Year: 2010

 

Jeg har et problem:

jeg er begavet nok til at se, hvad der er rigtig at gøre, hvis man skal sigte mod et ideal. I dette tilfælde idealet om det sunde, det uneurotiske, det glade menneske.

Jeg har ofte sagt, at jeg rider på kaos. Dvs. at jeg holder af, at tingene i mit liv og omkring mig forandrer sig. “Kaos” hér er måske ikke det samme som “kaos” i Ghana eller Mexico eller Shri Lanka, men inden for rammerne af det her trygge samfund Danmark kan jeg godt lide, at tingene forandrer sig uforudsigeligt.

Altså: jeg har ikke lyst til at tage ansvaret for retningen i mit liv. Jeg har lys til fortsat at ride på en bølge af uansvarlighed. Hverdag er ikke min kop te. Jeg har stor ulyst til for alvor at blive dét, vi kalder “voksen”.

Voksen bliver man ved at tage konsekvenserne af dét man forstår eller synes at forstå. Alternativet er så ikke at tage konsekvenserne af det man forstår eller synes at forstå. At undlade at blive voksen.

Jeg kan godt lide at forsvinde fra mine følelser af og til, og lukke mig inde i mit hoved. Jeg kan også godt lide at forsvinde fra mit hoved en tid, og lukke mig inde i mine følelser. Begge kan jeg bestemme med hhv. pot og øl. Lidt af hvert, måske udstrakt over en periode, og gerne med total afkobling fra ansvar og eller total fordybelse i skriveri til følge.

Mit problem er hér til dels, at jeg ikke følelsesmæssigt kan connecte med min kæreste, når jeg er påvirket af pot, og hun bryder sig ikke selv om at ryge, og at dagene efter en joint er tilsvarende følelseskølige. At drikke øl til at fjerne mig fra for mange tanker duer heller ikke, hvis kæresten venter efter endt skriveri. Eneste mulighed er så tilsyneladende at trække mig på fysisk afstand af hende, når jeg behøver at koble af. Og det er min nuværende boligsituation ikke til.

PROBLEMET 1:
Ud over ikke bare at kunne trække mig, føler jeg, jeg mangler en del af mig selv ved ikke at kunne alternere mellem det ene og det andet middel. At jeg har det mindre sjovt i mit liv, fordi alt er så ensartet hele tiden. At alting bliver så røv-seriøst og rigtigt.

Ikke, at jeg er i tvivl om, at det er godt for enhver – på lang sigt – ikke at fjerne sig fra sine følelser og at tage sine tanker alvorligt og at forblive klarhovedet. Men jeg keder mig i stærkt stigende grad – på den korte bane. Og jeg synes ærlig talt, dét er værre.

Jeg savner udfordringer. Hvor jeg kan bruge mit hoved. Og kan komme lidt væk fra mine følelser i ny og næ. Fordi jeg har levet og arbejdet på denne måde i 25 år, må mit mønster beskrives som, at jeg savner at være uansvarlig. Jeg savner at ikke-vide. Jeg savner at være mere selvdestruktiv end jeg er i dag. Jeg savner efterveerne – følelsen af forskellighed, mig-før, og mig-efter. Og at få nyt at tænke over ved netop at indgå i uforsvarlighed, “ikke-retning“.

Nu er jeg jo også holdt op med at ryge tobak. Der er simpelthen ingen uvaner at fordreje hovedet på mig selv med. Jeg bliver sindssyg af at være så fornuftig. Jeg får ikke været alene. Jeg får ikke skrevet dét der fra det inderste. Jeg BLIVER sindssyg, hvis jeg ikke snart finder ud af, hvad fanden jeg skal stille op!

Okay, jeg kan også godt se, at jeg kommer fra en vane med at undgå at kede mig ved at indtage pot eller øl. Ja, jeg afskyr at føle, at jeg spilder tiden. Så hellere kvitte stressen og mindreværdsfølelsen med lidt rusmidler og kombinere en sådan midlertidig frihed fra ansvar med den aktivitet, jeg holder mest af: At skrive. Eller næstmest: At opleve, gerne drama – film, serier, menneskemylder på sidelinien.

PROBLEMET 2
I følge Csikszentmihalyi (ham med “flow”) ligger “kedsomhed” nederst, hvad angår udfordring, og indikerer et middel færdighedsnivau.

Spørgsmålet er, på hvilket område, jeg skal regne mine færdigheder.

Eller, hvis jeg skal være oprigtig: De eneste af mine færdigheder, hvor jeg har relativt nemt ved at komme i flow, er at skrive og få idéer. At leve, at have det sjovt, at hjælpe andre, at være partner, at skabe min fremtid, at fokusere, at planlægge osv osv. må jeg regne under ringe evner. I hvert fald ud fra Csikszentmihalyis skema: Jeg bekymrer mig. Jeg er anspændt. Jeg bliver apatisk. Når det handler om tillid til mennesker og til fremtiden og den slags.

PROBLEMET 3
Jeg ved, at udspringet for mig er mobning i en tidlig alder, igennem mange år. Og jeg ved, at jeg næppe nogen sinde slipper for følelsen af ikke at være god nok. Og at jeg aldrig vil kunne lægge ansvaret for mit liv i andres hænder. Men at vide det gør det ikke mere tilfredsstillende.

Når jeg keder mig, bliver jeg apatisk. Fantasiløs. Frygtsom. Altså, når kravene til mig overstiger, hvad jeg umiddelbart oplever at kunne honorere, blokerer jeg for kravene, indtil udfordringsniveauet ser ud til at matche mine evner, hér og nu.*

Kommer jeg til at sammenligne mig med andre, der går lige på med hovedet først, er det IKKE tilfredsstillende. Og det er svært ikke at sammenligne, når jeg generelt set har så stort behov for at gøre noget.

Det er heller ikke tilfredsstillende at hade ham i skolegården, der forårsagede en forkrøbling af min personlighed – hvor ingen aktivitet er naturlig eller tilstrækkelig, og ingen af de andres kontakter selvfølgelige og uden bagtanker. Men det gør jeg. Hader ham. Og ved at holde mig klar på, at jeg hader ham, kan jeg muligvis også holde fokus på IKKE at forfalde til apati og fortrængninger.

Men det er IKKE tilfredstillende.

Jeg ønsker at elske alt, jeg bruger tid på, og de mennesker, jeg ønsker at omgive mig med. Jeg ønsker at være fokuseret på fantasi og hittepåsomhed og dybe, varme følelser. Jeg mener mit hjerte i stand til at elske dybt og længe og med megen plads til forskellighed.

Had og apati og frygt og anspændthed er ikke i orden. Jeg vil ikke ha’ det! Både pot og øl kan af og til dæmpe tanker og følelser.

Men selvmedicinering er ikke tilfredsstillende. Heller ikke at skulle meditere eller levitere eller bare galopere på stedet. Det eneste, der rigtig duer, er at elske.

PROBLEMET 4
Kan jeg ikke elske, hvad er jeg så? Kan jeg ikke føle, at der er noget at elske – at der er noget i et andet menneske, som adskiller sig fra mig i en positiv forstand – hvad så? Jeg behøver mine udflugter, min flugt, mine pauser, min fordybelse, at trække vejret alene og uden krav om noget. Er det noget at tilbyde et forhold?

(* Det var besynderligt nok dén kontrakt, jeg lavede med mig selv i 1999, da jeg begyndte at skrive et dagligt digt – længe før, jeg overhovedet forstod min plageånds indflydelse: “Skriv et dagligt digt, og hvis det ikke føles godt nok, så sænk dine krav”. Det virkede. Der kom mange gode digte ud af det…)

—
Kenneth Krabat, 13.12. 2010