Ringen

 

Ringen, jeg købte, var det tredje forsøg. De to første misforstod min person, men den tredje var okay. Okay i betydningen til at arbejde med, til at flytte sig imod, ikke en ring man vokser sammen med, men en ring der findes for at lære én noget.

Som humøret fandt mig, kunne den af og til minde om en gennemskåret fodbold, hvilket bestemt var en udfordring, men ret basalt var den en halvkugle inddelt i fire lige store trekanter med streger ridset ned i sølvet. I midten af hver af de fire dele var en trekant skåret ind i halvkuglen, som pegede i de fire verdenshjørner, altid i de fire verdenshjørner, uanset hvordan man end positionerede sig i den fysiske verden. På ringhalvkuglens øverste punkt, hvor de fire opdelingsstreger krydsede, var en spids grøn halvædelsten monteret.

De fire trekanter pegede mod sjæl, barndom, voksenliv, alderdom. Mod vinter, forår, sommer, efterår. Mod hvile, begyndelse, modenhed, aftagen. Mod… you get the point! Det var en cyklusring, en ring, der indikerede at alt, der begynder, har en ende, før det begynder igen.

De fire trekantede huller ind i ringens sølvhalvkugle havde indsat farve, hvid for sjæl, hvile, vinter, gul for begyndelse, barn, forår, orange for voksenliv, højsommer, modenhed, og sort for alderdom, svækkelse, efterår.

Tid og slid gjorde det først af med elfenbensindsatsen og efterlod den nordlige pil væk fra kroppen tom. Så forsvandt ibenholtsindsatsen mod vest, og lyset faldt ind i kuppelformen fra to sider. Derpå forsvandt den gule rav mod øst og gjorde kuplen til en omvendt smilende smiley med tandproblemer. Og samtidig gik der hul i den orange rav mod syd, en dag var den blot forvitrede takker i kanten af sit indsatshul, hastigt færre og færre, og til sidst helt borte.

Nu var ringen åben til alle sider. Farver indikerede ikke længere retningerne i verden, og lyset faldt ind i sølvkuplens indre og oplyste et rum, hvor der intet var.

Fra at være et billede på bevægelsen gennem verden og gennem livet, med håb for og tro på genfødsel og nytten ved at leve, havde tiden barberet ringen ned til den håbløse eksistens’ hårde retningsgiver: Alle retninger det samme, et løfte om intet og om alt, og et liv fyldt af hårdhed, skarpe hjørner og faldgruber overalt.

Eller… som selvindlysende bevis på sin egen funktion, akkurat født: Fra en guldsmeds hjerte og fantasi, gennem Tidens nådesløse nedslidning og udjævning af alt, der har betydning, og frem til digteren, til digterens hjerte, der kan fylde ringens huller og retninger igen med farve og mening og lade dem antyde vejen til en anden verden, en bedre verden, en verden som aldrig vil findes, men uagtet dét behøves af enhver.

Og som sagt, hvor de fire divisioner mødes, på ringens øverste punkt, var en grøn, spids halvædelsten sat, for Tiden at stikke sig på. Hér pegede den mod det højeste, det fjerneste, over hovederne på enhver. Her pegede den på øjeblikket, som enhver kommer til, der kan mærke sin krop.

Dén stenede retningsgiver sidder der endnu. I en base af guld stritter den og ér endnu så spids, at det bemærkes. For enhver, som ikke har fulgt med i ringens forandring, gør den grønne sten ringen hel og bevidst at se på – som et kunstværk fra en filosofisk guldsmed – snarere end som Tidens slid på en digter, der ønsker sig forandring. Når nu forandring åbenlyst ikke er til at undgå.

Mulighederne er digterens, som han evner at leve med dem: Det nådesløse liv – som Tiden kværner al farve til tomhed; eller genskabelsen, når Tiden har gjort sit. Tidens lærling, Tidens mester. Eller Tiden selv, hvis han forstår, hvori forskellen består og følger sit hjerte uden at frygte hverken det nådesløse eller kravet om at udbedre Tidens hærgen.

For… tage ringen af, dét gør digteren ikke.