som bekendt ringere løsninger, fordi man ikke fra politisk hold lægger kræfter i at observere på kollektiv oplyst udvikling af noget, men beslutter på vegne af kollektivet ud fra statistiske (og politisk indvalgte firkant-idealer.)
Selvfølgelig må byen gerne være rar at bevæge sig rundt i, men retter man dynamikken ud, retter flowet ud og fjerner en del af modstanden, opnår man typisk det modsatte af det ønskede. Ligesom, når man glatter vejen for sine børn. Man får en glat by.
Det ligner at det politiske spil kun tillader at indrette vores storby, så den fjerner sig mere og mere fra resten af landet ved at lukke sig om sig selv. En ø.
Uden for enhver belæring – jeg ved en lillebitte smule om, hvad det koster at indtage en politisk stol: At være ansvarlig for noget i en by fordrer langsigtede løsninger, der ikke bare handler om, hvad der er (klima)populært lige nu.
For mig giver det mening at bruge politisk energi og pondus på at belyse kampen med dem, der hindrer forgrønnelse gennem forandring af byens eksisterende arkitektur og spørge: HVORFOR er det, at byen fortsat skal ligne sig selv arkitektonisk? HVILKEN fysisk profil tilsiger de udefrakommende, at København er et godt nexus – at bebo, besøge, investere penge og tillid i – lave huse med røde tage?
Svage politiske kræfter vekslede Amager Fælled som byens lunger med boliger, ingen gider bo i. Bygger fortsat oven på dé studehandler og bygger ud som tiltrækning af skattekroner. Tabet af Amager Fælled kan nutidens sjatforgrønnelse hist og pist ikke rette op på – men fjernelse af den direkte forurening til fordel for elbiler og kollektiv trafik giver klimatal, man bruge som et turistførerflag.
Så, snarere end regulær kamp med dem, der forhindrer ALL IN på klimaforandringerne, bliver den politiske løsning (og dermed vejen frem) flere lappeløsninger og smertestillere:
– flere boliger, flere skattekroner
– større sats på velhavere
– mindsket petroforurening og disse biler ud af byen
– færre parkeringspladser
– København som gamgel og vedligeholdt arkitektonisk perle – sove, arbejde, leve
– forgrønnelse på gadeplan
– større afhængighed af elnettet
– større investeringer i energi og varmekollektivitet i byen
– større investeringer i vandafledning
– større afhængighed af fødevaretilførsel
– hovedfærdselsårer mere til fødevaretilførsel ind i byen end persontransport
– flere mellemmænd og tredjeparter til by-transport og fragt
– mere netbestilling og pakketransport
– flere underholdningsarealer
– færre normale specialbutikker, større specialistbehov, endnu højere priser
– osv.
Alt bliver kun dyrere, fordi konsekvenserne af idealer under beskydning fra konservative kræfter får alt naturligt flow til at falde fra hinanden.
Det eneste, som sædvanligt, der kan samle trådene, er hvis folk selv har økonomisk overskud til at løse de begrænsninger, der lægges ind i systemet af ideelle fordringer, som samtidig IKKE tillader byen at skifte karakter. Byens boliger er blevet et investeringsområde – og med den nuværende krise ser vi, at dét er et pyramidespil – frem for dér, man har lyst til at bo resten af livet.
Sove, bo, arbejde: København.
Kom nu op på dupperne og TURD noget! (imperativ af “at turde”) Frem for bare modernismens “altings bestanddele har hver sin egen ideologi”.
HVIS by er det egentlig?
vh, kenneth krabat
digter, oversætter, digternes formand i dansk forfatterforening
PS: da jeg meldte mig til borgersamlingen, bad jeg om visse tal/statistikker (om den nuværende parkeringssituation i København) som forudsætning for at kunne deltage lødigt i en sådan gruppe. Disse tal ville jeg få, hvis jeg blev optaget i gruppen, svarede trafikplanlægger Klaus Grimar. Og ikke før…?!
Jeg blev så ikke optaget, og fred med dét.
