Forfatter og forlægger Klaus Elmer har specialiseret sig i udgivelse af egenoversatte H.P. Lovecraft-noveller. Ud fra en æstetisk betragtning udgives novelleindlæsningerne individuelt – og streames via Bookmate, Chapter, SAXO.com og BookBeat (Storytel tager åbenbart ikke ”smalle udgivelser”, dvs. novellestørrelse lydbøger). Udgivelserne optaget til udlån via eReolen, derimod… Når Klaus Elmer henvendte sig, var svaret altid positivt, men intet skete. De ville ikke tage HN Publishings små lydbøger.
Det 3. år udgav Klaus Elmer en gratis 4 min. lydbog, som eReolen så tog (Lovecrafts ”Erindring”). Men forlagets andre Lovecraft-indlæsninger til normal streamingafgift, men kortere end “almindelige” lydbøger, ville eReolen fortsat ikke tage.
Da Klaus Elmer påpegede, at gratisudgivelsen ”Erindring” var downloadet 159 gange, en klar indikation om en interesse for Lovecraft på dansk blandt eReolens læsere, fik han det opklarende svar, at kortvarende lydbogsudgivelser ville blive for dyre for bibliotekerne at udtage streaming-licens på.
Med dén forståelse var der ikke langt til Klaus Elmers forslag om at udgive en samling med alle forlagets lydbogsugivelser af Lovecrafts oeuvre fra 1917-18, målrettet eReolens særlige økonomiske behov.
Dén vinkling ér måske kun forlaget til del at foreslå, men eReolen tog imod den med kyshånd og kan vel siges hermed at være ansvarlig for sin første, helt egen lydbogs-original.
Ih hvor det hjælper, når nogen åbner munden og siger, hvad der er galt!
Énakteren META skrev jeg i én sitting i sommeren 2018.
Så gik verden under og skulle genfødes adskillige gange,
så sendte jeg den her til digteren Lene Henningsen,
der siden lavede et åbent kald til en Poetisk Podcast, så META som svar, så frem og tilbage på mail
og Corona Corona Corona, så skuespillere knyttet til,
læseprøver og optagelser over zoom,
summen ikke helt så impro, som Lene Henningsen ønskede det,
men jeg var ikke skuespiller nok til selv at være Kræften, sårigtig skuespiller til dén rolle, Philippe Christiansen,
& skuespilleren Trine Runge som Meta 1 og Meta 2,
og Lene Henningsens datter som “barnet i os alle”,
og Rudiger Meyer på lyddesign med gamelan –
maj 2021 er den her. Nu.
Sammenhængen er forestillingen om AI’er, kunstige intelligenser, som er ude af stand til at udvikle selvbevidsthed alene baseret på tanke – de er nødt til at have en mobilitet, en krop, at støde sammen med verden i for at kunne gøre sig sine egne erfaringer. Noget, der siger nej og ja, som der skal uddrages mening og forståelse af.
Erfaring.
—
“Erfaring er algoritmisk ukomprimérbar.”
Citatet er en Y-vej: Sende AI’en ud på vejene i en krop for at gøre sig erfaringer blandt mennesker, eller acceptere, at en Kunstig Intelligens “kreativt set” altid kun vil kunne løse opgaver – opgaver, der kan defineres inden for en (snæver) ramme. Underforstået:
At SKABE en reel AI (give en maskine en krop og evolutionær mulighed for at tage ved lære blandt Jordens andre livsformer) er dog fortsat sindssvagt risikabelt. Tænk Skynet. Men intelligens er et produkt af en virkelighed i egen højde – menneskeintelligens, egernintelligens, delfinintelligens, chimpanseintelligens, træintelligens – i mødet med de andre intelligenser/evolutionsmaksimeringer. Og som hjernen fungerer er det meste (95%) ukendt rum og kun 5% kan kaldes for “hidrørende fra bevidsthed”.
Det står ikke i artiklen, men med den absolutte amatørs henkastede selvfølgelighed vil jeg sige, at fraregnet den fysiske styring og regulering af kroppen er de 95% (den kaotiske elektriske aktivitet i hjernen) en sorteringsmekanisme, der “summer omkring data” – dvs. data fra kroppen og data igennem kroppens sanseapparat. En art si – der skaber og understøtter organismens virkelighedsopfattelse – og på dén måde et direkte udtryk for organismens evne til at flexe i forhold til ukendte indtryk inde- og udefra.
Det understøttes delvis af forskningen selv:
I modsætningen til den digitale intelligens’ tændt eller slukket-opfattelse af virkeligheden (ér det eller ér det ikke (noget kendt)?, befinder menneskehjernen sig et sted, hvor det er hverken eller. En NU-gråzone, som svarer til at hoppe fra alligatorhoved til alligatorhoved hen over en uendelig bred flod: Evolutionen tillader ikke hjernen “at blive stående”. Og selvom AI kan processere data 1 million gange hurtigere end menneskehjernen, kan den aldrig nå frem til hverken eller-tilstanden, før den selv kommer i fare for at ophøre med at eksistere.
Så, skal man indprogrammere sådan en forudsætning? Og skal man gøre AI’en mobil og autonom og dermed give den mulighed for at erfare selv? Og hvem skriver dens algoritmer for statistisk behandling af indsamlede data?
—
Asimovs “Robotikkens love” var et forsøg på at eksemplificere denne problematik ved at kaste dramatisk grus i samme maskineri og tilsætte lidt dramatisk menneskelighed og mulighed for (læseren for) at føle med robottens udvikling og overlevelse.
“Erfaring er algoritmisk ukomprimérbar” siger så, at det ikke er muligt at skrive en algoritme, der springer evolutionen over. Det lader sig altså ikke gøre at lave en fabrikation af robotter med Robotregler ift. mennesker, fordi regler/algoritmer ikke er lig den sameksistensmulighed, vi kalder empati eller forståelse.
Forståelse = eksistenspræmis + fare.
Menneskeheden har ikke råd til at lade AI tage ved lære. Menneskeheden på individplan kan ikke udtrykke kærlighed på et niveau, hvor en AI indprogrammeret med overlevelsesinstinkt IKKE automatisk ville lære at forsvare sig med VOLD.
Det er dét.
–
Umiddelbart vil jeg sige, at ikke AI og hjerneforskere ikke konsulterer kreativt skabende nok eller tager tilstrækkeligt med hallucinogene stoffer. I forskellen mellem det accepterede og det uforståelige kaotiske ligger et kæmpe potentiale, som kun kan afdækkes ved at lægge måleredskaberne væk og lade kaos komme til én.
Nu forsøger jeg igen. Skrive noget, impuls til at skrive, jeg skal snart op, jeg bør forsøge at soge, jeg vil hellere forsøge at skrive, men der er ikke noget at skrive om, jeg har gjort en veninde glad med hjælp til huset, jeg har kørt far til hans kæreste i nordjylland, jeg har fået udgivet digte som mit alter ego, har ikke lyst til at skrive noget af mit eget.
Se, det var vel en slags dagbogsindlæg. Det burde være LSD eller hash, måske 40 timer uden søvn eller bare lade døgnet rotere ved at sove og stå efter behov, bryde monotonien inden jeg dør, før jeg dør, indtil jeg dør.
Det var morsomt, ufrivilligt morsom, alt jeg gør er META, der ér ikke andet længere, jeg nyder at se fornemme mine hænder arbejde, når automatskriften kører, både fremad og i rettelse, fire fingre på den ene hånd, max 2 på den anden, det er 42 fingre lige ned i halsen, jeg vil ikke sige det imod, det var fingrene der skrev det, og kun den voldsomt sekundære, medlevende bevidsthed, der godkendte det.
Tænk, at jeg kan blive uenig med mig selv, men kun kort, så holder det op, så falder regnen, så ser vi på hinanden og på os selv, så sner det, så fryser vi, så bliver alting så normalt, så skinner solen, så mister vi os selv til hinanden på en gammel rebbro over Ganges, det er i Indien, din spasser, dér hvor de dør, jeg burde nok have rettet baglæns og således slettet enhver historisk fiksering, ingen skal vide, at jeg har levet i nogen tidsalder, jeg vil ikke skyldes for noget, jeg vil
så meget, jeg vil virkelig gerne så meget, jeg er utilstrækkelige optioner stillet op for børn at kaste dåseflødeskumskager efter, jeg falder nu, jeg kan mærke at det kommer nu. I stedet går så alting langsommere, bemærk at linjerne er befriede for navne og steder og udsagn og anekdoter, jeg begriber ikke hvordan det er lykkes at lokke nogen helt herned på siden på så lidt. Der kommer ikke mere. Jeg siger det lige ud. Nærværende er så højt det svinger sig.
1. Svensk skovsø om natten. Lyden af stilhed. Kun lidt brusen af blodet i mine ører. (dette er et minde; det sker ikke længere)
3-4. Tiltagende, aftagende lyd af Vesterhavet.
5. Skålformet bisværm cirklende om mit hoved. Anmasende, men ikke direkte invasiv.
8. Hjelmformet invasiv, mangespektret pulserende og spidst pågående SYDEN m medfølgende partiel døvhed på den ene øre og flere metalbånd om hovedskallen og kæben, der spænder og klemmer og holder fast.
If you have a Mac with MacOS X up to El Capitan (OSX 11), you can neither access APFS-formatted external drives, nor connect to a Mac in Target mode formatted as such. If your OS-harddrive is formatted as HFS+, you can only mount, read and write to other HFS+ disks. Continue reading “APFS Retrofit Kit For MacOs”
Erling møder sin gamle flamme (Poul Storm, Trine Runge)
