En problematik:
1. Lokalplansforslaget fra Østerbro til Rådhuset om at besværliggøre biltrafik ad østerbrogade med indlagt “grøn kile” ved trianglen, hvorved trafikken til/fra Indre by ledes ad Nørre Allé.
2. Retorikken omkring samme, der lægger op til “mere nærmiljø” med cykling og gang til flere ting
3. Lukning af Nordre Frihavnsgade som hovedfærdselsåre
4. Lukning af parkeringspladser, midlertidigt pga. byggeri, og permanent
5. Ingen konstruktion af nye parkeringsområder, andet end når folk begår civil ulydighed som på Strandboulevarden, hvor snigparkering tydeliggjorde problemet
6. Grøngørelse af Strandboulevarden efter færdiggørelse af stormdræn, så de midlertidige P-pladser forsvinder
6. Snak om at hæve parkeringsafgifterne og straffe “weekendbiler”
7. Ukontrollerede boligpriser, manglende lejeboliger, indfødte københavnere der presses ud i omegnen
Unge tilflyttere ser ingen problemer; for dem er byen modellervoks efter grønne, ideelle principper. Men der ER folk tilbage tilbage i København, som er over 30. Og der ER mennesker, som har under 20.000 i indkomst – som måske nok kan betale en hus- eller andelsleje, men ikke bare lige kan vende sig mod fremtiden med økonomisk overskud, men er nødt til at spare – f.eks. ved at købe stort ind med (en gammel) bil, ikke kunne time- eller dagleje sig til bil oa. – og som ikke bør presses til at afgive alle bevægelses- og udfoldelsesmuligheder, eks. ture ud i det blå, besøg uden for trafiknettet, gåture og luftning af hunde i skove og terræn, ved ikke at kunne parkere deres bil.
Som forfatter ved jeg, at de problemer fiktionen skaber som regel kan løses af fiktion. Men skaber jeg fiktive scenarier om København baseret på nuværende planer og praksis, ser jeg kun følgende løsning: Fattige, ældre, bilejere, hundejere ud af København – ikke som et direkte “ondt” ønske hos nogen, men fordi disse mennesker “står i vejen” for en ideel fremtid. Og passer man ikke ind i de økonomiske rammer, må man forlade byen, eller finde sig i indskrænkede udfoldelsesmuligheder.
Min observans er, at de politiske infrastrukturløsninger altid kommer før menneskene. “Vi peger vejen, flokken følger med”. Uddeler man dårlige spørgeskemaer, får man selvfølgelige svar om tryghed, sikkerhed, grøn fremtid, kort vej til arbejde osv. Og naturligvis begynder fremtiden i dag. Men mens vi venter på, at de mange ønsker skal blive til virkelighed, er der mennesker som bliver mere og mere isolerede, fordi de fratages deres bevægelsesmuligheder, indkøbsmuligheder, besøgsmuligheder ved at miste muligheden for at have bil. Måske kan de leve 30-40 år endnu – hvor det bliver sværere og sværere at komme nogen steder, fordi de jo selvfølgelig ikke bliver yngre.
Man kan anlægge andre vinkler på “Københavns grønne omstilling” og skabe andre fiktioner end min, men der BLIVER færre og færre parkeringspladser, og der forekommer af være NUL fokus på konsekvenserne FOR BORGERNE af omstruktureringen. Uanset alder må man bare indrette sig. Al trafik skal neddrosles og sluses igennem byen. Stort set kun varetrafik. Den uforudsigelige dynamik flyttes over i de offentlige transportmidler – som forhåbentlig så vil kunne følge med. Og når så den store næste epidemibølge rammer, er der ingen transportmuligheder, fordi offentlig trafik lukkes ned.
Kan man se, hvor jeg vil hen? Man lukker adgangen for personlig transport for alle andre end velhavere, som så også bliver de eneste, der vil kunne bevæge sig, hvis den offentlige trafik bryder ned. Det er konsekvensen af at gøre trafikken i en bydel, eller hele byen, kontrolleret, forudsigelig og statisk.
De velstående over alle andre. Og nu kan man ikke engang stemme sig ud af det. Enhedslisten og SF fatter ikke København eller “storby”, resten støtter de velstående.
Rent politisk er København fucked. Totalt ædt op af profit. Af infrastrukturdrømme, der gør byen til en [placeholder] for en håndtérbar fremtid for dem mellem 25 og 40. Som om det er AF-dynamisering af menneskelivet, yderligere domesticering af bevæge-trangen, skabelses-trangen, idé-trangen, der skal hjælpe kloden.
Okay. Måske ER det bare grønnere samfærdsregler og fred på hjemmefronten, der skal til – men så nytter det fandme ikke noget at foregive ikke-eksistens af dem, der ikke lige passer ind i fremtidsmodellen. Eller endnu værre: Chikanere Dem Ud Af Syne.
Og politikerne træder vande. Mere af det samme: flere løgne om billige boliger, fordi ingen er interesset i billige mennesker; dyre boliger med max 100 års levetid; metro under jorden og vandlinjen… svage politikere, der hellere vil straffe ved at følge frygt end blive straffet for at følge visioner om at få alle med.
Åh, jeg bliver så træt.
[foto: SF Film, fra filmen “QEDA”]
