washington, Perú, Kbh 10 – tumultarisk

Tumultarisk er et fantastisk ord. Mit liv er tumultarisk – i
slowmotion. Ikke mange erkendte sten i floden, broer, heller,
bivuakker, refugier. Men konstant og vedvarende tumlen gennem
eksistensen uden fast ståsted.

Lima er… et andet sted. Continue reading “washington, Perú, Kbh 10 – tumultarisk”

washington, Peru, Kbh 9 – ankomst Lima

ankommet til Lima. Har overdraget min gave til værtsparret (mine venner), en G4 bærbar mac, 17-tommer fra 2006, som jeg hentede i århus, betalte 3200 for, og proppede RAM i. De blev meget glade. Ved ikke præcis for hvad – for at blive påtænkt, eller for selve gaven – men det er mig lige gyldigt, jeg giver, fordi jeg det gør mig glad at forestille mig, at de har brug for det, og at jeg kan tage pengene ud af min egen økonomi og proppe dem ind i deres, og have en mening om, at jeg kan investere pengene i noget i deres liv, som de med pengene i hånden aldrig selv ville købe: Muligheder, og en vis følelse af status, at være noget værd, som ikke er alle forundt. En lækker Mac, med lækkert styresystem, som aldrig går ned, og kan de lækreste ting. Det er et statement om at føle sig rig. Rig på muligheder, rig på omsorg og omtanke, og måske med et snif af lugten af faktisk rigdom, hvem ved? Og så kan den også bruges til deres form for arbejde – grafisk design.

Jeg er et rigt svin, forstår ikke fattigdom. Continue reading “washington, Peru, Kbh 9 – ankomst Lima”

washington, Peru, Kbh 7

Shirlington bibliotek slog jeg helt tilfældigt op i en bog om syncronicitet.

Kapitel 6 hed: “Hvor begynder en historie, og hvor ender den?” og fortsatte: “Enhver dag består af begivenheder, et utælleligt antal begivenheder, som vi plukker nogle stykker af og samler til en historie. Tilføjelsen eller fjernelsen af en eller flere begivenheder gør en anden historie af vores samling. Vi søger alle disse historier: “Hvordan gik det på arbejde i dag, skat?” og “Er der sket noget, mens jeg har været væk?” betyder “fortæl mig en historie”.
Det fik mig til at se på min dag med en vis fortvivlelse – jeg har aldrig betragtet mig selv som historiefortæller; jeg ved aldrig rigtig, hvor en historie egentlig begynder og faktisk slutter – der kommer altid for mange eller for få detaljer på.
Derfor skriver jeg ikke megen prosa – det tager simpelthen for længe at afdække detaljernes betydning på hele historien – men måske er der nu lys forude:
1. Betragt en historie som en ligning
2. Vælg nogle detaljer.
3. Vælg en slutning
4. Tjek detaljerne for at se, om de går op med slutningen.
5. Ændr på detaljerne, eller på slutningen, eller begge, indtil ligningen går op.
Simpelt, ikke? Og aldrig tidligere påpeget… Og man skal huske kun at nævne detaljer, som understøtter det løbende øjeblik, fordi det er dét, der er historien…
Men som sagt i følgende: Enhver må finde sin egen vej. Og sine egne løsninger.
En anden historie fra min dag?
Det er søndag. I morgen er en helligdag, Martin Luther King-dag. Frem til godt og vel nu har dagsfølelsen være søndag – den velkendte følelse, der tillader adskillige timer i unyttig computerhengivelse iført røde underbukser og intet andet. Og ja, jeg siger har været – for nu begynder det at føles som en hverdagsaften, ikke engang som den lørdag, der går forud for søndagen…!
Som det burde fremgå er det i sagens natur en sjældent forekommende og typisk umanérligt ignoreret og uudforsket følelse, som ganske præcist beskriver udeblivelsen af søndagens klimaks: Den af enhver udearbejdende kendte og smerteligt dobbeltbundne følelse af tab af selvudfyldt tid og forventning om morgen-hverdagen!
Mine følelser lider af hollylag.

washington, Peru, Kbh 6

Haiti. Jordskælvskatastrofe på TV. Fokus, der går dén vej en tid. Bunker af døde kroppe i solen. En mand, der går rundt i kroppene, måske i forsøg på at finde venner eller familie. Mennesker overalt på gaderne med en taskefuld ejendele. Drivende rundt mellem hinanden. Sammenfaldne huse på alle billeder i gadehøjde. Intakte huse her og der set fra helikopteren, men billedet klipper konsekvent til overfrekvens af sammenfaldne huse. Det er katastrofen, vi skal se. Jeg donerede $35 til Læger Uden Grænser – det er også dem, jeg har påtænkt i min sidste vilje. Verdens skadestue.
Og her sidder jeg og spekulerer på, hvad jeg skal skrive. Hvad jeg skal tage mig til. Jeg kan ikke andet end se og mærke og forsøge at sætte ord på. Generalisere og påpege specifikt.
Haiti. Bliver husene nogen sinde genopbygget, bliver de døde begravet eller skovlet i massegrave? Vil nogen forinden bruge kræfter på at identificere dem eller indsamle DNA til gavn for de efterladte, eller er det ligegyldigt, fordi de alle er fattige? Er det bare de levende, der skal fokuseres på? Mad og vand, intet andet? Det er lidt over to døgn siden, Port au Prince kollapsede. Der er ikke mange varme følelser rettet mod Haiti. Det er nu, verdens mennesker kan vise, hvad de er i stand til. Træde ud af bokseringen for en tid.
Hvad ser han, ham der går blandt de døde? Ser han de knuste kroppe og blodet? Måske han leder efter ét særligt menneske. Og kan kun glædes – over ikke at finde den, han savner? Jeg ser ikke deres skader. Jeg ser, at de ganske kort forinden var levede som dig og mig og nu er lyset slukket i dem, de er ikke længere som os. De er døde. Uforståeligt ikke her længere. Og når de er døde, betyder de ikke noget. Respekt for deres minder, hvis nogen husker noget at respektere, men de er væk og kommer aldrig igen!
Hvad tænker han på, mens han søger? Han vil nok aldrig glemme denne dag, disse dage, men han er ung og har længe til at skabe ny familie, nye venner. Men det er mig, der tænker sådan for ham. Hvad tænker han? Om at være i live?

washington, Peru, Kbh 5

Boris bedstefar. sovende
Chattede med Boris i dag. Min fotograf- og skulptørven fra Katalonien, som pt. bor (meget billigt i et hus, der skal rives ned om 6 måneder) i Barcelona. Vi talte om min mormor, som døde for nyligt og efterlod min 92-årige morfar til at skabe sig en ny tilværelse – ikke ganske villigt, og med (for) stor eftergivenhed fra min mor. Boris fortalte om sin bedstefar, som lige er blevet 100. Han bruger internettet, skriver mails og chatter, med “kartoffelhænder og gulerodsfingre”, og har generelt et godt og produktivt liv.
Jeg har skrevet breve til min morfar, mens jeg har været på rejse i Finland – ud fra devisen, at han skulle have noget at se frem til. Ikke om noget særligt, blot mine tanker om livet, om end med et fokus på at sige noget, der kunne få ham til at overveje sin egen situation. Når vi har været i rum sammen, har jeg ikke lagt fingrene imellem: Hvis han vil af sted herfra, vil jeg ikke forhindre ham i det. Men hvis han vil blive, skal han gøre det godt for sig selv. Han er naturligvis i sorg, og sorgen har 5 bestemte faser, som den sørgende gennemgår, hvoraf accepten af tabet også markerer overgangen til noget andet. Kan man acceptere tabet, er det muligt at begynde et nyt liv – kan man ikke, hænger man fast i dét, der var, og vil ikke kunne justere sig til de nye omstændigheder, som følger af… i det her tilfælde… dét ikke at have nogen at tale med i det daglige. Man bliver ensom. Måske bitter. Måske aggressiv. Måske dominerende og krævende. Alt sammen personlige udtryk, der bør undgås med alle midler. Derfor vil jeg tilbage til at skrive til ham – jeg skal trods alt være væk 3 måneder, og selvom det ikke bekymrer mig, om jeg har set ham for sidste gang (vi siger altid “på gensyn”), er det mit ønske, at han skal føle at jeg har ham med mig.
Jeg har ikke samme problemer med at ankomme til Washington DC som jeg havde sidste år, men min veninde er blevet fyret fra det store arkitektfirma, hun knoklede 11 timer i døgnet for. Og er derfor hjemme hele tiden. Så, jeg får ikke arbejdet.
Mit manuskript er blevet afvist af forlaget, jeg sendte det til, og det er derfor vigtigt for mig at blive færdig med det efterfølgende, inden tvivlen sætter ind. Til dét behøves arbejdsro; jeg er derfor meget på nettet. I surf og chat får jeg tænkt og fordøjet nogle af de tanker, der følger af at være et fremmed sted, samt fulgt op på overvejelserne om hvor pokker den filosofi hører hjemme, som maser sig ud igennem alt, hvad jeg siger: Jeg er jeg kan jeg vil jeg gør er ét.
Det er helt åbenlyst, at jeg endnu ikke er parat til direkte at skrive om det – måske bliver jeg det aldrig – men det er meget præsent. Og det er ikke determinisme – der er ingen forudbestemthed eller fastlagt skæbne i fremtiden, og det er ikke existentialisme… om end jeg for nyligt faldt over følgende udsagn af Sartre: “frihed er, hvad du gør med det, der er blevet gjort mod dig“. Jeg ved simpelthen ikke, hvad det er. Men det siger mig, at der ingen frihed ligger i at nå frem til den rigtigste løsning på et behov, en trang, et problem – hvis noget, ligger friheden kun i, om omverden vil tillade én at vedblive med at veje mulighederne op mod hinanden, indtil man når til det eneste rigtige at gøre – men det er samtidig heller ikke en forudbestemt skæbne, fordi verden og kosmos er i konstant flux og sørger for, at man hele tiden bliver præsenteret for nye udfordringer og nye fristelser. Det bedste udkomme på min filosofi er at blive glad for den, man er; næstbedst, at man accepterer løsningen på et givet problem, behov, whatever, fordi man har udryddet alle andre muligheder, og derigennem opnår muligheden for at acceptere sig selv.
Som det, man er vil kan gør.

Min veninde, der er indfødt amerikaner og en svamp hvad angår historiske og biografiske data, fortalte om et besøg, hun havde været på i Thomas Jefferson’s hus “Monticello”, som var under konstruktion i 30 år. Jo, huset er noget særligt, hvilket man kan forvisse sig om ved linket til huset selv, men det mest fascinerede ved hendes fortælling om besøget i huset på toppen af bakketoppen, husets særlige konstruktion, der ledte Thomas Jefferson arbejdsdag gennem alle husets rum i løbet af dagen, at han var medforfatter til Den Amerikanske Forfatning, men langt op i livet stadig havde 200 sorte slaver, at han fik 6 børn med sine hvide børns sorte nanny, at han som arkitekten, han var, designede ikke blot sit eget hus, men også det første universitet i Virginia, at han tilbragte sine sidste 30 år i relativ afsondrethed, og at hans gravsten ikke med ét ord nævner, at han havde været præsident… det mest fascinerende var hendes fotografiske hukommelse, hvormed hun begejstret førte mig gennem alle husets rum, så jeg følte, at jeg havde været til stede, som hun selv havde været det. Ganske unødvendigt følte hun det efterfølgende nødvendigt at vise mig de faktiske billeder – det var ved at spolere den store begejstringsbårne oplevelse, hun lige havde givet mig, og jeg måtte værge for mig og fortrække til computeren og min egen genfortælling…
Begejstring er min vej ind i verden, øje til øje. Det er stort set alt, jeg har at vurdere noget som helst med. Begejstring er liv og at være tæt på sig selv. Ægte begejstring, selvklart. For jeg forstår ikke, hvordan det kan gavne nogen ikke at være tæt på sig selv, ikke at kunne blive begejstret!?

washington, Peru, Kbh 3

Blev kørt fra Ronald Reagan Airport… til Alexandria, hvor min veninde og hendes datter bor. Naboen var ved rattet. Ung fyr, der 1) kørte som om han var ved at OD’e af kaffe, 2) gik ind for skydevåben til alle “så man kunne beskytte sig mod dem, der vil overfalde én med skydevåben”, og 3) bød mig hjerteligt velkommen i Guds eget land ved at spille en sang om “I blame it on the viking”, fordi min venindes datter har døbt mig “My Viking”. Oh boy. Efter en tid var jeg i stand til at se det som, at han gjorde hvad han kunne for at få mig til at føle mig velkommen, samtidig med at han manifesterede sig som ung amerikaner over for en ældre udlænding. Stadig uhyggeligt, men andre steder er det endnu mere nådesløst: Dér tales ikke om tingene; dér handler det om, hvilken baggrund man har, om man ser dem i øjnene, hvilken styrke (læs = hensynsløshed og kulde) man kan udstråle. Der er mere end én grund til at rejse, når man kommer fra Danmark, og det er så absolut at blive klar over, hvad det er for en verden man egentlig skal ønske sig. Om end det er ved at blive det samme over det hele.

Hér er også koldt. Og mere kulde er på vej. Imellem reklamerne på TV’et er der lidt nyhedsudsendelser (og bidder af film og serier), som lover mere kulde, meget mere kulde. Greeeeat!

Jeg er i råddent humør. Dejligt at se mine venner hér, men flertallet er efterladt derhjemme. Det er ikke verden, der beder om min tilstedeværelse, men mig der beder verden tage imod mig. Og jeg skal hele tiden arbejde på at holde hjertet åbent.

2 timer efter jeg skiftede fly i Newark, NY, blev lufthavnen lukket pga. en sikkerhedsbrist. En eller anden var smuttet ud gennem en exit, uden at gå igennem tolden. Det burde ikke kunne ske, men det skete. Og fokus er helt i top pga. bombeforsøget forleden. Køen gennem sikkerhedskontrollen i Newark var latterligt lang. I Danmark hvor det hed sig: Mød op 3 timer før afgang til USA pga. skærpet sikkerhed, var jeg igennem sikkerhedsslusen efter 10 minutter. Men USA er ikke det mest effektive land, og der er en følelse af uvilje og modstand i mange servicefunktioner: Folk virker ubegavede og uinteresserede. Ingen ro og selvsikkerhed som i tilsvarende funktioner hjemme. Man kan vel ikke direkte argumentere, at det handler om tryghed i ansættelsen i DK – at folk dér er beskyttede af fagforeninger og arbejdsregler og derfor bedre til at være sig selv? Men måske er det ikke selvmodsigende – måske er netop usikkerhed i ansættelsen plus den amerikanske høflighedstvang er med til at skabe aggressioner og utålmodighed med kunderne?

Har været ude med min veninde i dag for at købe en trådløs router, så hun endelig kan komme på med sin arbejdscomputer. En enorm mall er eneste mulighed for at købe noget på disse kanter, og har de det ikke, er der ingen fritliggende butikker nogen steder, som man kan komme til uden bil. Min veninde har ikke bil. I det hele taget er der meget her, som er umuligt uden en bil. Eller svært og tidkrævende i meget høj grad, fordi afstandene er så vanvittige. Som min veninde udtrykker det: Det tager 4 timers kørsel til min mor mod syd, og 4 timers kørsel til min søster mod nord, og det er alt sammen inden for den samme stat! Og dém er der 5o af!

300.000.000 mennesker. Tallet giver ingen mening, men afstandene og alle menneskene som bebor dem, som intet individ har mulighed for at kende, giver begrebet konsensus en anden betydning, og skaber – modvilligt – en smule forståelse for TV’ets centrale betydning for amerikaneren som repræsentativt forsamlingsrum. Men hold kæft hvor er det nævenyttigt i sin snagen i alt! Det er faktisk stort set ikke til at holde ud. 100 gange værre end TV i Danmark.

Ingen fotos endnu.

 

Continue reading “washington, Peru, Kbh 3”

washington, Peru, Kbh 2 – verden som solist

Pkay. Okay… Hkay!

Mine reservationer er tilbage, hvor de var. Det var den gode nyhed. Puha. Den dårlige nyhed er, at det koster $275 at ændre en reservation, no matter what or where. But I’m going.

jeg er lige nødt til at skrive det: 1.1.2010… hehe. Sådan er det hele dagen. Så bliver det 2.1.2010. Det er næsten lige så godt. Og derefter bliver det lidt kedeligt. Ud over 30.1.2010. Det er nemlig min fødselsdag. Hold kæft, altså, hvad var der i de øl i går?!

(ikke noget, der var bare nok af dem, hos Lill, min maler- og billedkunstnerven Ronni Borres legekammerat, som lagde hus til at Ronni og jeg kunne touch base efter ikke at have set hinanden i 2 år. Monster hyggeligt, og altid vedkommende med dén mand!)

1. nytårsdag i et teknisk sét ikke helt nyt årti, da 2010 stadig hører til “nullerne”, og “etterne” først begynder med 2011. Men man bestemmer jo selv, hvad man vil tage forskud på. Sådan er vi indrettede – hjernen gør det hele og alt andet spiller 2. violin. Verden, som den ser ud for os, er klar solist.

Efter at have kæmpet for mine reservationer er jeg mirakuløst begyndt at glæde mig til afrejsen. Det har ellers knebet alvorligt med dét. Men én gang kriger…

Washington, Peru, Kbh 1

det begynder godt…

(Og hér er det så, jeg atter bliver opmærksom på min brug af ironi. Hvorfor er det, at det er så svært at sige tingene lige ud? Er det noget af tilbehøret til en digterhjerne, et digterhjerte – at det er omskrivningen, der skaber synligheden og betydningen uden at bruge helt så mange ord? Men hvorfor bruger jeg så så mange ord?)

Well, jeg opererer med et begreb, jeg kalder venteværelset. Skulle jeg finde på at skrive en poetik engang, ville den sikkert tage udgangspunkt i det. Den ene halvdel er ventepositionen, hvor det handler om at blive tom, så det nødvendige at sige melder sig selv. Den anden halvdel er venteværelset som det rum, hvor dørene til de forskellige mulige virkeligheder manifesterer sig, når fødderne ikke vil gå og det er nødvendigt at finde en rigtig vej: Jeg venter længe nok i venteværelset = gennemlever dagene i mit liv uspektakulært med den personlighed jeg er, og gør det, jeg kan og vil og er – og går igennem den rette døråbning, når den manifesterer sig.

Hver lille ting har sit eget venteværelse. Af og til fylder et enkelt venteværelses venten mit hele fokus – hvis fødderne ikke af sig selv vil igennem nogen af døråbningerne, eller der går længe, før en dør dukker op. Men én eller flere døre vil dukke op, og på et tidspunkt en døråbning, som jeg kan gå igennem.

Jeg gik fra min kæreste, akkurat før vi skulle ud at rejse. Efter at have set antallet af døre svinde ind, var der lige pludselig kun én dør at gå igennem, og mine fødder havde behov for at gå. På den anden side, i venteværelset dér, var der også kun én dør. At spørge om hun ville med ud at rejse alligevel.

Det ville hun ikke. Og jeg forstår det godt. Og er vel egentlig lidt lettet over ikke at skulle bruge en 3 måneders rejse på at kæmpe for at opnå noget, vi ikke lykkedes med gennem halvandet år – set med mine øjne. Men døråbningen var der, og fødderne ville igennem. Upraktisk, urealistisk, måske oven i købet en stensikker genudspilning af exkæresten, der vil være the good guy. Men det gør det ikke mindre væsentligt, derved at fødderne ville dén vej – uanset hjertets frygt og hovedets katastrofescenarier.

Så det begyndte godt, not: Alene på rejse, i tre måneder.

Jeg tænkte så, at jeg ville bruge noget mere tid hos vennerne i Washington, før rejsen til Perú, og fandt at man mod et mindre gebyr kunne ændre afgangen selv hos flyselskabet. Men noget gik galt i transaktionen, jeg fik ikke ændret afrejsedagen fra Washington til Lima, men står nu i stedet uden to af mine reservationer. Med 4 dage til afrejsen.

Forsøger man at fortælle mig et eller andet? Døren til Verden står stadig åben – men kommer jeg til at gå igennem den, d.4. januar kl 9?

Godt spørgsmål!