Year: 2012

Günters tekst

i Politiken [nu bag betalingsmur]

Det er i disse dage,

at spørgsmålet om mand

eller digt er til afstemning. Günter Grass

siger i et digt,

hvad åbenbart mange tænker –

jeg vidste det ikke –

at Israel er en atommagt,

der rasler med de store våben

over for naboen Iran – skulle hér stå

Iran eller Irak,

jeg kan aldrig huske forskel – men

for mig

var det bare et digt, et ikke

særlig godt digt,

et udsagn, som med samme effekt

kunne have været

et lille stramt stykke prosa, men

GG

valgte digtets form,

og opnår ufatteligt uforståeligt noget andet. Jeg tror,

han siger og behøver at sige: Det her

kommer fra hjertet, ikke

fra mit hoved. Og se

hvor digtet bliver taget imod: Dér

hvor alt er sandt.

zombie3, slagskygge

fucking funny weird

zombie3, slagskygge

Det er ikke dette digt, som er interessant, selvom det ér, men forskellen på dét og nattens første version, som jeg troede at have mistet. Følgende er rekonstrueret i morgenlyset:

På den ene side af floden en gylden by med templer og tårne og hvidvaskede kvinder på sydvendte balkoner og muskelsvulmende unge, ældre og aldrende mænd på terrasser og torve i venlig kamp. Byen har aldrig kendt til krig.

På den anden side de mørkeste sataner i det kendte univers, frygtet af enhver, blot ikke den gyldne by. Over vandet skærper skæret hér alle skygger kastet nat og dag.

Lad det forsætte sådan en tid endnu. I al evighed om muligt. Lad ikke en barne-, ynglinge-, voksen-, gammel sjæl komme til frygt i den gyldne by, stærkt nok til at smitte med mørke. Lad denne by slippe.

Her er så den oprindelige, nattens version af skyggernes land, stort set så forskellig fra morgenens rekonstruerede afsnit som nat fra dag:

På den anden side af floden de mørkeste sataner i det kendte univers, frygtet af enhver, den gyldne by undtaget. Skæret fra byen opbløder også dér skyggerne født ved fraværet af lys.

Det ér sgu da interessant, at den gyldne by ikke kendte til krig i nattens version, fordi skyggelandet behøvede mindre skarpe kanter på sine skygger, mens freden i dagens version er ubrudt, fordi skyggerne ved skæret fra den gyldne by bekræftes i, at de er skygger.

Nat: Fred som følge af blødhed. Dag: Fred som følge af skarphed. Fucking funny weird.

ursuppe, sukker, zombie

Jeg befinder mig i den virkelige verden. Det huer mig ikke. Der er ingen fortid værd at tale om. Ingen fremtid værd at tale om. Et nu har ingen betydning uden fortid og fremtid. Hvad skal jeg hér, hvis jeg ikke står på noget at tage afsæt fra og gå imod?

I morgen begynder jeg at løbe. Nej, på mandag, når sportsbutikkerne åbner, tager jeg ind og køber løbetøj. Og får taget mål til løbesko.

Not. 

Det var ikke engang sjovt at sige det. Jeg hader at motionere og gøre ting, der er monotone i deres essens.

Jeg er en fremmed for mig selv. Mit JEG er ikke mit MIG, som jeg ellers troede var en livslang indsigt.

Det ligger alt sammen i at gøre det. I processen.

I at gøre det.

At være i det.

At være det.

Det er uden betydning. Ingen behøver mig i deres liv. Ingen. Jeg er snart 50. Jeg kan risikere at skulle henslæbe 40 år til uden anerkendelse. Uden at føle, at jeg har en grund til at være her.

Kærlighed er at give. Ja.

For dén som kan modtage er kærlighed at give. Selv når man er alene, kan man kompensere, hvis man kan modtage kærlighed, og give til alle andre, til nødlidende institutioner, til fremmede, til hjemmehjælpen og venners børnebørn. Og aldrig forvente noget igen. Mens det største, levende organ, huden, skriger efter at blive berørt, om det så bare er et stød, et skub i supermarkedet, en overbærende, men frivillig strygen over hånden på socialkontoret, eller i kapellet, mens vennerne smutter én efter én.

Jeg skulle aldrig have set ham dø. Bedste. Fire gispende vejrtrækninger, og så var 92 års akkumuleret viden og erfaring og kærlighed og frygt og overlevelsestrang strøget af kalenderen. Ikke mere morfar at besøge. Ikke flere naive forsøg på at trøste eller det modsatte. Ikke flere berøringer af hans faste klo af en sindssvagt stærk hånd.

Min verden ophørte. Jeg afsluttede. Noget nyt skulle være begyndt dén første sommerdags tidlige morgen. Men det gjorde det ikke. Det blev sommer – som alle havde længtes efter. Og jeg sidder stadig ved hans seng og ved ikke, hvordan jeg skal kapere, at han dør nu.

Snart to år siden. Men dér har jeg siddet fra før det skete. I tanken sidder jeg allerede ved mine forældres dødssenge. Og venter på at de skal dø, så jeg endelig kan komme til mig selv og blive dét, jeg har følt mig som altid. Helt alene i verden.

Og her skulle fortællingen så gå tilbage til barndommen og ridse alting op, så man forstod det nuværende og kunne se hvilket afsæt for det efterfølgende dét ville være. Men det er netop dét, som sagt ovenfor: Der er ingen fortid. Og intet noget peger på.

I dag ligger jeg bare her og nyser, og ser middelmådige TV-serier, og en enkelt film over middel, Rum Diary, om Hunter S. Thomson, manden med sin litterære ragekniv stort set enehændigt transformerede offentlighedens opfattelse af journalistik fra noget urøreligt, sandhedssøgende, til at være et stift regelsæt fastsat af kapitalinteresser og styret fra partipolitisk-motiverede bestyrelseslokaler. En fortælling om dengang han fandt sin stemme. Sin indignation. Skulle jeg rejse ud i verden og lege indigneret og finde min stemme således?

Hvor naivt. Jeg ved hvordan mennesker burde leve og handle, men der er ikke megen realverden over dét. Det er kun 5 grader fra politisk korrekt, og tåler ikke det store eftersyn, før jeg roder mig ud i selvmodsigelser og udsyrede konklusioner på vegne af en ikke-eksisterende menneskehed. Men jeg har ret!

Det er ikke en af de her dage, hvor jeg er tilfreds med mine egne nedrakninger af andres arbejde ud af aldrig udtalt indignation eller regler for god opførsel. Jo, ret skal være ret: Ind imellem ved jeg, at mennesker skal tages ved hånden og føres til det nye, det gode, det væsentlige for alle og vises hvordan. Men jeg er så vred. Og i min vrede gøre jeg alle andre skyldige i min vrede. Det er ren skolegård og barndom. Tidlig svigt, aldrig forstået, aldrig tilgivet, aldrig undsluppet.

Der var ikke noget is, mens jeg så film, selvom jeg ikke har spist (nævneværdigt med) sukker i 3 måneder. Så jeg blendede mælk (mælkesukker) med frosne bær (frugtsukker, meget) og brandy (sukker som karamel og sprit som sukkeraffald af gæring) og spiste 4 mini-chokoladebarer, og drag tre kopper kaffe, kun to med sukker, mens jeg hele dagen ventede på at noget ville stige op af den ursuppe, jeg håber, jeg befinder mig i.

Det slår mig faktisk ikke før nu, at det måske ikke er en ny livsform til mig selv, der vil kravle på land. Måske vil det være en livsform, der tager bestik af min, føler sig advaret, og forandrer på tingene til gavn for fremtidige generationer. Eller guderne bedre det en livsform, der tiltrækkes af min, som mange tiltrækkes til Hunter S. Thompsons drikkende, rygende, stoftagende virrehoved. Man kan aldrig vide, hvad der kommer, når man forlader det, man var. Det er derfor kun nuet har betydning. Hvis man husker. Og drømmer. Og sigter mod noget.

Intet i verden ville ændre sig radikalt, hvis jeg ikke fyldte med mine 92 kg i hjørnesofaen her. Nogle spor ville blive anderledes. Måske nogle ville mærke tabet som jeg mærkede bedstes død. Måske aldrig komme sig over det. Måske smitte levende med det. Som jeg måske smitter levende med det her. Min døds-virus. Min levende-død-virus.

For fanden. Det er da dét, der er grundlaget for enhver zombie-film. Mennesker, der ikke kan finde ud af at leve deres eget liv, æder levendes hjerner, men de levende er som de selv, og derfor bliver de aldrig mætte. Zombiefilm er en analogi for en af filosofiens grundbegreber – nihilismen. At der er intet. Uanset hvad man som menneske føler eller oplever eller. Eller, det er nok snarere essensen i nihilismen: Man kan ikke mærke noget. Følelsesmæssigt, eller fysisk blokeret for input. Derfor kan intet ud over erindringerne have betydning. Der kommer intet nyt ind. Det er at være en levende død. Levende forandrer sig.

Jeg skrev noget i den stil til en ven i dag. Samtalen har varet i mange år, og pt. handler den om enighed eller ikke. Han forekommer at ønske at være enig. Jeg behøver det ikke. Jeg er så meget på afstand af alle, at jeg næsten ikke kæmper for enighed, eller for forståelse. Hverken deres af mig eller min af dem.

Det ville være smukt med en velplejet have i år. 4 sommermåneder med fingrene i jorden og større forståelse for processerne i disse måneder. Så resten af året havde noget at binde sig op på. Men jeg har ikke lyst at være her. Det hedder enten terapi eller rejse. Mætningspunktet nærmer sig. Jeg må flytte mig eller dø. Tomrummet har varet for længe.

Mit hoved er ved at sprænges af hovedpine. Her kan jeg mærke, at jeg er syg. At noget er, som det ikke skal være. Min krop værker også meget i perioder, led, muskler. Sådan kan jeg mærke, at noget er galt. Det sluger mit fokus, men fremtiden rummer ikke helbredelse. Den rummer kun død og forsvinden. Diffundering ud i betydningsløshed. En strøm af udrikkelig filterkaffe ikke ned i kolben, men i et vandfald. Jeg skal dø og forsvinde. Og jeg kan ikke få min opmærksomhed andetstedshen. Jeg kan ikke føle noget andet end dét.

Vi så det ikke komme

i baljen med det hele!

‎”Det er mit ansvar, hvad der foregår i det sprog, jeg kender som mit hjem. Ingen accent over “er” og ingen kursivering af “ansvar”. Fremtale er sagen. Samtale med fremmede. Det skal der stå på plakaterne og på skiltene gennem gaderne. “Fremtale”. Nogen vil måske forsøge med bydeform og miste deres skilte lige så stille og roligt. Jeg fremtaler. Skal vi droppe snakken og tage en fremtale? Fremtale bygger bro over nationerne. Fremtale er Danskernes bidrag til verdensfreden. Menneskelig interaktion uden at slås.”        — (fra strømmen nedenfor.)

Jeg ved, at jeg er uden for den danske bogbranche. Udenfor. Ikke på indersiden. Ikke in the know. Men præcis som det er bedre at se på en person, der er syg, end selv at være det, kan jeg forholde mig til hvad nogen kalder den danske bogbranches abjekte mangel på samarbejde, som jeg ser som misforstået intellektuelt paternalistisk forretningsskab med udtømningsrør ned i en fond, snarere end dén forretning med konkurrerende litteratur, som Danmark virkelig behøver, hvis ikke vi skal sidde ikke bare som udkantseruropæerne men også som Udkantsskandinaverne om 20 år.

Vi behøver, at vore nordsproglige forlag samarbejder gennem at konkurrere, danskere internt, og ud til alle sprog, vi kan opretholde et marked til. Jeg ved, danske forlag sælger oversættelser til hvem, de kan, men jeg taler om at udvise vilje til at samarbejde snarere end indtjeningssocialitet.

Det ændrer sig ikke fra dag til dag. Der er ikke andet litteraturpoliti end udgivelserne selv, som de læses af flest, og næppe en sammensværgelse af forlag i politisk karteldannelse. Og kun moralister som undertegnede gider tale om det. Men så hør hér:

Den mentalitet, som livet har sendt frem til at skade andre for egen vindings skyld, er en dybt såret mentalitet. I den ligger og har ligget stort behov for overlevelse nødigt. Familier igennem generationer i Danmark har været undertrykte af dronninger og baroner og hoffolk og godsejere og andre fisefornemme objekter for romantiske forestillinger om et ”bedre liv med penge og magt”.

Der er kun ”ansvar”. Eller ”ikke-ansvar”. På dét forståelsesniveau, man befinder sig. Et såret kollektivvæsen som Danmark, tilskadekomment som landet er gennem krig, uvilje til frygt for at se ubehaglighederne i øjnene og århundreders bondeundertrykkelse, behøver at give til omverdenen, hvad omverdenen behøver – på en måde der sparker bedre røv end noget andet land har gang i på samme område. Selvrespekt. Selvagt. Tillid til sig selv.

Hver enkelt må føle, at det nytter noget, hvad de gør. Og hvordan kan kun hver enkelt afgøre for sig. Der er ikke noget endeligt, beskriveligt mål, men der kan være mange pitstops og afkørsler på vejen. Henover kollektivpolitik og offentlig anerkendelse af psykologi i politik, skatte- og lønfordele til mennesker med

NEJ, jeg vil ikke forstå, hvorfor jeg nærmer mig overgrebs-forsvarende retorik med muligheden for bittesmå justeringer mod hensynsløst magtmisbrug og underkastelse.

Ovenstående er undergravende retorik. Den er født af lige dele besserwissen im Augenblick og misforstået velønskning. Den udviser ikke respekt for mennesker og menneskers muligheder, og de svagheder som skal hærde styrkerne igennem kollektiv

Nu gjorde jeg det igen. Jeg må åbenbart have et meget stort ønske om at gøre noget godt for folk. Men at ønske det er jo ikke det samme som at gøre det – det ses jo af svingningerne her, der blot er tanker.

Ville f.eks. at undlade at slette det her indlæg på nogen måde kunne gøre det ud for bestanddele i min andel af at gøre det? Eller bør jeg ikke være i tvivl? Bør jeg kunne selv? Bør jeg frygte et eller andet dominerende spøgelse i mit liv, der tidligt har bragt mig til at tro, at jeg snart ville miste vedkommende, ham eller hende; at jeg snart ville være uden for hjælp og omsorg og nærhed og venskab og tryg pardannelse i den nation jeg voksede til i kongeliniernes vold, i sammensmeltningernes tid – fra konge til adelen til godsejerne til bønderne til bøndernes tyende og helt ned til det mindste barn – og siden fastholdt af aldrig rystede kapitalinteresser? Nej, der er ingen revolutioner i min tid. Dansken gør ikke oprør. Det taler man ikke om. Af at bo i Danmark bliver man i stedet en slags undergrundsrevolutionærer, der går op imod alt og alle, herunder sine naboer, bofæller, og sågar familie, ikke åbenlyst, men evigt parat til at forsvare, hvad enhver kender som sine drifter.

Det er fint holdt, Folkens. Store viljestyrke. Vi er stolte af jer.

Og fandens. Der gik jeg sgu i gudebaljen. Men jeg mener det vel.

Det er mit ansvar, hvad der foregår i det sprog, jeg kender som mit hjem. Ingen accent over “er” og ingen kursivering af “ansvar”. Fremtale er sagen. Samtale med fremmede. Det skal der stå på plakaterne og på skiltene gennem gaderne. “Fremtale”. Nogen vil måske forsøge med bydeform og miste deres skilte lige så stille og roligt. Jeg fremtaler. Skal vi droppe snakken og tage en fremtale? Fremtale bygger bro over nationerne. Fremtale er Danskernes bidrag til verdensfreden. Menneskelig interaktion uden at slås. KAN det lade sig gøre? Eller fortsætter vi i samme passive aggression som hidtil og længe? Det er et spørgsmål om, hvad hver enkelt VIL. Af VILLEN er der handling. Og VIL man noget andet, gør man noget andet. Kan og er man noget andet. Indefra og ud.

Man kommer til at VILLE gennem at forstå, hvad der er godt for én. Hvad ellers er der at tro på, hvis man taler om omvikling? Det må da til enhver tid med bare et minimum af intelligens handle om at samarbejde med sine egne livsvilkår. Menneskelig udvikling. Fremtale. Ikke at slås.

Forudsætter jeg for meget? I så fald, hvad?

ny kulturstyrelse

v/ folkets mand

Vores nye kulturminister har travlt med at konsolidere sig: Op til 8 led mellem kunstner og beslutningstager  i ministeriet (frem for 5 før), 9 ud af 12 direktionsmedarbejdere arbejder direkte med ministerkoordinering, tænkte besparelser ved at sammenlægge forskellige styrelser, som bor i samme hus, Uffe Elbæk er folkets mand, folkets mand, folkets.

read it and weep.

Søndag aften 

—

Ny kulturstyrelse, hvorfor?

Visionen for den nye Kulturstyrelse blafrer i vinden. Ledelsen savner legitimitet. Medarbejderne undrer sig.

CulturCommentar:

Der var ikke mange omkring de tre nu nedlagte styrelser, der havde set den nye struktur komme. Der var næsten ikke nogen ansatte i de tre styrelser, der havde set muligheden. At kulturministeren valgte at etablere en helt ny struktur blot 2 måneder efter sin tiltræden, vidner om stor beslutningskraft. Men det vidner også om totalt fravær af den proces, man almindeligvis vil foretrække forud for omfattende organisationsændringer.

Ministerens egentlige motiver synes uklare. Det eneste, der fremstår tydeligt af hans presseudsagn, er, at han tror, man bedre kan opnå administrative besparelser ved at lægge styrelser sammen. Da de tre styrelser i forvejen boede i samme bygninger, kunne det vel ikke udelukkes, at man lige så vel kunne spare ved at intensivere administrative samarbejdsrutiner.

Og hvis den økonomiske logik er, at stort er billigt, er det svært at forsvare, at man ikke fusionerede med Slots- og Kulturejendomsstyrelsen, når man nu alligevel var i gang? Og hvis hensigten var at spare, hvorfor har man så fortsat 3 direktører – det er især på de lavere løntrin, man har begrænset i personale. Det gavner absolut heller ikke ledelsens legitimitet, at man ansætter en administrerende direktør uden opslag – ganske usædvanligt for direktører i den statslige administration.

Nysproglig vision

Ved offentliggørelsen af fusionen af de tre styrelser angav ministeriet en samlet vision for den nye Kulturstyrelse:

  1. styrke samspillet mellem kunst, kulturarv, biblioteker og medier
  2. styrke koordineringen af den statslige og kommunale indsats på kulturområdet
  3. fremme udvikling og udnyttelse af den øgede digitalisering i kultur- og medielandskabet
  4. udvikle nye tilbud og formidlingsformer til borgerne
  5. styrke det internationale kultursamarbejde inden for alle fagområder
  6. øge samarbejdet med bl.a. uddannelse, undervisning, forskning, miljø og natur samt erhvervsudvikling, herunder arkitektur og turisme

Umiddelbart er det en vision, der kan være svær at modsige. Der er så at sige intet skidt i at have de ønsker, som markeres i den såkaldte vision. Vi er sprogligt set indenfor tidens neutrale buzzwords, også kaldet nysprog.

Udenfor helt snævre ledelseskredse er der ikke nogen, der har formuleret visionspunkterne som et særligt ønske. Tag blot det første og åbenlyst vigtigste punkt: at styrke samspillet mellem de områder som tidligere udgjorde hver sin styrelse. Et eller andet sted i en central ledelseskreds kan man naturligvis ønske et større samspil mellem de områder, der indgår i ministeriets ressort. Men der har aldrig været offentliggjort en eneste rapport, et udviklings- eller strategipapir, som pegede på, at det var vigtigt for nogen som helst, at disse områder samarbejder.

Nu beder man de 297 medarbejdere om at huske, at dette samarbejde er det vigtigste i verden. De faglige områder medarbejderne har ekspertise i, underordnes nogle for omverden aldeles ligegyldige hensigter.

Kunst, hvor?

De mennesker, som måtte interessere sig for kunst, kan muligvis undre sig over, at ordet kunst end ikke nævnes som en del af visionen. Forholdene for de som skaber kunsten, kunstnerne, nævnes heller ikke.

Og for kunstnerne bliver de administrative veje også længere. Tidligere var kommandovejen fra en kunstner: kontakt til menig medarbejder – chef for fagligt område – direktør for Kunststyrelsen – departementschef – minister. I alt 5 led. Nu bliver kommandovejen: kontakt til menig medarbejder – medlem af chefteam – muligt møde i chefteam – områdedirektør – administrerende direktør – muligt møde i ministeriets nye koncernledelse – departementschef – minister. I alt 6 led, muligvis 8.

Ministeren styrer

I Kulturarvsstyrelsen er direktionssekretariatet naturligvis en central funktion. Ud af sekretariatets 12 medarbejdere har 9 til opgave at arbejde med ministersagskoordinering. Man må håbe, at de selv kan koordinere arbejdet. Ministerbetjeningen kommer således til at fylde ganske godt i organisationens ledelsesdele.

Ind i dette kommer så også kommunikationsmedarbejdere, der refererer til departementschef og ikke til hverken fagligt center eller områdedirektør i Kulturstyrelsen. Alle kommunikationsmedarbejdere er blevet en del af ministeriets ledelsessekretariat. Det vil eksempelvis sige, at styringen af Kulturstyrelsens web ligger i selve ministeriet.

Kulturministeren har skruet en koncernstruktur sammen. Visionen blafrer i vinden. Centralisering er en umiddelbar konsekvens. Uigennemskuelighed og vanskeligere kommunikationsveje er nærliggende konsekvenser.

For en sjælden gangs skyld gennemføres en organisationsændring uden aftalt evaluering. Man skal ikke tale med særligt mange medarbejdere i den nye Kulturarvsstyrelse, før man får et tydeligt indtryk af, at der er tale om en endog meget skrøbelig konstruktion. Kulturstyrelsen savner den helt fundamentale legitimitet – der er tale om et top-down projekt, som medarbejdere har været nødt til at sige javel til. Visionen er en ordre. Ledelsen er udpeget oppefra. Når ting mislykkes, vil svaret være: det er jeres egen skyld. Det er barnelærdom for enhver proces- og udviklingskonsulent.

Tom Ahlberg
ansvarshavende redaktør

som blod – en momentan samling

jeg ser ikke mine mønstre, når de dukker op, for de dukker op, når jeg ser dem. Det er omgående tilblivelse, puf, en tanke og i samme puf, et mønster. Man kan sige, at mønstrene og mig vi er ét. Ikke, at dét gerne varer særlig længe.

Af og til er der længe mellem mønstrenes opdukken. Alt liv imellem-hér er stille. Mindre tale, mindre varme, større tilbøjelighed til frygt. Jeg findes ikke så meget.

Dét har selvklart sit eget mønster: Ikke så megen erindring om gentagelsers kommen og gåen som tidevandet, som det er kraft i et snævert kredsløb, der totalt set af og til må vente på, at trykket stiger igen.

no part

we hope you never will…

Second take. Needs work.

—

You are not one of us.

Your dialect is not an issue. You have no dialect.

The lingo, the references, the “what’s this?” of people, who share similar talents and interests, none of it is familiar to you.

You do not connect. You do not belong. Mind, heart, body even, and so called spirit, an artist in the broken sense. An uncomfortable analyst you are – rarely with a home, even among peers, the threat of annihilating analysis being too great.

You are alone. The comings and goings of people, in the distance, through clouds, or binoculars, or through the “eyes of people”, that is your material. Dense and varied and manageable from afar.

Observer. Alone.

For you own safety you claim to enjoy the lives and emotions that you invent in order to let your thoughts gain present reality in all of your sensory perception and your empathy and aestetic talent.

You do not look towards the stars of the Universe, you look but towards “an understanding of society”. Something you perceive as an undefined date of future lessening of chaos. A coming to balance of mind with MIND – an equilibrium you will never achieve, not being “ofsociety”, and not even IF SO.

You know this.

Through birth or upbringing, little talents for managing talents, or lack of undefined-gift, what ever… you are no part. You are alwaystranslating. Always being translated in return. Never being seen.

Never being.

Because you are without. One cannot be without.

We pity you. We, the society, never say. As individuals we pity you.

Your fortunate “We” is visibly meaningful to you. And so is your bravadery meaningfully visible to us. You feel you benefit from us, in your miserable isolation. We thank you for not having to be you. We are most truly grateful.

We will further benefit from you.

In our massive collective.

You suspect that sometimes.

Sometimes even as you accept our pat on your head in what ever form suits you the best.

We will gladly accept all of your gifts of vision and pass them on to our people. And.

We will protect ourselves from your humanely lesser talent. And.

We will look at our collective, non-world building selves, through your soul and sensory perception and wonder at the truth of it, hmm…?

We will shower you with accolades and the fulfillment of your immediate and long-term dreams and desires, as you come to deserve.

And when you are hurt, we will look after you as one looks after a sick egg layer.

And with due honors we will pass on your accomplishmentss in the service of mankind to the annals.

We will never let you in.

Not that we could, if we would. Why destroy the better-world beauty that you see us with and the precious beauty of our following your pain?

We cannot.

We are too many to agree.

You are the one, who has to change.

We hope you never will.