Citatet tilhører science fiction-forfatteren Ted Chiang.
https://www.salon.com/2021/04/30/why-artificial-intelligence-research-might-be-going-down-a-dead-end
Sammenhængen er forestillingen om AI’er, kunstige intelligenser, som er ude af stand til at udvikle selvbevidsthed alene baseret på tanke – de er nødt til at have en mobilitet, en krop, at støde sammen med verden i for at kunne gøre sig sine egne erfaringer. Noget, der siger nej og ja, som der skal uddrages mening og forståelse af.
Erfaring.
—
“Erfaring er algoritmisk ukomprimérbar.”
Jeg havde slettet nærværende indlæg, fordi jeg ikke er helt klar i hovedet i disse dage, og kom til at efterplabre artiklen dårligt. Men dét, som citatet betyder for mig, er en Y-vej: Sende AI’en på ud på vejene i en krop for at gøre sig erfaringer blandt mennesker, eller acceptere, at en Kunstig Intelligens altid kun vil kunne løse opgaver – opgaver, der kan defineres inden for en (snæver) ramme. Underforstået:
At SKABE en reel AI (give en maskine en krop og evolutionær mulighed for at tage ved lære blandt Jordens andre livsformer) er sindssvagt risikabelt. Tænk Skynet. Men intelligens er et produkt af en virkelighed i egen højde – menneskeintelligens, egernintelligens, delfinintelligens, chimpanseintelligens, træintelligens – i mødet med de andre intelligenser/evolutionsmaksimeringer. Og som hjernen fungerer er det meste (95%) ukendt rum og kun 5% kan kaldes for “hidrørende fra bevidsthed”.
Det står ikke i artiklen, men med den absolutte amatørs henkastede selvfølgelighed vil jeg sige, at fraregnet den fysiske styring og regulering af kroppen er de 95% (den kaotiske elektriske aktivitet i hjernen) en sorteringsmekanisme, der “summer omkring data” – dvs. data fra kroppen og data igennem kroppens sanseapparat. En art si – der skaber og understøtter organismens virkelighedsopfattelse – og på dén måde et direkte udtryk for organismens evne til at flekse i forhold til ukendte indtryk inde- og udefra.
Det understøttes delvis af forskningen selv: I modsætningen til den digitale intelligens’ tændt eller slukket-opfattelse af virkeligheden (ér det eller ér det ikke (noget kendt)?, befinder menneskehjernen sig et sted, hvor det er hverken eller. En NU-gråzone, som svarer til at hoppe fra alligatorhoved til alligatorhoved hen over en uendelig bred flod: Evolutionen tillader ikke hjernen “at blive stående”. Og selvom AI kan processere data 1 million gange hurtigere end menneskehjernen, kan den aldrig nå frem til hverken eller-tilstanden, før den selv kommer i fare for at ophøre med at eksistere.
Så, skal man indprogrammere sådan en forudsætning? Og skal man gøre AI’en mobil og autonom og dermed give den mulighed for at erfare selv?
Asimovs “Robotikkens love” var et forsøg på at eksemplificere denne problematik ved at kaste dramatisk grus i samme maskineri og tilsætte lidt dramatisk menneskelighed og mulighed for (læseren for) at føle med robottens udvikling og overlevelse.
“Erfaring er algoritmisk ukomprimérbar” siger så, at det ikke er muligt at skrive en algoritme, der springer evolutionen over. Det lader sig altså ikke gøre at lave en fabrikation af robotter med Robotregler ift. mennesker, fordi regler/algoritmer ikke er lig den sameksistensmulighed, vi kalder emptati eller forståelse.
Forståelse = eksistenspræmis + fare.
Menneskeheden har ikke råd til at lade AI tage ved lære. Menneskeheden på individplan kan ikke udtrykke kærlighed på et niveau, hvor en AI indprogrammeret med overlevelsesinstinkt IKKE automatisk ville lære at forsvare sig med VOLD.
Det er dét.
–
Umiddelbart vil jeg sige, at ikke nok AI og hjerneforskere konsulterer kreativt skabende eller tager tilstrækkeligt med hallucinogene stoffer. I forskellen mellem det accepterede og det uforståelige kaotiske ligger et kæmpe potentiale, som kun kan afdækkes ved at lægge måleredskaberne væk og lade kaos komme til én.
