Corona-wowbog

– betragtes efter eget ønske som opskrift eller ikke.

dag 37 efter diagnosen, 3. januar… Corona efterlod en ubrugt halsbetændelse, da den drog videre. Ikke at jeg har tænkt mig at efterlyse ejeren og bede om at få det glemte afhentet. Men så heller ingen jammer over at den står sin kurs hér, vel?!

Har søgt 3 måneders lønnet vikariat i Smitteopsporingsdirektoratet. Afventer svar. Interessant, tror jeg; i hvert fald relevant. Men lige nu, forlyder det, er der rent kaos dér på Jonstrup kaserne – med massivt udbrud af Corona virus. [Jeg er gammelsmittet – tag mig!]

dag 24 efter diagnosen, 21. december… Med magten givet mig af regeringen og sundhedsstyrelsen erklærer jeg mig hermed ikke-smittende, idet jeg har udstået isolation til symptom-frihed + 48 timer, uagtet at jeg stadig har lidt slim i halsen, hvilket jeg henviser til en generel december-kulde-tradition, vi kalder forkølelse, der har et generelt overanstrengt immunforsvar som sin fremmeste årsag. Og hvis ikke stress over isolation nødvendigvis MÅ presse immunforsvaret, så ved jeg næsten ikke noget…

Okay, jeg ved ingen ting. Det er jul, og jeg skal fylde et helt tomt køleskab og planlægge julemad. Det bliver jul de næste 6 dage, uanset hvad fanden. Ikke nogen dårlig bølge bare at lade mig bære med på. Skønt ikke lige dén virkelighed, jeg havde stillet mig i udsigt var min tilbagevenden til virkeligheden. Dén virkelighed, som jeg godt nok ikke deltager meget i længere, men den er der og jeg vil gerne være med. (Den lider bare hele tiden under at skulle være så PLANLAGT!)

dag 23 E.D., 20. dec. – åndenød, kløende øre, søvnbesvær = Jeg er her endnu.

Forsøg på at jamre eksistentielt: Min veninde i Perú skød det ned på fineste vis, da hun efter corona-isolation atter kunne mødes med mødrene til børnene i hendes barns klasse:

te cuento que necesita la gente aquí
la gente quiere hablar de cómo se siente
de los efectos que ha causado el coronavirus
y las secuelas que algunas personas tenemos
como la falta de aire (un poco)
la fatiga  (muchos)
el sentirse presos  (casi todos)
la soledad (todos)

lad mig fortælle dig, hvad folk hér behøver:
de ønsker at tale om, hvordan de har det,
om alt, der er forårsaget af Coronavirus,
og om senfølgerne, som nogle mennesker oplever
som eks. åndenød (et fåtal)
træthed (mange)
følelsen af at være fanget/spærret inde (næsten alle)
ensomhed (alle)

Det er bare det her at faktisk have en gruppe mennesker at udveksle informationer og følelser med. Hun trøster mig lidt ved at sige, at forældre altid er nødt til at tilsidesætte deres egne følelser for deres børn. Og da jeg ikke har nogen, så…

dag 22 efter diagnosen, 19. december… altså, helt ærligt! Ondt i halsen, åndenød, det cirkane indre ur i oprør – det kan godt være, jeg ikke smitter længere, men fornøjelsen fortsætter.

Alene tanken om julemadlavning. Men maden laver jo ikke sig selv. Eller køber sig selv ind. Jeg har gloet på de der køb-ind-tjenester. Og får galopperende stress af det. I supermarkedet kan man lade sig føre af intuition og passere det uinteressante, men på en hjemmeside skal man tage stilling til ALT. Jeg er nødt til at købe ind selv. Og selv ikke i transitter mellem boliger har noget køleskab runget så tomt.

I dag er også ca. en måned efter mulig smitte.

dag 19 efter diagnosen, 16. december, fucking 1 uge til jul og jeg er ikke parat til at gå ud endnu! … strammer i kraniet, ondt i hovedet og halsen er tyk, det er for fanden ikke til at regne ud, hvad der er hvad – skal jeg sende min far i døden med et kram eller bliver han bare snottet – hvilket han stort set aldrig bliver, denne 82-årige dronte – usikker igen, hvad har jeg at pejle efter?!

dag 18 efter diagnosen, 15. december… eller nat, det er bælgmørkt ude, hér er der varmt og lavt lys, jeg er døgnvendt, og vist ikke helt færdig med det. Pludselig, i 2 minutter, strømmede snotten af næsen og halsen føles rå og tyk af slim. Dét Her Må For Pokker Da Snart Stoppe!

nå.

Der er ikke meget lidt interessant mad tilbage.

Min hud har fået en bums

Jeg står på et brønddæksel af glas med en uendeligt hul under mig.

dag 16 efter diagnosen, 13. december… er det endnu ikke blevet lyst i min verden. Andet end i skærmen, som det eddermugme er anstrengende at sidde og glo ind i for at få dagen til at kaste mening fra sig.

Hvordan fanden afgør jeg, om jeg stadig smitter? “Isolation til symptomophør + 48 timer”. Men hvad er covid-19 og hvad er vinterforkølelse?! Og selv hvis jeg valgte at få en vaccine oven i hatten på 2, snart 3 ugers isolation som følge af en Covid-19-positiv-test, ville jeg skulle fortsætte i samme skuffe. Der er nemlig pt ingen sikkerhed for, at en vaccineret ikke smitter.

Har stadig ikke fået afleveret min biblioteksbog. Og forstod ikke deres svarmails. Og hvem ville ville turde røre ved den? Og så lukkede alle biblioteker. Efterfølgende eboksbesked om, at jeg har en bog at aflevere… Hvem skal betale regningen?

dag 15 efter diagnosen, 12. december… gik med at forsøge at holde mig vågen, da jeg først havde passeret kl 10 formiddag uden at have sovet. Godnat kl. 17, vågne ved midnat. Med slimhinder, der gør ondt af tørhed og sej sej slim. Men frie luftveje, så det må da snart blive godt!

En kammerat er på gaden med en rygsæk og alle ting opmagasineret. Da jeg vågnede til hans besked, måtte jeg desværre covid-afvise ham på covid-isolationsadressen. Muligvis få ham ind i mit by-værelse nogle nætter? Hvis han ellers selv er covid-19-fri, fordi min sambos mor kommer fra USA fredag…

Det her beskriver en problematik, som ikke kommer til at gå væk. Som givet er SÅ langt nede på ranglisten hos det offentlige, at vi alle er nødt til at bruge immunitet som direkte argument FOR at hjælpe – når vi samtidig bruger ikke-immunitet som argument for at afvise hjælp. “Vi, der er immune. Endnu”.

dag 14 efter diagnosen, 11. december… Min tinnitus er tilbage with a vengeance! Det betyder, at den er ret høj og ret langt fremme i min opmærksomhed – som en kontinuérlig støjsender, jeg kun svært kan ignorere med fordybelse i andre ting. Stærkt udmattende.

Ét skridt frem og ét tilbage. Nu også med ondt i halsen igen.

Får ikke rigtig lavet det, jeg gerne vil: gennemskrivning af mine science fiction-noveller. Kravet om snævert hjertefokus og mentalt overblik udmatter mig, så jeg falder i søvn, bum!

Det er blevet hverdag med Covid-19 for mig. Som en veninde sagde i dag, i telefonen: “Enhver sin egen corona”.

Min Corona…

Sgu ikke en relation, der er værd at forfølge. Og med tegn på, at selv naturlig immunitet kun holder 3 måneder, har jeg pludselig travlt, hvis jeg vil rundt med armbindet! Og så lige i vintermånederne. Men selvfølgelig flygtninge og immigranter kan altid bruge frivillige, som i hvertfald midlertidigt er immune. [idéen hermed givet videre]

dag 13 efter diagnosen, 10. december… nu har jeg snart ikke noget at klage over længere. Resterne ligner en snart overstået forkølelse/influenza, sjovt nok uden et gran af feber, jo en enkelt grad en enkelt aften. NU kan jeg snart begynde at besøge folk igen, Hurrae…

Men jeg har ikke egentlig lyst til de gode, de gamle. Jeg vil bare gerne gå gennem alpelandskaber med mit internationale “C-19 immun”-skilt om armen, så ingen frygter mig, og gå og gå, og tale med fremmede og byde dem farvel efter en dram og et helt eller et halvt liv på 10 minutter, eller køre i tog over Ruslands stepper og kun skulle frygte smitsom leverbetændelse og at ligge i ske med et får, som om dét var noget, jeg savner ganske enkelt verden noget så voldsomt.

Men dét er ikke begyndt for ganske nyligt.

dag 12 efter diagnosen, 9. december… Dehydrering, akut. Kunne stort set ikke se, da jeg vågnede. Ondt i halsen. Voldsom drøm om, at det regnede ind flere steder i “stuen i mit hus, hvor vi lige havde lavet taget”. Min far stod stivnet i stuen med et tomt blik i ansigtet, chokeret. Han var faldet, i drivhuset, og havde slået hovedet mod en spade. Jeg frygtede for, hvad jeg ville mærke, da jeg lagde hånden på hans nakke.

dag 11 efter diagnosen, 8. december… okay, det er et luksusproblem, men jeg gider ikke være syg mere og ikke må gå nogen steder – det har været fucking slemt nok at spasse angst ud over ikke i 10 måneder at måtte trække vejret i det offentlige rum, ikke måtte røre kramme kysse, og vennerne har også trukket sig ind i skallen, jeg er glemt af de fleste og har ikke glemt nogen, men orker ikke spille rollen som stærk eller forklare hvorfor jeg ikke føler mig stærk og ovenpå, alle skal bare behandle mig som om jeg findes i en verden, der ikke er som den, min krop findes i, tak.

Og så har jeg stadig ondt i halsen, og blev vækket af forsikringsselskabet, der talte til mig, som om jeg ikke havde været igennem en meget anstrengende udredning af forsikringsflytning efter flyt til ny adresse, eller var en forsikringsoprettelse ikke egentlig den egentlige grund til at tage kontakt til dem, jo, det var, og så tappede det i litervis på kræfterne at få penge ud af selskabet for at have unødigt dobbeltforsikret mig i årevis, men alt det vidste fyren, der vækkede mig, selvfølgelig ikke noget om, for forsikringsselskaber har klart ikke computere, for så bliver alting meget nemmere og forsikringsagenter er mennesker, der elsker at tale med andre, så enhver grund til en forlænget samtale er en GOD grund, ikke!?

Ganske særligt at begynde dagen i coronaskjul med at drikke kaffe til færdiggørelsen af Maria Carry, en boller i karry-variation m/ Santa Maria-Green Curry og boller lavet af svinekød/finthakkede grøntsager 50/50 – med perfekt krydrede fast/våde basmatiris – åh, storslået morgenmad, mens solen går ned

 

dag 10 efter diagnosen, 7. december… sov 12 timer og er vågnet med halsbetændelse og ondt i ryggen. Det var nok ikke den bedste beslutning at udmatte mig sådan i går.

En stump joint og 2 håndøl senere havde jeg det værre. Hvorfor var det, at jeg så mening i at bytte min klarhed med det her ulmende intet?! Jaja, jeg er ved at blive sindssyg af at tænke om jeg er ved at blive sindssyg, jeg ved det godt.

dag 9 efter diagnosen, 6 december… døgnet var allerede temmelig forskubbet, men jeg holdt mig vågen for at kunne snige mig tidligt gennem verden for at aflevere noget hjemmelavet mad til kæresten, men min ansvarsfølelse vandt. Holdt mig så bare vågen resten af dagen og og faldt først om ved midnat. Havde det faktisk okay.

dag 8 efter diagnosen, 5. december… Jeg har det lidt skidt over at sige, at det er ved at blive helvedes trivielt. Jeg skal jo vente til 48 timer efter sidste tegn på noget, dvs. lidt snot, lidt slim, lidt underligt i lungerne, lidt ændret lugtesans, lidt underlig hovedpine, lidt pludselig træthed. Det er nok ikke væk i morgen.

Naboerne er blevet tjekket. Covid-19-negative. Tillykke til den ene, “lidt ærgerligt?” til den anden – som nu folk er så forskellige. Men ingen ønsker hverken død eller bivirkninger, og selvom kun et fåtal dør, har mange bivirkninger. En positiv bivirkning af immunitet ville dog være at kunne rejse igen. Jeg er ved at blive bims af det her. Og af skiftende fokus og pludselig udmattelse. Der er grænser for hvor interessant film og TV er, når hovedet ikke kan kapere andet end at lade ting flimre forbi, tage ind.

Og så er jeg blevet inviteret til julefrokost d. 10. Første gang i et par år. Bortset fra usikkerhed over at skulle ud blandt mennesker igen og måske ikke kunne agere som mig selv uden bedøvelse, så er det ikke sikkert at jeg når det. Det vil være dag 13, hvilket vil sige, at jeg skal være symptomfri om 3 dage. Well, vi får se.

dag 7 efter diagnosen, 4. december… Rastløs som ind i helvede. Arbejder jeg, falder jeg i søvn. Arbejder jeg ikke, modarbejder jeg at sove.

Slim. Sult. Hunger. Tunghovedet.

I live.

dag 6 efter diagnosen, 3. december… vågnede ved, at verden flød af bunker af papir og lort, som ingen anede hvordan skulle ryddes op, og jeg kom på at alle lagde deres papir og ting i plastickasser, indtil de savnede noget. Og hvis ikke, så afsted med lortet. Pissedårligt humør. Pissekoldt i hytten. Verden er på nul grader. Fuglene er borte,

Men jeg fik skrevet noget i går og indtalt det med min rustne stemme. Som i dag er endnu mere klistret og normalt influenzagtig slimet. Jeg er i live. Alt er godt. Undtagen alt, som ikke er,

Tinnitus vågnede 10 minutter efter mig? Ørekløe 5 min. senere. Spændinger i kraniet? Ondt i bunden af lungerne eller toppen af maven, vand hjælper, spiserørsudmundingen, for megen mavesyre, forkert kost og stress.

Udmattet. Rastløs. Det er snart jul.

dag 5 efter diagnosen, 2. december… var en arbejdsom, fredelig dag. 4.5 times redaktion, men så kunne jeg heller ikke mere. God lang samtale med ven over chat, og aftale om at købe det manglende ind i dag,

Har en biblioteksbog, jeg ikke kan få afleveret, for hvordan smittespritter jeg papir af, og hvem henter den og bringer den til det nærmeste bibliotek?

Mit øre klør som vanvittig på 2. dag. Tinnitus kører op og ned.

dag 4 efter diagnosen, 1. december… Hjelm om hovedet, øret klør vanvittigt, tinnitus, tunge ankler, lav koncentration.

Jeg er sulten hele tiden, smøgtrængende, flugttrængende, kortluntet-fuck-jer-hvis-I-ikke-fatter-mig, og fatter de mig? Fatter nogen mig? I finder nemt min email. Sent i seng, uvillig, sent op, uvillig, gider ikke noget ud over liste-overspringshandlinger og smøgersprutjoints, hvoraf jeg kun har én slags.

Er det bare mig, eller er mine intelligente venner komplet kolde over for, at jeg har fået Corona? (Bare en influenza, og nogen dør, ja, men så er det heller ikke værre!),

Og venner købte det mest nødvendige ind, efter de var blevet testet,

dag 3 efter diagnosen: Vækket af min læge 8.30. Om jeg vidste at jeg er smittet? Ja, det vidste jeg godt (smitteopsporingsgruppen og brev fra det offentlige)(man får virkelig noget for sundhedsmidlerne i dag!) Hvordan jeg så havde det? Og de var der for mig: Jo, slim i halsen, kroppen arbejder, det mærkes. Ondt i underbenene, strække ud. “Bare ring”. Inden for åbningstiden, ellers 112.

Naboerne ikke testet endnu. Far er Covid-19-negativ, hep! Kæresten – intet testsvar endnu, men baseret på henvendelserne siger logikken, at hun ikke er Covid-19-negativ.

5 timers zoom-indspilning med skuespiller og instruktør i stedet for det fysiske møde jeg måtte aflyse dagen før test senere: NU er jeg grydeklar. Trykken i kraniet. – Ramte så muren, lagde mig og sov lige 2 timer.

Nå, kæresten i egen lejlighed er også testet Covid-19-positiv. Øv. Men vi når da lige at blive immune til jul.

Heftig gang i min tinnitus. Ikke spændinger i kæben,

dag 2 efter diagnosen: Let ondt i nakken, tykke ankler (har jeg siddet for meget under min frivillige isolation?) Nu står jeg og arbejder. Det gør det ikke meget bedre, men jeg får flyttet mig lidt, og eksperimenteret med at stå og skrive, og variation fryder… og den slags,

dag 2, senere: modtog brev fra sundhedssyrelsen, der forklarede hvad jeg allerede vidste. Indeholdet af brevet: “Hold dig væk fra os andre, når du er konstateret smittet. Undgå dårlig samvittighed indtil da”,

dagen efter, diagnosedag: Let forkølet med en smule snot og slim. Så ringede smittesporingsenheden. Så var jeg ikke længere forkølet,

I coronaisolation.

testdag: Let snottet. Mange mennesker i testcenteret. Kædebane ned gennem hallen. Søde testere, der forsøgte at få lidt personligt med i hvert tredive-sekundersmøde 😀

dagen før testdag: Åndenød på Vanløse St. efter at have haft cyklen på skulderen ad trapperne. Øjeblikkelig aflyse aftale for ikke at risikere at smitte,

dagene før: Kæresten hjemvendt fra arbejde i Kroatien, testet covid-19-negativ i lufthavnen, men efterfølgende lidt influenza-sløj,

afstandsindikator for coronasmittede tavs, talende og syngende

Author: krabat

digter, forlægger, oversætter, admin på kunstnerhotellet menneske.dk

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Note: Commenter is allowed to use '@User+blank' to automatically notify your reply to other commenter. e.g, if ABC is one of commenter of this post, then write '@ABC '(exclude ') will automatically send your comment to ABC. Using '@all ' to notify all previous commenters. Be sure that the value of User should exactly match with commenter's name (case sensitive).

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.