Kotka Retreat

Ankommet til refugiet Kantola i Kotka, Finland.

Nå, jeg er ankommet og er gået alt igennem, alle rum i hele huset og køkkenskabe og alt. Det er ikke tilfredsstillende. De har ikke forestillet sig, at man kommer langvejsfra, og skal købe alt, man skal bruge for at kunne lave mad. Der er også utilstrækkeligt med lys i rummene – for fanden, her blir endnu tidligere mørkt i Finland end hvor de fleste normalt opholder sig, sæler undtaget.
kbh. lufthavn
Her er ensomt, følelsen er flyttet ind. Jeg skal virkelig være obs på, hvad jeg bruger min dag til. Måske endda lave nogle faste rammer, så der bliver styr på dagen – faste spisetider og den slags. Dét ville godt nok være anderledes!!
Hvorfor de overhovedet har det her hus virker umiddelbart som en fiks idé – noget med at have fået byen og den enorme lokale papirmølle til at spytte penge i et retreat, som tilfældigvis reklamerer for Finland, fordi Alvar Aalto har tegnet det, og så få kunstnere til at komme og bo og arbejde… Men informationsniveauet er virkelig lavt, rummene mere lagt an på design end på arbejde – og opsynsmanden, der er ansat til at passe på huset, og hente mig fra stationen, synes uden reel interesse i andet end at komme hjem: en fuldstændig bemærkelsesværdig uvillighed til at hjælpe. Men stort, stort fokus på, hvordan jeg finder rundt i området, som om – set i bakspejlet – andre har klaget over mangel på den slags informationer, eller at han skal kunne slippe for at sige det igen? Hvorfor ikke bare lave en massekopieret information én gang for alle, som kan udleveres ved ankomsten til alle, der kommer?
Jeg skal arbejde meget hårdt på at få det her til at blive godt.
Og nu er jeg begyndt med at ryge indendøre – det slutter sikkert, når nogen lugter det og så er det ud på terrassen – og holde humøret oppe med en beslægtet energifætter i ham Sonne fra So Ein Ding, som jeg har set 5-6 podcast af (med?) via iTunes! Super, siger jeg bare! Det er lige, hvad jeg behøver sådan en kold finsk vinterdag uden elskede nogen steder i nærheden!
Hér ses bustationen, og det er godt at huske sig,
at solen er oppe over skyerne, også over Finland!

Dagbog Maj til Juli 2008 (den korte version)

Samsø – hjemløs 1. juni
På maskekursus på Dansebjerg på Samsø, energien så god, at jeg må holde fast i den og tage på et nyt kursus på Bali.

Bali – juni og juli
Antonin Artaud festival, maskekursus og Fitzmauritz-bodywork i 14 dage. Derefter helt ned i gear, invitere kæresten til Bali, opleve med 4 øjne, spise god mad, forsøge at forstå en hinduistisk kultur (umuligt), drømme, ikke skulle noget som helst andet end det næste skridt, som det tager sig selv. Meget betegnende: Balinserne vurderer fremmede med hjertet, ikke med hjernen.

København, Samsø – august->
Straks hjemkommet fra Bali begynder hverdagen igen med planer, oplæsninger og arbejde, som er planlagt for længe siden. Stressen er overalt. Ikke fedt.

Overall= eventyret fortsætter, sporadisk internetforbindelse, vennerne langt væk. Afvente følelsen af rigtighed.

LOVINA, Bali

PAA STRANDEN

Er han, er det anden gang paa over 5 uger jeg har set en beruset balinser.

Foerste gang var i gaar aftes, paa vej ned gennem gang’en til Ella II, vores hotel: En halvt afklaedt fyr med strittende, fedtet haar, som baksede med at faa troejen ned i bukserne og saa undskyldende paa mig, da jeg passerede.

Denne unge mand, derimod, kaemper med balancen i skyggen paa bedet af smutsten neden for den terrasselignende massageplatform mellem cafeen og det indiske ocean.

Det er ikke en kamp for at komme op at staa, det forekommer ret og simpelt at vaere et spoergsmaal om balancen siddende, eet ben ud paa asfalten, det andet paa de graa sten, intet pres for at holde sig oprejst eller stemme imod, men armene svingende som en svoemmer i luften for ikke at falde bagover.

Paa stoffer? Fuld?

Nogle minutter forekommer hans arme at gaa i takt til musikken fra cafeen, som naar et barn leger damplokomotiv paa vej op i fart, men saa er han ikke laengere i rytmen – hvis det er musik, der bevaeger ham, er det musik kun han kan hoere. Saa straekker han armen mod traetoppen som for at gribe noget der, men vaegten af armen drejer hans krop i en unaturlig vinkel, stadig eet ben paa koerebanen, og traekker ham bagover.

I den strakte arm ses hver eneste muskel spaendt til det yderste og alle sener som stenhaarde reb staaende i strenge op gennem huden fra vedhaeftning til vedhaeftning. Det samme i nakken; to tykke spaendte strenge, der ser ud til at vaere ved at spraenges, mens kroppen vaelter langsomt vaek fra koerebanen, til hoejre, ned paa det stenede leje, holdt tilbage af den stivnede overkrop, men stadig saa fleksibel, at hovedet og skulderens fald mod underlaget naesten er en svaeven.

De otte-ti maend, der har siddet og roeget og snakket paa den meterhoeje platform, ser ned paa ham og taler indbyrdes om ham. Ingen smiler eller kommer med aabenlyst haanlige eller humoristiske bemaerkninger; de forekommer ikke synderligt bekymrede, mere observerende. Flere af dem har ryggen til og sidder demonstrativt og ser ud over havet.

Det er tydeligvis et epileptisk anfald.

Med mine idealer, min personlige og mine paaduttede vestlige idealer fatter jeg ingen af de samfund, som ikke griber ind i andres ulykke. Jeg har set det i Aegypten og i Peru. Nogen falder om, omgivelserne ser paa. Maaske nogle paa stedet sender en boen til guderne om hjaelp til dette menneske. Grundaeggende fremstaar det dog som “ikke min ulykke og der er intet, jeg kan goere”.

Anlaegger jeg derimod samme synsvinkel som journalisten Chatwyn bliver tvunget til i “Songlines” for overhovedet at komme i kontakt med Verden – observere foerst og vente med idealernes tyngende vurdering til senere – er det et trae, der falder i vinden; en hund, der bliver ramt af en bil; en oversvoemmelse, der river alt med sig neden for ens hus. Men jeg kan ikke forblive udeltagende laenge. Jeg behoever at forstaa – jeg er en skide, overbeskyttet vesterlaendinge, tryg i min pengepung og min rejseforsikring og mit kreditkort, og jeg behoever at forstaa!

Uberoert, som jeg er, af postulaterne om et spirituelt efterliv med eller uden beloenning for liv levet i dette, er menneskeheden som faelles entitet en mental konstruktion; den biologiske form bestaar af enkeltentiteter med to formaal: 1. Personlig overlevelse, og 2. energi givet til faellesskabets fremmelse og overlevelse, hvis ikke dette strider mod foerste regel. Hjaelpe sig selv foerst, og kan man ikke det, kan man ikke vaere en anden til hjaelp; har man derimod success med egen overlevelse, traeder behovet for hjaelp til faellesskabet i kraft, fordi ens videre overlevelse er betinget af faellesskabet.

Den faelles entitet, den “faellesmenneskelige skaebne”, kan vaere et produkt af gudsdyrkelse og pragmatisk observans – hvad, der er rigtigt at goere hvordan og hvornaar – som ogsaa kan dikteres at imodsige den foerste regel. Men her paa Bali, hvor hinduismens religioese binding bestemmer alt i forhold til alle interpersonlige relationer, arbejdssted, bosted, opmaerksomhed paa gudernes behov, aegteskab, hvornaar der skal saas og hoestes og klippes haar og skaebnen er haard for enhver paa grund af dette uslippelige, umistelige imperativ om individuelt ansvar, findes den individuelle frihed kun i rummene mellem de religioese bindinger. Frihed til ikke at hjaelpe, frihed til at spare paa egne kraefter, frihed til ikke at soege andre udveje, ikke gaa uden for det kendte. Eller gaa uden for det kendte; intet samfund kan klare sig uden nytaenkning.

Maendene, der ser paa manden paa jorden, og alle de omkringstaaende, studerer jeg mindst lige saa meget som jeg ser paa fyren krampe og ryste og skumme om munden. Uden Chatwyns blik til hjaelp fatter jeg ikke, hvorfor ingen reagerer med handling – betragtet som astrologisk vaesen maa han vaere et luftvaesen, smerteafhaengig. Med hans oejne, er det her en foelelsesmaessigt voldelig mulighed for at laere noget nyt; min nysgerrighed er foreloebig nok til indtil videre ikke at springe i aktion som sympatisk, humanistisk vesterlaending. Hvad kan jeg ogsaa goere? Diktatet er ikke laengere at presse en ske mellem kaeberne – sandsynlighed for at han bider sin tunge over er ikke hoej og den nyeste viden goer det mere sandsynligt, at han knuser sin egen kaebe med en ske i munden – og jeg har intet medicin at give ham, som kan haelpe, og der eer heller intet, uden en noeje neurologisk undersoegelse. Men der gaar ikke laenge, foer jeg foeler mig tvunget af min egen imperativ: At assistere. Paa det niveau, hvor jeg kan goere noget. Jeg kan udvise omsorg.

Da ingen andre har taenkt sig at goere det, eller maaske venter paa at det enten gaar over af sig selv, eller haaber at en anden goer det, goer jeg det altsaa.

I cafeen har de ingen puder. Heller ikke maendene paa platformen har nogen puder eller lignende. De forekommer at ikke forestaa, hvad det er jeg vil opnaa med noget bloedt.

Impulsivt kraenger jeg t-shirten over hovedet, folder den sammen og laegger den under hovedet paa den epileptiske, saa han ikke kan banke det ned i stenene. Forbliver knaelende ved hans skuldre, og flytter min interimistiske pude efter, hvor spasmerne drejer hans hoved hen. Holder min haand paa hans skulder og ser ind i hans oejne. Ser saa neutralt paa ham, som jeg er i stand til – helt uden medlidenhed, blot et menneske, der hjaelper ham uden at forvente noget til gengaeld. Jeg foeler, at jeg goer det rigtigte.

Han skummer meget om munden og skaerer voldsomt taender; kaeberne gaar frem og tilbage. Huden omkring oejnene er spaendt som alt andet, og pupillerne staar frem i en soe af hvidt, der faar mig til at taenke pa oejnene paa en ko, der lugter blodet fra slagtehallen. Han er lige saa fremmed i denne tilstand som et menneske kan vaere noget fysisk eller psykisk sted. Komplet isoleret. Jeg ved bare, at han vil komme tilbage – paa et eller andet tidspunkt vil han komme tilbage. Men til hvad? Til mere af det samme, givet. Jeg kan ikke forestille mig, hvad balineserne taenker.

I vesten betragter vi mennesker med f.eks. Darwins Syndrom som laverestaaende, “underudviklede”, paa grund af deres manglende evne til at forstaa og efterleve alle sociale nuancer. Her paa Bali har “mongoler” paa grund af deres ukomplicerede sind status af noget hoejere end de fleste – de er taettere paa guderne og venereres som saadan.

Kan det taenkes, at hans lidelse i dette samfund definerer ham som en person, man ikke hjaelper, fordi den uforstaaelige sygdomsmaessige isolation i hans person goer ham til en ubekendt, en fremmed uanset alt dagligt genkendeligt, og dermed uden for regulaer tryghed? i andre kulturer ville hans spasmer kunne saette ham paa den direkte vej til kontakt med guderne, til ophoejelse til seer eller vis mand, men paa Bali vil en verdsligs syner vaere i konkurrence med praesternes fuldstaendige overherredoemme – med mindre han kunne fremtraede klarsynet og staerk, naar han er upaavirket af spasmer, og saaledes understoettet af guderne og paa vej til at blive en Balian, et spirituelt taleroer. Det er overhovedet ikke til at vide, isaer ikke i denne tilstand, og selvom han ligner en bums paa laveste trin, er jeg ny her i omraadet og landet og kulturen, og aner ikke, hvordan han opfoerer sig til daglig – hvilket menneske, han fremtraeder som.

Der er selvfoelgelig ogsaa den mulighed, at han med rette eller ej blot er en af de berygtede javanesere, som saa mange balinesere beskylder for alt muligt – arbejdsloese, der kommer tilrejsende fra Java for at finde arbejde, uden familie, uden netvaerk, og derfor nemt kan goeres ansvarlig for alt verdsligt… fordi tyv tror hver mand stjaeler, og ene mand i sit ubevidste ved, at enhver vil goere hvad som helst for at overleve i et fremmed samfund? Undlader man derfor at assistere ham, slipper man for at skulle goere noget andet for at slippe af med ham – f.eks. forgive ham, hvilket heer ikke ville udloese den normale vestlige nysgerrig efter doedsaarsag. En antropologisk bog, jeg laeser om de moerkere sider af balinesisk hinduisme, siger det paent og poetisk pakke ind: i modsaetning til vesterlaendinges opfattelse er Bali ikke paradis for balinesere. Chauffoeren, der koerte os hertil i gaar, gentog hvad mange andre balinesere har sagt: “Livet er haardt”.

Da han begynder at komme tilbage, vil han op at sidde, og jeg stoetter ham til lodret. Men han har ikke kontrol over kroppen, svejer fra side til side som en der glider baglaens ned ad en bake og famler efter grene og kviste. Men herfra vil han videre op at staa, og jeg og min veninde stoetter ham til han staar, men hans ben kan ikke baere ham, og han er ude af balance i alle retninger.

Mennesker, der aabenlyst og bevidst soeger at forloese spaendinger, komme igennem til ny erkendelse, give slip paa det overfloedige og uhensigtsmaessige, skal man holde sig paa omsorgsfuld afstand af: de har en retning og de indser ofte, hvornaar de ikke laengere kan selv, og saa kan man traede til. Mennesker, der ikke har saadan kurs, men ret og simpelt befinder sig i den saarbare nedre del mellem styrke og svaekkelse… For mig er han lige saa saarbar som et barn. Han er et fucking noegent barn, der kaemper for at blive i stand til at beherske verden. Hvorfor ikke foelge ham i hans behov for at komme ned at ligge igen, toerre skummende savl af hans kinder, soerge for at han ikke slaar sig? Og da han kommer tilbage til sig selv, foelge ham i hans behov for at adskille sig fra omsorgen og give slip paa ham, da han krummer sig sammen i fosterstilling paa de graa sten?

T-shirten ligger paa jorden ved siden af en soe af savl. Jeg traekker den over hovedet; registrerer, at den er vaad visse steder, men vaelger at det er mit eget sved. Og er det ikke, gaar det alligevel. Jeg foeler mig skide god. Jeg foeler mig rigtig. “Saadan man skal vaere”. Men min stol staar tom inde paa cafeen. Jeg ville under alle omstaendigheder ikke kunne vaere to steder paa een gang. Fuck det. For helvede fuck det!

Ud af baglommen paa fyren stikker en flaske op med en gullig vaeske. Med haanden mimer jeg et spoergsmaal til dem paa platformen, om epileptikeren drikker. De siger nej. Vi enes om, at han er epileptiker, og jeg siger til dem, at det er vigtigt, at man goer noget aktivt for, at et spasmeanfald ikke bliver til skade for den epileptiske, og stikker en spontan loegn om, at man skal drikke meget vand – at vandmangel udloeser anfald. Det kunne taenkes at vaere een af mange udloesende faktorer, som jeg nu er i stand til at analysere sygdommens profil, men jeg siger det kun for at faa dem til at kommunikere et eller andet til ham. Hvis de kollektivt holder kaeft, saa er der ikke noget at goere, men maaske kunne det vaere en begyndelse paa noget nyt. Det kan selvfoelgelig ogsaa vaere, at de i virkeligheden er langt mere realistiske end jeg. Maaske skal han koeres over eller slaa hovedet paa en sten eller faa et spidst bambusraekvaerk gennem maven, hvis ikke han kan finde ud af at klare sig selv – jeg kan forestille mig mange, mange maader for at doe paa, hvis ingen bakker op om ham, men maaske har de nok i den skaebne, guderne stikker dem ud. Maaske, maaske, maaske mig et vist sted.

Jeg drejer om paa foedderne, vinker igen, denne gang over skulderen uden at vende mig; gaar tilbage til cafeen med min veninde i haanden og ser siden ikke paa hverken dem eller ham paa jorden. Jeg er Vesten. Vesten har talt. Der er altid noget at goere. Rend og hop.

Samsø: Hjemme fra Katalonien

Katalonien er en selvstændig stat i Spanien, med eget sprog og et vist selvstyre. Barcelona er hovedstaden.

Jeg boede ganske naturskønt, oppe i bjergene, med udsigt til dalsænkning den ene vej og bjergtoppe den anden vej. Måske er det en tilnærmelse at kalde dem bjerge, hvis man tænker på Pyrenæerne o.lign., men der skal arbejdes for sagen, hvis man skal op til, hvor jeg boede… så lad det blive ved dét.

Huset er et typisk landarbejderhus – tykke vægge til at holde varmen ude om sommeren, men pivutæt om vinteren (dvs. mens jeg var der). Alt tøjet på, og tænde op i køkkenets ildsted, så ofte det var muligt.

Måske var det for meget for dette vestligt tilpassede væsen? I hvert fald lagde jeg mig på langs, efter at have slåsset med svimmelhed i over en uge. Og er stadig syg i dag.

Boris, som jeg var havde mødt i Bolivia, havde inviteret mig derned; han og et par stykker andre på lav eller ingen indkomst boede ret billigt, og der var et værelse ledigt. Den nærmest by var Riels, godt 12 km væk, ned ad snoede veje og hårnålesving – en lille, søvnig by med stor arbejdsløshed og tung følelse af langsomhed, for mig, gamle storbyrotte, på den gode måde.

Det blev en rigtig god oplevelse at være sammen med min nye ven og hans bofæller – ikke noget med at sidde lårene af hinanden, og god mental og følelsesmæssig kontakt. Sjældent, at et så nyt møde kan foregå uden mislyde, men jeg var mere i ro, end jeg er hér (selv på Samsø er der psykisk larm og støj overalt!) – givet fordi det var så isoleret, og vi behøvede hinanden i denne isolation. Jeg mærkede ganske enkelt større taknemmelighed – og tak for dét; tak for, at jeg kunne mærke det.

Det var ikke megen tid, jeg tilbragte i Barcelona – i hvert fald ikke dér, hvor turisterne kommer. Jeg så La Sagrada Familia, Gaudí’s ufærdige domkirke – tog specifikt ud for at se dén, men museer og den slags har aldrig i sig selv haft min store interesse; det handler altid om menneskene den gang bag og menneskene i dem i dag: Hvad er formålet med dem, hvordan er de tænkt, hvorfor ér de der? Derfor var det spændende at hænge på rækværket ind til denne enorme byggeplads, og forsøge at komme bare en anelse ned under pandebarken på Gaudí – han forekommer antiautoritær og gudfrygtig på samme tid – de fleste ville lade en fordømmende gud være spejlet for alle excesser, men Gaudí… Menneskenes verden er alligevel så lille sammenlignet med det guddommelige, så hvad kan lidt sjov og leg skade?! I museumskiosken uden for La Sagrada Familia købte jeg to aflange postkort, af to fotografer, der havde fået samme idé: At knipse et vy af Barcelona fra helekopter, med Middelhavet langt ude til højre, og nærmest umærkeligt i centrum dette monstrum af en domkirke på alle sider omgivet af beboelse og forretningskomplekser. Var det fotografernes politiske eller filosofiske holdning: at vise mig hvor ganske lavt over Jordoverfladen den menneskelige ånd og tanke reelt har dominans?

Samsø til sammenligning er ganske flad, et luftfoto vil ikke byde på mange overraskelser, ud over måske Energiakademiet: Bondeland, fladt, landsbyer forbundet af 2 km vej – som at se ned på et spil Ludo – men hér skal syndsforladelsen og det interessante ikke findes ved at se op, men ved at have tid til mennesker, og ved at søge mennesker. Jeg skal ud af min lejlighed 30. april, og giver mig en chance til at finde noget andet herovre. Det er godt at se noget andet – Spanien, Sydamerika, Antarktis – men har man blot en tændstikæske parkeret noget sted, har man noget at komme tilbage til. Jeg føler mig fristet til at sige: [hjem til] – hvisket…

Medlæsen

Mens jeg endnu befandt mig i Lima, besluttede jeg IKKE at ville høre radio, se nyheder på TV og læse aviser, når jeg kom tilbage til DK – for, om muligt, at forblive i den stemning af fremmedhed, jeg efterhånden følte mig hensat i, med alle alle de steder og mennesker jeg havde mødt og endnu ikke fordøjet… Ja, fremmedhed som ufordøjethed… Og ganske frivilligt – for det var ret behageligt. Et mellemrum, hvor ingen uden videre ville kunne aftvinge mig stillingetagen til lokale forhold, fordi jeg følte jeg retmæssigt kunne påberåbe mig “mangel på data”. Ansvarsfrihed, fordi jeg ikke vidste “nok”.

Men nogle uger, inden jeg skulle tilbage, begyndte jeg alligevel at læse danske aviser på nettet – I begyndelsen for at se hvordan det var gået min svenske antihelt Rocky i Politiken, men siden af en blanding af manglende lokale input og vaccination mod (en voksende ulyst til) at skulle tilbage til DK. Bliver jeg for længe i dette mellemrum, hvor min for-blandede vrede trækker sig og giver plads til menneskelig udfoldelse på alle niveauer, begynder alle menneskelige handlinger at blive lige gyldige. Hvilket de ikke er for andet end en teoretiker. Eller en guru. Jeg vil ikke være et menneskeligt Schweitz.

For et menneske må andre menneskers handlinger betyde noget. Noget må rykke. Og fordi vi ikke evner 100% overblik over eller indsigt i alt, der rører os, må det være ok, at vi hver især kun evner at blive gode til at fokusere på små bestanddele af det totale menneskelige behovsområde. At vi får dårlig samvittighed – over ikke at nå, ikke at kunne, ikke at turde, ikke at orke, ikke at have råd, at følge os udenfor eller anderledes, eller måske slet ikke at ville – gør os ikke mere fleksible, villige, dygtige, begavede, talentfulde, indsigtsfulde… Hvorimod følelsen af at måtte/kunne fokusere på det, vi er gode til, uden at skulle føle dårlig samvittighed over alle de ting, vi ikke er gode til, gør os åbne overfor at lære nyt.

Selvfølgelig kan mange lære nyt med en ladt pistol trykket mod nakken. Hvem hér vil være blandt dem, der ikke kan…?! Traumebaseret læring er den ene halvdel af Krisen – den upopulære skyggelærer, det sorte får, den hungerramte, kaos som ingen civiliserede ønsker for sig selv og sine – mens belønningsbaseret læring er den anden side, den hvide mands orden og evige ideal, han evigt forsøger at forbeholde sig og sine, men alligevel ikke evner at holde fri for frygt: “Hvis ikke I får over 8-9-10 i karakter, får I ingen relevante jobs og et dårligt, meningsløst liv.” Tænk, at vi ikke tager vare på vore egne! Tænk, at vi ikke tænker på, at resten af samfundet skal leve med følelsen af vrede og forbitrelse fra alle dem, vi sorterede fra (godt nok maskeret som, at: “Det er de selv skyld i – de kunne jo bare have strengt sig an…”)

Problemet, når man læser danske aviser er, at der sjældent står noget af substans. Læser man om Haarders holdninger til undervisning eller flygtninge, er det Haarder, der er citeret. Læser man om (fra dagens politiken) at psykologi er vor tids religion, er det forfatterne til en ny antologi, der er citeret… Okay, og så fremdeles – aviser er oftest citat. Men de har en uforholdsmæssig stor betydning som lyttepost: Vi behøver alternative meninger, så vi ikke føler os isolerede.

Kortet over verden – dagbog fra de sidste dage i Lima

Mens jeg ventede paa at brillerne skulle blive faerdige, gik jeg en tur. Satte mig paa et lille torv og kiggede paa folk gaa forbi.

Roedligt lys i flad vinkel rammer over 5. etage paa husene overfor. AftenLima i centrum, meget nedslidt, alt undtagen kirkerne i formstoebt beton med skarpe kanter, oftest firkantet, og tilstoevet fordi det sjaeldent regner her – meget sjaeldent. Forestil dig en husfacade i en storby, tusinder af biler hver dag med sodpartikler og gummi fra daekkene og det graa graa stoev, som Lima er funderet paa, som vinden fra Stillehavet blaeser i saa rigelige maengder ind gennem byen hele tiden, at jeg efter 3 timer udendoere foeler mig daekket af en glatklistret ekstra hud – JEG kan gaa i bad, men ikke mange hoejhuse faar vasket vinduer, for slet ikke at tale om facader. Der skal virkelig store anstrengelser til, hvis ikke byen med tiden af sig selv skal gaa i eet med det omliggende oerkenlandskab.

Paa det her tidspunkt, halv syv, er folk ikke paa vej hjem – de bevaeger sig foerst hjemad henad 10-11 om aftenen. Alt foregaar i butikken, som ofte ejes af en familie, og alle keder sig i kor, mens de venter paa de ofte faste kunder, der skal faa det til at loebe rundt. Ingen bliver voldsomt rige af at konkurrere i et samfund, hvor alle konkurrerer saa voldsomt, at flertallet tvinges til at organisere sig erhvervsmaessigt op og ned af hinanden for at kunne vaere med. Du ved, metalgader, vvsgader, brillegader osv. Saa, al transporten paa gaden er kunder. Potentielle kunder. Altsaa er jeg ogsaa en kunde. Blot fordi jeg befinder mig paa gaden. Spoejs tanke, ikke? Jeg gaar paa gaden, fordi jeg vil koebe et eller andet…

Jeg sad paa et ubehageligt cementgaerde, der omhegnede et stykke stoev, hvori 2 forkroblede traeer kaempede for eksistensen. Sad bare og kiggede. Jeg saa godt, at to skopudserdrenge naermede sig – den ene 5-6 aar, den anden 9-10. De kredsede lidt om mig – jeg kunne se, at de pekulerede paa mulighederne for at tjene lidt, men jeg foelte mig sikker i min endnu uudtalte afvisning, fordi jeg havde mine sandaler paa! De passerede mig, og satte sig med deres kasser nogle meter fra mig, lige omkring hjoernet paa cementgaerdet. Jeg ignorerede dem. Men de var lige i oejenkrogen. De diskuterede, eller den store af dem gjorde ihvertfald… Og paa et tidspunkt havde han samlet sig nok mod, flyttede sig saa langt ind i mit synsfelt, hvor de fleste mennesker ikke kan ignorere en henvendelse, og spurgte, meget utraditionelt, om ikke han skulle ordne mine sandaler.

Jeg maatte le. Goere *hvad* ved mine stofsandaler? Pudse dem?! “Nej, ellers tak – de behoever det ikke”. Var det ikke aabenlyst, at der ikke var stof til mere end et stroeg med boersten? “Men jeg kan bare rense dem…?” “Nej, tak, jeg behoever det ikke” – og strakte foden frem for at vise, at der ikke var noget at rense. Jo, de var stoevede, men jeg havde ingen, jeg skulle imponere.

Vende blikket vaek. Ignorere, ignorere. Se paa folk vaere paa vej. Men de to drenge lige i ojenkrogen hele tiden. Er de gadeboern? Er de farlige? Okay, det her er ikke Sao Paulo eller Rio de Janairo – bedre at tage tyren ved hornene. Se dem lige i oejnene med venlighed og respekt, og vedblive i min afvisning.

De resignerede ikke – byttet sad stille, helt frivilligt, og var til at kontakte flere gange, hastede ikke bare forbi uden blik en halv meter laengere oppe, men byttet plejer ikke sidde stille, saa hvordan handterer man deet… ihvertfald den store var aabenlyst utryg ved situationen. Fuck mand, han var sgu da bange! Aftenen er naturligt mere usikker, eller hvem giver dem fuld kontakt, er det ikke nok mest ligegyldighed og overbaerenhed, de faar, eller maaske direkte fjendtlighed? Men han tog sig sammen, man kan altid spoerge om to ting: Hvad hedder du, hvor kommer du fra. Saette navn paa det ukendte.

“Danmark” resulterede i badevaerelseglassede oejne. “Europa”? Heller ingen respons. “Nord for Afrika… kender I Afrika?” Nej, de kendte ikke Afrika. “Okay”… jeg vendte mig om paa stengaerdet og tegnede verden i stoevet for dem – her er Nordamerika, ovenover Canada, saa Alaska, og ved siden af Groenland, en kampestor iskold oe. Her er Sydamerika, her er Peru, her er Chile, meget dyrt i Chile, her er Brasillien, Bolivia… og her er et kaemepestort hav, og heer Europa, det bestaar af rigtig mange lande, sometimes over 20, og her er Skandinavien, hvor jeg bor, her er Rusland, kender I Rusland…? Nej, de kendte ikke Rusland. “Og her er Kina…”

“Japan?” spurgte den mindste. Jeg kiggede overrasket paa ham – hvad var der ved Japan, som havde gjort indtryk paa ham? Det skulle snarere vaere Kina, eftersom stort set alle papkasser i alle markeder er stemplet “Made in China”. Og ikke langt fra pladsen hvaelvedes en gadeudmunding af en stor, imiteret kinesisk port… Maaske spoeger tidligere praesident Fujimori? Ham, der foraerede Perús gasindustri vaek og stak af med statskassen 2 sekunder, foer han blev lynchet, og nu stiller op som praesident igen med velvillig stoette fra befolkningen? Eller manga? Hvad taler til en 5-aarig dreng, der ikke kan laese?

“Ja, her er Japan… oest for Kina, og her er indien, og her er Australien og New Zealand, Sydpolen, og Nordpolen. Det er verden. Kender I slet ikke nogen af landene?” Forstod de overhovedet mit spanske? Jeg taenkte paa dyr – giraffer og loever, isbjoerne, brune bjoerne, buffaloes, kaenguruer, og elefanter; alle boern elsker da for fanden elefanter! – men intet ringede i deres oejne.

“Bor I paa gaden? Har I familie heer i Lima? Kan I leve af at pudse sko?”… i tilbageblikket alle sammen de forkerte spoergsmaal, fordi der for dem kun findes Peruanere og fremmede, og de aner ikke, hvem de fremmede er. Peruanere stiller ikke den slags spoergsmaal – de interesserer sig ikke for de matchende svar, fordi der ikke er noget nyt under solen. Kun fattige skaebner som er paa arbejde for livet. Men nej, de var ikke fra centrum, de boede i en barrio langt vaek. “Og det her er min lillebror”…

Hvad skulle jeg goere? Altsaa, hvordan komme videre? Jeg havde ikke brug for deres tjeneste. Men jeg havde lyst til at honorere deres modige, ja, modige indsats – isaer den stoerste, fordi han klart var bange for situationen, men arbejdede for sin sag. Den mindste reagerede bare paa mit klare blik og min direkthed med aabenhed og uden frygt.

“Okay, jeg har et forslag…” Jeg vidste med det samme, at “propocisión” ikke var det optimale ord, men jeg kender ikke et synonym for “jeg vil give jer et valg, fordi jeg gerne vil hjaelpe jer, men jeg bryder mig ikke om at goere det gratis, fordi jeg ikke bryder mig om at folk, der kan arbejde, tigger.” Principielt ville jeg foretraekke at alle boern kom i skole og havde elskelige, respektfulde foraeldre og familie, der ikke led under manglende vand og mad og opvarmning og… omsorg – men er det noedvendigt at overleve, er tiggeri mig en kende for antisocialt og demoraliserende. Saa – “…jeg har et forslag: Jeg kan koebe et kort over verden til jer, eller I kan faa tre soles…” – ikke meget, 8-10 gange tariffen paa en enkel boerstning. “Hvad siger I til det?”

Er jeg et modbydeligt menneske? Et menneske, der leger med andre, fordi jeg ikke har magt nok, viden nok, forstaaelse eller empati eller kaerlighed nok til at lade folk vaere folk? Eller kan jeg bare tillade mig at vaere nysgerrig? Gik graensen her?

Den store dreng forstod ikke, hvad jeg mente. Men det gjorde den lille, at doemme efter hans straalende oejne. Det store blev ved med at vaere usikker – og jeg maatte skubbe handfladerne foran mig, den tomme haand uden vaaben, og mig selv bagud: “Jeg vil jer ikke noget, det er en gave, men I skal selv vaelge.”

“5 Soles!” sagde straalede lille dreng begejstret.

“Nej”, sagde jeg, “det er en gave!” Hvilket var loegn – de skulle arbejde for sagen, men alligevel en gave, for de skulle ikke goere andet end at beslutte sig. Og jeg ville gerne hoere, hvad de besluttede.

Den store kaempede meget haardt med sig selv, han proevede at diskutere sagen med den lille, men det var tydeligt, at det var ham selv, han diskuterede med. Noget vandt i ham – det var ikke den eksistentielle resignation, men sejr der traadte frem i hans oejne. Han var ikke mindre utryg, men der var en dybde i hans blik, da han svarede: “Landkortet”, for derefter at se ned paa den lille: “Ikke?” Den lille vidste ikke rigtig, hvad han skulle mene, men et eller andet ville der da komme ud af det her, saa han nikkede.

“Ok, hvor er der en boghandel?”

“Dos cuadros”. Den store dreng.

“Er du helt sikker?!” Dumt, hvis de ikke var her, naar jeg kom tilbage.

“Helt sikker!”

“Okay, jeg er tilbage om 10-15 minutter. Venter I heer?”

Usikkert blik fra den store, stort smil fra den lille.

Jeg pressede paa – “jeg gaar ned til boghandlen og er tilbage om lidt – venter I?”

O-kay. De venter…

Tjae, saa er det nu! “Vi ses om lidt”… stort socialt eksperiment, den fremmede har vist sig at vaere meget fremmed, hvad nu? Jeg krydsede gaden i roligt tempo, og oppede til normal “maal-hastighed”, forstyr mig ikke, jeg har ikke tid-hastighed, og var to blokke oppe ad gaden paa et par minutter. Men var der en boghandel? Gu var der ej! Og hvordan skulle en gadedreng, der ikke kender Afrika, vide hvor den evigt naermeste boghandel er?! Men tankes skubbes paa afstand, her er en venlig politimand, som laeser boeger og ved, at der ligger en stor boghandel to blokke ned, ind i passagen til bunden og til hoejre, ned paa hjoernet. Det er nede af den officielle gaagade mod Plaza Armas, byens centrum – og gaden er fyldt af mennesker. Byen er saa stor, at alle har individuelle vandhuller, og kender ikke de andre, saa i forsoeget paa at spare tid spoerger jeg en ny politimand, der lykkeligvis er enig med den foerste, og jeg stikker i loeb.

Jeg VIL give det her en chance for at blive en succes. Jeg forestiller mig, at et verdenskort kan saette gang i fantasien paa en maade ikke noget smugkikket voldsfilmsTV kan. Jeg forestiller mig ligefrem, at jeg kan goere noget ved deres liv, at jeg kan aendre deres liv til det bedre. Jeg tror ikke paa, at nogen er beskyttet af uvidenhed – med mindre det er total og absolut uviden – som den gang der fandtes indfoedte stammer, der aldrig havde moedt andre end sig selv. Jeg foeler mig naesten FORPLIGTET til at naa at komme tilbage til dem, saa de kan faa mere end bare *tanken om* at en verden findes udenfor Perú, eller blot udenfor Lima…

Jeg loeber “det er altsaa vigtigt det her!” gennem menneskemaengden paa gaagaden. Ingen flytter sig – kun tyve og vanvittige loeber – saa jeg snor mig. Og der er passagen, og der er sidegaden, og… hvor… jeg kan sgu ikke se nogen boghandel, ikke nogen skilte der averterer med nye titler og billige paperbacks, som jeg er vant til, fuck! Lige ud, ned til naeste gade, virkelig helt tilfaeldigt spoerge en haerget forbrydertype, der staar udenfor en butik; “lige rundt om hjoernet, overfor kirken!” Ah, een til, som laeser: Mange tak, spaene rundt om hjoernet – der er butikken – for fanden, den ligger jo praecis, hvor politimaendene placerede den, den er bare ikke saerlig uadadvendt!

Butikken er stor og lys, og fuld af boeger langs alle vaegge. Venlig butik. Ved skranken staar en aeldre mand, den snakkesagelige, der elsker at diskutere politik med sig selv som sandhedsvidne, han nyder at have verbalt fat i den kvindelige ekspedient, der sidder og skriver paa computeren samtidig med, at hun lytter med et halvt oere. Jeg oensker at bryde ind, men venter alligevel 30-45 vaerdifulde sekunder paa, at de anerkender min tilstedevaerelse, foer jeg bryder ind med et “har I verdenskort her”?!

Det har de ikke. Ikke et. “Et kort over Perú, maaske?”

Nej, ellers tak – det skal vaere hele verden!”

Den snakkesagelige mand bryder ind: “Et perúkort er alt, man behoever – Perú eer Verden!”…

Ja ja, det er godt – der er mange ting, der kan taenkes om den bemaerkning, og givet ikke gaas for dybt ned i, men den summer alligevel i mit hoved mens jeg gennembladrer en stor geografibog for i det mindste af finde et kort deer, jeg muligvis kan faa lov at kopiere. I perú er mange af den slags ting mulige, netop fordi midlerne er saa smaa, frisoerer med vand, sodavand og oel, vvsfolk med balloner og barbie… men nej. Intet oversigtskort – kun partielle landskaber.

Af sted ud paa gaden igen! Det foeles, som om lang tid er gaaet. Det er blevet helt moerkt. Gaderne er oplyst af gule lamper, der ikke raekker ind i krogene. Jeg koncentrerer mig op ikke at traede i nogle af de mange mange huller i gade og fortorv, som benbraekkende goer det af med horder af fremmede hver dag. Heer giver det god mening at have laest aftalepunkterne i sin sygeforsikring! Men jeg kommer kun langsomt frem – saa hurtigt, jeg kan, men ikke hurtigt nok.

Drengene er der ikke, da jeg kommer tilbage til pladsen. Jeg brugte oven i koebet min sunde fornuft til at udregne praecis hvor pladsen laa, saa jeg slap for at tage fremvejen tilbage igen. Men de er der ikke. Jeg hoerte godt nok nogen med et floejtekald i gaden lige rundt om hjoernet fra pladsen… saa de mig, og saa de mig uden noget under armen eller i haenderne? Jeg reagerer ikke paa det; er de vaek fra pladsen, maa kontrakten anses for brudt.

Jeg sad nogle minutter og drak lidt vand og lod aftenbrisen suge af sveden i min t-shirt. Ingen skuffelse. Ingen aergrelse. Det her var det mest sandsynlige udkomme. Men maaske havde jeg alligevel afstedkommet noget – hvis storebror snarere end sin frygt huskede sin nysgerrighed, “hvad nu hvis?” Perú er et land, blot eet af mange lande, hvor boern i hobevis forsvinder sporloest. Og deen slags trusler behoever de ikke laese om i avisen eller se TV for at forstaa. Men maaske ville han en dag fortaelle historien om landkortet og turisten, og selvom han ikke selv var ramt mere, ville han maaske smitte en anden dreng eller pige. “Afrika – hvor er det…?” Maaske.

Jeg naaede sent ned til min brilleaftale, jeg fik mig et par billige brillemandsbriller og to ekstra glas, og jeg tror faktisk at jeg laeser bedre uden dem. Jeg tror, jeg er blevet taget i roeven. Jeg tror, de er ubrugelige. Fandens til kynisk konkurrencementalitet.