Ikigai (生き甲斐) betyder groft oversat “at leve med formål”. Dét er en handling.
Internettet har altid travlt med at synliggøre og dele informationer ved at bryde begreber ned. Jeg gør det selv. Men snarere end underordnende værdier, der afføder handling, reduceres ikigai gennem vestlig analyse til overordnede værdier der skal afføde handling, hvilket gør modstanden fra livet og oververden til et spørgsmål om at udføre korrekt snarere end funktionelt i forhold til sig selv.
Ikigai for mennesker i et kapitalistisk win-win-optaget samfund:
- det man selv elsker at gøre
- det man har talent for
- det folk vil betale én for
- det som verden behøver
Mig både stresser og inspirerer det, at formålet med at være i live skal systematiseres som POSITIVE handlinger, og at opdagelse eller genfinding af livsformål skal være en bevidst handling, måske ligefrem en plan! I guder! Japanerne er netop gode til at fokusere på indre værdier med formålet IKKE at imødegå modstand med aggression (plan, strategi), andet end hvis det er imperativt, eks med formålet at bevare æren, roen, eller imødegå uretfærdigt overgreb.
I vestlig win-win-misanvendelse bliver Ikigai til: Identificér dine styrker og optimér dem, identificér med hvilke behov i verden du kan placere dig selv og lave din egen lille mig-niche. Intet tegn på ydmyghed over for omverden, ingen tilfældigheder eller go with the flow (og dén filosofiske pony er i dag vist skamredet af mange) – nej, find din lille niché og bliv i den.
Sådan sker det, når den kapitalistiske virkelighed forsøger at omfavne filosofi. Eller blive grøn. Og den slags…
Men jeg behøver hjælp. Noget at KUNNE hjælpe mig selv med:
Omkring 2014-2015 havnede hovedparten af mit fokus på frygten for at dø, og da min mor døde i 2015, mistede jeg følelsen af at være “udødelig” og tilliden til at jeg ville overleve mig selv gennem mine handlinger – at mine handlinger, så som “at skrive”, besad en immanent værdi.
Jeg mistede kort sagt troen på nytten af mine tidligere handlinger og dermed “min vej”.
Ja, du blev losset ud af din komfortzone og har siden da forsøgt at kravle ind igen!
Ja, ja, muligvis. Men lad mig lige!
I dag kan jeg se, at den følelse af selvfølgelighed var en væsentlig kerne i mine egne handlinger:”Skriver jeg bare om dét, der føles vigtigt for mig, vil andre kunne tage vigtigheden ind i deres eget liv…”
Eller noget i dén stil. Meget intuitivt, meget priviligeret…
I mange år kunne jeg alternere mellem at gå på støtten og have vikarjobs – alene med formålet at samle midler til at tilbringe MAX tid uden en BOSS, så jeg kunne mærke og gøre, hvad jeg selv havde behov for.
Og se, hvad der kom ud af dét. In-gen-ting.
Det skal der naturligvis et vist talent for, hvis man samtidig vil have et sted at bo, som man kan betale. Og det havde jeg. Jeg var i unedbrydelig opposition til, hvad “man gør”. Et såkaldt vædderhjerte, barnligt umodent og hamrende stædigt. Jeg ville kun skrive og “man” skulle ikke få lov at stoppe mig.
Men jeg havde intet livsformål andet end at skrive i opposition; det ser jeg i dag – stille mig til disposition for skriften som et RUSH af velbehag, når mit indre nærmest ved magi blev ydre. Uhåndgribelige ukendte emotioner fik form og blev til at se.
Bedre end sex, bedre end sprut og stoffer!
For dig, ja…
Jeg anede virkelig ikke, hvad jeg lavede, for jeg fulgte ingen plan. Havde intet erkendt motiv, ingen ambitioner ud over at skrive – at opdage, hvad skriften kunne. Jeg var en væsentlig opsparingskonto af vrede og ild, og havde ingen andre måder at blive synlig for mig selv på. Kun skrift. Kun ord. Kun at være de steder, hvor kanaliseringen bragte mig hen. En oversætter af følelser og emotioner. Og hvorfor? Hvad skulle det bruges til?
Hjælp, hjælp, jeg kan ikke skrive! Jeg kommer aldrig til at skrive igen! Hvad skal jeg gøre af mig selv, når jeg ikke kan oversætte mit indre og gøre andre interesserede, poor me…
Hvad?
Nej, nej, nej. Hold op med at forsøge at gøre noget ydre ansvarligt for, hvad du gør. Du skriver kun for dig selv…
Og spørger jeg mig selv “Hvorfor gør jeg det? og får jeg et brugbart svar, vil skriften så ikke bare blive mit faste gøremål, måske ligefrem min profession?
The thing you do do!
Og ikke mit kald.
Ikke dét, man vil respektere dig for, men bare det du gør. Stakkel.
Hold nu kæft!
Mor døde. Jeg døde næsten, livet er pludselig kort, “hvad skal jeg bruge resten af det til,” og
hvor længe har du, du kan da ikke nå at gøre noget færdigt, vel? Skrift betyder at nogen skal læse det, gør det ikke? og bliver du læst?!
at skrive for mig selv – udsætte mit behov for anerkendelse indtil noget er gjort helt og færdigt og samlet og ja, færdigt… hvordan skal jeg kunne vente på dét? Jeg havde jo i årevis kastet om mig med ting på nettet. hvilket var spændende og nemmere, og omgående tilfredsstillende at se resultatet derude.
En forfatter skal kunne udholde at arbejde indtil værket er færdigt. En kunstner…
Kan jeg udholde at leve i den samme følelse… længe, længe, når alt i og omkring mig skifter hele tiden? Hvorfor atter bruge 10 år på en enkelt bog, når internettet har plads til ALT, jeg smider efter det? SÅ, NU ér det der – det findes, det ér, det eksisterer, det kan bruges, anvendes, betydningsgøres, applauderes…
Du KAN JO IKKE SÆLGE! Måske skal du bare lave noget andet. Få et job i Silvan. Det matcher alle dine kvalifikationer. Undtagen måske dét med at kunne tænke selv og ikke være en teamperson og kede dig helt vildt hurtigt…
Det er hér den vestlige udgave af Ikigai bliver relevant:
Som overblik over mit planløse liv. Gennem at tage stilling til elementerne tilstår jeg mig selv accept og kærlighed. Noget findes, som har betydning – jeg har en værdi.
Men…
Og som mine livserfaringer må koret af forsømte, indre stemmer gerne være der, og jeg skal nok tage mig af dem, tage mig af jer... men først dagens intellektualiserede synliggørelse af grunde til at forblive i live. Mit eget meningssystem.
Og dernæst elske alle de stemmer, der forsøger at lægge mig i graven gennem at forhindre mig i at overvinde mit tab af lyst.
Du er så fucking coy, er du. Og når du er nede, er vi gode nok, ja!
Ja, dén rækkefølge. Ja, jeg tror mit behov er at have lyst til at være her; at det skal glæde mig.
Dét er mere Ikigai, end hvad internettet tror.
Tror du.
Ikigai (生き甲斐) – grund til at være her
- JEG ELSKER
- at inspirere andre til at turde stå på scenen med sin tekst
- bringe oplysning til andre
- at kanalisere historier
- at improvisere
- at identificere systemkomponenter
- at løse andres problemer
- at danse
- at få idéer
- at læse op
- at improvisere måltider
-
- Hvad mere elsker jeg?
- JEG KAN
- identificere komponenter i mange slags systemer
- løse de fleste Mac-problematikker på softwareniveau
- skrive dialog
- udføre alle mulige slags håndværk på højt niveau
- læse op
- være et inspirerende eksempel på at turde fremføre sin tekst på en scene
- skrive (svært at inkludere, fordi stemmerne larmer vildt og protesterer over det)
- få idéer
- lave spiselig mad af meget få ting
-
- Hvad kan jeg, som jeg ikke anerkender eller ser?
- Har det betydning hvad jeg har af erfaring som andet end en konkurrenceparameter, hvis jeg bringer entusiasme og lærevilje til bordet?
- JEG BETALES
- af min arv efter mor
- for at oversætte med energi og glæde
- for at løse computerproblemer
-
- Kan jeg blive betalt for at få idéer?
- Hvad betaler folk mig ellers for?
- Er det nødvendigt at blive betalt for at hjælpe, hvis jeg ikke behøver penge pt.?
- JEG NYTTER
- når jeg holder mig selv i live og driftig
- når jeg ér noget for mine nære
- når nogen tager min skrift alvorligt
- når jeg hjælper uden forbindende
- når nogen vil betale for min hjælp
-
- Kan jeg identificere og løse andres problemer i større skala?
Men så kommer det igen: Hvordan kan dette overblik give mig min lyst til at være her tilbage? (Ja, Indre Stemmer, jeg hører jeres forbehold).
Hvordan?
Folk læser de her bøger. Hjælper de noget?