Nedenstående linker til endnu et (noget reaktionært) indlæg om piratkopiering, der bl.a. kritiserer svenskernes betaling til CopySwede, den svenske pendent til CopyDan, gennem afgifter på harddiske og USB-nøgler.
Hvad sker der, når forlag og TV-producenter også vil have kompensation for piratkopiering?. dSeneste. (link)
Mennesker, der tænker i penge, har tit svært ved at slippe tanken om ejerskab. Folk i almindelighed betaler dog gerne for immaterielle værdier som muligheder, tjenesteydelser og brugsrettigheder af både kvalitet og muligheden for kvalitet og for hypet og anbefalet indhold, som (kvalitet eller ej) de går glip af, hvis ikke de betaler lige nu…
Med immaterialitet er der ofte tale om lån eller overdragelse af “rettigheder”. Digitale rettigheder, og prisen for retten til at bruge og forandre og give videre.
Det er disse rettigheder, alt bøvlet om torrents og ulovlige downloads handler om.
FRYGT
Den digitale revolution har medført en ordentlig mængde usikkerhed over for den fremtidige indkomst og har samtidig gjort det helt klart, hvor selvfølgeligt enhver produktionsproces opfattes, som ikke bliver udfordret.
Efter knap 400 år med de samme produktionsmetoder og fysisk opbevaring og distribution, er formidlerne og sælgerne af forfatternes værker kommet for skud og forsøger nu med alle midler at komme oven på bølgen, dvs. overtaksere og overprissætte, få forfatterne til at fraskrive sig digitale rettigheder, låne vind af film- og musikbranchens anti-piratlobbyisme og løgnagtige påstande om piratdownloads’ skadelighed for branchen og andre ubehageligheder mv.
Danmark er indtil videre forskånet for det værste, men kun fordi branchen har mulighed for at tygge drøv, spundet ind i bibliotekssalg og kunststøtte som den er.
OVER- og UNDERGANG
Vi befinder os i en overgangstid. Eller sagt på en anden måde: Hvis ikke branchen justerer sig til de ændrede distributionsmetoder – digital overførsel og kopiering – så går den under. Indholdsproducenterne vil lide under det en tid, men kun et fåtal af forfattere hører op med at skrive, blot fordi der ikke er forlag at udgive på.
Fidusen er dog, at den ikke behøver gå under. Men branchen må TÆNKE deres produkter anderledes. Fysiske bøger går man hen i en butik og køber eller går på biblioteket og låner. eBøger køber man fra sin sofa eller sin telefon på farten. Og begge disse virkeligheder har deres forskellige sæt regler. Den fysiske bog stjæler man ikke fra butikken eller biblioteket. Den digitale bog kopierer man eller den bliver kopieret ved køb. Det er ikke tyveri, for der er ikke blevet et eksemplar mindre. Tværtimod. Og med endnu en kopi i omløb, bliver teksten yderligere sikret mod forsvinden. (Bogbranchen – som så mange andre brancher – lever bl.a. af, at ting forsvinder, som så skal erstattes; eksemplarforøgelse er derfor en værdig trussel mod vanetænkningen.)
Så mangler man bare at kunne betale for de produkter, man falder over i den digitale virkelighed – nysgerrige søgninger, venners ebøger, tilfældige links osv.
300 MIO. EBOGSHANDLERE, ÅRLIGT
Hvis enhver bog fremover rummer et link til salgsstedet, eller endnu bedre et one-click-betalingslink, vil hver bog være sin egen forretning.
Jeg siger det igen: Et one-click-betalingslink i en ebog gør bogen til sin egen forretning. Og her mener jeg ikke bøger på en hylde i en app i en mobiltelefon, hvor et klik sender én til betaling hos Apple eller Sony eller Amazon, men et betalingslink indeholdt i selve bogen. Tæt op og ned ad teksten.
Så kan man tale om at rettighederne er clearede. Pengene går direkte til dén, der har rettighederne. Uden fordyrende mellemled. Det er en hel branche, som en tid kommer til at lide under det (beklager, forlæggere og tryk- og distributionsled), men så slipper vi for den anti-demokratiske frihedsberøvelse og intimidering, der er blevet vanen i (såkaldt demokratiske) USA: En hær af advokater, der tjener tykt på at forfølge folk ind i stuerne og true dem til aftaleindgåelser, der langt, langt, langt overgår prisen på de ting, folk har hentet på nettet (og måske aldrig brugt), mod ikke at trække dem i retten for brud på rettighederne og dér straffe dem med sindssyge advokatsalærer, offentlig ydmygelse og årelange retssager.
MEN
Først skal samfundet komme til fornuft. Og det er OS, som lægger pres på de lovgivende og de dømmende:
At nogle få kommer til penge er ikke fornuft. Indholdsdistributører og -formidlere er helt klart bange af en grund. Og selvom det ser ud som om at vandet vil én og den samme vej – i det her tilfælde mod en spidsfindig monetært laveste fællesnævner – er behovet for mere og mere kontrol et klart tegn på, at flowet ér kunstigt og opretholdes af nogle få og gamle slusesystemer.
Lykkeligt for alle er den menneskelige hjerne indrettet med en flex-mekanisme: Evnen til at kunne omdefinere hele sin begrebssfære og – om muligt, før advokaterne og medierne og uvidende politikere får sat foden på os fuldstændigt – go with the flow i en anden retning end magtens penge.
Det er dét, der sker med såkaldt “ulovlig download”. Og det er dét, der skal ske, hvis ikke vores skrøbelige demokratier – folkestyrer – skal gå under i det kaos og anarki, som uværgeligt følger, når folk er blevet presset længe nok.
Det sjove er, at et evt. tab af de sølle millioner, der understøtter den amerikanske underholdningsindustris aktionærer, og hjælper nogle udenlandsdanskere til 1000m2 villaer langs Strandvejen*, ikke er bare i nærheden af at kunne forsvare at træde et givent demokrati under fode.
Nej, alt det her handler om noget helt andet. Historien er gammel som fanden. Sagerne om ulovlig download handler om principperne i ejerskab, om hvem der der ejer og således kan bestemme med sin egendom. Det handler om rettighedsmisbrug overhovedet:
Intellektuel ejendom.
Patenter.
Og den slags skab.
—
* Jaja, jeg ved godt, at visse musikere oplever indtægtstab, men så prøv at få en uvildig instans til at gennemgå indtjeningsmekanismerne for at se, om der er unødvendige huller nogen steder, dvs. unødvendige, fordyrende mellemled.
