erkangørvil=1x=2x>

Min ven og jeg havde samtalt om mit digt, der opsummerer min øjeblikkelige eksistentielle forståelse + relation til, og sammenhæng med, omgivelserne

jeg er
jeg kan
jeg gør
jeg vil
er ét

er VI

På vej hjem fra besøget kom en tanke… (og blev straks søgt puffet fra truget af en anden tanke: “Hvorfor hele tiden kæmpe? Det er ikke, ikke ideelt, ikke nødvendigt, ikke ønskværdigt, ikke godt…!”) :

“Jeg forstår ikke mit evige besvær med at forklare denne grundforståelse, som digtet beskriver, til andre menneske på en måde, hvor de helt naturligt “køber det” – og kan især ikke forklare “og hvad så?”, hvis de faktisk forstår. Det er så indlysende for mig selv, at vi ikke er herrer over noget, end ikke vores egen skæbne – at vi er re-aktive, evigt re-aktive, og aldrig pro-aktive, aldrig den der begynder noget, fordi der ikke er noget, der begynder – andet end i en begrænset menneskelig bevidsthed, der må se hver dag som en fødsel og understøttes héri af mange, mange andre, som også ser solen stå op og verden og de selv blive til på ny.”

Men ja, “og hvad så?!”

Jeg er derfor nødt til at afholde mig fra at komme med bud på, hvad andre kan bruge dén forståelse til,

  • at det, de gør, svarer til dét og dén, de er,
  • at det, de kan, svarer til dét, de gør,
  • at det, de gør, svarer til det, de vil
  • osv.

De fleste har øjensynlig ikke noget større behov for at betragte “fri vilje”, “tanker som bevidst handlen”, “jeg ved” mv., som illusioner, eller snarere, de behøver at tro, at de “selv bestemmer”. Fint nok. I sig selv kan det være svært nok at skulle aflive tanken om fri vilje, og som bonuskonsekvens så at blive budt et tomrum så tomt, at man kan lugte det, bare man får tanken om dets eksistens…

Samtidig ligger illusionerne så dybt forankret  i vores sprogbrug, at illusionsbrud afføder en alternativlingo, som kun giver mening for et fåtal, og ja, hvorfor skulle man egentlig aflive et tros- og virkelighedsgrundlag, uden samtidig at have noget (bedre) at sætte i stedet? Set ude af kontekst forekommer det også helt tosset.

For mig er der bare ingen anden vej. Måske er det mod afgrunden, måske mod bjergets fod, det er ikke til at se. Måske er det bare til en iskiosk på højsletten, hvor hun skraber mig en ekstra kugle, fordi vi begge er nærværende, uden at smilene hverken bygger kø eller fremmer ekspeditionen.

Det ville være rart, oven på sådan en lang tur.

Lyd+Litteraturfestival 8, Århus, dag 2/3

Indtryk fra årets Lyd+Litteraturfestival. Vil gerne have en festival næste år også, tak.


her er Kammerflimmer Kollektief

Mine indtryk:

Fredag 14/5 – Musikcaféen

20.00 – 20.45 Ak du lyver Albertine Okay. I sin vorden. For lidt ensemblefølelse.
21.00 – 21.45 Edwin Torres (USA) – Hysterisk fiksering på at det skulle “være noget”, ikke det mindste shamanistisk (som opblæst i programmet) – ydmygheen udeblev.
22.00 – 22.45 Michael Mørkholt & Thomas Krogsbøl – Ikke meget samarbejde, nærmest kun lidt lyd til Krogsbøls tekster. Det kunne være SÅ meget bedre.
23.00 – 23.45 Henry Grimes – UBEGRIBELIGT DÅRLIGT; manden kan jo ikke spille, og legenden siger, at han er savnet!
00.00 – 01.00 Bodega Boys – Ikke den store dybde, men PARTY OG ROCK! Marius Nørup Nielsens stemme har Det HELT Store Potentiale og drengenes freejazztrang skal holdes ustækket.

Lørdag 15/5 – Musikcaféen

19.00 – 20.00 og i alle pauser DJ Markus Detmer – Fantastisk DJ, velmotiveret og lige på kornet med poesibaseret mellemmusik, der holdt stemningen oppe mellem de forskellige kunstnere!
20.00 – 20.45 Elektronavn – SUPER FEDT OG SMUKT! De to drenge på metalblæsere og cello var lige på – de var på som støtte til komponisten majmons manglende evne til at spille på alle instrumenter live!
21.00 – 21.35 Zoë Skoulding & Alan Holmes (aka. Parkingninstop) – Smukt og vedkommende, digte om elementer vævet ind i elementale reeallyde (Morten Søndergaard oplæste noget af teksten delvist oversat: VEL oversatte digte, nærværende deltagelse.)
21.50 – 22.20 Morten Søndergaard – SOLO-elektronisk i sin vorden, men på rette vej.
22.40 – 23.30 Kammerflimmer Kollektief + Carsten René Nielsen – KAMMERFLIMEMER VAR FANTASTISKE!!!  Samarbejdet med Carsten René Nielsen var dog præget af ALT for lidt forberedelse/finden hinanden.
23.45 – 01.00 Clean Boys + Sid Yiddish – Sid Yiddish var anstrengende, skønt let interessant med sin sorte maske, hvide heldragt og erkendte depression, og Clean Boys var befriende larmende. Tilsammen: Konstrueret. Vitawrap-manden var et (pludseligt) lydligt og indholdsmæssigt uforståeligt element, der dog var meget fotogent.

—
OM LYD+LITTERATUR
Lyd+Litteratur er et årligt tilbagevendende eksperimentarium, hvor litteratur og lyd gensidigt udfordrer hinanden. Bag Lyd+Litteratur står Musiktidsskriftet Geiger og Litteraturen på Scenen, som sammen ønsker at overraske, inspirere og udvide mulighederne for, hvordan litteratur og musik kan arbejde sammen.

Lyd+Litteratur #8 arrangeres af Geiger og Litteraturen på Scenen i samarbejde med Musikcaféen, Jazz Club Loco, DIEM og Bibliotekerne i Århus. Lyd+Litteratur er støttet af Statens Kunstråd, Musikcaféen, Frederiksberg Kommune og Kulturforvaltningen, Århus Kommune.

Og BLIV VED MED DET! Tak for i år!

Soap&Skin

Soap&Skin, aka. Anja Plaschg (f.1990)… Utrolig nerve og vibrerende intensistet!

store følelser har ingen alder

Anja Plaschg. Jeg kan aldrig elske hende, for jeg kommer aldrig til at kende hende, men jeg elsker hvad hendes følelser vækker mine følelser til. Nogen kalder det sorg. Det har jeg også selv følt. Men det er også jubel. Det er under alle omstændigheder stort.

soap & Skin @ Willkommen Österreich

Friheden til at være sig og blive sig.

Kunst handler ikke om at udtrykke sig selv, men at ændre sig selv. (John Cage). Héri ligger friheden til at være sig og blive sig.

Kunst handler ikke om at udtrykke sig selv, men at ændre sig selv. (John Cage)

Dette citat er grundlæggende, hvad jeg har ledt efter: Tilladelsen til ikke at føle ansvarlighed for JER i min egen komme-på-plads-og-i-orden… så-godt-det-nu-lader-sig-gøre.

Det har svinget begge veje gennem de 25 år, jeg har udgivet,

  • fra fuck-jer-skrid!-jeg-gør-hvad-jeg-vil,
  • over det skal bare være helt perfekt og indlysende dygtigt, fordi alle vil måle og veje mig til fordømmelse hvis ikke…
  • til total lammelse pga. overdreven følelse af ansvarlighed og frygt for unødigt at bidrage med mere aggression og forvirring til en verden, som ikke behøver MERE kaos.

Den vedvarende kamp er at slippe for følelsen af, at jeg forandrer Hele Verden negativt ved at udtrykke mig negativt. Og omvendt – åh, rædsel… Ikke nødvendigvis forandrer Hele Verden positivt ved at være positiv…

Det, det har været svært at forstå, er Verden Derude vs. Verden Herinde. Verden i Sig Selv, vs. Verden som den Opleves og Fortolkes. Jeg tror på, at Verden i Sig Selv findes – den kan ses af veluddannede og af intuitive som Hullet eller Tomrummet i midten af alle indikationer om dens eksistens. Og hvis det ikke giver mening, så forstår du hvorfor jeg har givet slip på at påvirke dén.

Verden er MIN Verden. Hele Verden ér MIT Humør. Forandres mit humør, forandrer verden karakter. Hvis jeg dyrker alle de måder, der giver mig glæde – dvs. ikke ved at gå rundt og fake at være glad – bliver Verden gladere. Den her Verden, Min Verden. Det vil utvivlsomt smitte af på Verden i Sig selv; jeg har bare opgivet enhver kontrol, hvad dét angår.

At skyde sit krudt i den digitale kusse, 2

At gøre sig værdig til at blive taget imod af den kvinde, som aldrig har eksisteret.

 

Jeg arbejder, jeg handler, jeg agerer, jeg reagerer, jeg ER… jeg er mere testosteron end østrogen og jeg HÆLDER min energi i nettets store kusse, i den digitale fordringskværn for fællesskab og interaktion. Jeg er altid on-line; jeg ARBEJDER ALTID.

Jeg arbejder som enhver idiot-mand og idiot-kvinde nogen sinde har arbejdet: jeg arbejder som om jeg er alene i hele universet – som om jeg aldrig, aldrig, aldrig kan holde fri uden at udsætte mig for risikoen at blive kørt bag om dansen af de mere aktive, at blive udrangeret af de yngre og fysisk stærkere, eller ret og simpelt at dø som følge af manglende vedligehold af alle omstændigheder, der opretholder mit liv på alle fronter – økonomisk, politisk, socialt, følelsesmæssigt, familiemæssigt, uddannelsesmæssigt, indtjeningsmæssigt, skabende, inspirationsmæssigt…

Formålet er ganske simpelt, skønt ikke nemt at acceptere:

I et redeligt og ukompliceret billede, jeg selv kan forstå, knepper jeg den digitale kusse på daglig basis, sprøjter og sprøjter og sprøjter og sprøjter… en vedvarende udgydelse af kraft og liv for at berettige min eksistens på nettets, på interaktionens, den østrogene fællesskabsvirkeligheds præmisser. Continue reading “At skyde sit krudt i den digitale kusse, 2”

At skyde sit krudt i den digitale kusse, 1

Lavt selvværd er en socialdarwinistisk fravælgelsesmekanisme. Internettet som seksuel fetisch.

For nyligt læste jeg et blogindlæg om fordelene ved at være off-line, hvor fyr så kommenterede, at han først blev rigtig kreativ, når han holdt op med at arbejde, dvs. holdt ferie, og at ikke at være forbundet til Internettet for ham svarede til at holde fri fra arbejde eller tage en sabbat.

Jeg følte mig blotlagt med en skalpel: Jeg er konstant online. Jeg arbejder, når jeg er online. Hvilket vil sige, at jeg arbejder AL-TID.

  • Jeg arbejder for at udbrede min digtning.
  • Jeg arbejder for at vise min omverden, at jeg og min skrift er opmærksomhed og tid værdig
  • Jeg arbejder for at indsamle information om ting, jeg behøver at vide (om hvordan man bygger hus, reparerer cykel, bager brød, laver en sonetkrans osv.)
  • Jeg arbejder for at blive overrasket ved ubedt information (internettet er min voksen-skole)
  • Jeg arbejder for at holde mig orienteret om omstændigheder, der har min interesse og rører mit hjerte og influerer på min og mine kæres virkelighed
  • Jeg arbejder for at finde underholdning og sjov (jeg har ikke TV)
  • Jeg arbejder for at holde mine computere kørende i optimal stand (og af og til at hjælpe andre med samme)
  • Jeg arbejder for at tjene penge (kvalitetstjek af UI, User Interfaces, og usability)
  • Jeg arbejder for at forstå og håndtere netbank, skat og lignende institutioner
  • Jeg arbejder for at forstå og håndtere køb og salg uden fysiske møder, butikker, auktioner, brugtbørser osv.
  • Jeg arbejder for at blive og være bedre end alle kommunale og statslige online-automatiseringsforanstaltninger, der påvirker min økonomi, mit privatliv osv.
  • Jeg arbejder for at opretholde, vedligeholde og udbygge blog og website
  • Jeg arbejder for at skabe og holde kontakt til venner, familie, kolleger, og mennesker med interessante holdninger og særlig viden
  • Jeg arbejder for at spare tid, hvor jeg kan (f.eks. tjekke togtider online snarere end at sidde i telefonkø, tjekke priser på produkter snarere end at køre rundt osv.)
  • Jeg arbejder (hårdt) for at menneskeliggøre min IP-Avatar – det billede af min person, der ses samlet “på den anden side” af min IP-adresse – i databaseophobningen af historierne om min online interaktion (nogle foretrækker at anonymisere sig, men jeg mener, det er stort set umuligt; net-vær fordrer selvansvarlighed, hvad enten dette er en bevidst fiktiv eller en virkelighedsnær Avatar).

Ved at bruge ordet “arbejde” om min tidsomfattende digitale interaktion, f.eks. dette indlæg, som har taget 4 timer at skrive, forsvarer jeg min ret til at leve som jeg gør.

-> 2

det bedste menneske

ved foden af bjerget i Surco
hvor vejen slynger sig
gennem byen som altid sover
byen med sin fine nye plads
som ingen bruger ingen børn
leger på ved foden af bjerget
vil jeg hvile
undlade at drikke vand
undlade at skifte sko
undlade at være nysgerrig at føle mig hjælpsom
føle mig fortravlet
på vej et andet sted hen i størst mulig hast
skide på dem som har det vanskeligere end jeg
lade som om jeg ikke hører
når nogen spørger what IS my name
where DO I come from
der er ingen grund til at leve i Surco
energien suges af menneskene
historien suger menneskene
og min hér er endnu kun
ti minutter lang
så jeg øver mig jeg øver mig
på VIL i ti minutter til så

nu er jeg
parat til at bestige bjerget
være det bedste menneske
jeg kan være

nok
det skal være nok
jeg er sulten
igen vi spiser først
på toppen


LYD: Kenneth Jensen, “Kanin Kanin”

Efter en “falsk” debut og mange års arbejde debuterede Kenneth Jensen 9.4. 2010 på Forlaget After Hand med digtsamlingen “Kanin Kanin“.

Hér følger lydsporet til ceremonien – Kenneth Jensen læser et uddrag af bogen.

9 minutter

kenneth_jensen_kanin_kanin.mp3

Køb bogen hos boghandleren eller gennem forlaget – de 100 kr. er godt givet ud