Flyvemønstre

[et endnudigt fra i dag]

Knap er jeg stået af bussen, før han vender sig om mod mig. “Jeg er ikke dig” brøler han, da han har standset mig med en udstrakt hånd, som om jeg var en Morris Mini og ikke en lastbil, hvilken tryghed i livet, han dér udstråler, hvilken vilje til magt, hvilken idiot! “Og jeg er ikke dig!” brøler jeg tilbage fra mellemgulvet, knappen til tryklufthornet i bund på instrumentpanelet. Han virrer med hovedet og armene spjætter som flyvemønsteret på en pollenfordrukken humlebi, han kan heller ikke flyve, men på stedet bliver han stående, vores fælles ven er tyngdekraften. “Tak!” mimer han til mig. Ydmygt, det er i orden. Det kan vi godt lide. “Selv tak”, siger jeg. Det kriller lidt i halsen, ikke i verden, lyden når kun til mine knogler. [Jeg er ikke dig!] knoglebrøler jeg fra mellemgulvet til en tilfældig ved busstoppestedet. [Og jeg er ikke dig!] brølemimer hun tilbage. [Tak”], siger jeg, inde i kroppen og med læberne. Tak.

jeg er en løgnhals (og det er du også)

En anden måde at betragte løgnen på.

Igennem mig flyder en strøm af overensstemmelse. Ned gennem fødderne op gennem toppen af hovedet. Jeg er forankret til denne klode med samme type koncentrerede træk, der holder alting samlet, atomer som celler, celler som væsener, stivnede, flammende, komplekst interagerende klippestykker som solsystemer, solsystemer som galaxer osv. Jeg rummer en indre overensstemmelse. Jeg findes, fordi jeg kan… findes.

Holdbarheden for en samling atomer, celler og organstrukturer som mig er afhængig af graden af proximitet til den centrale overensstemmelsesstrøm, bare kald den “indre sandhed” for nemheds skyld. Continue reading “jeg er en løgnhals (og det er du også)”