jeg ser ikke mine mønstre, når de dukker op, for de dukker op, når jeg ser dem. Det er omgående tilblivelse, puf, en tanke og i samme puf, et mønster. Man kan sige, at mønstrene og mig vi er ét. Ikke, at dét gerne varer særlig længe.
Af og til er der længe mellem mønstrenes opdukken. Alt liv imellem-hér er stille. Mindre tale, mindre varme, større tilbøjelighed til frygt. Jeg findes ikke så meget.
Dét har selvklart sit eget mønster: Ikke så megen erindring om gentagelsers kommen og gåen som tidevandet, som det er kraft i et snævert kredsløb, der totalt set af og til må vente på, at trykket stiger igen.
