jeg er en løgnhals (og det er du også)

En anden måde at betragte løgnen på.

Share

Igennem mig flyder en strøm af overensstemmelse. Ned gennem fødderne op gennem toppen af hovedet. Jeg er forankret til denne klode med samme type koncentrerede træk, der holder alting samlet, atomer som celler, celler som væsener, stivnede, flammende, komplekst interagerende klippestykker som solsystemer, solsystemer som galaxer osv. Jeg rummer en indre overensstemmelse. Jeg findes, fordi jeg kan… findes.

Holdbarheden for en samling atomer, celler og organstrukturer som mig er afhængig af graden af proximitet til den centrale overensstemmelsesstrøm, bare kald den “indre sandhed” for nemheds skyld.

Når jeg der tackler bevægelsen gennem verden skyer kontakten til min indre sandhed, dvs. ikke har overensstemmelse som aktivt ønske, er min organisme som helhed momentant i fare. Socialt vil den være udsat for udstødelse, fysisk vil den være udsat for nedbrud i regenerative processer, rationelt risikerer den en rutchetur ind i et eget regelsæt uden for naturlovenes virkelighedsafgrænsning, åndeligt set vil små huller opstå i den kosmologiske heldragt og gøre det sværere for min organisme at føle sig hjemme noget sted – og sådan rundt og rundt i en bestandigt mere og mere isolerende spiral.

Indtil for nyligt lejlighedsvis og nu tiere og tiere bliver jeg til den forståelse, at jeg er afhængig af min organismes inderste kerne, og at vi, kernen og jeg, ikke er synonymt overensstemmende, endsige på samme spor, hvad angår organismens optimale overlevelse.

Med afstanden til kernen definerer jeg rummets omfang og udbredelse uden for kernen, der både muliggør og begrænser udbredelsen – kommer jeg for langt fra kernen, bliver jeg bipolar, kommer jeg for tæt på, bliver jeg kraftløs, jegløs. Der er ingen sikkerhed.

Jeg kan ikke se, at det skulle være noget problem for mig at vente med at bedømme alle forsøg på at gøre universet større til forsøget ér gjort. For mig er det et problem, at jeg socialt set fører mig frem som autonom, og kun kommer rendende, når lorten har været gennem ventilatoren.

Men totalt set, som helhed med enhver form for tilgivelse mulig – jeg tilgivet for dynamisk flugt fra kernen i enhver (tilfældig) retning, og mig tilgivet for statisk retning-mod-døden uden fremdrift og trangen til ophør af bevægelse – opstår et enormt rum, et verdens-rum, mellem jeg i sine yderste positioner i enhver retning mulig, og mig i sin kerne.

Løgnen som organismens aktion, der skærer sig et nyt stykke virkelighed med en muligvis svært efterprøvelig påstand står altid i opposition til den indre sandhed, uvillig til at følge enhver af kernens designs, selvom de tydeligt er hensigtsmæssige i deres evne til at opretholde kernen. Jeg er uden længerevarende historie, har kun transiente holdepunkter, tilfældigt affødt af punktnedslagene i forsøgene på at afsætte nye markører i det faktiske univers, og ved den opståede modstand hér og kernen imellem.

Dette verdens-rum defineret af jeg’ets roteren om og afstikken fra kernen er ganske vist en kontradiktorisk tilstand – den totale organisme, der søger at opretholde sig selv, stritter imod en kollaps til singularitet, mens kernen af al magt søger mod at blive mere af sig selv, en større singularitet. Men løgnen, det kontradiktoriske i at skabe smerte og leve med smerte for ikke at ophøre med at kunne skabe og leve med smerte, er således også den større sandhed: kombinationen af naturlig orden – singularitet – og modstand mod stasis – variation, flux, kaos.

Jeg lyver for mig selv. Jeg lyver også for mig selv, når jeg siger, at jeg ikke formår at efterleve de bud om renhed og retlinearitet i levevis og udsagn, der kommer fra mig selv, fra mit inderste. Heri ligger livsviljen udtrykt – i et indbygget ønske om at leve i, definere, et større univers, end jeg pt. gør. Formår. Kan håndtere. Kan fokusere på.

For at vi kan fortsætte med at findes, er kernen nødt til at vokse, for at jeg kan komme længere væk fra kernen. Eller, omvendt, med et tungere mig, et centrum yderligere konsolideret i hvad der er rigtigt og sandt, skønt ude af stand til selv at agere på det, gives min organismes jeg, med et ønske om at afsætte punkter længere væk fra kernen, mulighed for massetilvækst og dermed lejlighed til at agere modvægt til min kernes masse i det bestandigt voksende tyngdefelt, der er min organismes virkelighed i Universet i Sig Selv. Muligvis forsvinder jeg ud af omverdens forståelse og accept, men det er muligt at vende tilbage og blive forstået igen.

Dette tyngdefelt mellem mig og jeg, mellem kerne og udfarende kraft, udgør såvel den totale organismes overlevelse, som det beskriver ethvert menneske i drift mod massesammenfaldet eller splittelsen i atomer, men sprudlende i live imens: nysgerrighed, drift, varighed, vedligehold, balance, skabelse, nedbrud, elasticitet og fleksibilitet, den totale rumklang i det fysiske såvel som det menneskelige univers, det vi forstår om hinanden i kraft af løgnens, fiktionens, skabelse af noget, der aldrig var af sig selv:

At jeg påstår at kunne sætte og forsvare et punkt uden for tyngdefeltets naturlige ekvilibrium, som er til gavn for vor totale organismes eksistens. Og at det rent faktisk holder vand af og til – fordi min kerne er stor nok, stærk nok, til at leve med den momentane løgn det er at skabe noget nyt.

Løgnen fabrikationen fantasien påhitsomheden nysgerrigheden fleksibiliteten… Var det ikke for løgnen, var der ingen bevægelse. I universet, i mennesket, mellem mennesker.

Så… Naturligvis lyver vi.

Forfatter: krabat

digter. webmaster på menneske.dk. oversætter. EPUB-kritiker.