THEE EEMAIL (24.12.06)

juleaftensdag 2006
naive DUMB BROADS with minds for hearts tror ikke at noget ondt kan ske dem og føler sig ikke inspireret til at yde lidt ekstra og det kan jeg så sige om mig selv også DUMB NAIIVE BUCKO det er nok at elske det er nok at have store følelser det er nok at stå STOLT på idealerne men når noget er NOK er det det sjældent

hvad var det der ikke var NOK?

THEE EEMAIL (22.12.06)

22.12. 2006
Kære scarlet, dit navn er en grotte, en hule jeg går ind i, og solen er længe om at trække sig hérfra, den sniger sig altid ud, fordi den må, det er tid, dit navn gør det muligt at tro det er mere end fan ta si … hvad? skal gøre det muligt for dig at være hér, som ikke er muligt uden at kende dit navn, Scar-let? prin-ses-se blandt alle almin-delige de ser dig ikke, ven inde, de ser kun o ce a net SÅ vis dem det da! VIS DEM at bølgerne findes at kraften den findes at DU skylder livet vis se … interesser du ikke vil nævne ved navn og … nævner han dem … nævner han dem … nede fra hoften taler om livet på havet og ér mere dér end hér i fredfyldt HAM, så lyt til ham lyt til ham lyt scar-let, lyt! Du er kun derude som én, og som én skal du kende din re pli kation du skal se du er til, som dig selv.

scarlet, lyt
scarlet, lyt

THEE EEMAIL (20.12.06)

20. december 2006
jeg har altid fundet skovturen, der er afhængig af setting, kedelig og forudsigelig, men hvis den finder sin egen tone, hvis deltagerne finder omgivelsernes tone og derigennem hinandens, hvis deltagerne er vigtigere end stedet og lugten og udsigten og udsigterne, er en skovtur noget af det dejligste to eller flere kan gøre sammen. Én-persons skovture, derimod … hvem fanden gider egentlig hengive sig til kulde, regn, myrer, larmende køretøjer og sportsudøvelse … for sig selv?

ACCEPT AF TORTUR

med love, tortur og dødsstraffe sætter vi idealer for det, vi er kommet til at kalde ‘civilisation’ – ikke ‘survival of the fittest’, men et tilsyneladende ønske om, at de mest moralske skal overleve. Det anslås fra officielt hold, at 2/3 af verdens lande i dag stadig bruger tortur. Men hvilke lande, hvis man spørger sig selv, bruger ikke tortur, om end de udadtil ikke måtte sanktionere brugen?

den menneskelige ånd er pr. definition fri – intet menneske ønsker i princippet at lægge bånd på sig. Og sådan er det vel med en hvilken som helst anden livsform: overlevelse frem for alt. Men kombinér denne frihedstrang med muligheden for at erkende, huske, planlægge, lyve, dramatisere, forgøgle, og vi har den værst tænkelige livsform i verden – den. der kan blive i stand til at overleve på bekostning af alle andre.

det er muligt, at regler og lov i de tidligste dage har afspejlet en despots personligt foretrukne livsførelse, men med tiden er vel i det mindste hér og dér regler og love og straffe blevet udtryk for, hvordan det lod og lader sig gøre at holde en befolkning relativt stabil, uden samtidig at pisse dem mere af, end at de ikke gør oprør mod båndlæggelsen af deres ånd og energi. Det har f.eks. nok i et mandsdomineret samfund som det gamle Ægypten været nemt at futte konen af på bålet for at dyrke sex udenfor ægteskabet – ikke på grund af erkendt frygt for genetisk at blive udkonkurreret, men for socialt at tabe ansigt, ikke af erkendt frygt for at samfundet med tabet af éns indsats skulle blive svækket, men for at risikere forringelse af ens personlige placering i fødekæden. Omfanget af behag hvormed man overlever.

det skal være behageligt at overleve. vi kalder det ‘opdragelse til fællesskabet’, at ‘kunne udvise social adfærd’, men som i alle udviklingsprocesser er der forskellige lag af raffinement. forskellige styrkelser af erindring og planlægning med henblik på optimering af overlevelsen indenfor rammerne af fællesskabets love. og udenfor.

som taxachauffør fik jeg engang en historie fra én, der angiveligt havde været chauffør for Simon Spies – om hvordan Simon Spies i 80’erne havde tilbudt en callgirl 25.000 for retten til at brække hendes arm, fordi han havde behov for at komme af med noget. I dag er det vist ikke særlig chokerende – enhver, der har lært reglerne i petriglasset at kende rigtig godt, og derudover har en facade som én der yder til samfundet, kan stort set slippe af sted med hvad som helst. Jo større ydelser til samfundet, jo flere ‘goder’, man står for at skabe, desto mere kan man slippe af sted med. Blodvold, sexvold, mord, tyveri, brandstiftelse, og allehånde overgreb fra ansvarsforflygtelse til forrædderi.

hvem skal regulere dét? Hvem skal forhindre den kløgtige i umærkeligt, ofte usynligt, at stå på skuldrene af dem, der ikke modsætter sig det? Ingen? Eller enhver?

det er ikke reglerne, og har aldrig været reglerne, der tillader tortur, drab, overgreb. Det er mennesker, der tillader det. Det er forestillinger om soning, bod, udligning af overgreb, fjernelse af trusler, advarsler til andre om det samme – simple forestillinger om opretholdelse af et minimum af stabilitet i det enkelte menneskes liv, uden hensyntagen til prisen for hele samfundet. Gengældelse, eller hævn.

med tiden fandt vi ud af at bruge fængslet snarere end blot at hukke lemmer af til højre og venstre – at berøve mennesket dets tid og dets selvbestemmelse som straf. Stjæle menneskets frihed som straf for at have forbrudt sig. Det er en avanceret form for straf, der antyder at f.eks. en slaveholder ikke kan beskyldes for uvidenhed, men udmærket har vidst, at han har med ligesindede at gøre – væsener, der reagerer som ham selv – om end han fandt dem laverestående på grund af hudfarve, religion, uddannelse eller vaner. Uden vished om, hvor ondt det gør at blive frihedsberøvet, ville man ikke bruge denne straf. At fængsle folk i dag er derfor intet mindre end hævn. Stadigvæk. Fordi man ved, hvor ondt det gør.

hvilket samfund har ikke fængsler? Hvilket samfund er således i sin grundkerne ikke ondskabsfuldt? Hvad enten det ud fra en personligt fokuseret overgrebsmodel benytter sig af tortur eller ej? Fængsel er tortur, ret og simpelt.

det er nok, hvad man må kalde et civilisationsdillemma. På den ene side vil vi alle gerne leve og udfolde os, som vi behøver for at føle, at vi har et behageligt liv – et liv, hvor vi bliver inspireret til at gøre noget godt for andre end os selv. På den anden side er mange af de mekanismer i vores samfund lokalt og globalt, som sikrer vores velfærd, set fra et synspunkt, hvor vi faktisk empaterer med fremmede, under al kritik. Hvilket, stærkt forenklet, er årsagen til, at greenpeace, amnesty international, læger uden grænser, røde kors og alle de andre findes OG IKKE ER STØRRE END DE ER – ikke er naturlige dele af vores fællesmenneskelige bevidsthed, men adskilte institutioner enhver er nødt til personligt økonomisk, mentalt, socialt at bidrage til.

set ovenfra erkender vi således, at vi har et problem: de kloge i petriskålen er hele tiden hurtigere end dem, der forsøger at bøde på skaderne af menneskelige overgreb. Set ovenfra er det således også tydeligt, at vi endnu ikke har en global, menneskelig kultur, men stadig overvejende tænker som bønder: Hvis ikke det regner på min mark, må jeg erhverve flere marker. Et i bund og grundliggende JA til endeløs ekspansion for den enkelte. Men da kun nogle ganske få i petriskålen kan få tilladelse til endeløs ekspansion, må samfundet komme op med flere og flere regler, efterhånden som der bliver flere og flere mennesker. Og derved bliver der flere og flere regelbrud, og mere og mere straf. Hårdere og hårdere fængselsstraffe, dyrere og dyrere bøder. En eskalerende spiral af straf, der grundlæggende kun har én effekt: At sætte enhver, der endnu ikke har overtrådt nogen love, på pinebænken. Det er et psykisk fængsel.

Dét er tortur. Det er tortur mod den menneskelige frihedstrang. Og det sker som følge af manglende ønske hos nogen! til at begrænse børnefødsel.

Vi gør det mod os selv. Ingen gør det mod os. Vi gør det mod os selv, hver især. Hver dag.

man kunne forledes til at tro, at der var en løsning. Og i hverdagen er man nok nødt til at leve, som om der er en løsning – hvis det skal give mening at leve. Men alt hænger så godt sammen, at man udadtil ikke kan pille ved noget, uden at pille ved det hele: ingen højteknologi og superforskning i medicin, fysik, våben, psykologi, pædagogik, miljø (for lige at illustrere et skarpt faldende fokus, hvad midler angår…) uden et publikum og monoteistisk kapitalisme (mærkevarer). Hele konstruktionen – økonomi, undervisning, produktion og afsætning – er et korthus, som de bedst uddannede både arbejder for ikke at forstyrre, og for at maksimere det personlige/lokale/nationale afkast af. Globalisering? Ha!

det er udmærket at arbejde empatisk. I mine øjne nok det bedste, enhver kan gøre, på sit eget niveau. Forstår man hvem et andet menneske er, kan man kun elske vedkommende. Og héraf kommer løsninger, som vil forsøge at tilgodese et flertal. Men empati står altid i opposition til det modsatte, og er på kort sigt at regne som en svagere kraft end psykopatien, den sygelige egoisme, der kun indregner personlig overlevelse. Vort åndelige kulturfundament, De Ny Testamente, og dets budskab om at vende den anden kind til, udtrykker idealet om ikke at gengælde vold med vold, overgreb med overgreb – hvilket i de dage givet har været mindst lige så svært at efterleve som i dag. Vi vil jo for pokker gerne hver især leve NU! og ikke dø for et ideal!

så, når der ingen klare løsninger er – empati forekommer ikke at kunne vinde over psykopati, og samfundets stabilitet hviler på evnen til at straffe, hvor det gør mest ondt – må enhver navigere, som han eller hun bedst kan. Og man kan således tale om, at der ikke længere ér et samfund, men kun en lovmæssig afgrænsning af individer.

for at overkomme følelsen af isolation tager nogle religionen i hånden, nogle lader deres arbejde og/eller deres familie fylde det hele, nogle arbejder bredt politisk, nogle laver kunst, nogle hjælper de svagere. Og så videre. Uden det store overblik. Og dermed uden den store sikkerhed for ikke at træde ved siden af de mange love og regler.

romerne omkring år 0 skal have været meget partikulære med, hvem der blev straffet – og på hvilken måde. Der var dem, der kunne undværes, og dem der ikke kunne. Præcis som i dag. Dengang som nu var det graden af selvkontrol, OG indsigt i samfundsmekanismerne, der bestemte omfanget af støtter – som dermed afgjorde omfanget af straf. Jo mere kendt og agtet, desto større handlefrihed.

Ikke meget anderledes i dag. Eller måske snarere MEGET anderledes, sådan at forstå, at kampen for anerkendelse, og dermed muligheden for større frihed til at udfolde sig, er vokset mere end eksponentielt med væksten i befolkning. For i dag VED vi – vi ser det overalt, på TV, i film, i bøger, på nettet – at succesrige mennesker ikke er meget anderledes end os selv. Og vi får at vide, at der kun er sociale formler til forskel på fattigdom og rigdom, fiasko og succes. Enhver kan blive en stjerne, for en aften og måske resten af livet. I årevis har vi set, at synlighed kan være en beskyttelse.

nu er vi så begyndt at forstå, at dét at være synlig også er en risiko – man kan blive forfulgt af fans og folk, der ikke kan lide én; blive overfaldet, anklaget for alt muligt, sagsøgt, udsat for kidnapning og afpresning, brugt som terroristmål, myrdet. Måske er det ikke så fedt at blive synlig. Måske er det ikke så fedt tilsyneladende at have frit råderum…

Forkert! Alle stjernerne afleder opmærksomheden fra dem med det “uregulerede” liv. Fra beslutningstagere af alle slags, på alle niveauer. Mennesker, som ikke på samme måde som alle andre står til ansvar overfor lovene. De er måske ikke synlige, men de er der ikke desto mindre i store antal. Og de vil nok altid være der. Hele vort system, vores civilisation, er bygget på at beskytte dem, der leder. Alle begrænsninger i vore kulturer kan føres tilbage til dét, at vi som art mener, vi behøver at beskytte vore ledere. Alt, hvad vi accepterer af overgreb, beskytter en faktisk leder eller et lederideal. Religiøst eller politisk eller socialt eller en forælder… listen stopper ikke.

Igen: NÅR vi accepterer et overgreb, beskytter vi en leder. Når vi stillet overfor historier om tortur, politisk mord, isolationsfængsling…, administrativ negligering, siger ” men hvad skal jeg gøre ved det?”, beskytter vi en leder. For flertallet et grundlæggende billede af en forælder, der ikke var der nok, eller var der for meget, eller var der tilpas, omfanget af behovsstillelse er lige meget. For det var vores første leder. Og dén leder søger de fleste af os efter resten af livet. Og forsvarer enhver, der synes at komme tæt nok på idealet. Far eller mor er dén inde i os, som tillader eller forbyder overgreb af alle slags. Far eller mor tillader tortur og politiske fængslinger og udsultninger af den 3. verden og oliekrige og folkemord. Indtil vi er parat til at beskytte en mere human leder – sekundært i vores omverden, men først og fremmest inde i os selv.

BARMFANG

jeg ser på et billede som dét her – ikke porno, måske sælger det porno, måske er det blikfang for noget andet, hvem ved – dét jeg ser, er en kvinde med en stor barm, som er præsenteret, fremvist, af et snit i sit tøj, som hun måske, måske ikke, selv har valgt, på en sådan måde, at formen på barmen optimeres i retning af det absolutte: så stram som muligt, så stor som mulig, så synlig som mulig, inden for rammerne af hvad hendes barm og materialet kan sammen.

Muligvis skal hun eksemplificere noget – amning, bryster par excellence oa., Eller måske være et skræmmebillede. Eller et stereotypt billede på en stærk, selvstændig kvinde – eller en ironisk reklamekampagne – eller en selvhøjtidelig reklamekampagne… Men det er ikke til at vide, om billedet er stjålet ud af en anden kontekst, en mere privat kontekst, i hvilken hendes fremtoning ville passe og ikke være eksempel på andet end dét, som kontekstens regler og rammer angav som mulighed og begrænsning.

Fokuserer jeg på mængden af elementer i billedet, rummer billedet ikke meget andet distinkt end bryster og solbriller, muligvis hår og hårets længde (dét tager vi ikke med), hvorved solbrillerne bliver ret signifikante i ligningen, Men uanset omfanget af synlighed i billedet, kan hendes solbriller ikke analyseres til at angive, at hun ikke ønsker at se folk i øjnene, eller at hun bruger tildækningen til at forblive i eller bevare en rolle, eller noget tredje fjerde femte, idet konteksten som sagt ovenfor ikke kendes. De kan kun konstateres at skjule hendes øjne, således at noget ud over (illusionen om) de fuldt nøgne bryster er skjult.

Det er derfor stort set kun muligt at konstatere, at et menneske, en kvinde, iført svært gennemsigtige solbriller, fremviser sin næsten nøgne barm. Hvis man aldrig havde set en kvinde før, ville man ikke engang kunne sige dét.

Dog – fordi hun og hendes fremtoning anes at tale til en forbruger eller forbrugergruppe, en modtager eller modtagergruppe, siger analysen at hun og hendes barm – synligt, som blikfang, reklame … anvendes til at sige, jeg ved ikke hvad. Og fordi jeg ikke evner at reagere klart på nogen af signalerne i billedet, stor barm, synlig barm, usynligt menneske, synlig kvinde, finder jeg heller ikke ud af det hvem afsenderen er. Eller websitet. Eller hvem afsenderne tror billedets ‘modtagere’ er.

Men jeg ved, at fotoet findes. Og er af den opfattelse, at nogen forsøger at trække mig til sig. Uden rigtig at arbejde på det. Dét er alt..

Krabat. Menneske. Dk.

Et sted at være, noget at være, nogen at være.

MENNESKER

krabat.menneske.dk

Det forekommer mig absurd, denne dag i dag, at jeg igennem så mange år, helt præcist otte, har forbundet min søgen efter identitet med begrebet menneske. Nok er det næppe en uværdig søgen, om end ubevidst, og mit resultat, om man så må sige, ikke stort mere bevidst i dag end i 1998, men for nyligt blev dele af denne søgen sat på spidsen:

Jeg var i Portugal, og som det ofte er med mig i lande, jeg tror er fattigere, læs=billigere, end Danmark, forsøger jeg at anskaffe mig ting, som er nemme at transportere og stærkt anvendelige ved hjemkomsten, læs=visitkort. I Perú, i Mexico kaster gadetrykkerne sig over hinanden for at låne et bly-snabel-a i den rette font, men Portugal er ikke 3. verden. Ikke mere.

På et af sidestrøgene i Lisboa, samme gade men halvtreds husnumre fra XXXelevatoren, som hver dag hæver i tusindvis af turister op til en café XX meter over gadeplan og et fem-fotos og tre-wows-besøg, ligger en lille butik, der laver stempler og visitkort.

Det var dagen før dagen før jeg skulle hjem tidlig morgen, og dagen efter var en national helligdag, så det skulle være dagen i dag, ja sådan er det ofte med mig: får jeg ikke min vilje, inden jeg sover, vil den muligvis være helt væk i morgen. Det ér altså meget vigtigt. Virkelig.

30€ for 100 visitkort! Manden må da have sæd i hjernen eller sådan noget! Men dét er så det dyre papir, det billige papir er lidt billigere, en lille smule, den der lille smule, som i den 3. verden, som det her burde være, ville være en angivelse af vilje til forhandling om prisen, men hér blot er fuldstændig identisk med hjemlige måder: NUL forhandling, ting koster hvad de koster, så… ønsker jeg det billige eller det dyre papir?

Forskellen er 4€, ca. 30 kr., altså hvert visitkort bliver 33 øre billigere, og hver gang jeg rækker det nogen med mine bedste ønsker for fremtidig kontakt, skal jeg tænke hvor meget jeg sparede… Jeg tror prisen er fiktiv. Hvis jeg ikke havde bedt om at få de dyre kort, var en eller anden sikkert kommet ud af baglokalet og havde holdt mig til politiet kom. Eller bare stukket mig lussinger indtil jeg vågnede op, hvor lidt var det jeg betalte i mexico city? 40 øre pr. stk, var det?

Og så kommer så processen med at vælge en skrift, og dette belevne menneske, hvis butik jeg formoder det er, som ikke taler en lyd engelsk, men ikke desto mindre fuldstændig ved, at han har en kunde i sin butik som har fanget sig selv ind, kaster om sig med skrifttyper, man kan få bladre bladre bladre bladre, men jeg skal bare have american typewriter, til nød courier, hvis ikke han har american typewriter og det har han naturligvis ikke, men courier har han, ikke new courier, men den gamle, der er lidt mere rundt og mere 30’er-40’er-agtig eller sådan noget, mens den anden passer bedre til rejseskrivemaskiner af lidt mindre omfang, tror jeg nok, og den kan fås i to størrelser, for stor og alt for stor.

Hvordan skulle nogen kunne bruge den skrift på et lille visitkort, og få plads til andet end navn titel og en halv adresse? Men jeg glemmer, at han ikke ønsker at fatte noget som helst, og skriver blot adressen ned, fuldstændig tydeligt og let læselig med store bogstaver og masser af plads mellem de enkelte tegn, så ingen let løse streger blander sig med streger fra andre tegn og kommer til at lave dem om til andre tegn, der så ville blive trykt på 100 vistitkort til over 2.25 stykket. Virkelig umage. Og straks jeg er færdig, går han i gang med at tolke hvert et tegn i sin egen skrift, som jeg, der er vant til min egen nervøse version af autodidakt stenografi, ikke formår at opfatte mere end et par af bogstaverne af, men jeg tror på ham, det er jeg jo ligesom nødt til, og han spørger et par gange til udformingen af min streg og jeg lydliggør dem med navne, geeeeee djiiiiii george! Gunnar! Guitar, ja, guitar, og han skribler noger, der ligner et snabela, tja, jeg stoler på ham.

Jeg betaler, de skal hentes senest kl. 17, ellers er han der ikke. Og i morgen er jo helligdag, jaja, den har vi fanget, i morgen er det helligdag og butikken er lukket og det skal være i dag før 17, hvis jeg vil have, hvad jeg har betalt for.

Jeg er der kl. 16.55. Han ser ud som om, han ikke genkender mig, denne mand er utrolig. Jeg føler mig, næsten lykkelig, flyttet til en gadebutik i Lima, men ham her har betalt sig fra at få nakket alle konkurrenterne… eller også har han arvet, og holder business gående af trangen til at skulle noget med sin dag, eller også… det er svært at sige. Men jeg får en kvittering, og visitkortene i en lille pakke. Jeg er lige ved at flå den op, men styrer mig; jeg er ikke nogen total taber. Og så dog alligevel.

På kortene står alt, vi enedes om. Alle bogstaver i rette rækkefølge, adressen på to linier i stedet for tre som aftalt, det er godt nok en smule klemt, men hjemmesideadressen… Det er helt åbenlyst nu, at jeg befinder mig i et 1. verdens land, om end denne mand muligvis er lige så computer-analfabetisk som min far, før han fik en Mac… Det er de grimmeste, mest uharmoniske laser-udprintede, ikke trykte, visitkort, jeg nogen sinde har set, jeg kunne uden tvivl selv gøre udvælgelsesprocessen for en kunde mere fuldbyrdet og resultatet baseret på kvalificeret råd, men det er lige gyldigt. Et 3.verdensland ville forsøge at lave resultatet så godt som muligt i forhold til kundens ønsker, og fejle. Vende et bogstav hist og pist, have dansende linier, stave mit navn forkert, og alligevel kræve betaling. Men det er kun i et I-land, at man kan finde den fuldstændig absolutte arrogance og ligegyldighed overfor hvad- og hvemsomhelst, der på samme vis som forsøget på at kontrollere og fatte kaos giver resultater fra sig, som i kraft af forventningerne til deres perfektion, er nye opdagelser i sig selv: URL’en står trykt dér, hvor en titel ville have stået, og fungerer pludselig som en titel. Denne mand har udnævnt mig til mig. Og sender adskillige blikke mod døren, som jeg først sent fatter: Ah, han vil gerne hjem, jamen, selvfølgelig. Og på bølgen af hans foragt går jeg ud af butikken, døren brager i bag mig, gitteret begynder omgående at rulle ned. Jeg bliver stående lige udenfor og ser ned på URL’en. Jeg husker ikke fra aftalen, at han skulle kapitalisere den. Eller lave mellemrum. Men han har tænkt selv, det er dét, han har tænkt selv: Efter Punktum kommer stort begyndelsesbogstav. Og derfor er også første ord med stort. Krabat. Menneske. Dk. Hér står jo dét, jeg har søgt efter. Et sted at være, noget at være, nogen at være.

Mennesker er det, jeg ikke har lært noget konklusivt om. “Spørg mig; jeg ved ikke noget, har en mening om alt”, dét er mig, men mennesker… ‘Hvad er et menneske for eksempel’? Hvad så, hører ‘for eksempel’ med til spørgsmålet, eller må jeg rydde lidt op, inden jeg svarer?

MY FAVORITE PET-HATE: TELE-MARKETING

(ring-ring)

Hello, is this mr. Krabat I am speaking to?
Yes it is.
I am calling to you from xxx company in Madrid. You come referred to me by a collegue in London, whom I understand you have recently spoken to in connection to talks of investment…
I have not.
You have not spoken to my collegue in London about investments?
Your collegue called me.
You have not spoken about investments?
(Looong pause, in which I refrain from repeating myself)
Ah, so, Kenneth, have you ever invested in the stockmarked?
We are not familiar, so you may address me by my last name.
Ah, okay, Mr. Krabat, have you ever invested in the stockmarked?
No I have not, and I am not interested, so please do not call me again.
(Slam, phone down, back to work)

(ring-ring)

So, why are you being so rude, Kenneth?
We are still not familiar, so you may still call me by my last name.
I can call you anything I like. So I call you prick. Because that’s what you are.
(beep beep beep)

En Lykkelig Ulykke – tekst til vindende billeddigt

At integrere kunsten er en ulykkelig ulykke.

Jeg vandt en konkurrence om det bedste billeddigt, hvor kravet var, at der kun måtte bruges to ord…! Og blev efterfølgende bedt om at kommentere mit bidrag:

En lykkelig ulykke

Af Kenneth Krabat
1.6. 2006

Mennesker genkender mønstre på mange forskellige måder – balance, kulde/varme, rum, nærhed, empati osv. – og måske kan evnen til at integrere modsætninger, til at tolerere modsætninger, også siges at høre med. I hvert fald er det umiddelbart nemt for nogle at acceptere sammenstød, mens andre kan have svært ved at få tilsyneladende modsætninger til at “smelte sammen”.

Et billeddigt (eller konkret digt) er ikke en illustration med tekst, eller en tekst med illustration, men en sum af to måder at aktivere hjernens mønstergenkendelse på. En særlig form for sammenstød kunne man kalde det. Hvor tekstdigtet kalder på evnen til at abstrahere, kalder billedet på evnen til at harmonisere.

I kombinationen af de to opstår en form for indbygget bro mellem det såkaldt abstrakte (teksten) og det såkaldt reelle (billedet), hvor opmærksomheden – snarere end at vandre ud af en lige linie for at skabe indre rum og aktion ud af ordene, eller ud af billedet skabe reflekterede idealer (orden) – ping-pong’er mellem de to: mellem eget rum og givet rum, mellem “indre” og “ydre”, mellem “uvirkelighed” og “virkelighed, mellem det “selvskabte” og “verden i sig selv”. Frem og tilbage, frem og tilbage, indtil man må opgive at styre, hvorhen man ser, og giver sig hen til værket. Til sansningen.

At tillade denne forbindelse, denne bro, forandrer hjernen fysisk – udvider ens kompetencer på alle områder i livet og i hverdagen, hvor modsætninger støder sammen. Et godt billeddigt skal for mig derfor helst være som to kontrastfarver, der står og “zummer” op og ned ad hinanden. I ro, men ikke statisk. Genkendeligt, men ikke hjemligt.

Det er en omkostning ikke at blive ladt i fred, til tider anstrengende eller udmattende, men al god kunst koster opmærksomhed og når det holder op med at vække én, har man integreret det. Hengivelsen til denne lykkelige ulykke har således gjort én til et mere kompetent menneske.

Og hvad andet skal kunsten, på sigt?

http://krabat.menneske.dk/_digte/ORDligt_nr_2_krabat_bidrag_billeddigt.pdf