Sølvbyen og andre Helsingør-noveller

Helsingør har meget at være stolt af. Og nu har en mængde forfattere naglet byen til det litterære verdenskort.

 

I dag, d. 11.11 2011 kl. 11.11 udkommer med brask og bram “Sølvbyen og andre Helsingør-noveller”, en samling historier og fantasier om Helsingør.

Jeg deltager med Novellen “Modstand uden ende”. (Læseprøve ses nederst.)

I morgen, d. 12.11. kl. 14, læser forfatterne op i biblioteket på Kulturværftet… i Helsingør.

Digter, forfatter, interviewer, redaktør og initiativtager til adskillige offentlige digteraktiviteter, Lonni Krause, er initiativtager og fundament  under samlingen, der havde sit udspring i en lille samling digte og fortællinger fra 2010 om Helsingør, som blev vel modtaget af forfatterne og omverden lige.

Fra Foromtalen:

“Helsingør er en bemærkelsesværdig by. Ikke blot siges Amled, Shakespeares Prins af Danmark at hjemsøge Kronborg Slot og spille terninger med Holger Danske i kassematterne uden for åbningstid. Helsingør er også den yderste spids af Danmark i mere end ét henseende: Hér tanker svenskerne op, når de ikke kan få drikkevand hinsidan, som stort set ikke er længere væk, end at en rask dreng eller pige kan slå smut og ramme bjælkerne i færgelejet i Helsingborg på den anden side af Øresund. Og byen ligner noget, der ikke brændte ned i København i 1866, hvilket helsinganerne endnu er meget stolte af. Ikke at det var dém, der påsatte branden. Det kan i hvert fald ikke påvises.

Nå, men helsinganere og andre kan fra og med i dag købe bogen i velassorterede boghandlere, og inden så længe kan den også lånes på biblioteket.

Den formidabelt lave pris for humor, spænding, overraskelse, kærlighed, historie, fantasi og virkelighed er199 kr.

I dag ved du så nu, hvad du skal gøre, når tid er. God læselyst. Og god rejse til Helsingør.

vh, Lonni Krause

(Omslag: Bjørn Rønne)

Uddrag af “Modstand uden ende, af Kenneth Krabat”:

Foran kopien af statuen af den legende, folk kendte som Holger Danske, rullede Holger Wuideliin sit værktøj ud.

Som hvad som helst kan blive rutine, der er underlagt et steds kausalitet, var jobbet rutine: Når energien Holger Danske søgte manifestation for at opfylde sin sagnforpligtelse over for nationen, skulle den metafysiske ports tænkte hængslers og dørforstærkningers forestillede bolte efterspændes, og ditto uhåndgribelige håndtag og låsebeslag gås efter for tegn på eftergiven.

Kort fortalt skulle energien neutraliseres, når der blev for meget af den.

Varede det for længe, inden porten blev solid igen og uigennemtrængelig for HD-energiens insisteren, ville borgere i Helsingør og Helsingborg og Hørsholm, Lillerød, Tikøb Helsinge, Gilleleje, ja alle omegnsbyerne inden for en radius af 25 km opleve sig uforståeligt gennemsyret af den akkumulerede harme over landets tilstand, der havde skabt HDs navn i populærhistorien. Og jo, det lykkedes af og til Holger Danske kortvarigt at nå ud til nationen – selvom Bureauets top insisterede på vedvarende nedjustering af energiens indblanding i nationale kriser. Folk skulle i kausal forstand flytte til Nordøstsjælland på grund af naturen og havet og husprisernes evne til at tiltrække sig national opmærksomhed. Ikke i væsentlig grad på grund af indigneret omsorg for nationens fremtid.

Som det nu var muligt for ham at opleve sig personligt involveret, var Holger Wuideliin ikke helt uinteresseret i Helsingør. Arbejdet hér var rutinepræget, men det var altid en udfordring, ikke mindst på grund af  Holger Danske-energiens til tider meget kraftige udsving.

Han forstod, at drilleriet blandt de andre agenter var anerkendelse, og at han så ofte blev sendt til Helsingør, fordi han gjorde bedre fyldest dér end andre steder. Skadesstatistikken sagde, at HDs lejlighedsvis massive harme sjældnere berørte ham end de andre agenter, der blev udsendt for at udføre neutraliseringen, når han var optaget andetsteds.

Nej, problemet var, at der var opstået et mindre, kausalt set, uforståeligt problem: Han var begyndte at føle noget, når han som Holger Wuideliin kom til Helsingør. Noget selvstændigt.

Hvilket i sig selv var en del af problemet – det burde ikke være muligt. Ikke for en agent.

Dét forvirrede ham. Hvilket i sig selv var forvirrende.