At skyde sit krudt i den digitale kusse, 2

At gøre sig værdig til at blive taget imod af den kvinde, som aldrig har eksisteret.

Share

 

Jeg arbejder, jeg handler, jeg agerer, jeg reagerer, jeg ER… jeg er mere testosteron end østrogen og jeg HÆLDER min energi i nettets store kusse, i den digitale fordringskværn for fællesskab og interaktion. Jeg er altid on-line; jeg ARBEJDER ALTID.

Jeg arbejder som enhver idiot-mand og idiot-kvinde nogen sinde har arbejdet: jeg arbejder som om jeg er alene i hele universet – som om jeg aldrig, aldrig, aldrig kan holde fri uden at udsætte mig for risikoen at blive kørt bag om dansen af de mere aktive, at blive udrangeret af de yngre og fysisk stærkere, eller ret og simpelt at dø som følge af manglende vedligehold af alle omstændigheder, der opretholder mit liv på alle fronter – økonomisk, politisk, socialt, følelsesmæssigt, familiemæssigt, uddannelsesmæssigt, indtjeningsmæssigt, skabende, inspirationsmæssigt…

Formålet er ganske simpelt, skønt ikke nemt at acceptere:

I et redeligt og ukompliceret billede, jeg selv kan forstå, knepper jeg den digitale kusse på daglig basis, sprøjter og sprøjter og sprøjter og sprøjter… en vedvarende udgydelse af kraft og liv for at berettige min eksistens på nettets, på interaktionens, den østrogene fællesskabsvirkeligheds præmisser.

Min interaktion on-line, dvs. at være on-line, er min vedvarende søgen efter den mor, min mor ikke var i stand til at være. Og det er komplet nyttesløst. Den kvinde findes ikke.

Ikke desto mindre pumper og pumper og pumper jeg og udgyder mig selv hver dag for at gøre hende med barn (ja, Oedipus levede i det mindste for at vi skulle få et forståeligt eksempel…). Jeg arbejder KONSTANT for at bevise, at jeg er værd at elske og satse på, en værdig far, uagtet at jeg ingen børn har.

Det er alt min eksistens går ud på. At bevise over for denne aldrig eksisterende kvinde, dvs. enhver kvinde, jeg aldrig har mødt, at jeg tager at leve seriøst, uanset at jeg ikke aner, hvad helvede det går ud på, eller hvor jeg skal sigte eller hvad jeg skal tjene penge på eller hvad min digtning skal afstedkomme i verden eller hvem eller hvad jeg er ud over “mig”. Helt banalt forsøger jeg med alt mit knokleri at sige, at jeg er villig til at give alt, jeg har, til videreførelsen af liv. At jeg er solid.

Jeg er ret privat både on-line og off-line – men online er der færre af de fysisk sociale koder, som opstår mellem mig og en kvinde, når jeg er interesseret; ting jeg skal være opmærksom på og honorere og rækkefølgen af ting og af udsagn og udseende og duft og rend mig i røven.

Nettets kontakt, hvis der ér kontakt, er kontakt mellem mennesker, ikke mellem vurderende, kalkulerende køn – præcis som offline, men uden ubehaget og de nedvurderende blikke. Kønsusikker, som jeg er af opvækst og skolemobning og oedipuskompleks og høj mentalitet fungerer det for mig. Desværre, kan man sige.

Men på denne Jord er jeg halv, hvis jeg ikke også demonstrerer min soliditet off-line. Og giver mig hen til at være ude af kontrol, sårbar, uden for svarmulighed og underlagt de FÆLLES mekanismer, som den analoge verden tilbyder – som er sværere at trække sig ud af, fordi en faktisk graviditet ville fordre evnen til kontroltab uden tab af selvagt. Det er frygtprovokerende ad helvede til… tanken: at kunne blive vippet til side igen som partner, mand, far, elsker, selvom jeg gør mit aller yderste, dér hvor jeg er stærkest!

Med internettet har jeg fuld kontrol. I den analoge virkelighed, off-line, er jeg enten nødt til at skjule, at jeg har nosser eller lyve dem større, hvis ikke jeg konstant skal blive udfordret. Både af mænd og af kvinder.

Jeg ville først have betitlet de to indlæg “At spilde sit krudt i den digitale kusse”, men opdagede at jeg skrev til østrogenkvinder, ikke til mine testosteron-buddies eller til kvindelige legekammerater, der bare vil være venner, og forsøgte derfor at finde en titel, der appellerer til potentielle partnere med forståelse for poesi (“Min søn, din far var Universet!”…) Og opdagede så, at det kunne være ligemeget, da 90% af alle kvinder på basis af ovenstående alligevel ville være overbeviste om, at jeg i den fysiske verden, iflg. gængse regler og aftaler og kodex, er ude af stand til at navigere og være solid. Og i øvrigt giver det altid bagslag at sælge sig selv på et falsk grundlag.

Derfor lyder overskriften: “At skyde sit krudt i den digitale kusse”. For det er dét, jeg gør. Jeg skyder mit krudt hér, fordi jeg ikke ønsker at kæmpe om den ultimativt imprægnerbare kvinde og alle de fysiske omstændigheder, der skal til for at fastholde hende, med en testosteronstærk mand. Mentalt er jeg simpelthen ikke interesseret nok i at vinde hende, hvem hun så end ér. Spille dét spil. Men min krop siger, at jeg er bange for tabe spillet – ikke fremstå stærk nok til en kvinde, jeg forelsker mig i, eller kan blive tvunget til at konkurrere med en anden mand om hende, med hendes billigelse. Jeg hader det spil. Det er for påfugle og hunde.

= Sådan begår man selvmord i en konkurrenceorienteret virkelighed: “Bliv mig fra livet, jeg er for usikker til at konkurrere på jeres præmisser og for uvidende om virkelighedens parametre til at opsætte mine egne. Jeg er, hvad dagens forudsætninger angår, en totalt gennemsnitlig person. Mig skal du kun satse på, hvis du har læst hértil. Med mindre du er sociolog og mand: så bare glem det!”

Så, jeg arbejder. Indtil jeg går offline. I en udefineret fremtid. Måske.

Måske kommer jeg aldrig off-line igen! Fetischer antager de underligste former, her er trygt, prisen er en faktura, der skubbes foran mig af mere arbejde. Man kan altid dunke dyret noget mere, hun tager det hele, hun tager alt, jeg har at give…

Roughtype – oprindelige indlæg om tiden, der hældes i hullet i nettet… “a timesink”

Link til spil, der forsvarer kussen… hmmm, tror jeg nok.

Forfatter: krabat

digter. webmaster på menneske.dk. oversætter. EPUB-kritiker.